Handling :
Hver gang spillet startes, vises en selvkørende sekvens, hvor en kutteklædt person i år 1194 sætter ild til domkirken i Chartres lidt uden for Paris. Selve spillets åbningsscene er fra nutidens London, og den viser en ældre herre der løber gennem en gyde med en pistol i hånden. Vi ved ikke om han er på flugt eller på jagt efter nogen, men da han forpustet stopper op og vender sig om, bliver han tilsyneladende overfaldet af en mystisk skikkelse.
Spillet foregår i november 2006, og hovedpersonen er journalisten Jonathan Danter, der bor på Manhattan i New York. Han skriver for magasinet Manhattan Mirror, og vi møder ham en aften i hans lejlighed, hvor han er i telefonsamtale med sin chef. Dagen efter skal Jo flyve til Miami og lave et interview med den prominente Kardinal Gregorio, hvilket gerne skulle resultere i næste ’Månedens Artikel’. Vi overtager styringen netop som Jo har afsluttet samtalen, og første opgave bliver så at samle de resterende ting sammen, så han er klar til næste dags rejse. Men Jo kommer aldrig til Miami, for netop som han har fundet alle sine rejseting frem, ringer telefonen igen. Denne gang er det en inspektør fra Skotland Yard i London, og han overtaler Jo til, for hans egen sikkerheds skyld, at følge med de betjente der er på vej til hans lejlighed. De fører Jonathan til lufthavnen og sætter ham på et fly til London, og da han ankommer næste dag, følger engelske betjente ham til New Scotland Yards hovedkvarter. Her fortæller inspektør Twinings, at Jonathans onkel Frank Danter er blevet dræbt. Jo undrer sig, for onkel Frank har været død og begravet i mere end 10 år. Twinings siger at dette har været et skjul for Frank Danter, som i virkeligheden i alle disse år har arbejdet som sikkerhedsagent for Vatikanet, samt at Skotland Yard nu har brug for Jonathans hjælp i efterforskningen af Frank Danters død.
Herfra oprulles en detaljeret og omfattende historie om religiøse konspirationer, hellige relikvier og selve livets mening. Jonathan møder hurtigt sin onkels ven og kollega Arthur McKendal, dennes datter Katrin og hendes sympatiske og hjælpsomme venner Damien der er hacker og Robert der kan forfalske dokumenter. Ind i mellem får man mulighed for også at styre Katrin, og ofte kan man skifte mellem de to. I et enkelt afsnit er Damien også med, så man dynamisk kan skifte mellem at kontrollere 3 forskellige hovedpersoner. Foruden disse er der yderligere 15 til 20 personer der deltager i samtalerne, og der er mindst lige så mange statister. Det meste af spillet foregår i og omkring London, hvor man besøger 8 forskellige lokaliteter. Men man kommer også til 3 forskellige steder i Rom, man kommer til Chartres sydvest for Paris, til Venedig og til den ottekantede borg Castel Del Monte vest for Bari i det sydlige Italien.
For at finde ud af hvorfor Frank Danter blev dræbt, må Jonathan med hjælp fra Katrin og hendes venner forsøge at finde ud af, hvilken sag onkel Frank arbejdede med, og om han måske havde gjort nogle sensationelle opdagelser. Derfor starter de med at undersøge Franks lejlighed grundigt, og så følger de sporene derfra. Det med at undersøge noget grundigt skal tages meget bogstaveligt, da der er mange små ting og steder der skal findes. Nogle er så små at man slet ikke kan se dem, så dem finder man kun når man stirrer lige på dem. De fleste opgaver går ud på at anvende de fundne ting korrekt, men også at holde dem sammen med viden man har fundet ud af. Der er desuden en pæn portion kombinations opgaver, hvor man skal tænke sig lidt om eller prøve sig frem. Generelt er opgaverne logiske, og de er alle fuldt integreret i handlingen.
Det meste af den information der skaber historien, men også den viden man skal bruge for at løse opgaverne, kommer fra de ofte meget lange samtaler. Samtalerne kan ofte styres, men rækkefølgen af emnerne er tilsyneladende ligegyldig, og man behøver ikke tale om alle emnerne. For at få handlingen til at fortsætte, er der dog bestemte emner der skal bringes på banen. Der fås yderligere information fra bøger og andre dokumenter som Jonathan finder, og også fra tegn og symboler i omgivelserne.
Historien udvikler sig gennem det meste af spillet, og ofte sker det i et hæsblæsende tempo. Der er masser af overraskelser og drejninger, og nogle af disse flettes sammen, så det hele til sidst går op i en højere enhed. Bortset fra muligheden for i perioder dynamisk at skifte mellem styring af forskellige hovedpersoner, er handlingen temmelig lineær. Den er opdelt i en prolog og 6 kapitler, som dog alle har meget forskellig længde og indhold. Historien har kun ét muligt forløb, og der er kun én slutning. Spillet afsluttes ikke i utide, fordi man gør noget forkert, eller fordi hovedpersonen dør. Jeg var ca. 20 timer om at finde forklaringen på Tro og Svigt.

