Handling :
Dreamfalls åbningsscene er fra et munkekloster i Asien. Vi ser en gammel kending fra The Longest Journey Brian Westhouse, som færdiggør nogle notater. Derefter styrer man ham efter en munk ind til et ritual, hvor han på magisk vis sendes af sted til en anden verden. I en kort sekvens ser man at han ankommer, og at han straks får at vide af en besynderlig person, at han ikke hører til der og skal forsvinde igen. Derefter bliver han opslugt af et underligt mørke. I næste scene ser vi spillets hovedperson Zoe Castillo ligge helt stille i en hospitals seng, mens hendes far sidder ved siden af og våger. Zoe taler til spilleren i en form for ud-af-kroppen oplevelse, hvor hun forklarer sin situation, og hvor hun nu vil fortælle hvad der er sket. Idet hun begynder sin beretning med at siger, at det hele startede for 14 dage siden, skifter scenen igen. Denne gang til hendes værelse i hendes fars hus i Casablanca, hvor hun ligger på sengen og ser morgen TV. Det er her selve spillet starter, og man overtager styringen af Zoe.
Historien foregår i år 2219 hvor verden og især teknologien ser noget anderledes ud. Zoe, som er i begyndelsen af tyverne, har forladt universitetet i Cape Town, hun har slået op med sin kæreste, og hun er flyttet tilbage til sin far i Casablanca. Generelt har hun svært ved at tage sig sammen og komme videre med sit liv, men denne formiddag skal hun op og til træning inden middag. Pludselig toner der et billede med et vinterlandskab, en lille pige og et underligt mørkt hus frem over det sædvanlige morgen TV. Pigen taler direkte til Zoe, billedet blinker, og så er det væk igen. Måske bare støj på nettet. Zoe sludrer med sin far, som hun havde glemt skal et par uger til Bombay på forretningsrejse, og på vej til træning løber hun på en veninde, så hun helt sikkert som sædvanligt kommer meget for sent. I venindens butik med elektroniske vidundere, ser hun igen i nogle korte glimt vinterlandskabet og pigen på en skærm. Mystisk. På vej ud fra hendes træning, som er en form for klassisk kampsport, dukker pigen og det hvide landskab igen op. Denne gang på en slukket skærm. Så mon det egentlig bare kan være støj på nettet? Efter træningen løber hun ind i sin ekskæreste, der også bor i Casablanca. Han er en dybdeborende journalist i gang med en stor sag, så han har travlt, og derfor overtaler han Zoe til at hente en vigtig pakke inde i centrum. Her tager handlingen for alvor fart, og fra det øjeblik er Zoes liv ikke længere kedeligt og ensformigt uden mål og mening.
Jeg vil ikke fortælle flere detaljer fra den omfattende og komplicerede historie, som udvikler sig til at handle om så forskellige ting som frihed, befrielse kontra besættelse, teknologiens magt, multinationale selskabers manipulation med mennesker, men også om venskaber, personlige valg og menneskelig moral. Og jeg kunne nævne mange flere ting. Men altså en historie med mange paralleller til dagens verden med verdensomspændende firmaer og med internationale politiske sammenhænge, samt det moderne menneskes bekymringer og overvejelser. Handlingen bringer Zoe rundt i verden, både i Stark som er vores verden, og i Arcadia, som er vores parallelle magiske verden. Hun kommer bl.a. til Newport på Nordamerikas vestkyst, hvor vi genser en dyster udgave af bydelen Venice, der var April Ryans hjem i det første Longest Journey spil. Hun kommer også til Japan, hvor hun skaffer sig adgang til robotfirmaet WatiCorp’s bygninger, samt til en forladt fabriksbygning lige uden for St. Petersborg i Rusland. I Arcadia er det bl.a. den fantastiske by Marcuria, det Mørke Folks bibliotek og en by på pæle i det nordlige sumpland, som hun besøger. Mange af stederne har masser af forskellige og detaljerede lokaliteter, som skal undersøges. Zoe møder bl.a. April, som var hovedperson i det første Longest Journey spil, og April møder bl.a. Kian, som er en af besættelsesmagtens snigmordere i Arcadia. I en del af spillet styrer man April, og i nogle få situationer styrer men også Kian. De tre hovedpersoner møder og samtaler med mere end 50 personer, og derforuden er der vel yderligere 50 personer, hvoraf de fleste kan komme med informative kommentarer og bemærkninger. Langt det meste af den information, som er med til at bygge historien op, og som man skal bruge for at få fremdrift i spillet, kommer fra disse dialoger og kommentarer. Det er dog langtfra al informationen, der er nødvendig for at bringe handlingen videre. De fleste oplysninger sørger blot for at gøre historien og personerne mere fyldige og detaljerede. Af og til får man mulighed for at vælge hvad hovedpersonen skal sige og dermed at styre dialogen, men det ændrer tilsyneladende hverken på historien eller handlingen. Med mellemrum bipper der også meddelelser ind på Zoes mobil, som hun for øvrigt også bruger til at notere mål og handlinger ned på, samt til at optage alle samtalerne, så de kan ses igen og igen. I Arcadia modtager hun ingen meddelelser, og for April og Kian er det kun samtalerne der gemmes.
