The Lost Sword of Toledo er den fjerde episode i Agon
serien. De tre første er nu udgivet som ét samlet spil
der hedder Agon The Mysterious
Codex.
Agon 4 er det første fuldlængde adventure spil, og
omfangsmæssigt svarer det meget godt til summen af de
tre første. Som i de foregående episoder er professor
Samuel Hunt fra British Museum på jagt efter et af de i
alt 12 historiske brætspil, og denne gang er han i
Toledo i Spanien. Stilen er den samme som i de tidligere
spil, med realistisk grafik, 1. persons synsvinkel, 360
graders udsyn og navigering mellem faste punkter. Der er
både personer, dialoger og opgaver, og som antydet er
der meget mere af det end i de tidligere spil.
Agon spillene udvikles af det ungarske firma Private Moon
Studios. De tre første episoder kunne købes og
downloades fra udviklernes hjemmeside, men dette er endnu
ikke muligt med The Lost Sword of Toledo. Den udgave jeg
har spillet er udgivet af Kalypso Media og jeg har købt
og downloadet spillet hos Gamers Gate.Handling :
Agon spillene foregår i 1903, og hovedpersonen er
professor Samuel Hunt, som arbejder på British Museum i
London. I den første episode - London Scene - modtager
han et brev med en opfordring til at finde nogle
historiske og næsten glemte brætspil. Disse spil er
spredt rundt om i verden, og i flg. brevet kan de
medvirke til at gøre verden bedre. Professoren påtager
sig opgaven, og han har nu fundet, spillet og vundet de
to første spil i henholdsvis Lapland og Madagaskar. Hans
oplevelser med piraterne fra Madagaskar har bragt ham på
sporet at det tredje spil, og vi møder ham, da han i et
hestekøretøj nærmer sig Toledo i Spanien. Han har
udvekslet breve med sin kone i London, og hun opfordrer
ham til at kontakte hendes gamle tegnelære Salvador Diez
Palencia, som nu bor i Toledo. Man overtager styringen af
Samuel Hunt efter han er steget ud af hestevognen på
Plaza de la Mancha.
Første opgave er at finde Diez Palencias bolig. Det
viser sig at Salvador er død, men hans datter Carmen er
tæt knyttet til familien Candelas, som er det navn
professoren søger i forbindelse med det næste brætspil.
Historien udvikler sig til et familiedrama med gamle
konspirationer, hemmelige loger, religion og mystik, samt
forliste venskaber og den helt store kærlighed. Men der
er også undertoner af kunst, musik og videnskab, og så
er der et meget fornemt men forsvundet sværd.
Hovedopgaven er at finde endnu en side til det mystiske
kodeks, samt at finde, spille og vinde endnu et at de
gamle spil. For at komme dertil skal Samuel Hunt dog
løse en masse andre forskellige opgaver. De fleste
involverer at finde, undersøge og anvende ting korrekt,
men der er også en pæn portion logiske opgaver. Disse
omfatter bl.a. mekanik, musik og mønstergenkendelse, men
der er også både koder og opskrifter der skal forstås
og følges. Der er ingen tidsbegrænsede eller action
prægede opgaver, der er ingen opgaver med
farvegenkendelse, men til gengæld er der en labyrint.
Undervejs møder han ca. 10 personer, som han kan føre
flere lange samtaler med. Nogle af dem er han nødt til
at hjælpe, mens andre kan hjælpe ham. Informationen fra
disse personer, samt fra de mange til tider omfattende
dokumenter og bøger, giver tilsammen en detaljeret
beskrivelse af tiden, stedet og historien. Det er langt
fra al informationen der er nødvendig, for at man kan
løse opgaverne og gennemføre spillet.
Samuel Hunts søgen bringer ham rundt til forskellige
lokaliteter i Toledo. Foruden Plaza de la Mancha og Diez
Palencias hus, besøger han bl.a. også Candelas
bolig, politistationen, kunsthandleren Arriaga og San
Pedro kirken. Hver lokalitetet består af en række rum
med flere forskellige scener. Der er også nogle skjulte
steder, som man først får adgang til, når man har
løst bestemte opgaver.
