Handling : Syv år efter det første spil, åbnes døren nu igen til det dystre univers, der omgiver Black Mirror slottet, og Gordon familiens forbandelse. Handlingen finder sted i Biddeford, Maine i 1993, 12 år efter det oprindelige spil med Samuel Gordon. Hovedpersonen Darren Michaels er en lettere indebrændt ung mand, der har taget fri fra sine fysikstudier i Boston, og nu bor midlertidigt hos sin mor, imens han passer et feriearbejde i den lokale fotobutik. I fotobutikken møder han den dragende Angelina, og Darrens fascination af denne kvinde bliver drivkraften bag den handling der udspiller sig, og som gør at man endnu engang får et kærkomment gensyn med Black Mirror og Willow Creek, hvor hovedpersonen fra spil nummer 1, Samuel Gordon, tilbragte meget af sin tid. Det er dog ingen betingelse at have spillet The Black Mirror 1, for selv om der er referencer til 1’eren, så starter hele spillet med en filmsekvens, der, på makaber vis, illustrerer hvad grundlaget for mysteriet er. For folk der har spillet 1’eren, så er der nye kameravinkler, og bedre grafik på de områder man har set før. Styring : Spillet er et 3. person point-and-click spil, med faste 2D baggrunde, og faste kameravinkler, hvori karaktererne bevæger sig rundt. Enkelte steder panorerer kameraet dog med karakterernes bevægelser, og afslører et større område. Før
spillet startes får man muligheden for at vælge imellem
en ”nem” og en ”normal” sværhedsgrad
for spillet. Forskellen herpå er, at der i
”nem” indstillingen er mulighed for ekstra
hjælp, i den dagbog Darren fører over de udfordringer
han stilles overfor. Desuden tilbyder ”nem”
indstillingen at man, efter et tidsrum, simpelthen kan
springe over en logik gåde. Man kan dog blot lade være
med at benytte sig af disse muligheder, og dermed er det
bare et spørgsmål om selvkontrol og tålmodighed, at
udligne forskellen på de to sværhedsgrader. Personlig
spillede jeg spillet igennem første gang på den nemme
indstilling, og benyttede mig en enkelt gang af en
hjælpetekst i dagbogen. I spillet betyder et tryk på mellemrumstasten eller H, at alle hotspots bliver vist med et forstørrelsesglas, som man kender det fra titler som f.eks. Secret files og Art of Murder spillene. Disse hotspots kan være ting der skal samles op, personer man kan føre en samtale med, ellers blot ting man kan kigge på, og som Darren flittigt knytter kommentarer til, af mere eller mindre humoristisk karakter. Man interagerer med hotspots, ligesom i 1’eren, med højre og venstreklik, ofte flere gange, og gennemudforskede hotspots ophører med at være interaktive. Nogle steder vil hotspots dog forblive interaktive ligegyldigt hvor meget man end klikker på det, og i det tilfælde kan man prøve at tage et billede med det kamera vores hovedperson altid har med sig, da dette kan låse nogle ekstra features op i hovedmenuen. De ting der samles op eller opdages, bliver lageret i et inventory, som der er adgang til ved at føre musepilen ned i bunden af skærmen, og disse ting skal til tider kombineres med venstreklik, for at komme videre. Dagbog, menu og ”gem spil” funktionen er i øverste højre hjørne. Man tilbydes ligeledes et postkort over området man er i, som man dog nogle steder skal finde først, hvor man kan springe til steder man allerede har været. Desuden gør dobbeltklik, at man springer direkte til det område, eller den handling, man har klikket på. Aktionsekvenser kan springes over med TAB-knappen. Plusser : At vurdere hvad der er positivt og negativt ved et spil, er en meget subjektiv øvelse. Nogle adventure-fanatikere vil måske mene at de mange hjælpefunktioner og genveje gør spillet for nemt, og fjerner følelsen af at have opnået en sejr, når man har gennemført spillet. I