Opgaverne er helt integreret i handlingen, og de er forholdsvis afvekslende, selv om en del af dem gentages flere gange. Man skal finde og anvende ting korrekt, men man har sjældent mere end 3-4 ting samtidigt. Enkelte af opgaverne kræver lidt omtanke, men generelt er det ikke logikken der gør dem svære. I en del situationer skal hovedpersonerne kæmpe med næver, stokke eller sværd, og i andre situationer skal de snige eller liste sig forbi personer eller anden overvågning. Ofte kan disse opgaver klares på flere forskellige måder, således at man f.eks. kan vælge om man vil kæmpe eller snige sig udenom. Kampene er simple, idet man kun har to forskellige slag og en blokering, og idet modstanderne ikke er særlig intelligente. Så de fleste kampe kan man forholdsvis let vinde, men der er også nogle hvor man ikke har en jordisk chance. I disse situationer må hovedpersonen ofte dø adskillige gange, før man finder det rigtige alternativ. Der er også opgaver med symboler der skal pusles på plads, og nogle med andre symboler som hurtigt skal genkendes og findes. De sidstnævnte er tidsbegrænsede, og der er også andre situationer, hvor man hurtigt skal gøre det rigtige. Når hovedpersonen dør afsluttes spillet, men man får umiddelbart mulighed for at indlæse et gemt spil. Endelig er der en enkelt opgave med tone genkendelse, og et bestemt sted minder omgivelserne om en labyrint.
Spillet er opdelt i 13 kapitler som gennemføres i fastlagt rækkefølge. Hvert kapitel dækker en bestemt del af handlingen, som foregår et enkelt eller nogle få steder. I hvert kapitel er der nogen frihed til at bevæge sig rundt og undersøge de forskellige lokaliteter og tale med de personer man møder. Et kapitel kan igen være opdelt i afsnit, som hver dækker en opgave eller en vigtig samtale. Nogle af disse afsnit afvikles stort set automatisk som filmklip, hvor man måske kun skal bevæge hovedpersonen fra et sted til et andet eller blot skal gennemføre en samtale. Generelt er handlingen temmelig lineær, og af og til foregår tingene meget automatisk. Det er en lang historie, som det tog mig omkring 20 timer at gennemføre. Idet historien egentlig er noget Zoe fortæller, kan man ikke sige den udvikler sig. Den afsløres lidt efter lidt, den er til tider overraskende, men der er kun ét forløb og én slutning. Husk at få det sidste filmiske klip med efter rulleteksterne. I sidste ende lader spillet flere spørgsmål stå åbne end det besvarer, så der er bestemt brug for endnu et Longest Journey spil, for blot at få en eller anden form for slutning på historien.

