The Case of the Silver Earring - Sherlock Holmes  

Dansk Adventure Review


The Case of the Silver Earring er det andet adventure spil fra ukrainske Frogwares, hvor Sherlock Holmes har hovedrollen. Det første,
The Mystery of the Mummy, har nogle år på bagen, og imellem de to spil, har Frogwares lavet Jules Verne spillet Journey to the Center of the Earth. I stil og teknik ligner The Case of the Silver Earring da også dette Jules Verne spil mere, end det ligner forgængeren med Sherlock Holmes. Stilen er nu med 3. persons synsvinkel, baggrunde i 2D og personer i 3D. Frogwares benytter tilsyneladende forskellige udgivere til alle deres spil. Denne gang er det britiske Digital Jesters der står for udgivelsen.
Hovedvægten er lagt på historien, som er forfattet specielt til dette spil, men alligevel er helt i den klassiske Sherlock Holmes stil. Men også personerne, og selvfølgelig især Sherlock Holmes, er vigtige i spillet. Denne gang foregår løsningen af mysteriet nemlig på rigtig Sherlock Holmes vis, med minutiøse undersøgelser af alt, med udspørgning af samtlige personer og med sammenkædning af alle spor til en logisk konklusion. Og Dr. Watson er med, man får endda mulighed for at styre ham.