min verden er det en af de ting der gør Black Mirror 2 til et fantastisk spil. Øvede spillere kan blot undlade at benytte støttefunktionerne, og dermed ville spillet udfordre selv de mest øvede. Men for spillere som mig selv, der bruger adventure spil som en slags interaktiv film, hvor man selv er hovedpersonen, så er for megen vandring rundt i KÆMPE områder for at finde en nål i en høstak, og spil hvor man er tvunget til at skulle igennem de samme scener utallige gange, som transitområder til det område du ved du skal hen, en kunstig måde at gøre spillet længere på. Hvis denne form for spilforlængelse er ønskværdig, så kunne alle spiludviklere jo blot undlade at give karaktererne i spillet en løbefunktion, og sprede ting man skal bruge over alle scener man allerede har været igennem, og forhindre spilleren i at samle dem op før man var kommet dertil hvor man skulle bruge dem (Denne form for tidsudtrækning blev ofte brugt i Syberia spillet, hvor hovedpersonen lavede en mærkelig snublebevægelse når hun skulle skifte fra løb til gang, der tog et par sekunder, og alle ting der skulle bruges ofte lå i hver sin ende af det område du var i, hvilket var det eneste der afholdt spillet fra at være næsten perfekt – men nok om det). I Black Mirror 2 er opgaverne relativt logiske, og ofte er de ting du skal bruge lige i nærheden. Opgaverne er spændene, og er ofte baseret på kombinering af ting man har i sit inventory. Bruger man alt hjælp man kan få, er udfordringerne ret lette, men styrer man sin trang til støttefunktionerne, så er der ok udfordring. Alle ting man finder kan samles op med det samme. Igen vil nogen måske mene at det er ulogisk at man, som en anden kleptoman bare skraber alt til sig på sin vej, men tingenes anvendelse viser sig ofte ret hurtigt, og skåner en for ørkesløs vandring rundt efter ting, man ved man skal bruge. Det er dog ikke alle hotspots der umiddelbart kan bruges. F.eks. skal man til tider bruge en telefon, og der er det ikke sådan at hovedpersonen pludselig ringer til en eller anden man ikke ved hvem er, så jeg synes der er god balance i tingene. Ligeledes er det forfriskende, at logiske kombinationsmetoder af ting, som måske ikke er rigtige, bliver kommenteret af hovedpersonen. F.eks. kan man prøve at klippe lædersnoren, som holder en dagbog lukket, over med en skævbider. Til det siger hovedpersonen, at det da er en mulighed, men at han hellere vil finde en nøgle, i stedet for at ødelægge tingene – blæret! Der er et par steder i spillet, hvor forkerte valg medfører at man kan dø. Dette er ofte ledsaget af et vist tidspres. Dette stresselement ville normalt genere mig i et adventurespil, men der foretages et autosave før disse sekvenser, så skulle man vælge forkert eller falde for tidsbegrænsningen, så starter man umiddelbart der hvor døden indtraf, så det holder, og er et fint ekstrakrydderi. Grafikken i spillet er flot, og glidende, og der er nogle fine animationer af skyer osv. i baggrunden der giver et dynamisk indtryk – man gider godt at være der. Lydkulissen er effektiv, og understøtter på fin vis det der er i gang med at ske. Der er ubegrænsede save games, se heller ikke her stresses man unødigt. Minusser : Selv om skuespillerne der lægger stemmer til er en klar forbedring fra 1’eren, så er de stadig ikke i top. Måske skyldes dette at spillets dialog laves på tysk, og herefter oversættes, hvilket gør dialogen noget tvungen og usmidig. Hovedpersonen skulle nok have virket cool, med sin lidt menneskefjendske attitude, men på mig virker han blot lidt barnefornærmet og tvær, hvilket godt kan blive lidt anstrengende. Igen kan det være oversættelsen der gør at man mister lidt af humoren (for tysk er vel noget de færreste