Styring :
Grafikken i Dreamfall er i fuld 3D, med mulighed for meget høj opløsning og mange detaljer. Der er mange animationer at ting som naturligt bevæger sig. F.eks. skyer der driver hen over himlen, fugle og insekter som flyver rundt, regnen der falder tungt, ild der flammer, vand der løber og vandoverflader i bevægelse. Der er også animationer af menneskeskabt teknologi som f.eks. flyvemaskiner, biler, robotter, skærme, reklameskilte og blinkende lys. Og så er der selvfølgelig animationer af alle personerne. Synsvinklen er 3. person, så man ser hovedpersonerne lidt på afstand. De bevæger sig naturligt i både gang og løb, og når de foretager en handling. De øvrige personer har også naturlige bevægelser, og en del af dem går tilfældigt rundt inden for et begrænset område. Når personerne taler, kan man som regel se mundbevægelser, og de gestikulerer, blinker med øjnene og har andre små naturlige bevægelser.
Spillets lokaliteter er opdelt i mindre scener. Når hovedpersonen bevæger sig ud af en scene, indlæses den næste scene automatisk. Ved sceneskift, under automatiske samtaler og i en masse andre situationer, vises handlingen som korte selvkørende sekvenser. Når der sker afgørende ting, vises der længere selvkørende sekvenser, som både kan være med automatiske dialoger og bevægelser rundt i omgivelserne. Disse vises ofte med skiftende og bevægelig kameravinkel, der zoomes af og til ind og ud, og billedet mindskes i top og bund, så det ligner filmisk widescreen. Nogle af disse sekvenser er meget lange, der kan gå op mellem 5 og 10 minutter, hvor man ikke kan foretage sig noget.
Selve styringen foretages med tastaturet, med musen, med en kombination af disse, eller med en gamepad, hvis man har sådan en. Via opsætningen kan man selv bestemme hvilke taster der skal have hvilke funktioner, man kan sætte følsomheden på musen for hver enkelt funktion, man bestemmer om musen skal styre kameraet eller personen, og man bestemmer hvilken vej kameraet skal dreje i forhold til musens bevægelse. Efter en del eksperimenter, foretrak jeg tastaturet til at bevæge personen, og musen til at styre kameraet og handlingerne. Med lidt øvelse kan man få personen til at gå, løbe eller snige sig næsten derhen hvor man ønsker. Når personen er i nærheden af noget der kan undersøges eller anvendes, vises der en grøn indramning af tingen eller stedet. Når man udfører en handling med musen eller tastaturet, kommer der en lille symbolmenu frem, hvis der er flere mulige handlinger. Dette kan f.eks. være at undersøge noget, at samle noget op, at manipulere omgivelserne, at tale med en anden person eller at klatre op eller ned ad noget. Den ønskede handling vælges med venstreklik eller med piletasterne.
Man kan forholdsvis frit bevæge den person man styrer rundt i omgivelserne, og samtidig er det muligt at dreje kameraet 360 grader rundt, så man kan se alt i det aktuelle område. Med højreklik kan man scanne de nærmeste omgivelser for ting og steder af interesse. Dette gøres ved at dreje personen rundt, og når personen så ser i retning af noget interessant, vises dette med en grøn indramning. Når noget i omgivelserne undersøges nærmere, giver hovedpersonen en verbal beskrivelse af det, og af og til vises der et nærbillede af tingen eller området i 1. persons synsvinkel. Når hovedpersonen taler med en anden person, får man sommetider mulighed for at vælge hvad der skal siges. De op til seks valgmuligheder vises hen over skærmen med et tilsvarende antal små kasser med tekst, og det ønskede vælges med piletasterne eller med museklik. Valgmulighederne kan være meget forskellige, og på denne måde kan man styre dialogens indhold og stemning.