Handling :
The Case of the Silver Earring foregår i og omkring London i slutningen af 1800-tallet. Lord Cavendish-Smith er med til at arrangere en fest for en af Englands mest prominente personer. Han overvejer at engagere den verdensberømte italienske Diva Gallia, men han er betænkelig mht. rygter om hendes person. Så Cavendish-Smith vil gerne have Sherlock Holmes til at vurdere hende, inden hun skal optræde for Londons top. Tilfældigvis skal Diva Gallia allerede samme aften optræde på Sherringford Hall hos Sir Bromsby, som holder fødselsdags og hjemkomst fest for sin 18-årige datter Lavinia, der netop er kommet tilbage efter 6 år på kostskole i Schweiz. Lord Cavendish-Smith har skaffet Sherlock Holmes og Dr. Watson adgang til denne private fest, og da opgaven indlysende er vigtig for Englands sikkerhed, tager de begge pligtopfyldende af sted.
Hverken Divaen eller Lorden kommer dog til at spille nogen rolle i denne historie, da Sir Bromsby allerede under sin velkomsttale bliver skudt ned og dør på stedet. Blandt alle festens deltagere er der ingen, der med sikkerhed kan udpege gerningsmanden, men så er det jo godt, at Sherlock Holmes er til stede. Uden at vente på politiets ankomst, sender han straks Dr. Watson ud, for at forhindre gæsterne i at forlade Sherringford Hall, og selv går han i gang med at undersøge gerningsstedet. Det er her man overtager styringen af Sherlock Holmes.
Lavinia Bromsbys mystiske adfærd idet hun kommer ind af døren, netop som hendes fader bliver skudt, gør hende i mange af gæsternes øjne til den mest oplagte gerningsmand. Men Sherlock Holmes undersøgelser afslører snart, at det må forholde sig anderledes. Jeg vil ikke her komme med flere detaljer i den spændende og omfattende historie, men jeg kan dog fortælle, at Sir Bromsby ikke bliver det eneste offer i sagen, og at man skal langt ind i historien inden den der sølv ørering dukker op.
Foruden Sherringford Halls mange rum og selvfølgelig også Baker Street 221B, bringer Holmes undersøgelse ham også til følgende forskellige lokaliteter: Stationen og et hus i byen Flatham. Gårdsplads og kontor på en cementfabrik, både i dagslys og om natten. Et forfaldent teater, der anvendes som lager. En tjeners hjem i det sydlige London. Munkeklosteret Richmond nord for London, og skovene omkring det. Og endnu et teater, som dog ikke er lukket. Dr. Watson er med de fleste af stederne, og ind imellem får vi lov til at styre ham. Dette sker typisk, når han af Sherlock Holmes bliver sat til at foretage nogle simple og trivielle undersøgelser. Alt det langhårede tager Sherlock Holmes sig selvfølgelig selv af. Foruden Holmes og Watson med deres specielle personligheder, møder vi bl.a. også en genkendelig inspector Lestrade fra Scotland Yard.
Det gælder selvfølgelig om at afsløre Sir Bromsbys morder, men undervejs dukker der andre sager og spor op, som også skal efterforskes, og det foregår alt sammen på rigtig Sherlock Holmes vis. Beviser i form af ting, dokumenter, billeder og andre spor, skal indsamles. Til dette bruger Holmes sin lup, et målebånd og et lille glas til opsamling af materiale. Han skal også afhøre alle de personer han møder, og dette foregår ved at man vælger et emne, som han skal spørge om. Rækkefølgen er underordnet, man skal blot spørge om alt, for at sikre at man får alle oplysninger. Som handlingen skrider frem, kan personerne få nye informationer, så man er nødt til tale med dem flere gange. Der er mere end 30 personer, så det bliver til mere end 40 samtaler, og der er også mere end 40 forskellige spor, foruden de mere end 55 dokumenter, breve og fotos. Til at holde styr på alt dette, benytter Holmes sin lommebog. Foruden ovenstående skal Sherlock Holmes også finde og anvende nogle ting rigtigt, han skal løse en håndfuld logiske opgaver, han skal snige sig forbi en vagt og hans hund, og han skal finde rundt i en labyrintisk skov på tid.
Historien er vidt forgrenet med udløbere til både Indien og Sydamerika, til det britiske militær, til byggebranchen og til Londons teaterverden. Der er så mange detaljer og forgreninger, at selv Sherlock Holmes er fem dage om at få styr på det hele. Spillet er opdelt i fem tilsvarende afsnit, og handlingen inden for hver dag, er meget lineær. Holmes kan f.eks. først forlade et sted, når han har fundet samtlige spor. Nogle dage skal Holmes foretage analyser af de indsamlede ting og sager. Det gør han med sit lille laboratorium på et bord hjemme i stuen i Baker Street. Også her har spilleren styringen, dog under kyndig vejledning fra Holmes. Hver dag slutter med, at Sherlock Holmes på sin sædvanlige facon opsummerer de indsamlede oplysninger. Dette skal man også hjælpe med, ved at af- eller bekræfte nogle vigtige spørgsmål, og samtidig underbygge svarene med bestemte henvisninger til materialet i lommebogen. Først når alle svarene er rigtige, kan man komme videre til næste dags oplevelser.
Jeg tror ikke, at Sherlock Holmes kan dø undervejs i spillet, men i et par situationer kan han være for langsom eller gøre noget forkert, så han ikke finder tilstrækkeligt med beviser til at kunne afslutte sagen. Når dette sker, slutter spillet, og man må starte forfra eller indlæse et gemt spil. Mod slutningen af spillet, får man mulighed for at komme med bud på, hvem den eller de skyldige er. Man behøver ikke at have disse svar rigtige, for at få Sherlock Holmes lange afsluttende procedure at se. I den opsummeres samtlige spor, og de kædes sammen på logisk vis, så man ikke er i tvivl om, hvem der har myrdet hvem og hvorfor. For mit vedkommende tog hele herligheden mellem 20 og 25 timer.

