Echo Secrets of the Lost Cavern er et kort
klassisk adventure spil udviklet af franske Kheops Studio.
Spillet foregår i stenalderen i og omkring nogle af de
berømte franske klippehuler. For at sikre at de
forhistoriske elementer er autentiske, har Kheops
allieret sig med Totem Studio, der også står for det
lille leksikon om stenalderen, som er en integreret del
af spillet. Til bl.a. grafikken har Kheops fået hjælp
af M-Zone Studio. Som alle andre adventure spil fra
Kheops Studio udgives Echo Secrets of the Lost
Cavern af The Adventure Compagny.
Stilen er realistisk 2D grafik med 1. persons synsvinkel,
og hovedpersonen bevæger sig mellem fastlagte punkter,
hvorfra der er frit udsyn til alle sider. Der er en lille
historie, der er en del opgaver især med ting, og der er
nogle personer samt dialog med dem. Udseendet og
styringen minder meget om Kheops forrige spil Return to Mysterious Island.Handling :
Historien foregår i stenalderen i det der nu er det
centrale Frankrig. En vigtig del af handlingen er
hulemalerier, og faktisk giver spillet et bud på,
hvordan den mest berømte af alle de franske klippehuler,
Lascaux hulen, fik sine fantastiske bemalinger. Spillet
starter en dag i det tidlige forår, hvor spredt sne
daler ned over et landskab indhyllet i kulde dis. Vi
følger en ung jæger Arok, som er på sporet af en hjort.
Vinterens sult har drevet ham længere væk fra stammens
opholdssted end normalt, og det lykkes ham da heller ikke
at få ram på byttet denne gang. Til gengæld finder han
åbningen til en ukendt hule, men i det samme bliver han
angrebet af en bjergløvinde, som også er på jagt. Han
søger tilflugt i hulen og blokerer indgangen, så han er
i sikkerhed.
Her overtager man styringen, og man skal nu hjælpe Arok
med at drive løvinden væk, så han kan slippe ud af
hulen igen. Første opgave er at tænde bål, så han kan
orientere sig i den mørke hule. Det viser sig, at
væggene i hans tilflugtssted er dækket med tegn og
tegninger, som får Arok til at tænke tilbage på en
oplevelse han havde som dreng. Han mødte og blev
fascineret af en omrejsende hulemaler ved navn Klem. Klem
opfordrede Arok til at opsøge ham, når han blev lidt
ældre, hvis han stadig havde lyst til at male. Og det
har han. Arok har nemlig en nærmest overnaturlig evne
til at få malerierne på klipperne til at blive levende,
og han kan endda manipulere de levende tegninger. Så
straks han er sluppet ud af hulen og af med løven,
begiver han sig ud på en rejse for at finde Klem.
Aroks evner til at male på klipperne, og til at
manipulere de levende tegninger, er en vigtig del af
spillets opgaveløsning. Ikke alene giver dette en ide om
hvad man skal gøre, men i nogle situationer løser det
faktisk på mystisk vis selve den opgave man står
overfor. Ånderne i klippen har åbenbart stor magt. De
fleste opgaver går dog ud på at finde og anvende ting
rigtigt. Det er ting til at male med, våben til at jage
med og redskaber af enhver art. Ofte skal tingene
bearbejdes og sættes sammen, inden de kan anvendes.
Mange af disse opgaver er nogle af stenaldermenneskets
daglige gøremål, som f.eks. indsamling af mad og
materialer, tilberedning af et måltid og fremstilling af
en vandsæk. I forbindelse med Aroks bemaling af
klippevægge og hans rejse for at finde Klem, er der
også andre typer opgaver der skal løses. Dette kan
være alt fra puslespil både med og uden drejning og
forskydning af brikker, over simpel musikfremstilling med
matchning af enkelte toner, gennem en enkel labyrintagtig
passage, til en del prøven sig frem, for at finde den
rigtige rækkefølge i diverse forskellige situationer.
Man kan få inspiration og hjælp til løsning af en del
af opgaverne, ved at konsultere spillets indbyggede
leksikon om stenalderen.