Styring :
Spillet styres med musen. Med venstreklik kan man få hovedpersonen, som er en 3D figur man ser i 3. persons synsvinkel, til at gå rundt i de faste 2D scener. Ved dobbeltklik løber hovedpersonen. Musens markør viser hvor og hvilke handlinger man kan foretage. Dette er typisk at undersøge noget, at håndtere noget, at tale med en anden person eller at gå til en anden scene. Med venstreklik udføres handlingen, og med højreklik vises eventuelle alternative handlinger det pågældende sted. Ved undersøgelse kommenterer hovedpersonen det man ser, og jævnligt skiftes der til et nærbillede i 1. persons synsvinkel, hvor yderligere undersøgelser kan foretages. Man kan forsøge at håndtere næsten alt, men ofte får man blot en afvisende kommentar. Når det alligevel lykkes, foretages handlingen, som f.eks. kan være at samle noget op, automatisk. Ved samtale med en anden person starter dialogen ofte automatisk. Når det er muligt at vælge hvilke emner hovedpersonen skal tale om, vises disse på en liste nederst i billedet. Når man venstreklikker for at få personen til at gå eller løbe til en anden scene, ser man personen bevæge sig der hen, inden billedet skifter. Hvis man højreklikker springes personens bevægelse over, og sceneskiftet foretages straks. Selve sceneskiftet er blot et klip til et andet kamera.
Nogle gange resulterer det personen gør i komplicerede handlinger. Disse vises i kortere eller længere selvkørende sekvenser, hvilket f.eks. er når personen flytter sig over større afstande. I London og Rom vælges flytning til en anden lokalitet via et kort over byen. Der vises to slags selvkørende sekvenser. De korte er ofte i samme grafik som selve spillet, mens de længere vises som filmiske sekvenser i 3D. Animationerne i omgivelserne er for det meste begrænset til personer, der går eller står og bevæger sig en smule, og til trafik der kører forbi. Lejlighedsvis er der også animationer af lys der blinker eller blafre og af vandoverflader i bevægelse. Der er også animationer af det personerne foretager sig, samt af arm og mund bevægelser under dialogerne. Dette ses dog ofte på stor afstand, da nærbilleder af personerne kun forekommer i de selvkørende sekvenser.
Der er forskellig baggrundsmusik til hver enkelt lokalitet. Den spiller det meste af tiden, men den er afdæmpet og tilpasset stedet og situationen. Lydbilledet omfatter også diverse lyde fra omgivelserne. Det er f. eks. trafikstøj, fuglesang og lyde af det andre personer foretager sig, men der høres også naturlige suse lyde fra vind og lignende. Man hører også lyde af det hovedpersonen gør. Dette er først og fremmest fodtrin fra gang eller løb, men man hører som regel også når noget håndteres eller samles op. Der er masser af tale, da hovedpersonen altid kommenterer det man ser på og forsøger at gøre, og fordi der er mange lange dialoger. Alle lydene er i stereo men ikke retningsbestemte i forhold til kameravinklen.
Når markøren flyttes helt ned i bunden af skærmbilledet, kommer linien med de ting hovedpersonen har med sig frem. Der kan vises 12 ting af gangen, men mod slutningen af spillet bærer Jonathan rundt på op mod 20 forskellige ting, så derfor kan linie rulles til venstre eller højre. Når markøren peger på en af tingene vises en kort beskrivelse. Vælges den for undersøgelse, vises et stort nærbillede af tingen sammen med en længere forklaring både skriftligt og mundtligt. Vælges den for anvendelse, bliver markøren til denne ting, og man kan så forsøge at sætte den sammen med en anden ting i linien nederst i billedet, eller man kan forsøge at anvende den i omgivelserne. Tidligt i spillet får de 3 hovedpersoner hver sin kommunikator. Det er en modificeret PDA der kan bruges til at udveksle sikre meddelelser, billeder mm. Den vises også i øverste venstre hjørne af billedet, hvor den blinker når der kommer en besked. Øverst til højre vises små ansigter af den eller de personer man kan styre i det aktuelle afsnit af spillet. Man kan dynamisk skifte mellem personerne ved at klikke på et af billederne.
Når markøren flyttes helt ud i venstre side af skærmen, kommer et lille vindue med 2 ikoner frem. Det øverste ikon giver adgang til at gemme det igangværende spil, og det er muligt at gemme alle de spil man ønsker. De gemmes med et billede, med kapitel nummer, samt med dato og klokkeslæt. Det nederste ikon viser en beskrivelse af den aktuelle situation, evt. med forslag til hvad der bør gøres. På samme måde kan man få et vindue frem i højre side af skærmen. Her vises korte beskrivelser af vigtig viden og information som hovedpersonen har fundet frem til. Disse beskrivelser kan vælges som en ting, der så kan anvendes sammen med andre ting, med andre personer eller med steder i omgivelserne.
Med Esc tasten åbnes spillets menu, som er identisk med den der vises når spillet startes. Her kan man starte et nyt spil, indlæse et gemt spil, foretage opsætning af spillet, se spillets rulletekster eller afslutte spillet. I opsætningen kan man slå undertekster til og fra, man kan sætte skygger på hovedpersonerne, man kan indstille grafikkens detaljeringsgrad, og man kan indstille styrken for henholdsvis musik, lydeffekter og tale.