Kampene starter automatisk når hovedpersonen nærmer sig eller kommer for tæt på modstanderen. I øverste venstre hjørne vises med en grøn og rød linie hvor meget liv hovedpersonen har tilbage, og i øverste højre hjørne vises det tilsvarende for modstanderen. Når en af disse to linier er helt rød, er kampen forbi. Under kampen skal man dreje hovedpersonen så vedkommende altid har front mod modstanderen, og man skal også bevæge sig frem, så slagene kan nå modstanderen. Man har to forskellige måder at angribe på, en hurtig med kun lidt effekt, og en langsom som er mere effektfuld. Disse kan afleveres med henholdsvis venstre og højre museklik. Med mellemrumstasten kan man forsøge at blokere et af modstanderens slag. Blokader er ikke altid 100 % sikre hverken for hovedpersonen eller modstanderen. Af og til skal man klare to modstandere uden at livslinien i mellemtiden bliver fyldt op.
Med Tab tasten eller med klik på musens rulle knap, kan man se de ting hovedpersonen har med sig. De vises nederst i billedet med 5 ting ad gangen, og man kan flytte dem frem og tilbage, så man kan placere en bestemt af dem i midten. Man kan vælge den midterste ting for nærmere undersøgelse, for at prøve at sætte den sammen med en anden ting, eller for at prøve at anvende den i omgivelserne. Det sidste kræver at noget i omgivelserne er markeret med en grøn indramning. Når Zoes mobiltelefon skal anvendes i omgivelserne foregår det på denne måde. Når hun modtager opkald eller beskeder, eller blot vil læse gamle beskeder, noter eller optagede samtaler, får man adgang til mobilen med M tasten.
Der er de sædvanlige 4 slags lyde i spillet. Der er speciel komponeret baggrundsmusik til de forskellige scener. Den spiller ikke hele tiden, men den er med til at sætte stemning og understrege handlingen. Musikken har et iørefaldende hovedtema, som spilles i starten og når menuerne vises. Så er der baggrundslyde fra omgivelserne. Det er f.eks. vind og vejr, transportmidler og maskiner, samt andre personers samtaler og handlinger. Disse lyde smelter af og til sammen med baggrundsmusikken, og de er med til at levendegøre grafikken. Der er også lyde af det hovedpersonerne foretager sig. Det er fodtrin når de går og løber, lyde af døre de åbner og lukker, og lyde af øvrige ting de foretager sig. Endelig er der masser af nuanceret og detaljeret tale under dialogerne. Næsten alle personerne kan sige noget, og de har hver deres personlige stemme.
Med Esc tasten åbner men spillets menu. Her kan man gemme og indlæse spil, man kan foretage indstilling af spillet, og man kan stoppe spillet og gå til hovedmenuen eller helt forlade spillet. Når spillet stoppes på denne måde, får man mulighed for at gemme spillet inden man går til hovedmenuen eller forlader spillet. Man kan gemme alle de spil det skal være, og de gemmes med et lille billede af situationen samt Pc’ens - ikke spillets – dato og klokkeslæt. Med jævne mellemrum og altid kort før hovedpersonen risikerer at dø, foretages der en automatisk gem af spillet. Når dette sker slettes det tidligere automatiske gemte spil, således der altid kun er et af disse til rådighed. Derfor er man nødt til selv at gemme de spil man senere vil have mulighed for at indlæse. Under indstilling af spillet kan man, foruden opsætningen af styringen som beskrevet ovenfor, også vælge lyd enhed og forskellige lydstyrker, og man kan sætte grafikkens kvalitet så Pc’en udnyttes bedst muligt. Derforuden kan man vælge om tale og/eller tekst skal være engelsk eller norsk, man kan slå undertekster til og fra, og man kan vælge at få hjælp til styringen. Denne hjælp kommer i starten af spillet som korte tekst beskrivelser på skærmen, når man første gang kan eller skal anvende en bestemt del af styringen.
Fra hovedmenuen, som også vises når spillet startes, kan man fortsætte fra det sidst gemte spil, hvad enten det er et spil man selv har gemt eller et automatisk gemt spil. man kan også indlæse et andet gemt spil, man kan starte et nyt spil, man kan foretage de samme opsætninger som fra menuen inde i selve spillet, man kan se rulleteksterne, og man kan forlade spillet.

