Dark Fall  

Dansk Adventure Review


Dark Fall er et gyseragtigt adventure spil med en seriøs spøgelseshistorie. Det er lidt i samme stil som Blackstone Chronicles, med realistisk grafik og med både historie og opgaver. Spillet er fra XXv Productions, der er et lille uafhængigt selskab ledet af Jonathan Boakes. Han har udviklet Dark Fall og står også for salget af det via internettet. Dark Fall II - Lights Out er under udvikling og forventes klar medio 2003.

Handling :
Spillet foregår i nutiden i en gammel forfalden hotel- og stations-bygning ved byen Dowerton i det sydlige England. Din bror Pete, som er arkitekt, arbejder fortiden med at omdanne bygningen til et eksklusivt sted med restaurant og klub. En aften ringer han og beder dig komme til Dowerton hurtigst muligt. Han fortæller at to studerende, som forsøger at dokumentere spøgeri i bygningen, tilsyneladende er forsvundet. Han hører underlige lyde udenfor døren, og da der bliver kaldt på ham med hans navn, bliver han nødt til at åbne døren. I telefonen hører man at Pete åbner døren efterfulgt af nogle besynderlige lyde. Derefter bliver det stille, og man kan ikke længere komme i kontakt med ham. Efter en hæsblæsende togtur til Dowerton befinder man sig i en tunnel med skinner i begge retninger.
Her overtager man styringen, og straks har man kontakt med et genfærd. Det er et venligt og hjælpsomt genfærd, som guider en gennem de første skridt, indtil man har fået slået strømmen til i hotellet og på stationen. Herefter er det muligt at gå på opdagelse over alt med undtagelse af nogle få låste døre. Disse kan dog låses op, når man har fundet ud af hvordan. Foruden de låste døre er der en masse andre opgaver der skal løses. Man skal bl.a. bryde koder, få ting til at fungere og betjene spøgelses-jægernes udstyr. Det venlige genfærd, som kan opsøges et bestemt sted, kan hjælpe lidt ved at give tips til løsning af nogle af opgaverne.
Undervejs hører man en masse spøgelsesagtige lyde, og man ser en del antydninger af noget overnaturligt, som f.eks. dører der åbner og lukker og lys der slukkes og tændes. Man møder en del genfærd fra hotellets gæster og personale, og man finder en masse information om dem i deres værelser, så man til sidst kommer til at kende dem ret godt. Man ser dem ikke direkte, kun antydninger af at de er der, men man hører dem. I bedste fald er de hjælpsomme, og det er nødvendigt at lytte nøje til dem. Enkelte af dem kan man tale til, men ellers er der ingen dialog. Der er heller ingen blindgyder man kan køre fast i, og det er ikke muligt at dø.
Det gælder om omhyggeligt at undersøge alt i detaljer, så man finder de ting man skal bruge og den nødvendige information i form af noter, breve, bøger m.m. Der er masser af information, som man lidt efter lidt stykker sammen til en sammenhængende historie, der både fortæller hvad der er sket, hvad man skal gøre, og hvordan man skal gøre det. Jeg vil ikke her beskrive nogen af delene i nærmere detaljer, da disse hænger sammen og først afsløres efterhånden som spillet skrider frem. Det kræver meget grundige undersøgelser af alt, en god kombinationsevne, samt en del omtanke og kreativitet, for at få det hele til at falde på plads så man kan gennemføre spillet.

Styring :
Bortset fra en selvkørende sekvens i indledningen er synsvinklen altid 1. person, og al grafikken er i 2D. Baggrundene er faste billeder med mange større og mindre animationer f.eks. af lys der blinker og ting der bevæger sig, og af det der sker når man foretager en handling. Disse animationer understøttes af passende lydeffekter, og foruden dette er der en masse lyde fra omgivelserne og fra spøgerierne. Musik er der kun når det passer ind i historien og handlingen, og tale høres kun fra genfærdene. Med F1-tasten kan tekstning af talen slås til og fra. Enkelte af genfærdene kan man tale til via tastaturet, men ud over dette er der ingen dialog.
Man styrer ved at klikke med musen, når cursoren viser hvad man kan gøre. Det kan være at gå frem, dreje til højre eller venstre, vende rundt, zoome ind og bakke ud, samt foretage en handling. Når man flytter sig sker dette mellem faste punkter, og billedskiftene sker uden nogen form for bevægelse eller overgang. Man kan ofte zoome ind flere gange, så det er vigtigt altid at undersøge hele billedet for mulige handlinger. Drejninger foretages i step af 90 grader, men enkelte gange kan man kun vende helt rundt. Handlinger kan være at åbne en dør, en skuffe eller lignende, det kan være at samle en ting op, flytte den eller blot se nærmere på den, eller det kan være at bruge en ting fra inventory. Når man ser nærmere på en ting eller et dokument, vises dette i nærbillede oven på baggrundsbilledet. Ofte skal man klikke på objektet igen for at lægge det tilbage, inden man kan fortsætte spillet. Dette gælder også når man har åbnet en skuffe, en låge eller lignende.
Hvis man kan samle en ting op, overføres den automatisk til inventory når man klikker på den. Hvis man vil anvende en ting fra inventory, klikker man blot på den, når man står det rigtige sted. Kan tingen anvendes her sker dette automatisk hvilket vises med en animation. Ting i inventory vises på faste pladser øverst til venstre over billedet. Øverst til højre er der tre knapper man kan klikke på. Det er save, load og quit. Man kan save alle de spil man ønsker, og da de gemmes som almindelige windows-filer, bestemmer man selv hvor de skal placeres og hvad de skal hedde. Spillet skal ikke installeres, det kan køres direkte fra CD’en. På CD'en er der et hjælpesystem, som man kan anvende hvis man kører fast. Man skal selv ændre skærmstørrelsen til 640x480 inden spillet startes. Gør man ikke dette får man dog mulighed for at afvikle spillet i et vindue. Man skal også selv starte den rigtige fil, afhængig af om man kører 32 eller 16 bit grafik.

