The Secrets of Da Vinci - The Forbidden Manuscript  

Dansk Adventure Review


The Secrets of Da Vinci - The Forbidden Manuscript er et helt igennem klassisk adventure spil, som meget tydeligt er præget af udviklerne fra Kheops Studio. Stilen er 1. persons synsvinkel, faste punkter med 360 graders udsyn, tegninger der gør det ud for action sekvenser, og masser af opgaver og ting der skal håndteres via et omfattende inventory. Denne stil genkender vi fra spil som
Return to Mysterious Island, Voyage – Inspired by Jules Verne og Destination: Treasure Island. Foruden Kheops Studio har Totem Studio, Mzone Studio og ElektroGames været involveret I udviklingen, og i Europa udgives spillet af Nobilis.
The Secrets of Da Vinci bringer os tæt på Leonardo Da Vincis sidste levetid, samt på nogle af hans opfindelser, malerier og andre genistreger. Spillet foregår 3 år efter hans død i og omkring hans sidste levested
Chateau du Clos Lucé i Frankrig.

Handling :
Spillet foregår i det herrens år 1522 tre år efter Leonardo Da Vincis død. Hovedpersonen er den unge italiener Valdo, som har været elev hos den berømte italienske maler Francesco Melzi. Melzi var selv, måske endda den mest berømte, elev af Leonardo Da Vinci. Valdo er mod betaling hyret af en ukendt arbejdsgiver til at forsøge at finde Leonardo Da Vincis hemmelige notesbog. Man formoder at denne notesbog kan findes på Da Vincis sidste opholdssted slottet Clos Lucé i Loire dalen nær den franske by Tours. Så da spillet starter, ser vi Valdo ankomme til slottet med hestevogn. Clos Lucé er beboet af en ung kvinde Marie Babou de la
Bourdaisière, der er under beskyttelse af den franske konge Francois 1., der holder til i den nærliggende by Amboise. Kongen var også sponsor og protegé for Leonardo i hans sidste leveår. Under dække af at han skal undersøge nogle af Leonardo Da Vincis skitser og opfindelser, bliver Valdo indlogeret på Clos Lucé. Vi overtager styringen af ham, da han befinder sig på sit værelse. Første opgave bliver at lokalisere Da Vincis arbejdsværelse.
Foruden slottets smukke beboer Babou, møder Valdo også slottets opsynsmand Saturnin, og han møder den franske konge Francois den 1. samt dennes personlige oppasser Hector. På et tidspunkt optræder der også nogle vagter udenfor slottet, og så hører man om enkelte andre personer via samtaler og dokumenter. Selve Leonardo Da Vinci optræder i Valdos drømme, hvor ting bliver afklaret for ham. Samlet er der 5 personer Valdo kan tale med, og dialogerne kan ofte styres ved at vælge mellem forskellige sætninger. Kun undtagelsesvis er samtalerne lange, men de indeholder alle vigtig information som skal frem, for at handlingen kan fortsætte.
Valdo får mulighed for at undersøge en masse rum i slottets 3 etager. Øverst er der soveværelser, stuer og arbejdsværelse, nedenunder er der køkken, spisestue og værksted, og nederst er der forrådskammer, kælder mm. Han finder også nogle hemmelige underjordiske gange, som fører væk fra slottet. Parken kan han også kommer rundt i, og her finder og undersøger han en kombineret vandmølle og smedie samt et stort dueslag.
Den overordnede opgave er at finde den omtalte notesbog, men undervejs dukker der en del andre vigtige opgaver op. De fleste løses ved at finde og anvende ting korrekt, hvilket i dette spil giver en masse forskellige opgaver. Kemiske formler skal findes og følges for at fremstille nye ting. Værktøj skal samles og benyttes på ting for at disse kan anvendes. Information fra fundne dokumenter og fra samtaler med personer skal kombineres. Skitserede konstruktioner skal samles korrekt for at få dem til at virke. Og endelig er der en del logiske opgaver med koder, tegn og kombinationer. En del af tingene kan findes i flere udgaver forskellige steder, og det er ligegyldigt hvilken af disse man tager og anvender. På samme måde kan en del af opgaverne løses på vidt forskellig måde ved hjælp af forskellige ting, og der er også opgaver som ikke behøver at blive løst, for at man kan gennemføre spillet.
Historien er ikke specielt omfattende, og der er ikke meget udvikling i den undervejs. Der er nærmest tale om en detektiv historie, hvor ting blot skal findes og afsløres. Til gengæld er der udvikling i personerne, da både deres baggrund og hensigt skifter, efterhånden som sandhederne kommer frem. Handlingen er opdelt i 3-4 afsnit, som svarer til ca. lige så mange dage. Inden for hvert afsnit er der rig mulighed for at undersøge omgivelserne og løse opgaver i valgfri rækkefølge. Nogle opgaver skal dog løses, for at man kan fortsætte til næste afsnit. Andre opgaver kan løses i flere forskellige afsnit. Selve historien har kun et forløb, men undervejs kan Valdo komme så galt af sted, at handlingen stopper. Man får dog straks en ny chance, således at Valdo kan omgøre den forkerte handling. Til gengæld er der fire slutninger, som dog kun er lidt forskellige. Det tager ca. 15 spilletimer at nå en af disse.