På sin rejse kommer Arok gennem et bjerg via smalle
korridorer og vandfyldte huler, forbi en sovende bjørn
og ud i en dejlig dal med vilde heste, sommerfugle,
blomster og en rivende flod. Han besøger en boplads på
en imponerende klippehylde, krydser floden, og en aften
når han frem til området med den senere så berømte
Lascaux hule. Spillet slutter med, at Arok hjælper med
at male billeder af dyr på hulens vægge, og får dem
til at danse til musik. Undervejs møder han den
omrejsende stenhugger Toar, en ung kvinde som hedder Tika
samt hulemalerne Lharik og Klem. Han har en del temmelig
nutidig dialog med disse personer, og man kan styre
afviklingen af dialogerne ved at vælge rækkefølgen af
det Arok siger.
Landskaberne som Arok rejser igennem, er opdelt i 4-5
forskellige områder. Når man har forladt et område, er
der ingen vej tilbage. Der er en vis frihed til at gå
på opdagelse i det enkelte område, og man kan samle
ting og løse delopgaver i tilfældig rækkefølge. De
overordnede opgaver skal dog løses i en fastlagt
rækkefølge, således at handling og historie får det
rette forløb. I et par situationer kan Arok dø, eller
måske forsvinder han blot, fordi han bliver skræmt
eller mister orienteringen. Når dette sker, får han
umiddelbart en ny chance fra starten af det han var i
gang med. Med lidt held kan man få spillet til at vare
ca. 10 timer.
Styring
:
Synsvinklen er 1. person, og scenerne er opdelt i faste
punkter, hvorfra der er fuldt udsyn hele vejen rundt samt
op og ned. Oven på 2D baggrundene er der en del
animationer af dyr, fugle og insekter, samt af snefald,
vandoverflader i bevægelse og flammer med røg fra bål,
fakler og lys. Og så er der animationer af de personer
Arok møder, både af det de foretager sig, samt af
ansigtsudtryk og mundbevægelser når de taler.
Samtalerne og visse handlinger, som f.eks.
hulemaleriernes bevægelser, vises som korte selvkørende
sekvenser i samme grafik som selve spillet, inkl. evt.
panoreringer med kameraet. Ved afgørende handlinger,
eller når Arok bevæger sig over større afstande, vises
der længere selvkørende sekvenser i 3D med 3. persons
synsvinkel og bevægeligt kamera. Bevægelser mellem de
faste punkter vises ikke, billedet skifter blot til den
nye scene, dog med bevarelse af syns retningen.
Musikken i spillet består mest af fløjter, trommer og
andet slagtøj, hvilket passer fint til et spil der
foregår i stenalderen. Når der sker vigtige ting eller
for at understrege en stemning, suppleres denne musik af
og til med strygere eller kor. Musikken spiller ikke hele
tiden, ofte hører man bare lydene fra omgivelserne. Det
kan være floden der bruser af sted, insekter og fugle i
luften, dyr i nærheden, dryppende vand og småsten inde
i hulerne og knitrende flammer fra et bål. Der er også
lyde af de ting Arok og de andre personer foretager sig,
samt af stemmerne når de taler sammen.
Styringen foretages med musen. Normalt er markøren midt
i billedet, således at scenen drejer rundt når musen
bevæges. Hvis markøren peger i retning af et punkt man
kan gå hen til, ændres markøren til en bevægelig
pilespids. Hvis markøren peger på noget, man kan
foretage en handling med, ændres markøren så den viser
et symbol for den mulige handling. Handlingen kan f.eks.
være at samle noget op, at tale med en person, eller at
anvende en ting det pågældende sted. I sidst nævnte
tilfælde kan man se på markøren, om man holder den
rigtige ting i hånden. Evt. dialogvalg under samtalerne
vises nederst på skærmen, og man vælger ved at klikke
på den ønskede sætning. Både skift af scene til et
andet punkt og diverse handlinger foretages med
venstreklik. Ved undersøgelse af nogle scener og ved
løsning af visse opgaver, låses billedet fast, så man
kan bevæge markøren rundt i billedet. Dette anvendes
til at flytte rundt på ting, og evt. kombinere dem med
de ting Arok har med sig. Når han ønsker at sætte ting
sammen, skal han finde et passende sted, hvor han kan
lægge tingene fra sig.
Når Arok samler en ting op, placeres den automatisk
sammen med de andre ting han har med sig. Samtidig vises
et lille nærbillede af tingen i øverste venstre hjørne
samt en kort beskrivelse nederst på skærmen. Med
højreklik låses billedet fast, markøren slippes fri,
og nederst på skærmen vises en linie med alle disse
ting. Yderst til venstre på linien er der et
forstørrelsesglas, som kan trækkes hen over linien. På
den måde kan man få en mere detaljeret beskrivelse af
den enkelte ting. Når en ting vælges for anvendelse,
vises nærbilledet i øverste venstre hjørne igen. På
linien kan der vises 10 ting samtidigt, og når Arok har
flere ting med sig, kan linien rulles til højre eller
venstre, så alle tingene kan nås.