Styring :
Spillet styres med musen, synsvinklen er 3. person, personerne er i 3D og baggrundene er i 2D. Normalt vises markøren som en pibe for Sherlock Holmes og som pen og papir for Dr. Watson. Klikker man et sted som de kan gå til, gør de dette. I scener hvor det er passende, kan dobbeltklik få Sherlock Holmes til at løbe. Bestemte steder i scenerne vises markøren som fodspor. Klikker man disse steder går personen derhen, hvorefter scenen skifter. Vises markøren som en hånd, betyder det at personen kan gøre noget det pågældende sted. Dette kan f.eks. være at åbne en dør, at samle noget op, eller at undersøge noget nærmere. Af og til foretages disse undersøgelser ved at zoome ind på faste billeder med 1. persons synsvinkel. Når markøren peger på en person, som man kan tale med, vises et lille billede af personens ansigt sammen med markøren. Samtaleemner vælges i en lille menu, og efterhånden som samtalen udvikler sig, kan der komme nye emner til. Brugte samtaleemner vises med en mørkere farve, og vælges disse igen, gentages den del af samtalen. De enkelte personer kan få nye oplysninger i løbet af spillet, så det er ofte nødvendigt at tale med dem flere gange.
Scenerne har forskellige og ofte lidt utraditionelle kameravinkler. En del af scenerne opleves både i dagslys og om natten, og i nogle scener er det regnvejr. Der er kun få animationer af omgivelserne og af det der sker, men der er mange animationer af personerne. De bevæger sig, også når de står stille, og de har detaljerede ansigtsudtryk med mundbevægelser. Ud over en lang selvkørende sekvens i indledningen, og en endnu længere i afslutningen, vises der selvkørende sekvenser ved bestemte eller afgørende handlinger, samt når Holmes og Watson bevæger sig rundt i London. De selvkørende sekvenser er også med bevægelige 3D personer og faste 2D baggrunde, og de består ofte af skiftende scener og kameravinkler. Kun ganske undtagelsesvis bevæger kameraet sig, så man får en 3D virkning.
Højreklik åbner og lukker en linie nederst på billedet, hvor de ting Holmes eller Watson har med sig vises. Linien kan rulles til højre og venstre, så man kan se alle tingene. Når markøren peger på en af tingene, vises en kort beskrivelse af den. Er det en ting man kan gøre noget med, som f.eks. læse eller åbne, vises dette sammen med beskrivelsen. Har man valgt en af tingene, vises den sammen med markøren, og man kan så forsøge at anvende den i omgivelserne. Nogle af tingene forsvinder automatisk, når man er færdig med at anvende dem, andre forsvinder når et nyt afsnit startes. Yderst til venstre vises Sherlock Holmes lommebog. Den kan åbnes, så den fylder hele skærmen, og den er opdelt i fire afsnit. Det første er en afskrift af de afhøringer Holmes og Watson har foretaget. Det andet afsnit er en fortegnelse over de fundne spor. Det tredje er samlingen af dokumenter og fotos, som man her kan læse og se på. Nogle dokumenter lægges automatisk i lommebogen, når de findes, andre skal først læses via linien med tingene. Det fjerde afsnit er et kort over London og omegn. I starten af spillet vises der også her et kort over stueetagen på Sherringford Hall. Dette kan bruges til dynamisk at skifte mellem Holmes, som undersøger indenfor, og Watson, som undersøger udenfor. I resten af spillet sker disse skift automatisk bestemte steder i handlingen. Kortet over London skal af og til anvendes, for at bringe Sherlock Holmes hen til det næste sted, der skal undersøges. Undtagelsesvis kan der være mere end en valgmulighed, men kun den rigtige bringer handlingen videre. Opsummeringen af dagens opdagelser, som foretages med en quiz, hvor svarene skal underbygges med henvisninger til lommebogen, foretages også i den åbne lommebog.
Spillet har musik, baggrunds lyde, lydeffekter og tale. Musikken er klassisk, den passer til tiden, omgivelserne og handlingen, og den spiller ikke hele tiden. Der er baggrunds lyde fra mennesker, fra natur, fra maskiner og ikke mindst fra Londons travle gader. Der er lydeffekter af de ting Holmes, Watson og andre personer foretager sig, og man kan selvfølge høre hvad der bliver sagt under samtalerne. Musikken er i stereo, men de andre lyde er ikke udpræget retningsbestemte.
Anvendelse af ESC åbner spillets menu, som også vises når spillet starter. I menuen kan man bl.a. starte et nyt spil, gemme og indlæse spil, genoptage eller stoppe det igangværende spil, og man kan foretage opsætning af spillet. Man kan gemme alle de spil man ønsker, og de gemmes med et billede af situationen samt et tidspunkt. I opsætningen kan man bl.a. justere grafikkens kvalitet, man kan indstille forskellige lydstyrker, og man kan slå engelske undertekster til og fra. Det er dog ikke muligt, at få tekstet samtalerne i de selvkørende sekvenser.