Styring :
Synsvinklen er 1. person og Valdo bevæger sig mellem faste punkter, hvor der er 360 graders udsyn. Bevægelse mellem punkterne vises ved at billedet af den nye scene hurtigt blændes ind over det eksisterende billede. Scenerne er faste billeder i 2D med enkelte animationer af røg, vand, levende lys og ild i pejsene. Der er også animationer af personerne, som aldrig forholder sig helt i ro, og der er animationer af maskiner der arbejder, samt af de ting Valdo foretager sig. Under dialogerne er der animationer af personernes bevægelser, ansigtsudtryk og mundbevægelser. Der er længere selvkørende sekvenser i indledningen og afslutningen af spillet, og kortere når Valdo foretager visse afgørende handlinger. De selvkørende sekvenser er med 3. persons synsvinkel og med skiftende og bevægelig kameravinkel. Andre afgørende handlinger vises med faste tegninger. Valdos drømme og drømmesyn om Leonardo Da Vinci vises også som selvkørende sekvenser, men i afdæmpede farver.
Der er lejlighedsvis musik, som skifter i løbet af spillet, og der er musik i de selvkørende sekvenser, når der sker afgørende ting, og som underlægning til hovedmenuen. Der er detaljerede lyde fra omgivelserne af f.eks. knitrende ild, vinden der suser, hunde der gør, samt af fuglesang og summende insekter. Disse lyde er tilpasset lokaliteterne, de skifter når man bevæger sig ind eller ud, og de er forskellige fra nat til dag. Der er også lyde af stort set alt det Valdo foretager sig, og han giver ofte handlingerne en kommentar med på vejen. Endelig høres der tydelige stemmer under samtalerne.
Styringen foretages udelukkende med musen. Markøren er altid midt i billedet, og når musen bevæges drejer scenen tilsvarende. Markøren viser hvor man kan foretage noget. Dette kan være at gå frem til næste punkt, at samle en ting op, at undersøge noget, at udføre en handling eller at starte en samtale. Hvis handlingen ikke kan udføres endnu, f.eks. fordi Valdo ikke holder den rigtige ting, er der en skrå streg hen over markøren. Den viste handling udføres med venstreklik.
Under de fleste samtaler kan man blandt forskellige sætninger vælge hvad Valdo skal sige. Der er ingen grund til ikke at vælge alle muligheder, og langt det meste giver nødvendig information for at løse opgaver eller få handlingen til udvikle sig. Så længe man er i samme afsnit af spillet, og situationen ikke har ændret sig, kan man gentage spørgsmål og hele eller dele af samtalerne.
Med højreklik åbnes spillets inventory. Her kan man bl.a. se og vælge de ting Valdo bærer rundt på. Disse kan sorteres og fordeles i 5 lag med plads til mere end 100 ting i alt. Foruden tingene kan man også se og anvende det antal mønter Valdo har. Der er også vist et antal point, som er udtryk for hvor meget af spillet man har gennemført, og ved siden af dette er der en hvid og en rød søjle, der angiver hvor ærlig eller beregnende Valdo har opført sig. Man kan gøre Valdo mere eller mindre ærlig og beregnende, hvilket dog tærer på antallet af point. Tilsyneladende har dette dog ingen indflydelse på selve spillet. Øverst til højre vises et lille billede af Valdo og Babou. Valgte beklædningsgenstande kan anvendes på billedet, hvorefter Valdo skifter udseende og kan foretage andre handlinger i selve spillet. Det lille billede viser også hvor glad Babou er for Valdo, og dette har også betydning for spillets udvikling.
I spillets inventory kan man også se og vælge Valdos notesbog. I denne noterer han løbende hvad han finder ud af, hvad han ved om de forskellige personer, og hvad han bør foretage sig. Foruden notesbogen er der en mappe med de breve og dokumenter Valdo får samlet. Nogle af disse kan og skal undersøges og ændres på specielle måder, og enkelte af dem bliver på forunderligvis ’levende’ i forbindelse med at opgaver løses.
Endelig kan man i spillets inventory klikke på et kompas, hvorefter spillets menu åbnes. I menuen kan man gemme og indlæse spil, man kan lave opsætning af spillet, og man kan afslutte det igangværende spil og gå ud i hovedmenuen. Der kan gemmes spil for 5 forskellige personer samtidigt, og hver person kan gemme lige så mange spil man har lyst til. Hvert spil gemmes med et lille billede og et tidspunkt. I opsætningen kan man indstille den samlede lydstyrke, man kan slå undertekster til og fra, og man kan justere hastigheden på billedets rotation når musen bevæges. I hovedmenuen, som også vises når spillet åbnes, kan man starte et nyt spil, indlæse et gemt spil, foretage samme opsætning af spillet som nævnt ovenfor, man kan se spillets rulletekster og man kan afslutte spillet.