Foruden forstørrelsesglasset er der tre andre symboler
yderst til venstre på linien med ting. Det er en
muslingskal, som giver adgang til spillets indbyggede
leksikon om stenalderen. Når man i løbet af spillet
støder på noget, som er nærmere forklaret i leksikonet,
blinker muslingskallen øverst på skærmen. Klikker man
på den, åbner man leksikonet på det aktuelle indhold.
Kun noget af leksikonet kan åbnes fra starten, resten
åbnes efterhånden som man kommer frem i spillet. Ved
siden af muslingskallen i linien med ting er der også en
hånd. Den giver adgang til en beskrivelse af hvad der
indtil nu er sket i spillet. Her kan man ofte se hvad
Arok mener der skal gøres, så er man i tvivl om hvad
man skal, er det en godt ide at kigge her. Når der
tilføjes noget i denne journal, blinker hånd symbolet
øverst på skærmen. Når man klikker på X symbolet
yderst til venstre på linien med ting, åbner man
spillets menu. Denne kan også åbnes med Esc tasten
under selve spillet.
Fra spillets menu kan man gemme og indlæse spil, man kan
foretage opsætning af spillet og man kan afbryde spillet
og gå ud til hovedmenuen. Man kan gemme alle de spil man
har lyst til, og de repræsenteres med en dato og et
klokkeslæt. Op til 5 personer kan gemme hver deres
individuelle spil, hvilket styres ved at man vælge et
billede af en af spillets 5 personer, når man vil gemme
eller indlæse et spil. Når man peger et gemt spil ud,
vises der et lille billede af situationen. I opsætningen
kan man indstille den generelle lydstyrke, man kan skifte
mellem hardware og software styring af grafikken, man kan
vælge panoreringshastighed, og man kan slå engelske
undertekster til og fra. Fra hovedmenuen, der også vises
når spillet startes, kan man også indlæse gemte spil
og gå til opsætningen. Desuden kan man fra hovedmenuen
starte et nyt spil, åbne og bladre rundt i leksikonet,
se kredits om hvem der har lavet spillet, og endelig kan
man helt forlade spillet.
Plusser
:
Grafikken er meget flot og detaljeret. Scenerne er
imponerende, og de virker troværdige i forhold til
historien. Animationerne både i omgivelserne og af
personerne er flydende og naturlige. Også de
selvkørende sekvenser i 3D med skiftende og bevægelig
kameravinkel er rigtig flotte. Selv menuerne er helt
fantastiske at se på. De har animerede knapper og
levende baggrunde.
Musikken er unik og passer fint til stenalder miljøerne,
og det er udmærket at den ikke spiller hele tiden. På
den måde er den bedre til at understrege stemninger og
handlinger, når den spiller, og man kan bedre høre
baggrundslydene, når den ikke spiller. Baggrundslydene
er nemlig også rigtig gode, de varierer fra scene til
scene, og de lyder naturlige. Specielt er lydene af f.eks.
spurve, ørne, ugler og ulve meget imponerende. Stemmerne
er tydelige og ganske velspillede.
Opgaverne er meget varierede, og de bliver aldrig for
svære. De fleste kan klares med omtanke, logik og evt.
en smule hjælp fra leksikonet. I nogle situationer er
man nødt til at prøve sig frem, men mulighederne er
begrænsede, så det er til at overskue. Specielt
opgaverne med redskaber og med stenaldermenneskets
daglige gøremål er rigtig gode og fint integreret i
handlingen.
En historie som foregår i stenalderen er noget nyt og
meget spændende, det har jeg ikke før prøvet i et
adventure spil. Når spillet er slut, ville man ønske
der havde været mere af den. Det samme gælder
personerne. De virker interessante, og man fornemmer at
de har hver deres personlighed. Så man ville ønske der
havde været flere af dem, og at man kunne komme til at
kende dem bedre.
Det er fint, at man kan undersøge ting og steder samt
løse delopgaver i tilfældig rækkefølge indenfor
spillets enkelte afsnit. Dette giver en god fornemmelse
af frihed samtidig med at handlingsforløbet fastholdes.
Styringen er simpel, intuitiv og generelt velfungerende.