Historien er ganske omfattende og detaljeret, og den
omhandler flere personer end dem man møder. Selv om
slutningen er forudsigelig, er der alligevel nogle
overraskelser undervejs. Historien åbner sig op og
udvikler sig, og man får adgang til flere af
lokaliteterne, i takt med at man får talt med personerne,
finder dokumenter og løser opgaver. Da Hunt stort set er
den eneste der foretager sig noget, er det indlysende, at
det er de ting han gør, som påvirker historien og
handlingen. Historien har kun et forløb og en slutning,
og handlingen er temmelig lineær. Undervejs er der ingen
blindgyder som placerer Samuel Hunt i uløselige
situationer, og han bliver heller ikke udsat for dødelig
livsfare. Det tog mig knap 20 timer at få styr på det
forsvundne sværd, således at jeg kunne spille og vinde
det klassiske brætspil Alquerque.
Styring
:
Styringen af Agon The Lost Sword of Toledo
fungerer stort set som i de tre første episoder.
Spillet styres med musen, synsvinklen er 1. person og
baggrundene er i 2D. Man bevæger sig mellem faste
punkter, hvor der er 360º udsyn, og hvor man kan se
næsten lodret op og ned. Markøren viser med sigende
symboler, hvad man kan foretage sig. Dette kan f.eks.
være at gå til et andet fast punkt, at samle noget op,
at håndtere noget i omgivelserne, at starte en samtale
med en anden person eller at zoome ind til et fast
billede, for at undersøge noget i detaljer. I punkterne
panorerer man ved at holde venstre museknap nede mens
musen flyttes. Bevægelser mellem punkterne vises som
glidende overgange, hvor der zoomes væk fra det ene
billede og ind på det andet.
Baggrundene indeholder enkelte simple animationer af f.eks.
lys og flammer, og der vises simple animationer af det
Hunt foretager sig. Til gengæld er der mange detaljerede
animationer af personerne, af deres skygger og af det de
foretager sig. Deres skiftende ansigtsudtryk,
mundbevægelser og gestikulation vises under samtalerne.
Spillet både indledes og afsluttes med en længere
selvkørende sekvens, som er i 3D med 3. persons
synsvinkel og med skiftende og bevægelig kameravinkel.
Når Hunt forlader en lokalitet vises et kort over Toledo,
hvor de steder der i øjeblikket kan besøges er markeret.
Man vælger så hvilken lokalitet han skal gå til ved at
klikke på kortet. Når han således bevæger sig fra en
lokalitet til en anden, samt når han foretager nogle
afgørende handlinger, vises der specielle selvkørende
sekvenser med tegninger der toner frem på dele af
skærmen. Disse minder lidt om tegneserie striber,
hvilket også blev anvendt med held i spil som f.eks. Return to Mysterious Island og Destination: Treasure Island.
Under starten af spillet høres det samme iørefaldende
musikstykke, som fra de første spil. Foruden dette har
hver lokalitet sit eget afdæmpede og tilpassede stykke
musik, som først begynder at spille et stykke tid efter
man er ankommet til stedet. Visse opgaver og handlinger
er også tilknyttet specielle musikstykker. Der er mange
baggrunds lyde fra omgivelserne, f.eks. af fugles kvidren,
af hundes gøen, af flammers knitren og af dråber der
falder. Desuden høres bylivets mennesker og de ting de
foretager sig. Der er også detaljerede lyde af det meste
af det Hunt foretager sig, f.eks. af fodtrin når han
går fra en lokalitet til en anden. Endelig høres der
masser af tydelig tale under dialogerne, når Hunt
kommenterer sine handlinger, og i enkelte tilfælde når
breve læses op. Lydene er i stereo, og baggrunds lydene
er retningsbestemt, således at de flytter sig når man
panorerer rundt med musen.
Under dialogerne kan man styre hvad Samuel Hunt skal sige
eller spørge om, ved at vælge mellem flere mulige
sætninger. Disse valgmuligheder samt tekstning af
dialogen vises i et vindue overlagt det nederste af
skærmbilledet. Valgmulighederne ændres dynamisk under
samtalerne, og de er tilpasset situationen og handlingen.