Plusser :
For det meste er grafikken rigtig flot med mange små detaljer, der gør scenerne interessante og troværdige. Der er masser af liv og bevægelse i de fleste scener. F.eks. de mange personer der bevæger sig rundt og taler med hinanden, og de mange ting der flyver rundt i luften. Personernes og måske især hovedpersonernes bevægelser er rigtig gode. Ikke mindst Zoes lange hår, som opfører sig ganske naturligt. Men også mundbevægelser og de meget levende og livagtige øjne, giver personerne liv. Scenernes forskellighed er også værd at bemærke. I nogle scener regner det, i andre sner det, nogle er klare og lyse, nogle er mørke og dystre, og nogle er mystiske og tågede. Generelt giver grafikken de enkelte scener den helt rigtige stemning.
Som helhed er lyden i Dreamfall noget af det bedste jeg har hørt. Musikken er fantastisk, unik og meget stemningsfuld. Den er forskellig fra lokalitet til lokalitet, og den spiller ikke hele tiden, men den er der når handling eller stemning skal understreges. Der er naturlige lydeffekter af alt det der foregår, og man hører også lyde fra omgivelser man ikke kan se. Man kan tydeligt høre på lydene om man er i en grotte med rungende ekko, eller i en dyster diset skov, som opsuger de fleste lyde. Stemmerne er meget tydelige, og næsten alle er særdeles velspillede. De er en lige så gode som i de fleste spillefilm.
Det bedste ved opgaverne er deres fulde integration i handlingen. Men der er også en god variation i opgaverne, og det er fint at opgaverne i visse situationer kan løses på flere måder. Som koncept kan jeg godt lide, at der også er nogle mere fysiske opgaver med kampe, med at skjule sig og med at snige sig forbi en fjende.
Historien er helt fantastisk og bestemt spillets bedste element. Den er spændende, uforudsigelig og meget kompleks og detaljeret. Tingene er ikke altid sorte og hvide, og der er masser af paralleller til dagens verdenssituation, til hverdagens problemer og til de evigt aktuelle menneskelige relationer.
Den måde personerne beskrives på, er et andet af spillets helt store elementer. Hovedpersonerne kommer man til at kende meget detaljeret, både deres positive og negative sider. De meget omfattende dialoger mellem personerne, afslører nogle fine detaljer i deres personlighed. I hvert fald for Zoes vedkommende oplever vi en større personlig udvikling. Det er fint man skal styre flere forskellige personer.
Det er også fint med de mange muligheder for at sætte spillet op, så man kan tilpasse grafik, lyd mm til computerens formåen. Det er også godt, man kan ændre tastaturets opsætning og i det hele taget tilpasse styringen så individuelt. Fint med et ubegrænset antal gemte spil, og fint at man umiddelbart kan genstarte fra det sidst gemte spil.

Minusser :
3D grafikken i Dreamfall har nogle af de almindelige problemer der er med 3D grafik. Når man kommer tæt på ting, ser de ikke længere naturlige ud. Rumligheden mangler eller er forvrænget, og detaljerne i overflader bliver kornede og udflydende. Og så er 3D grafikken meget krævende hvad angår hardware. Jeg har et rimeligt kraftigt grafikkort, men alligevel kunne jeg ikke skrue meget op for opløsning og kvalitet, uden det gik ud over styringen. Og når styringen og musen bliver langsom, er det næsten umuligt at bevæge sig rundt, gennemføre kampe og lignende. Mundbevægelserne passer ikke helt med den engelske tale.
Opgaverne giver ikke de store udfordringer, hverken på det logiske eller det praktiske niveau. Man får hele tiden serveret, hvad man forventes at gøre, og løsningerne ligger næsten altid lige for. Kampene er for lette og uinteressante, og snige-sekvenserne er for unaturlige. Den største udfordring er at få indstillet grafik og styring, så man er stand til løse opgaverne. Jeg bryder mig ikke om opgaver, hvor personen er nødt til at dø, i dette tilfælde endda flere gange, inden man får luret, hvad man skal gøre.
