Dead Reefs  

Dansk Adventure Review


Dead Reefs er et unikt 3D Adventure Spil med 3. persons synsvinkel, naturalistisk grafik og tastatur styring. Scenen er en ø i Atlanterhavet for knap 300 år siden, hvor man som kongelig undersøger skal efterforske et mystisk dødsfald. Historien omhandler bl.a. pirateri, forbandelser, genfærd samt et mystisk relikvie fra en hemmelig munkeorden. Hovedvægten er lagt på udforskning og opgaveløsning, men der er også gjort meget ud af de historiske detaljer, af selve historien, af personerne samt af grafik og lyd. Teknikken i spillet minder lidt om f.eks.
Broken Sword spillene, og handlingen minder lidt om f.eks. Cameron Files spillene. Men historien og omgivelserne er helt unikke.
Spillet er udviklet af Streko Graphics, som også har givet os spillene
Aura – Fate of the Ages og Aura 2 – The Sacred Rings. Dette er dog deres første adventure spil i fuld 3D, og af uforklarlige årsager har de denne gang valgt, at man kun kan styre med tastaturet. Jeg har spillet en engelsk version, som er udgivet af adventure spillenes dominerende støtte The Adventure Company.

Handling :
Hver gang spillet startes, vises der et dramatisk videoklip, hvor man ser en yngre mand blive skubbet ud over et rækværk og ned på en klippefyldt strand. Dette er det mystiske dødsfald, som vores hovedperson Amadeo Finvinero skal undersøge. Finvinero er udsendt af kongen, og i indledningen ser man ham ankomme fra fastlandet til havnen på den lille ø Dead Reefs. Man overtager styringen af ham, idet han forlader molen og går op ad trappen for at møde øens officielle myndighed William Hooke. De går ind på kroen, hvor Hooke sætter Finvinero ind i situationen. Den omkomne er øens sociale overhoved Baron Wyndhams ældste søn Patrick. Baronen tror ikke hans søns død skyldes en tilfældig tragisk ulykke, idet øens kloge kone har betroet ham, at hun i et syn har set Patrick blive skubbet. I generationer har Wyndham familien regeret over Dead Reefs, og indtil for knap 100 år siden har de drevet pirat virksomhed mod forbipasserende skibe. Skibene blev lokket ind på øens farlige skær med falske advarsels bål, hvorefter besætningen blev myrdet og lasten stjålet. Deraf har øen fået sit navn Dead Reefs. Pirateriet ophørte dog pludseligt under den daværende Baron Kasbert, da hans kone Clarissa døde under mystiske omstændigheder. Siden da har øen været plaget af en forbandelse, som med års mellemrum forårsager uforklarlige dødsfald. Vraget af det sidst plyndrede skib hænger stadig på klipperne ud for øens nordvestlige hjørne, og dette samt de mange mystiske dødsfald kaster en trykkende skygge over øen og dens beboere.
Som Finvinero skal man i bedste detektiv stil undersøge alt og udspørge en masse personer. Han finder spor og dokumenter, som sammen med folks udsagn langsomt stykker en historie og en forklaring sammen. Han kommer hele øen rundt, og besøger foruden havnen og kroen også selve byen, det nærliggende fyrtårn, baronens slot, en kirkegård, en hytte ude i en sump, en labyrintisk skov, en mystisk båd, en opfinders underlige hus og endnu flere steder. Mod slutningen bliver han også nødt til at undersøge det gamle vrag på klippeskæret, samt en ubeboet klippeø mod syd, hvor tordenvejret altid hærger. Undervejs får Finvinero oplysninger ud af mere end 15 personer, og han møder næsten lige så mange, som ikke vil tale med ham.
Foruden at finde, sammensætte og anvende ting korrekt, skal der også løses en række logiske opgaver. Af og til er der begrænset tid til at foretage valg eller løse opgaver, og som antydet ovenfor er der en skov som minder om en labyrint. Der er også en opgave med genkendelse af toner og adskillige med genkendelse at tegn og koder. Hints til hvordan de forskellige opgaver skal løses, får man via dialogerne med de andre personer, via Finvineros kommentarer til det man foretager sig og via de mange forskellige dokumenter man finder. Det er også oplysninger fra alle disse kilder som skaber historien og som bringer fremdrift i handlingen.
Historien udvikler sig og får forgreninger som er en slags vildspor. Hvilken gren der er den rigtige og hvilke personer der er de skyldige bevares som en hemmelighed næsten til det sidste. Der er både spænding og overraskelser, og der sker flere dødsfald undervejs. Personernes fjendtlighed og fordrejninger af sandheden er også med til at vanskeliggøre opklaringen og holde spændingen oppe. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle at historien handler om begærlighed, genfærd, onde ånder, hemmelige ordener og selvfølgelig også en portion kærlighed. Der er sammenhæng mellem handling og historie, således at man føler, at det man foretager sig har betydning for udviklingen.
Historien er opdelt i en række kronologiske perioder, hvor der er stor frihed til at undersøge ting og omgivelser. Handlingen er dog snæver og lineær, således at bestemte ting skal foretages i fastlagt rækkefølge, uden at disse i øvrigt har nogen sammenhæng eller indflydelse på hinanden. Finvinero kan dø undervejs i sine undersøgelser. Dette kan ske når han gør noget forkert, eller når han ikke reagerer i de tidsbegrænsede perioder. Så må man indlæse et gemt spil og prøve igen. På et tidspunkt kan han også træffe en forkert beslutning, således at spillet får en hurtigere alternativ slutning. Jeg nåede den rigtige slutning på ca. 15 timer.

