The Black Mirror  

Dansk Adventure Review


The Black Mirror er et klassisk musestyret Adventure spil med 3. persons synsvinkel og 2D grafik. Stilen minder lidt om Syberia og The Longest Journey. Scenerne er naturalistiske med et specielt præg af ælde, melankoli og forfald. Spillet er udviklet af Future Games fra Tjekkiet, hvor det blev udgivet i 2002 under navnet Posel Smrti. Den engelske version jeg har spillet, er udgivet af amerikanske The Adventure Company.
The Black Mirror indeholder undersøgelseselementer, opgaveløsning og dialog med forskellige personer, men hovedvægten er lagt på historien, som afsløres lidt efter lidt. Historien er en dyster sag, og spillet indeholder da også enkelte grusomme og blodige scener.

Handling :
Historien foregår i begyndelsen af 1980'erne i og omkring et engelsk herresæde som hedder Black Mirror. I indledningen ser vi den gamle godsejer William Gordon komme ind i sit arbejdsværelse i toppen af slottets tårn. Han begynder at skriver et brev til barnebarnet Samuel Gordon, hvor han fortæller om sine ufuldendte undersøgelser af slægten og dens mærkelige skæbne. Han frygter at han ikke har langt igen. Man får en fornemmelse af at der er noget ondt uden for tårnet, og pludselig blæser vinduet op og lysene går ud. Det næste man ser er at William ryger ud af vinduet og ned mod jorden, hvor han bliver spiddet på et jernstakit.
Selve spillet starter i slottets dagligstue, hvor deltagerne i begravelsen er samlet omkring enken Victoria. Tilstede er Samuel Gordon, hans onkel Robert, husven og læge Heinz Hermann samt butler og hushovmester Bates. Samuel har ikke været på Black Mirror siden han forlod det efter nogle grusomme oplevelser i fbm. en brand for 12 år siden. Han fornemmer der er noget mystisk ved Williams død, og han tror ikke rigtig på teorien om selvmord. Så han beslutter sig for at blive en tid og foretage undersøger af de nærmere omstændigheder ved sin elskede bedstefars død.
Man skal styre Samuel rundt i hans undersøgelse af dødsfaldet. Først i og omkring Black Mirror slottet, men senere også i bl.a. landsbyen, kirken, en mine, et sanatorium samt hos slægtninge i Wales. Han skal undersøge kældre, krypter, grave og et uhyggeligt lighus. Han skal finde og bruge ting rigtigt, f.eks. er der en del døre og lignende, som skal låses op med de rigtige nøgler. Han skal løse forskellige opgaver, fra at sætte iturevne ting sammen til at få maskiner og andre indretninger til at fungere. Han skal tale med mange forskellige personer, og nogle af disse skal han få til at hjælpe sig. Og han skal samle information ved at læse bøger og dokumenter. Nogle af opgaverne kræver lidt omtanke, andre er tidsbegrænsede og kræver derfor hurtig handling. Ved disse kan Samuel dø, hvis man ikke gør det rigtige hurtigt nok. Han kan også dø pludseligt og uden varsel, hvis han går bestemte steder hen eller foretage bestemte handlinger.
Samuel skal tale med de ca. 20 personer han møder. Dialogernes rækkefølge og forløb har tilsyneladende ingen betydning, men det er vigtigt at få talt om alt, så man ikke mister information, og således at efterfølgende handlinger kan ske. Han er nødt til at tale med personerne flere gange efterhånden som historien åbner sig, da de ofte har ny information at give, når der er sket noget i handlingen. På samme måde skal han også undersøge ting og steder flere gange. Også her kan der dukke noget nyt op efterhånden som spillet skrider frem. F.eks. vil Samuel først undersøge og samle ting op, når han har en ide om hvad de skal bruges til.
Spillet er opdelt i seks kapitler, som hver strækker sig over en begrænset tidsperiode, og som ofte kun foregår på nogle få af spillets lokaliteter. I hvert af kapitlerne er der rig mulighed for at gå på opdagelse i kapitlets tilgængelige lokaliteter, men selve handlingen og rækkefølgen på opgaverne er temmelig lineær. Der er en masse ting man skal gøre og mange steder der skal undersøges, inden historiens brikker falder på plads. Selv om man inden afslutningen har en ide om hvordan tingene hænger sammen, kommer den ubehagelige slutningen alligevel som en overraskelse. The Black Mirror giver ca. 25 - 30 timers underholdning.