Plusser :
Spillet har en mægtig god historie, som på genial vis afdækkes lidt efter lidt efterhånden som man finder information og får den stykket sammen. Og der ér tale om en rigtig spøgelseshistorie med genfærd og gys.
Animationerne og ikke mindst de fantastiske lydeffekter er med til at skabe en dejlig uhyggelig stemning. Flere gange i løbet af spillet havde jeg lyst til at vende mig om for at se om der var 'noget' bag ved mig. Skønt når et spil kan have sådan en virkning.
Fra starten har man stort set adgang til alle områder og steder i spillet. Dette kan virke overvældende, men det gør at spillet absolut ikke er lineært. Når det virker, som det gør i dette spil, er det rigtig godt.
Der er mange og meget afvekslende opgaver, som generelt er rigtig gode og helt integreret i handlingen. Sværhedsgraden varierer fra lette til temmelig svære. Den afsluttende opgave kræver kreativ tænkning som grænser til gætteri, men da der findes vink om løsningen i noget af al den information man finder, er det helt OK.
De personer hvis genfærd man møder er generelt beskrevet så detaljeret, at de får hver deres personlighed. Deres stemmer er tydelige, og de spilles fortræffeligt og engageret.
Styringen er simpel og intuitiv, indstillingsmulighederne er tilstrækkelige, og grafikken og animationerne er fine uden at være prangende.

Minusser :
Der er en tendens til at man overser steder i scenerne hvor man kan gøre noget. Dette skyldes at adgangen (hotspots) til disse er placeret på steder i billedet der ikke indikerer at nogen handling er mulig. Resultatet er at man må afsøge alle områder af billederne med cursoren, for at finde alle de ting man skal bruge.
Enkelte steder er der tekniske problemer med at dreje eller flytte sig i bestemte retninger. F.eks i starten i tunellen. Hvis men drejer med uret ser man aldrig udgangen, men hvis man drejer mod uret viser curseren hvor man kan komme ud. Når man Bevæger sig fra etage til etage i hotellet sker dette med et stort spring over trappen og hen af korridoren. Dette virker lidt desorienterende i starten.
Starten i tunellen er lidt underlig. Der er ingen logik i eller forklaring på hvorfor man befinder sig der, og den har ingen sammenhæng med spillet i øvrigt. Man kan ikke efterfølgende komme ind i tunellen igen.
Der er utrolig meget information, så det kan være svært at overskue det hele. Og da man ikke kan tage det med sig, er man nødt til at lave en bunke notater.
Det er upraktisk at man selv skal lukke skuffer og låger før man kan fortsætte, og det er ulogisk at de låste dører skal åbnes med en nøgle hvergang man skal igennem og ikke kun første gang.
Grafikken og animationerne er ikke helt på højde med dyrere og mere professionelle spil.

Konklusion :
Den meget åbne spillestil, hvor man fra starten har adgang til næsten alle steder og opgaver, og hvor man først efterhånden som man får løst nogle opgaver, finder ud af hvad spillet reelt går ud på, vil jeg nærmest betegne som en genistreg. Stilen kan måske få nogle til at tabe tråden inden man rigtig kommer igang, men hvis man holder fast i de mange interessante og afvekslende opgaver og udviser lidt stædighed, belønnes dette med afsløringen af en spændende og detaljeret spøgelseshistorie. Gysereffekterne, især via lyde, er de bedste jeg har oplevet i et computerspil. Så konklusionen er, at Dark Fall er et overraskende positivt bekendtskab, som får en meget pæn karakter. Jeg glæder mig allerede til Dark Fall II – Lights Out. Er du til gys og adventure spil, så anskaf Dark Fall, start det op på din computer, skru op for lyden, sluk lyset og ...

 

Klik for spillets hjemmeside


Udvikler :
XXv Productions
Udgiver : XXv Productions
Udsendt : Juni 2002
Review : Januar 2003


Klik for at forstørre


Vurdering
86 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review