Styring :
Al grafik, både baggrunde, personer og ting er i fuld 3D og almindeligvis er synsvinklen i 3. person. Ved læsning af dokumenter, ved løsning af logiske opgaver og når noget undersøges i detaljer, anvendes der faste nærbilleder med 1. persons synsvinkel. Man kan også bevidst ændre synsvinklen til 1. person, hvor man så kan dreje hovedet og se til siderne og lidt op og ned. Dette er en slags hjælp, hvor man får udpeget alle interessante ting og steder. I disse situationer kan hovedpersonen dog ikke bevæge sig, så man er nødt til at skifte tilbage til 3. persons synsvinkel igen, inden han kan flytte sig.
Kameravinklen er meget dynamisk. Nogle gange flyver kameraet frit rundt og placerer sig bag hovedpersonen med denne midt i billedet. Andre gange flytter det sig ikke men drejer blot rundt, igen med hovedpersonen midt i billedet. Og endelig kan kameraet være helt fast, så man ser hovedpersonen bevæge sig rundt i billedet. Sceneskiftene er lige så dynamiske. De kan ske på uforudsete steder og ved den mindste bevægelse af hovedpersonen. Og udsynet ændres ofte radikalt. Der kan skiftes fra at se personen bagfra til forfra, fra neden til fra oven, og alle varianter af skråt fra siden er også repræsenteret. I en del scener kan man selv skifte mellem flere kameraer, så man kan se hovedpersonen og omgivelserne fra forskellige vinkler.
Der er mange animationer i omgivelserne. Vandoverflader er i bevægelse, løvet falder fra træerne, fuglene flyver over himlen, røgen stiger til vejrs, ilden flammer og blafrer, skilte og reb gynger i vinden, og dyr og mennesker er altid i bevægelse. Der er også animationer af personerne når de taler. Det er både mundbevægelser og ansigtsudtryk, men også gestikulationer og kropsbevægelser. Der er også animationer af hovedpersonen når han går eller løber, og når han foretager en handling. Af og til er der også simple animationer af det der sker, når han udfører en handling.
Ofte vises bevægelser over større afstande ikke. Når hovedpersonen forlader en lokalitet med retning mod en anden, skifter handlingen og scenen blot til det nye sted. Undtagelsesvis vises disse bevægelser med længere selvkørende sekvenser. Når hovedpersonen har fundet et kort over Dead Reefs, kan man, når han er udendørs, benytte dette til at springe til en anden lokalitet på øen. Lokaliteter tilføjes og fjernes fra kortet i takt med at handlingen skrider frem. Der vises også selvkørende sekvenser, når der sker noget afgørende i handlingen, og når hovedpersonen foretager bestemte ting. De selvkørende sekvenser er i samme 3D grafik som selve spillet. Eneste undtagelse er den indledende sekvens hvor mordet bliver begået. Den er optaget i forvejen og ligner mere et klip fra en rigtig tegnefilm.
Spillet har en masse speciel komponeret musik i både menuer, selvkørende sekvenser og for hver lokalitet. Den spiller ikke hele tiden, men typisk når man ankommer til en lokalitet, og når der sker noget afgørende i historie og handling. Der er også mange lyde fra omgivelserne. F.eks. hører man at vinden suser, at bølgerne slår mod klipper og strand, at mågerne skriger, at ilden knitrer, at træerne knager og at floden klukker og risler. Og så er der baggrunds lyde af alt det som personerne foretager sig og selvfølgelig også af det hovedpersonen gør. Man kan bl.a. høre når han tager noget op, når han håndterer noget, når han lukker en dør, og når han går eller løber. Der er mange forskellige lyde af fodtrin afhængig af underlaget. Der høres selvfølgelig også tale under dialogerne. Stemmerne er tydelige, forskellige og let genkendelige, og de er generelt velspillede med passende følelse og betoning. Hovedpersonen kommenterer også højlydt næsten alt hvad man foretager sig.
Styringen foretages udelukkende med tastaturet, og det gælder i såvel spillet som i menuerne. Der er taster til de forskellige bevægelser og handlinger, og der er taster til at håndtere ting og dokumenter. Der er også specielle taster til at åbne kortet, til at skifte kameravinkel og til at styre den specielle 1. persons synsvinkel med. Nogle af tasterne har flere funktioner og nogle kan man ændre på via opsætningen. Styringen kræver ophyggelig tilpasning og tålmodig tilvænning, men så kan man som regel også få Finvinero til så nogenlunde at gøre det man gerne vil have. Generelt kan man udføre 3 forskellige handlinger, som er at undersøge noget, at håndtere noget og at tale med nogen. Disse har hver sin taste og et tilknyttet symbol, som vises i nederste højre hjørne af skærmen, når handlingen kan forsøges.
Når tasten for anvendelse af en ting aktiveres, vises en af de ting Finvinero har med sig i nederste venstre hjørne sammen med en kort beskrivelse. Med specielle taster kan man så cirkle rundt mellem alle de tilgængelige ting, og man kan forsøge at anvende den viste ting i omgivelserne, eller udvælge den til forsøg på sammensætning med en anden ting. Lidt tilsvarende vises mulige dialogvalg med små billeder nederst i venstre hjørne. Her vises alle mulighederne dog samtidig, men igen man kan cirkle rundt mellem dem med specielle taster. Den man peger på forstørres og tilføjes en kort forklaring, så man nogenlunde kan regne ud hvad Finvinero vil sige. Dokumenter er samlet under en anden taste, og når den aktiveres vises det første dokument i nærbillede hen over skærmen. Også her kan man cirkle rundt mellem dokumenterne, og er det en bog, kan man åbne og evt. bladre i den. Finvineros notesbog er et specielt dokument. Heri noterer han det han foretager sig, samt hvad han synes der bør gøres.
Spillets menu, som også vises når spillet startes, åbnes ved at trykke ESC. Her kan man bl.a. gemme og indlæse spil og foretage opsætning af spillet. Man kan gemme alle de spil det skal være, og de gemmes med et billede af situationen samt dato og klokkeslæt. Med jævne mellemrum foretages der automatisk gem af spillet, men disse overskriver hinanden, så kun det nyeste er tilgængelig. I opsætningen kan man indstille de forskellige lydstyrker, slå undertekster til og fra, og man kan vælge hvilke taster der skal have hvilke funktioner. Dette kan være noget af en udfordring, idet ikke alle funktioner kan flyttes, og fordi ikke alle taster kan benyttes. Opsætning af grafikken foretages med et specielt program, som køres inden spillet startes.