Styring :
Generelt er synsvinklen i 3. person og grafikken er i 2D. Når man skal løse en opgave eller læse et dokument, vises dette i nærbilleder som er i 1. Person. De animerede personer og de selvkørende sekvenser er i 3D. Scenerne med de faste baggrunde er ofte bredere end skærmen. Disse ruller automatisk til højre og venstre når Samuel nærmer sig kanten af billedet. Når Samuel går ud af en scene eller forlader den via en dør og lignende, foretages der automatisk sceneskift fra én fast baggrund til en anden. Den faste kameravinklen kan være meget forskellig fra scene til scene.
Al styring foretages med musen. Ved venstreklik går Samuel så tæt som muligt på det sted man klikker. Placeres musen over en ting, et sted eller en person, bliver markøren rød og navnet på tingen, stedet eller personen vises over billedet. Undersøgelse af ting og steder foretages med venstre- og/eller højreklik, evt. flere gange i træk. Undersøgelser kan resultere i at der vises et 1. persons nærbillede, som igen kan undersøges, eller det kan resultere i en handling som f.eks. at samle en ting op. Placeres musen på en person, bliver markøren til en taleboble, og placeres musen på en udgang fra scenen, bliver markøren til en dør. Begge dele aktiveres med venstreklik. Ved dobbeltklik på en udgang skifter billedet hurtigere til den nye scene, uden at afvente at Samuel går hele vejen hen til udgangen.
Samuel kan frit gå og stå, hvor det er naturligt i den enkelte scene. Når han skal bevæge sig mellem spillets lokaliteter, som hver består af flere scener, anvender han et kort. Han skal dog først finder kortet. Kortet kan vælges mellem de ting Samuel har med sig, men det kommer også frem automatisk, når han forlader en lokalitet. På kortet er angivet de lokaliteter Samuel kender. Efterhånden som spillet udvikler sig, og han får kendskab til nye lokaliteter, tilføjes disse til kortet. Når man klikker på en lokalitet på kortet, bevæger Samuel sig automatisk til dette sted hvor spillet så fortsætter. Det er ikke alle viste lokaliteter, der kan vælges i et hvert af spillets kapitler.
Personerne er animerede, og man ser dem som forholdsvis små figurer på stor afstand. Afstanden er så stor, at man ikke kan se evt. mundbevægelser under dialogen. Der er også nogle animationer af omgivelserne. Dette kan f.eks. være fugle eller insekter samt bevægelser i bevoksninger og vandoverflader. Endelig er der simple animationer af de ting Samuel foretager sig. Mange af udendørs scenerne kan opleves både i dagslys og om natten, og de kan opleves med både regn og torden. I indledningen og afslutningen er der længere selvkørende sekvenser, som starter og afslutter historien. Der er også selvkørende sekvenser mellem nogle af spillets kapitler.
Animationerne følges af mange forskellige lyde, og der er også en del lyde fra omgivelserne. F.eks. fuglesang, vind og vejr. Musikken er med til at understrege handling og stemning, og den spiller kun en gang i mellem ligesom på film. Der er en del tale i fbm. dialogerne med de mange personer, som alle har hver deres naturlige og tydelige stemme. Dialogen kan tekstes via opsætningen, men det gælder alligevel om at være opmærksom da ikke alle dialoger kan gentages. Emne for dialogen vælges via ikoner under selve billedet. Disse kommer frem når Samuel starter en dialog, og valgmulighederne er tilpasset den person han taler med. Der kan tilføjes og fjernes ikoner under dialogen, og der kan komme nye til som følge af handlingen. Af og til får man mulighed for at vælge mellem en positiv og en negativ attitude i dialogen. Dette påvirker kun dialogen og ikke selve spillets handling. De enkelte sætninger i dialogerne kan overspringes med museklik.
Når markøren placeres nederst på skærmen, bliver de ting Samuel har med sig vist på en række under billedet. Navnet på den ting markøren peger på vises over billedet, og med højreklik giver Samuel en kort beskrivelse af tingen. Med venstreklik vælger man tingen, og man kan derefter bruge den i scenen. Har Samuel mange ting med sig, kan linien under billedet rulles til højre og venstre. Placeres markøren ovenover billedet i højre side, vises opsætnings ikonet. Vælges dette fremkommer menuen, som også vises i starten. Her kan man bl.a. vælge save, load og opsætning. Der kan gemmes 24 spil som repræsenteres med et navn man selv vælger. I opsætningen kan man bl.a. indstille lydstyrken for tale og lydeffekter, og man kan slå undertekster til og fra. Grafikkvaliteten sættes op med et specielt program inden selve spillet startes.