Plusser :
Grafikken er rigtig flot. Den er skarp, farverig og meget detaljeret. Ind imellem benyttes der anderledes og spændende kameravinkler, hvor personerne f.eks. ses ovenfra eller er placeret i det ene hjørne af et flot sceneri. Scenerierne passer perfekt til min forestilling om London for god 100 år siden, og personerne er meget livagtige. Især øjnene er meget levende, selv om der er en tendens til at visse personer skeler lidt. Ansigterne virker helt naturlige, og de detaljerede ansigtsudtryk med tydelige mundbevægelser bevirker, at man nærmest kan se hvad personerne tænker.
Historien er meget omfattende og ganske spændende. Det er et rigtigt Sherlock Holmes mysterium med masser af detaljer, forgreninger og drejninger. Der er mange involverede personer med hver deres baggrund og motiv, og der er sidehistorier som hænger mere eller mindre sammen med selve historien.
Beskrivelsen af personerne er generelt god. For nogle af dem, får man så meget baggrundsviden, at man kommer til at kende dem ganske godt. Man får noget at vide om både deres gode og dårlige sider. Dialogen med personerne er også udmærket. Den er både naturlig og underholdende, og den omfatter andet og mere end blot det nødvendige for at gennemføre spillet.
De få logiske opgaver, der er i spillet, er ganske udmærkede. De er forskellige og lidt anderledes end de sædvanlige opgaver, og enkelte af dem er temmelig svære.
Selv om handlingen er lineær, er der god fremdrift i spillet. Der er hele tiden noget nyt at foretage sig, nye steder der skal undersøges, nye personer der skal afhøres, og nye spor der skal følges.
Musikken er fin, og den passer godt til handlingen og stemningen. Lydene fra omgivelserne er også gode, f.eks. er lyden fra Baker Street, når vinduet hos Sherlock Holmes står åbent, ganske imponerende. Talen er god, den er tydeligvis engelsk med diverse London accenter, og den er velspillet. De vendinger der bliver brugt, er dem vi forventer og genkender fra andre Sherlock Holmes mysterier.
I mangel af andre opgaver, er det fint at man skal løse quizzen i slutningen af hvert afsnit. Det kæder historie og handling sammen på en god måde, og det foretages på rigtig Sherlock Holmes vis, hvor han optræder insisterende og vedholdende overfor Dr. Watson. På samme måde er det fint, at man får mulighed for at komme med et bud på hvem den eller de skyldige er, inden Holmes til sidst lægger alle brikkerne frem, så de passer sammen.
Generelt er der det rigtige Sherlock Holmes præg over spillet. Undersøgelser, spor, detaljer, personer, afhøringer, motiver, sammenhænge, logik og meget mere. Adskillige gange får Holmes også mulighed for i de selvkørende sekvenser, at demonstrerede sine analytiske evner, og fremføre dem på bedste belærende vis. Man får en rigtig god fornemmelse af at være med i en Sherlock Holmes historie.