Plusser :
Spillets største plus er de unikke omgivelser og historiens plot. Begge dele er med til at gøre spillet anderledes, så det skiller sig ud fra mængden. Det var en god oplevelse at være detektiv og skulle opklare et mord begået på en opdigtet ø i Atlanterhavet for 300 år siden.
Historien bliver hurtigt spændende, og med flere mulige gerningsmænd samt flere forklaringer på hvad der kan være sket, bevares spændingen næsten til det sidste. Historiens mange detaljer med rødder tilbage i tiden og med mange forskellige emner såvel naturlige som overnaturlige er også et stort plus.
Den grafiske stil med mørke afdæmpede farver giver en melankolsk og dyster stemning, som passer perfekt til historien og handlingen. Scenerne er troværdige og indeholder mange historisk korrekte detaljer. Generelt er animationerne flotte og naturlige. Specielt er vandoverfladernes bevægelser rigtig flotte, men også personernes ansigtsudtryk er gode og detaljerede.
De realistiske ansigtsudtryk og de naturlige animationer giver sammen med den velspillede tale nogle detaljerede personligheder, som er både interessante og troværdige. Dialogerne er også meget gode, og de giver den nødvendige information uden at blive for lange og omfattende.
Lyd og ikke mindst musik er rigtig udmærket. Sjældent har jeg hørt så meget flot musik, som både er effekt- og stemningsfuld, samtidig med at den er særdeles veltilpasset tiden, miljøerne og situationerne. Nogle af lydeffekterne er også rigtig gode og naturlige. Det er imponerende at man kan høre på Finvineros fodtrin, hvilket underlag han går eller løber på.
Generelt er opgaverne gode og afvekslende, og sværhedsgraden er også varieret. Hjælp til løsningerne fås i passende mål via samtaler og dokumenter, med undtagelse af den sidste store opgave (se nedenfor under minusser). Nogle af opgaverne er temmelig udfordrende, uden at blive umulige. Der kræves årvågenhed, opfindsomhed og en god portion tålmodighed.
Man kan undersøge ting og steder, som ikke direkte har noget med historien at gøre. Sammenholdt med flere mulige forklaringer af hvad der er sket og hvem morderen kan være, animerer dette spilleren til at tænke ekstra godt over hvad man ser og får oplyst. Resultatet er mere spil og mindre film.

