The Egyptian Prophecy er endnu et adventure spil som
udspiller sig i oldtidens Egypten. Stilen er den samme
som i så mange andre adventure spil, f.eks. spillene i
serien om Atlantis. Det er punkt-baseret med 360 graders
scenerier i 2D, personerne er i 3D, og der er realistisk
grafik. Det er musestyret, og det indeholder en historie,
opgaver, personer og dialog. Spillet forsøger at være
historisk korrekt, og det indeholder et lille leksikon om
Egypten på den tid.
Kort efter udgivelsen skiftede spillet navn i Europa fra
The Egyptian Prophecy til Egypt III - The Fate of Ramses,
og det ligner da også en efterfølger til spillene Egypt
1156 B.C. - Tomb of the Pharao og Egypt II - The
Heliopolis Prophecy. Disse spil blev udviklet af
hedengangne Cryo, The Egyptian Prophecy er udviklet af
Kheops Studio. Måske er Kheops Studio opstået fra
resterne af Cryo. Spillet udgives af The Adventure
Company.Handling :
The Egyptian Prophecy foregår på flere forskellige
lokaliteter langs Nilen i Egyptens storhedstid under den
indflydelsesrige Farao Ramses II. Rammen om historien og
spillet er Ramses' søn Khâemouaset, som er i færd med
at nedskriver historien om sin far, om den store obelisk
og om magikeren Maya. Det er denne historie, der bliver
fortalt i løbet af spillet. Ramses II har indgået en
aftale med guden Amun-Re, om at forlænge sit liv og
regeringsperiode, og dermed sikre Egypten fortsat
fremgang og udvikling. Til gengæld for dette skal Ramses
rejse verdens største obelisk i Amun-Re's tempel i Pi-Ramses
ved Nilens bred inden Shemu sæsonen starter. Men hverken
udhugningen af den enorme granit obelisk eller
forberedelserne i templet, hvor den skal rejses, går som
planlagt. Chef arkitekten Paser er på uforklarlig vis
blevet dødssyg, og da han er den eneste der har den nødvendige
viden til at kunne forestå rejsningen af obelisken,
lurer katastrofen. Der sker også en del andre mystiske hændelser,
som forsinker rettidig rejsning af obelisken, og som
derfor truer Ramses' liv og selve Egyptens eksistens.
Ypperstepræsten Herimen's unge datter Maya, som har
synske evner, sendes af selve Farao til Pi-Ramses for at
undersøge sagen og løse mysteriet om de ulykkelige hændelser.
Spillet starter med Mayas ankomst til Amun-Re's tempel,
og man skal så i Mayas skikkelse forsøge at redde
Ramses II og Egypten. Hun skal rydde forhindringerne af
vejen, så obelisken kan blive hugget ud, og så
forberedelserne til rejsningen af den kan gøres færdige,
og hun skal kurere Paser, så obelisken kan blive rejst
rettidigt. Maya starter med at høre den syge Pasers udlægning
af situationen, og hurtigt bliver det klart at der er ond
magi på spil. Historien udvikler sig til at handle om
guder, forbandelser, forheksede genstande og forræderiske
personer. Maya bevæger sig op og ned langs Nilen og besøger
foruden Pi-Ramses både Aswan og Memphis, og hun må opsøge
guderne Ptah, Isis og Osiris for at få deres hjælp. I løbet
af spillet udvikles hendes magiske evner, så hun foruden
at være synsk også magter helbredelse, hypnose og meget
mere.
De fleste opgaver går ud på at finde ting og finde ud
af at bruge dem rigtigt, men der er også mange andre
typer opgaver. Der er puslespil af forskellig slags, der
er labyrinter, der er opgaver med lyd, der er opgaver i f.m.
dialogen, der er logiske klassikere, der er kamp på
magi, og der er også et decideret strategisk mini-spil.
Nogle af opgaverne kræver omtanke, nogle har en tidsbegrænsning,
og en del kræver at Maya anvender den rigtige magiske
formular.
Maya møder 25-30 forskellige personer og guder, hvoraf
hun kan tale med godt halvdelen. Ind imellem afvikles
dialogen automatisk, men de fleste gange styres den via
et system af menuer og undermenuer. Maya finder kun nogle
få dokumenter, så stort set al den information hun skal
bruge, får hun via dialogerne. Menuerne for de enkelte
personer ændrer sig i løbet af spillet, så Maya er nødt
til at vende tilbage og tale med de samme personer flere
gange. Det er via dialogen hun lærer nye magiske
formularer af de andre personer, og dette sker typisk når
hun har udført bestemte handlinger. Det er også via
dialogerne og gennem de handlinger Maya udfører, at
historien udvikler sig.
Handlingen, som er temmelig lineær, er opdelt i 10
kapitler. Hvert kapitel foregår på et afgrænset område,
og nogle af disse områder besøges flere gange i
forskellige kapitler. Når man er færdig med et kapitel
og kommet videre til det næste, er det hverken muligt
eller nødvendigt at gå tilbage. Ved de tidsbegrænsede
opgaver, i kampen på magi og i det strategiske minispil,
risikerer Maya at dø. Sker dette får hun dog altid
muligheden for umiddelbart at prøve igen. Spillet er
ikke så omfattende. Det kan gennemføres af rutinerede
spillere på ca. 10 timer, og uøvede adventure spillere
vil have udfordringer til højst 20 timer.