Plusser :
Grafikken er meget flot. Især er de detaljerede 2D baggrunde imponerende. Farverne er naturlige og intense, og alligevel i en speciel melankolsk nuance. Lysvirkningerne er rigtig gode, og skiftene mellem dag og nat samt silende regn og torden med lynglimt er simpelthen fantastiske. De mange naturlige animationer er også flotte, og de giver liv i scenerne.
Lydeffekterne er gode, og specielt er lyden fra omgivelserne med til at give scenerne liv på samme måde som animationerne. Talen er tydelig og for det meste naturlig og ganske velspillet. Musikken er passende og afvekslende, den er med til at understrege handlingen og den sætter stemning og spænding. Uden at den på noget tidspunkt bliver dominerende.
De mange forskellige opgaver er fint integreret i handlingen og historien, og de er med til at fastholde spændingen hele spillet igennem.
Historien er spillets vigtigste element. Den afsløres lidt efter lidt, og den udvikler sig via handlingen. Den er både spændende og anderledes, og den indeholder nogle overraskende drejninger. Det er en gyser med både blodige og psykologiske elementer.
Personerne i spillet er forskellige, og via dialogen får man indtryk af hver deres personlighed og historie. Dialogen er spændende og uden alt for mange gentagelser. Det er fint at man af og til får mulighed for at svare enten positivt eller negativt, og at dette påvirker dialogens forløb.
Nogle af de ting Samuel finder, vil han først samle op når han har brug for dem, og når han ved hvad de skal bruges til. Dette synes nogle spillere måske er irriterende, men jeg finder det både logisk og naturligt. At elementer i et Adventure spil er både logiske og naturlige er et stort plus for mig.
Generelt er styringen velfungerende og intuitiv, og opsætnings mulighederne er tilstrækkelige.

Minusser :
De animerede personer i 3D virker lidt kluntede og udetaljerede. De ses kun på afstand og har stort set altid samme størrelse. Afstanden er så stor at ansigtsudtryk og mundbevægelser ikke kan ses. De selvkørende sekvenser i 3D er ikke helt så flotte som 2D baggrundene.
Opgaverne er ikke særligt udfordrende, og der er lidt for mange af typen find den rigtige nøgle og brug den det rigtige sted. Det kan ofte være et problem at finde de ting man skal bruge. Dels fordi de er små og svære at få øje på og finde med musen, dels fordi man ofte skal klikke flere gange samme sted med både højre og venstre museknap, inden Samuel finder tingen.
Selv om historien er god og spændende, kan de blodige elementer måske være for meget for sarte sjæle. Også den kontroversielle slutning er måske for makaber for nogle spillere. The Black Mirror er ikke for små børn.
Spillet er meget lineært og styrende, uden at den bagved liggende information altid er på plads. Noget kan gøres inden man ved hvorfor, og andet kan ikke gøres endnu selv om man ved hvad der skal gøres.
Selve styringen har én ulempe. Man skal huske at foretage både venstre og højre klik samme sted flere gange, for at være sikker på at se, finde og høre alt. Dette virker ulogisk, men man kan vænne sig til det.
Samuel kan dø, uden at man på forhånd har fået en advarsel, blot ved at foretage en handling eller gå et bestemt sted hen. Nogle få gange er han nødt til at dø, før man kan regne ud hvad man skal gøre. Sådanne opgavekonstruktioner er ulogiske og altid irriterende. Andre gange når Samuel skal have hjælp af en person, skal han vente på denne person i en ukendt periode uden noget fornuftigt at tage sig til. Dette kan være logisk nok, men det er alligevel irriterende.
Spillet har også et par andre uhensigtsmæssigheder. Visse dele af dialogen kan ikke gentages, så det gælder om altid at høre godt efter og at anvende undertekster. Og så har spillet, som så mange andre spil, for få pladser til gemte spil. Jeg kunne i hvert fald ikke nøjes med de 24 der er til rådighed.

Konklusion :
The Black Mirror er et ganske udmærket Adventure spil, og det får en rigtig pæn karakter. Det er især pga. den spændende og lidt anderledes historie som udvikler sig og som indeholder nogle overraskelser. Men også de imponerende baggrunde med animationer og lyde giver spillet kvalitet. Spillet har alle de elementer der skal til for at give et rigtigt Adventure spil. Der er en spændende historie, gode opgaver, flot grafik, interessante personer, en god dialog og en intuitiv styring. Minusserne er ikke særligt tungtvejende, og de kan ikke trække det gode indtryk ned.
Spillets mange detaljer og kvalitet gør det til et unikt spil. Men det er en både blodig og psykologisk gyser med en deprimerende slutning, som bestemt ikke er for børn og sarte sjæle. Til dem som kan leve med dette eller ligefrem holder af det, kan The Black Mirror anbefales på det varmeste.

 

Klik for spillets hjemmeside


Udvikler :
Future Games
Udgiver : The Adventure Company
Udsendt : November 2003
Review : Marts 2004


Klik for at forstørre


Vurdering
84 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review