Plusser :
Scenerne er flotte, farverige og meget detaljerede. I flg. billederne på
Chateau du Clos Lucés hjemmeside, er selve slottet samt dets omgivelser og interiør gengivet meget virkelighedsnært. Udseendet af både omgivelser, ting og personer giver en stemning som passer fint til tiden, til historien og til hele spillet. En imponerende detalje i grafikken er, at man på lang afstand gennem flere scener kan se når ting er fjernet eller tilføjet, og dette gælder også animationer af f.eks. ild og maskiner som Valdo har startet.
Musikken passer udmærket til tiden og historien, og det er fint at den af og til holder lange pauser. Når den spiller er den med til at understrege handlingen og sætte den rigtige stemning. Lydene er for det meste ganske naturtro, og det er fint man kan høre forskel på dag og nat, og på om man er ude eller inde. Stemmerne er tydelige, og de spilles efter min overbevisning rigtig udmærket. Jeg ved ikke hvordan man får engelsk til at lyde som fransk med italiensk accent.
Der er masser af opgaver, og generelt er de meget afvekslende og godt integreret i både historien og handlingen. Især kan jeg godt lide de lidt mere fysiske opgaver, hvor man skal lege kemiker eller bruge værktøj og maskiner. Men også de mere logiske opgaver som kræver lidt omtanke er glimrende. Sværhedsgraden er aldrig så høj, at selv nybegyndere ikke kan være med.
Det er rigtig godt, at en del af opgaverne kan løses på flere vidt forskellige måder, samt at ting kan anvendes til flere formål og at forskellige ting kan anvendes til at opnå det samme. Det er også godt, at der er flere forskellige slutninger, selv om der kun er tale om små forskelle til allersidst i spillet.
De korrekte historiske aspekter med Leonardo Da Vinci, hans malerier og opfindelser, personerne omkring ham incl. Francois den 1., samt slottet i Loire dalen er også et stort plus for spillet. Selv Babou de la Bourdaisière er et korrekt adelsnavn fra området på den tid.
Udviklingen af personerne i løbet af spillet, samt den trinvise afsløring af deres baggrunde og hensigter, er en væsentlig årsag til, at man har lyst til at gennemføre spillet. Hvad selve historien mangler i spænding, det har personerne så til gengæld.
Styringen er intuitiv og velfungerende, og specielt er det godt man kan gemme så mange spil man har lyst til. Målingen af Valdos samvittighed samt pointene for spillets gennemførelse kan medvirke til, at man får lyst til at spille det flere gange, hvor man så prøver at få så mange point som muligt, eller prøver at gennemføre som en ren engel eller en lille djævel.