Plusser :
Historien er helt sikkert spillets største plus. Den er både spændende og har en del overraskelser, og den udvikler sig i passende tempo, så der hele tiden er noget nyt at foretage sig. Plottet er skruet rigtig godt sammen, så mystikken og spændingen bevares til det sidste. En del af historiens detaljer er korrekte historisk set, og mange af spillets vigtige ting og steder findes i virkeligheden og ser rigtige ud.
Valget af scener og kameravinkler er et andet af spillets store plusser. Ud over at de generelt er flotte, er de i høj grad med til at underbygge spillets mystik og spænding. De er ofte spektakulære og er med til at give spillet liv og kvalitet.
Grafikken er ganske flot, og den har mange naturlige detaljer. Animationerne af personerne er rigtig gode, med en del forskellige og naturlige bevægelser. De mange filmiske sekvenser giver spillet action, og de er med til at gøre personerne mere levende.
Opgaverne er varierede og fint integreret i handlingen. Med få undtagelser er løsningerne logiske, og de bliver aldrig for svære. Selv når man er nødt til at prøve sig frem, er det forholdsvis let at overskue mulighederne.
Personerne er for det meste interessante, og de er så detaljeret beskrevet, at de hver får en vis grad af personlighed. Godt at der er så mange personer man kan samtale med. De omfattende dialoger er naturlige og interessante, og de har ofte en herlig snert af humor.
Musikken passer fint til spillet, men det er alligevel godt at man kan dæmpe styrken separat. Trafikstøjen passer med tilsvarende animationer af biler og tog der kører forbi, også selv om hovedpersonen bevæger sig så kameravinklen skifter. De mange naturlige lyde fra baggrundene giver spillet liv og gør scenerne mere realistiske. Det er fint at man kan høre på f.eks. fodtrin og suse lyde fra baggrunden, om man er inde eller ude. De tyske stemmer virker naturlige og generelt er de meget velspillede.
Styringen er forholdsvis intuitiv, og opsætningsmulighederne er tilstrækkelige. Godt at man kan få undertekster på den tyske tale.