Dialogerne er styrende for historiens udvikling, således
at bestemte emner skal være diskuteret, før man kan
udføre visse nødvendige handlinger. Dialogerne
indeholder også vigtig og nødvendig information til
løsning af nogle af opgaverne. Man skal høre godt efter,
for kun undtagelsesvis kan man stille de samme
spørgsmål til en bestemt person flere gange. En
afskrift af alle afholdte samtaler kan dog ses via
spillets menu.
I øverste højre hjørne af billedet vises der altid 3
knapper. M-knappen åbner spillets menu, hvor man kan
gemme og indlæse spil eller afbryde spillet og gå til
hovedmenuen. Man kan have op til 8 samtidig gemte spil,
og disse gemmes med et stednavn, et billede og et
tidspunkt. Når spillet afbrydes gemmes det automatisk,
så man let kan starte det samme sted igen. F-knappen
åbner en oversigt over de emner Hunt har talt med hver
enkelt person om. Hvis man klikker på et af emnerne,
vises en komplet afskrift af hvad der blev sagt. I-knappen
åbner en linie øverst på skærmen, som viser de ting
Hunt har med sig. Der kan vises 6 ting samtidigt, og har
man flere, kan linien rulles til venstre og højre. Når
man finder tingene, placeres de automatisk i denne linie,
hvorfra de så kan vælges for anvendelse. Nogle af
tingene kan undersøges nærmere med højreklik, som
viser et nærbillede af tingen. Dette gælder f.eks.
bøger, breve og dokumenter, som på denne måde kan
læses igen og igen.
I Hovedmenuen, som også vises når spillet startes, kan
man starte et nyt spil, genstarte spillet hvor man sidst
afbrød det, foretage opsætning af spillet, se ekstra
materiale om spillet og de tidligere spil og man kan
forlade spillet. Der er også vist en mulighed for at
spille brætspil, men denne kan først vælges når
spillet er gennemført. I opsætningen kan man indstille
de forskellige lydstyrker, og man kan tilpasse grafikkens
farvedybde mm. Desuden kan man justere panorerings
hastigheden i 360º scenerne, man kan slå undertekster
til og fra, og man kan sætte sværhedsgrad for
brætspillet til normal eller let.
Plusser
:
Grafikken er udmærket med mange fine og realistiske
detaljer så som spejlbilleder af Samuel Hunt. Grafikken
passer godt til stedet og historien, og den sætter
spilleren i den rette stemning. De få animationer der er
i baggrundene virker naturlige, og de mange animationer
af personerne, deres skygger og deres handlinger er
glimrende. De selvkørende sekvenser er flotte og meget
levende, og de virker filmiske med bevægelige
kameravinkler der skifter og zoomer ind og ud. Det er
godt, at sceneskift stadig vises med den flotte og
effektive zoom effekt. Dette er en lille ting, men
effekten er langt bedre end simple billedskift a la
lysbilleder. Tegneserie sekvenserne mellem spillets
lokaliteter og ved afgørende handlinger er flotte,
effektfulde og giver lidt action til spillet.
Lydbilledet er godt med en masse naturlige lydeffekter i
baggrunden og med lyde af de ting personerne foretager
sig. Musikken er flot med stemningsfulde afdæmpede
temaer, der ikke høres hele tiden, og som er tilpasset
scener og situationer. Talen er tydelig og for det meste
velspillet med passende accent.
Opgaverne er langt flere og bedre end i de tidligere Agon
episoder. Nogle af de logiske opgaver giver udfordringer
til selv øvede adventure spillere. Der er tilstrækkelig
med ledetråde i samtaler og dokumenter til at løse
opgaverne, men det er også i en vis udstrækning muligt
og nødvendigt at prøve sig frem. Dette synes jeg er en
rigtig god kombination.
Historien er meget mere omfattende og detaljeret end
tidligere, og handlingen er mere kompleks og interessant.
Der er også flere personer, og deres personligheder er
dybere og langt mere vedkommende. Der er en rigtig god
sammenhæng mellem historie, personer og handling, og der
er en god fornemmelse af, at det man foretager sig giver
fremdrift i spillet.