Minusser :
Den i øvrigt flotte grafik mangler bevægelser i skyer og bevoksning. F.eks. kan man høre vinden, men løvet bevæger sig ikke. Det er også underligt at vandoverfladen i havebassinet bevæger sig, når det tilsyneladende ikke blæser, og når vandet i floden er helt stille. Vagterne går rundt, men ellers ser man ikke personerne flytte sig. Generelt er grafikken især udendørs lidt for livløs.
Man kan høre en del hundeglam, men man ser aldrig en hund, og indenfor hører man fodtrin, uden at der er nogen i nærheden. Måske er det Leonardos spøgelse. Til gengæld hører man ikke lyden af fodtrin, når Valdo flytter sig. Generelt mangler der lidt sammenhæng mellem lydene i baggrunden og det man kan observere.
Opgavernes sværhedsgrad er ikke særlig høj, så øvede spillere vil måske savne lidt udfordring. Man kan undre sig lidt over, at Valdo kan bære rundt på så mange, så store og så tunge ting. Hvis man kommer til at tænke over det, så virker det temmelig unaturligt. En anden unaturlig ting ved opgaverne er, at man kan flytte rundt på dele af tegninger, og få dem til at bevæge sig, samt at man kan male et portræt ved at flytte rundt på nogle delelementer som i en form for puslespil.
Historien mangler lidt spænding, og der er ingen reelle overraskelser i plottet. Spændingen ligger i personerne, men så er det bare ærgerligt, at der ikke er særlig mange af dem. Der er stort set ingen humor i spillet. Ofte finder man lidt humor i dialogerne, men det gælder ikke for dette spil.
Det eneste lille minus ved den i øvrigt velfungerende styring og opsætning er de skrabede indstillingsmuligheder for grafik og lyd. Der er slet ingen indstillinger til grafikken, og for lyden mangler der individuel styrkekontrol for musik, stemmer og lydeffekter.

Konklusion :
Det er oplagt at lave et adventure spil om Leonardo Da Vinci og hans opfindelser. Og når det gøres som i dette spil, hvor stort set alt er velfungerende, og hvor det er krydret med en fin lille historie, så er det ganske underholdende. Flot detaljeret grafik og mange forskellige opgaver er altid et plus, og når det så er bygget op omkring korrekte historiske personer og hændelser, samt eksisterende og korrekt gengivne lokaliteter, får det en pil opad. Minusserne især med de lidt for statiske udendørs scener, samt mangelen på humor og flere interessante personer, trækker selvfølgelig lidt ned. Men det overordnede indtryk er, at The Secrets of Da Vinci – The Forbidden Manuscript er et flot og underholdende adventure spil, som derfor får en pæn karakter.
Spillet kan anbefales til alle, som har lyst til et lidt kort og let gennemførligt adventure spil. Har du det, er der ikke noget at betænke sig på. Se at få fat i spillet, og prøv så om du kan finde den gemte notesbog. Rigtig god fornøjelse med at gå i Leonardo Da Vincis fodspor.

 

Start Side

Klik for spillets hjemmeside


Udvikler :
Kheops Studio
Udgiver : Nobilis
Udsendt : April 2006
Review : Februar 2009


Klik for at forstørre


Vurdering
83 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review