Minusser :
Selve løsningen af opgaverne giver aldrig de store udfordringer. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt større sværhedsgrad og lidt mere kompleksitet. Den største opgave er at finde de ting og steder man skal anvende. Ofte er disse så små og usynlige i omgivelserne, at man ikke opdager dem, medmindre man holder musemarkøren stille på det helt rigtige sted. Det er meget frustrerende at vide hvad man skal gøre, men ikke kan finde det rigtige sted at gøre det. Så prøver man alt muligt andet og spilder tid på uvæsentlige og uinteressante ting, som f.eks. at besøge og undersøge alle mulige kendte lokaliteter, samt at afsøge hver eneste scene for aktive områder.
Et andet problem med opgaverne er at få kommunikatoren eller PDA’en til at virke. Det er ikke umiddelbart indlysende hvordan man skal håndtere den, så man er nød til at prøve sig lidt frem eller læse hele den medfølgende vejledning. En anden ting som heller ikke er helt indlysende, er den måde speciel viden og information skal bruges på. Disse tekster skal vælges som en ting og anvendes ved at klikke dem på ting, steder eller personer. Det virker ikke særlig naturligt.
I visse situationer af spillet især i starten, afvikles handlingen automatisk i meget lange perioder. Så vises den ene selvkørende sekvens efter den anden, uden at man skal eller kan foretage sig noget. Det kan give indtryk af, at Belief & Betrayal er mere film end spil.
Styringen virker nogle gange meget frustrerende. Det er ikke altid indlysende hvor man kan gå hen, heller ikke selv om markøren forsøger at vise dette. Når markøren peger et sted, kan hovedpersonen finde på at gå i den modsatte retning. Det har sikkert noget at gøre med frem og tilbage i scenen kontra til højre og venstre, men det er meget irriterende. Det gør det unødigt svært og tidskrævende at finde alle de steder hovedpersonen kan og skal undersøge.
En anden ting der generer styringen, er vinduerne som kommer ind fra siderne af billedet, når markøren føres ud til højre eller venstre. Dette sker ofte utilsigtet, og vinduerne kan så dække for det man vil undersøge eller for det sted man vil klikke for at flytte hovedpersonen. Meget irriterende når det sker. Markøren skal flyttes langt ind mod midten af billedet, for at få disse vinduer til at lukke igen.
I de filmiske sekvenser er grafikken noget kornet og udflydende i forhold til spillets øvrige grafik. Animationerne, af de ting personerne foretager sig, er ofte udetaljerede og upræcise i forhold til omgivelserne. Lydene af det de foretager sig er også mangelfulde og kan til tider virke lidt unaturlige.

Konklusion :
Belief & Betrayal – Das Medaillon des Judas er et udmærket adventure spil. Historien er rigtig spændende med mystiske religiøse overtoner og konspirationsteorier. Men også opgaverne, scenerne og dialogerne trækker op. På den negative side er der den til tider frustrerende styring og de mange meget små aktive ting og steder, som kan være næsten umulige at finde. På enkelte områder er spillet bedre end forgængeren om Martin Mystère, men en del af problemerne går desværre igen. Først og fremmest pga. den gode historie, får Belief & Betrayal dog en lidt højere karakter end forgængeren. Spillet har noget godt af alt det jeg kan lide ved adventure spil, men det har også sine problemer. Resultatet bliver en ganske pæn vurdering.
Jeg kan anbefale Belief & Betrayal til alle adventure fans, som kan lide denne slags historie. De negative sider kan overvindes af alle både øvede spillere og nybegyndere, ved at læse vejledningen grundigt og have tålmodighed med at prøve sig frem og undersøge alt. Hvis man kun er til flot grafik og hjernevridende opgaver, er Belief & Betrayal nok ikke det rigtige spil. Jeg nød de mange timer i selskab med Jonathan og Katrin mere end jeg havde forventet.

Start Side

Klik for spillets hjemmeside

Udvikler : Artematica Entertainment
Udgiver : Dtp Entertainment
Udsendt : Marts 2007
Review : Februar 2008

Klik for at forstørre

Vurdering
79 %