Den var på intet tidspunkt årsag til nogen form for
problemer. Det er fint med mulighed for et ubegrænset
antal gemte spil, samt at flere personer kan gemme hver
deres spil, og det er godt at dialogen kan forsynes med
engelske undertekster. Dialoger og selvkørende sekvenser
kan overspringes med museklik.
Leksikonet er fint og overskueligt, og det giver megen
god information om stenalderen, i både tekst og billeder.
Det indeholder mange interessante oplysninger, uden at
virke for omfattende.
Minusser
:
Personernes bevægelsesmønstre er lidt primitive. De
består næsten udelukkende af mange gentagelser af de
samme små bevægelser. Personerne er også meget
stationære. Man ser dem kun bevæge sig rundt i de
selvkørende sekvenser. Ellers sidder og står de blot
på helt bestemte steder.
Lydene fra nogle af de ting personerne gør, følges ikke
altid med grafikken. Af og til går der nogle sekunder
mellem lyden og den tilsvarende handling.
Mundbevægelserne, som formentlig er lavet til fransk
tale, passer ikke rigtig til den engelske tale. Selve
dialogen og udtalen af de enkelte ord virker for nutidig.
Det er der ikke meget stenalder over.
Nogle af opgaverne med at få hulemalerierne til at
bevæge sig på bestemte måder, kan virke lidt for
underlige. Som opgaver er de gode nok og ganske
udfordrende, men de passer ikke rigtig ind i
stenaldermiljøet. Heller ikke selv om man accepterer at
Arok har nogle mystiske overnaturlige evner. 2-3 stykker
af dem, virker så konstruerede, at de fjerner noget af
realismen fra spillet.
I en bestemt situation kan man løse en opgave så
tidligt, at man som belønning bliver snydt for en anden.
Så hvis man gerne vil have lov at jage ulve på flugt,
skal man vente med at stable sten til det er absolut
nødvendigt.
Historien er banal og overfladisk, og den har ikke rigtig
nogen udvikling eller overraskelser. Det ville f.eks.
have været oplagt med lidt romantik mellem Arok og Tika,
men det bliver der ikke noget af. Historien bliver aldrig
rigtig dyb eller interessant. Og så er både den og
selve spillet meget kort.
Personerne når heller aldrig at blive rigtig
interessante. Man fornemmer deres personlighed og ønsker
at kende mere til dem, men kendskabet forbliver
overfladisk. Og så er der kun 4 personer foruden
hovedpersonen. Dette kan igen skyldes den korte historie.
Styringen har et par svage punkter. F.eks. skal man samle
ting op, hvorved de automatisk placeres sammen med de
andre ting man har med sig, inden man kan undersøge dem
og finde ud af hvad det er. Samtidig placeres nye og
sidst anvendte ting bagerst på linien med ting. Dette
betyder, at man hele tiden skal rulle linien med ting
helt til venstre, for at kunne se og nå de mest aktuelle
ting.
Spillet er meget kort. Det er så kort, at man egentlig
kun lige når at komme rigtig i gang, inden det hele er
overstået. Jeg blev i hvert fald noget overrasket, da
det pludselig var slut igen.
Konklusion
:
Echo Secrets of the Lost Cavern er et fint lille
adventure spil indeholdende lidt undervisning om
stenalderen. Det der er i spillet er faktisk meget godt.
Der er flot grafik, god lyd, afvekslende opgaver samt et
udmærket og overskueligt leksikon. Selve det at spillet
foregår i stenalderen, og at der er et præg af
undervisning over det, er bestemt noget af det bedste ved
spillet. Der er bare ikke så meget af noget af det.
Havde spillet været dobbelt så langt, havde der været
flere og mere detaljerede personer, og havde der været
en dybere og mere interessant historie, kunne spillet
have fået en væsentlig højere karakter. Men som det er
nu, må det nøjes med en pæn middel karakter.
Jeg kan anbefale spillet til alle fans af adventure spil
fra Kheops, og jeg tror også mange nybegyndere og børn
vil synes om det. Har man bare lidt interesse i
stenalderen, er der også noget at hente, og selv mere
garvede adventure spillere med lyst til en let adventure
weekend, vil kunne finde passende underholdning i spillet.
Man når i hvert fald ikke at blive træt af det, inden
det er gennemført. Så smid hvad du har i hænderne,
grib flintstenen og find fingermalingen frem. Nu skal der
hugges sten og males hulemalerier.
|
|
Start
Side
Klik
for spillets hjemmeside

|