Det ukendte brætspil, som denne gang hedder Alquerque,
er udmærket, og det er fint at man efter gennemførelsen
af selve adventure spillet kan spille Alquerque mod
computeren igen og igen.
Generelt fungerer styringen tilfredsstillende, og
opsætnings mulighederne er tilstrækkelige. Det er fint,
at man kan få undertekster på al tale, samt at der kan
vælges forskellig sværhedsgrad for brætspillet.
Minusser
:
Baggrundene virker lidt for statiske, der burde have
været lidt bevægelse i f.eks. skyerne og bevoksningen.
Nogle af personernes ansigter er lidt for karikerede og
unaturlige. Selv om tegneserie sekvenserne er udmærkede,
ville det have været bedre med rigtige selvkørende
sekvenser evt. i 3D med filmisk tilsnit som i
indledningen og afslutningen.
Enkelte af opgaverne kræver rigtig meget tålmodighed
for at løse. Efter man har fundet ud af hvad man skal
gøre, kan det stadig tage lang tid at gennemføre
opgaven, da man skal gå meget rundt mellem de
forskellige lokaliteter, undersøge en hel masse og
foretage mange handlinger.
Selv om historien er udmærket og mere omfattende end
tidligere, mangler der noget spænding. Handlingen er
lidt for forudseelig og der er intet nyskabende over
hverken historie eller handling.
Personerne er lidt for statiske, de flytter sig ikke
meget rundt i omgivelserne. Og når de endelig gør det,
er det mens professoren foretager sig noget andet,
således at man ikke ser det. Det er stort set kun Samuel
Hunt der foretager sig noget, så der er ikke meget
aktivitet over de andre personer. Af og til er
personernes stemmer lidt for overspillede, så de kommer
til at lyde unaturlige.
Når man skal bevæge sig frem mellem flere scener, er
man ofte nødt til at pege og klikke i lidt skæve
retninger for at komme frem. Dette har sikkert noget at
gøre med de punkter man skal igennem, men i længden er
det irriterende at skulle sigte lidt ved siden af f.eks.
en dør, for at komme hen til den.
Jeg synes 8 samtidig gemte spil er alt for lidt, og det
er en uforståelig og unødvendig begrænsning. Jeg synes
også det er besynderligt, at man skal genstarte spillet
der hvor det sidst blev stoppet, før man kan indlæse et
andet gemt spil. Begge disse klagepunkter er mindre
betydende under en almindelig gennemførelse af spillet.
De irriterede mig først for alvor, da jeg skulle lave
denne anmeldelse.
Konklusion
:
Agon The Lost Sword of Toledo er et udmærket
adventure spil, som har noget at give til alle fans af
denne genre. I modsætning til de tidligere Agon episoder
er der denne gang tale om et fuldlængde adventure spil
med alle ingredienser, som en god og omfattende historie,
mange afvekslende og udfordrende opgaver, flere og mere
detaljerede personer, mange styrbare dialoger, samt fin
grafik og lyd. Minusserne er ikke mange og ikke særlig
tungtvejende, men der er heller ikke nogle himmelråbende
geniale plusser. Altså må The Lost Sword of Toledo
nøjes med en fin karakter lidt over de tidligere Agon
spil. Den lange ventetid på spillet er blevet brugt
fornuftigt, da der på stort set alle fronter er sket en
klar forbedring.
Man kan godt frygte lidt, at interessen for Agon spillene
daler med tiden, efterhånden som der kommer flere af dem.
De er trods alt alle bygget over den samme grundide. Men
de forskellige brætspil er et godt incitament til blive
ved, og indtil videre går det udmærket. Jeg glæder mig
i hvert fald til at se hvad Samuel Hunt kommer ud for i 5.
episode af Agon, som forgår i Peking i Kina og hedder
The Tale of the 4 Dragons.
|
|
Start Side
Klik
for spillets hjemmeside

Udvikler : Private Moon Studios
Udgiver : Kalypso
Udsendt : Marts 2008
Review : Maj 2008
Klik for at forstørre




















Vurdering
82 %
|