Minusser :
Styringen er ikke særlig god. Sommetider sker der intet sceneskift, selv om markøren viser fodspor, sommetider sker der sceneskift, selv om der ikke vises fodspor, og ofte vil Sherlock Holmes ikke gå derhen hvor man klikker. Det sidste virker dødirriterende i den opgave, hvor han skal snige sig rundt, da dette kræver stor præcision, men det er fuldstændig uacceptabelt i den tidsbegrænsede labyrintiske opgave, hvor han skal løbe gennem mange scener, og hvor tiden er meget knap. Dette forværres af, at dobbeltklik hvor der er fodspor, som får Holmes til at løbe samtidig med at scenen skifter, af og til resulterer i, at scenen skifter efter det første klik, og at Holmes, på næste klik i den nye scene med en anden kameravinkel, går i en uønsket retning. I bedste fald bliver man irriteret, i værste fald smider man musen ud gennem vinduet.
Der er ikke ret mange deciderede opgaver i spillet. I grove træk, skal man kun finde ting, udspørge personerne, og løse quizzen i slutningen af hvert afsnit. Hvordan tingene skal anvendes er altid indlysende, og man skal kun bruge ting sammen med personer, når Holmes beder om det. I dialogerne skal man blot spørge om alt, så de indeholder heller ikke nogen opgaver. Selv arbejdet i hjemmelaboratoriet foregår med så meget styring fra Holmes side, at det ikke rigtig er nogen udfordring. Ud over quizzerne er der kun en håndfuld udmærkede logiske opgaver, samt den tidsbegrænsede labyrint, der bliver ødelagt af en dårlig styring, og snige sekvenserne, som bliver ødelagt af et dårligt design. I disse er det umuligt at regne ud, hvor Holmes skal placere sig for at undgå vagten og hunden, og det er uoverkommeligt at prøve sig frem, da stederne viser sig at være fuldstændig ulogisk placerede. På dette sted opgav jeg næsten at gennemføre spillet, og kun hjælp fra nettet fik mig videre.
Der er kun få animationer i omgivelserne, og personernes bevægelser, ud over de udmærkede animationer af ansigterne, er lidt stive og ensformige. Animationerne af visse handlinger er meget upræcise, f.eks. åbner Holmes flere gange en dør, ved at gøre en bevægelse med hånden ca. ½ meter fra håndtaget. De i øvrigt naturlige mundbevægelser passer slet ikke til den engelske tale.
Spillet er meget lineært, og kortet over London, hvor man skal vælge lokalitet for videre undersøgelser, er nærmest overflødigt, da der som oftest kun kan vælges en lokalitet. Selv når der er flere valgmuligheder, er der kun en der er rigtig, nemlig den der bringer handlingen videre. Kortet kan reelt kun bruges til at se, hvor stederne ligger i forhold til hinanden.
Generelt er dele af styringen uhomogen. Når Holmes og Watson skal fra et sted til et andet, er det kun nogle gange at stedet skal vælges via kortet, det er kun nogle gange der er flere valgmuligheder på kortet, og det er kun nogle gange der vises en selvkørende sekvens. På tilsvarende måde er det med f.eks. dokumenter som Sherlock Holmes finder. Nogle læser han med det samme, nogle ryger direkte ind i lommebogen, og nogle skal læses via linien med tingene nederst på billedet. Og det samme med tingene som han har med sig. Nogle forsvinder når de har været anvendt, og nogle forsvinder når afsnittet er færdigt.
De mange dokumenter og quizzerne stiller visse krav til spillerens engelsk kundskaber.

Konklusion :
The Case of the Silver Earring har en rigtig god og spændende historie, som utvivlsomt vil fange enhver Sherlock Holmes fan, og handlingen giver spilleren en fin fornemmelse af, at løse et mysterium sammen med Holmes. Undersøgelser af gerningssteder, indsamling af spor, afhøring af personer og konklusioner på baggrund af alt dette, foretages på den velkendte Sherlock Holmes facon. Grafikken er også ganske flot. Men den til tider helt forfærdelige styring, eller mangel på samme, den åbenlyse mangel på rigtige opgaver, samt den umulige snige-sig-rundt sekvens, trækker væsentlig ned. Så The Case of the Silver Earring opnår kun en middel karakter.
Alligevel vil jeg anbefale spillet til alle, som har bare lidt interesse i Sherlock Holmes. Det er nemlig spækket med herlige detaljer, som sammen med den unikke historie, giver den helt rigtige Sherlock Holmes fornemmelse. Ud over den irriterende styring og den der snige opgave, synes jeg spillet leverer god underholdning. The Case of the Silver Earring er det hidtil bedste Sherlock Holmes spil, jeg har spillet.

 

Start Side

Klik for spillets hjemmeside


Udvikler :
Frogwares
Udgiver : Digital Jesters
Udsendt : September 2004
Review : Februar 2005


Klik for at forstørre


Vurdering
77 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review