umiddelbart forbinder med komedie?), men jeg sad flere gange og tænkte ”så opfør dig dog normalt knægt. Måske kan problemet også være, at dialogen skrives af ”voksne”, der måske har tabt tråden lidt med hvordan unge mennesker taler og agerer. Min egen far tror f.eks. stadig det at sige: ”knæhøj karse og bred ymer” er ungdommeligt og hipt. Og at høre ældre forsøge at rappe i en revy, hvor de vil gøre grin med ungdommen, bliver bare pinligt, i stedet for sjovt – man griner i hvert fald ikke med dem. En anden ting med lyden er, at selvom man skruer meget ned for baggrundslydeffekter (wow – et langt ord), så kan det være enormt svært at høre hvad der bliver sagt, så husk at slå underteksterne til. Dialoger kan heller ikke pauses, så man bliver nemt sur på sin ægtefælle eller kæreste, hvis de afbryder en vigtig samtale i spillet. Det er dog en lille ting. Karakterernes bevægelser er fine, og de formidler deres følelser godt med deres positur. Dog er synsvinklen ofte så langt væk, at man ikke kan se ansigtsudtryk, hvilket er et tab . Et par gange kunne man også godt ønske sig at det kunne zoomes lidt ind på vigtige områder, da det kan være svært at se vigtige detaljer. Der er lidt for så filmsekvenser, hvilket tager lidt af glæden ved at løse gåder væk. Flotte filmsekvenser er jo den godbid man forventer, når man nu har været dygtig, men dem er der desværre ikke så mange af, selvom dem der er, er flotte. Slutsekvensen ALT for kort, og punkterer lidt følelsen af at have opnået noget stort – det er nedtur. Konklusion : Black Mirror 2 er et af de bedste adventure spil jeg har været igennem. Det er ikke nyskabende på alle områder, men det er som om det har taget mange irritationsmomenter fra andre titler, og fjernet dem, hvilket giver et fantastisk helhedsindtryk. Det er et adventurespil hvor nybegyndere vil kunne dyppe fødderne, og få en succesoplevelse, selv om børn og svage sjæle måske ikke er målgruppen, for det noget voldelige plot. Havde jeg haft lidt mere sympati for hovedpersonen, og slutningen ikke så kraftigt lagde op til en 3’er, så ville jeg have fundet spillet noget nær fuldendt. Plottet er genbrug af gamle klichéer, og fornyer heller ikke det store, men i min verden er det ikke noget minus – ”if it ain’t broken – don’t fix it”. Ok – lidt mere uigennemskueligt måtte det gerne have været, men det ødelægger ikke spillet for mig. Jeg er den lidt utålmodige adventure spiller, så jeg holder mig ikke for god til at konsultere en walkthrough på nettet, hvis jeg har siddet fast en time det samme sted, men det er altid lidt fesent at snyde på denne måde. Black Mirror 2 er relativt lineært, uden at virke tvungent, og dette kombineret med hjælpemidlerne gjorde, at jeg ikke sad fast mere end 30 minutter et par steder, og selv en MTV-generations hjerne som mig (jeg er 36 :) ), mistede ikke interessen. Styringen er naturlig og flydende, og selv med de mange muligheder for spring imellem forskellige områder, giver spillet alligevel en 10 timers fornøjelse, og det er så uden at man er gået efter at låse de små ekstra features op. Disse var jeg dog ligeglad med, så for mit vedkommende var de ikke noget incitament for at gå mere grundigt til værks. Der er virkeligt mange ting at udforske, så der skal klikkes igennem, da alle hotspots kan være vigtige. Dette mener jeg er den rigtige måde at gøre et spil længere på, da det trods alt byder på noget nyt hver gang man klikker, men det giver øm pegefinger. Hvor vidt spillet kan spilles igennem igen efter et års tid, og dermed er langtidsholdbart, må tiden vise for mit vedkommende, men indtil videre ryger spillet op på klassikerhylden, hvor der kun står 8 andre spil indtil videre. |
Klik
for spillets hjemmeside
|
||