Minusser :
Styringen er mildt sagt elendig. Som udgangspunkt har jeg ikke noget imod tastatur styring, men når standard opsætningen er så umulig at bruge, som i dette tilfælde, og når tilpasningsmulighederne er besværlige og begrænsede, er det noget rigtig skidt. Først mod slutningen af spillet fik jeg lavet en opsætning som jeg kunne acceptere og samtidig huske. Et andet problem er Finvineros langsomme reaktionsevne. Både når man drejer ham og bevæger ham fremad, fortsætter han bevægelsen efter man har sluppet tastaturet. Det gør det meget vanskelligt at placere ham korrekt. Ofte må man vende og dreje ham og flytte ham frem og tilbage flere gange, inden man rammer det rigtige sted. Det meget dynamiske kamera og de evigt skiftende synsvinkler, gør det samtidig svært og forvirrende at se, hvor han er på vej hen. I længden er dette meget irriterende. Og ikke nok med det, for håndteringen af ting er også meget besværlig. Især sammensætning af flere ting er tidskrævende. Årsagen er først og fremmest at der kun vises en ting af gangen, og at man skal bruge mange forskellige taster. Der er intet intuitivt over styringen, og den kræver virkelig meget tålmodig tilpasning og tilvænning.
Et andet kæmpe stort minus for spillet er den store afsluttende opgave. Opgaven i sig selv er faktisk rigtig god, men den krævede løsning svarer slet ikke til de hints man får undervejs. Det må være en decideret fejl i spillet. Hvis man er årvågen nok får man 2 eller 3 hints til løsningen, og ud fra disse kam man med logisk opfindsomhed regne sig frem til en håndfuld forskellige mulige løsninger. Men ingen af dem er den rigtige. Selve løsningen kræver at man styrer Finvinero rundt til mange steder og laver forskellige indstillinger, og derefter foretager en bestemt handling i det helt rette øjeblik. Dette er i sig selv tidskrævende og svært, og når ingen af de logiske muligheder så er rigtige, bliver man ærlig talt temmelig træt. Jeg søgte hjælp via Internettet og det tror jeg alle bliver nødt til. Som sagt kan man ikke regne den rigtige løsning ud, og det er alt for besværligt at prøve alle kombinationer. Sikke noget møg.
Et andet mere generelt problem med opgaverne er, at man via sine undersøgelser kan finde ud af hvad man skal gøre for at løse en opgave, men man kan ikke foretage de nødvendige handlinger. De nødvendige handlinger kan først foretages senere, når andre handlinger er gennemført, også selv om disse handlinger intet har at gøre med hinanden. Det er som om muligheden for frit at undersøge ting og steder kolliderer med den meget stramme lineære styring af handlingen. Hvis man ikke gør sig dette klart, kommer man let til at spilde meget tid på at forsøge nogle handlinger, som let lader sig gennemføre på et senere tidspunkt.
Nogle opgaver er mindre godt integreret i handlingen, og i hvert fald en enkelt kræver godt kendskab til engelsk.
Det ses ikke tydeligt i scenerne og omgivelserne hvor Finvinero kan gå hen og hvor han ikke kan gå hen. Så man bruger ofte meget tid på at finde ud af dette, ved at styre ham rundt i alle kroge. Dette resulterede for mit vedkommende i, at han et par gange ligesom kom uden for grafikken og gik i luften eller på vandet. Det var da interessant at se bagsiden af grafikken, men jeg tror ikke det var tilsigtet. Jeg kunne dog altid styre ham ind i grafikken igen, uden at spillet brød ned.
Endelig er der nogle mere almindelige minusser ved spillet. Dette er bl.a. at animationerne af personernes handlinger med omgivelserne er upræcise og simplificerede, samt at der mangler bevægelser i skyer og bevoksning, selv om man kan høre at vinden suser. Ind imellem mangler der også nogle lydeffekter. F.eks. hører man mange gange døre der bliver lukket, men man hører næsten aldrig at de bliver åbnet. Endelig synes jeg spillet var lidt kort.