I det hele taget synes jeg, det er lidt problematisk, at man skal slå andre personer ihjel for at komme videre i spillet. I Dreamfall skal man endda det ene øjeblik kæmpe for dem man sympatiserer med og slå nogle skurke ihjel, og det næste øjeblik er man en af skurkene og skal slå nogen af dem ihjel, som man har sympati for. Det er hverken underholdende, særlig sjovt eller på nogen måde rart.
I lange perioder af spillet er man mere tilskuer end deltager. Det der sker i disse perioder er interessant nok, men det er jo et spil og ikke en film man har købt. Dialogerne er også ofte meget lange, og selv om de af og til kan styres lidt, er resultatet altid det samme. Også nogle af opgaverne, hvor man igen og igen skal løbe lange ærinder for andre, kan virke enerverende og uinteressante.
Styringen er også noget problematisk. Der skal bruges lang tid på at indstille og finjustere den, og så skal der bruges lang tid på at vænne sig til den. Med styringen kan man stort set gøre alt hvad man skal kunne, men den fungerer ikke intuitivt. Selv mod slutningen havde jeg stadig problemer med at få hovedpersonen til at gå i den helt rigtige retning, og ofte havde jeg lyst til se op eller ned, hvilket man ikke selv kan styre. Der er også problemer med at få hovedpersonen til at fokusere på en bestemt ting i omgivelserne. Ofte må man dreje og gå lidt frem og tilbage før den grønne indramning viser sig det ønskede sted. Som kompensation for disse problemer har man opfundet en måde hvorpå hovedpersonen kan scanne omgivelserne for interessante ting og steder. Denne funktion er uundværlig, men den er unaturlig og virker akavet. Hvorfor kan man ikke bare få lov til at klikke på det man vil undersøge?
Historien i Dreamfall er rigtig god. Men den bygger videre på det der skete i The Longest Journey, som det absolut er en fordel at have gennemført inden man giver sig i kast med Dreamfall. Dette bliver ikke rigtig gjort klart for en, inden man køber og spiller Dreamfall. Selvfølgelig kan man gennemføre Dreamfall uden at have spillet The Longest Journey, men oplevelsen bliver bare ikke nær så intens og omfattende. Og hvis man tror man får en afslutning på noget som helst med slutningen på Dreamfall, så må man tro om igen. Historien udvikler sig og bliver meget mere omfattende gennem Dreamfall, og der er mange flere løse ender og åbne spørgsmål når spillet er slut. Faktisk så mange at det føles frustrerende og utilfredsstillende. Der er i høj grad brug for en fortsættelse til Dreamfall, hvilket der vist nok også er planer om. Jeg håber bare ikke vi skal vente 6 år igen, ligesom vi har ventet 6 år på Dreamfall.

Konklusion :
På mange måder er Dreamfall et fantastisk adventure spil. Der er en meget dyb og omfattende historie, der er en masse interessante, nuancerede og troværdige personer, der er en meget fin og detaljeret dialog, og der er de mest fantasifulde, forskelligartede og flotte scenerier. Men minusserne som f.eks. en problematisk styring, en uafsluttet historie, lange selvkørende sekvenser, for lette opgaver og det at man bevidst skal slå ihjel, trækker væsentligt ned. Resultatet bliver, at Dreamfall desværre skuffer lidt og må nøjes med en rimelig pæn karakter.
Selvfølgelig bør alle der har spillet The Longest Journey også spille Dreamfall, og jeg vil også anbefale Dreamfall til alle adventure spil fans, da det er et flot og unikt spil. Alene scenerierne, personerne og historien gør Dreamfall værd at spille. Action elementerne er nærmest et flop, så er man kun til action, er Dreamfall ikke spillet.
Den meget åbne slutning på Dreamfall får spilleren til at ønske at historien straks skal fortsætte. Det bliver interessant at se hvor længe vi skal vente, inden der kommer en fortsættelse, så vi kan få at vide hvordan det hele ender. Jeg tror der er noget med ham der Brian.

Start Side

Klik for spillets hjemmeside

Udvikler : FunCom
Udgiver : K.E.Media
Udsendt : Maj 2006
Review : September 2006

Klik for at forstørre

Vurdering
82 %