Konklusion :
Dead Reefs er på mange måder et ganske udmærket Adventure Spil, men det har to altoverskyggende problemer. En meget dårlig styring og en forkert løsning af den afsluttende opgave. Efter en træls start hvor jeg baksede med styringen, blev jeg alligevel grebet af den spændende historie og de afvekslende opgaver. Og efter at jeg tålmodigt havde tilrettet og vænnet mig til styringen, kunne jeg begynde at nyde grafikken, musikken og personerne. Da jeg så troede jeg havde løst den sidste svære opgave, syntes jeg faktisk Dead Reefs var et ganske udmærket spil. Men jeg havde ikke løst den sidste opgave, og da jeg efter mange forgæves forsøg måtte opgive og hentede hjælp på nettet, var der virkelig nedtur. Den rigtige løsning passer slet ikke med de hints man har fået, og den virker nærmest som grebet ud af luften. Det er forhåbentlig en fejl og ikke en tilsigtet spøg. Så Dead Reefs må desværre nøjes med en middelmådig karakter.
Som udgangspunkt kan jeg kun anbefale Dead Reefs til erfarne Adventure spillere. Men alle der mener at kunne leve med de beskrevne problemer, kan sikkert få noget positivt ud af spillet, sådan som det trods alt lykkedes for mig. Jeg håber næste udspil fra Streko Graphics har bedre styring og en fejlfri afsluttende opgave.

 

Start Side

Klik for spillets hjemmeside


Udvikler :
Streko Graphics
Udgiver : The Adventure Company
Udsendt : Juli 2007
Review : November 2007


Klik for at forstørre


Vurdering
76 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review