Styring
:
Styringen er den klassiske med hop mellem faste punkter
og 360 graders udsyn til 2D baggrunde, hvor man også kan
se lodret op og ned. Synsvinklen er 1. person, personerne
er animerede 3D figurer, og bevægelserne mellem
punkterne vises som simple billedskift. Ved specielle bevægelser,
som f.eks. når Maya går på trapper, vises dette som
selvkørende sekvenser. Når hun rejser op eller ned af
Nilen på båd sammen med sin private færgemand, vises
der også en selvkørende sekvens, og dette gør der også,
når hun foretager afgørende handlinger der driver
historien frem. De selvkørende sekvenser er i 3D med 3.
persons synsvinkel, så her kan man se hvordan Maya ser
ud. De har skiftende og sommetider bevægelig
kameravinkel. Fra punkterne kan man ofte zoome ind til
faste nærbilleder af ting og steder, hvor Maya så kan
foretage detaljerede undersøgelser, håndtere ting i
omgivelserne eller løse en opgave. I alle typer
scenerier kan der være animationer af omgivelserne og af
personerne. Der er animationer af de ting Maya foretager
sig, og der er animationer incl. mundbevægelser af de
personer hun taler med.
Maya styres af venstreklik med musen. Markøren viser med
animerede ikoner hvad hun kan foretage sig. Dette kan være
at hoppe til et andet punkt, at samle noget op, at tale
med en person, at udføre en handling eller at zoome ind
og ud på detaljerede faste billeder. Handlingerne kan f.eks.
være at åbne en dør eller skuffe, at læse et
dokument, at bruge en ting eller at bruge magi. Når markøren
føres ud i nærheden af kanten på skærmen, drejer
scenen tilsvarende til højre, venstre, op eller ned. Så
længe markøren kun bevæges rundt midt på skærmen,
foretages der ingen drejning af scenen.
Med højreklik åbner man spil-menuen på den nederste
del af skærmen. Til venstre vises de ting Maya bærer
rundt på. Der kan være så mange at man er nødt til at
bladre op og ned for at se dem alle. Til højre vises
ikoner for de 8 magiske formularer som Maya kan bruge.
Fra starten er der kun adgang til den synske evne, men
efterhånden som Maya lærer ny magi af de andre
personer, åbnes der for flere af disse ikoner. Både
tingene og de magiske formularer vælges med venstreklik,
hvorefter de kan anvendes i omgivelserne i f.m. en
handling. I midten af spil-menuen mellem tingene og de
magiske formularer, er der 4 små funktions ikoner. Det
ene er en lup, som man kan klikke på både ting og
magiske formularer med, så man kan se et nærbillede og
en beskrivelse af disse øverst på skærmen. Et andet er
en logbog, der viser hvad man har foretaget sig. og hvad
man bør gøre som det næste. Det 3. ikon giver adgang
til spillets indbyggede leksikon. Dette er ikke særligt
omfattende, og det er lidt specielt, idet det beskriver
Egypten set fra Mayas synsvinkel, altså som om
leksikonet er lavet på Ramses II's tid. Leksikonet kan være
anvendelig til løsning af nogle af opgaverne. Det 4. og
sidste ikon i spil-menuen åbner en ny menu, hvor man kan
foretage gem og indlæs af spil samt opsætning af
spillet, og hvor man kan afslutte ud til start-menuen.
Man kan gemme et ubegrænset antal spil, og gemte spil
repræsenteres med et billede, et kapitel nummer og et
tidspunkt. I start-menuen, som naturligt nok også vises
når spillet startes, kan man bl.a. starte forfra, fortsætte
spillet hvor man slap det sidst, uden at det er nødvendigt
at foretage gem og indlæs af spil, man kan indlæse et
gemt spil, foretage opsætning af spillet, kigge i
leksikonet og når spillet er slut, kan man se hele
logbogen. I opsætningen kan man indstille grafik og lyd,
og man kan slå engelske undertekster til og fra.
Når spillet startes, skal man vælge én af fem spillere.
Dette giver mulighed for at fem spillere kan være i gang
med spillet samtidigt, uden at de blander gemte spil
sammen. Først når man har valgt hvilken spiller man er,
fremkommer start-menuen.
De selvkørende sekvenser samt hver enkelt sætning i
dialogerne kan afbrydes med mellemrumstasten. Når
dialogen kan styres, foregår dette ved at man vælger
hvad Maya skal sige ud af maksimalt 5 viste muligheder.
Sommetider giver et valg helt nye muligheder i en form
for undermenu. Valgmulighederne for den enkelte person ændrer
sig i løbet af spillet.
Der er fire slags lyde i spillet. Der er stemmer ved
dialogerne, der er fugle lyde, lyde af vand og lignende
fra omgivelserne, der er lyde af de ting personerne
foretager sig, og der er baggrundsmusik.
Baggrundsmusikken består af nogle få musikstykker, som
kun spiller når der vises menuer, og når der sker noget
specielt i handlingen. I disse tilfælde er den med til
at understrege handlingen og sætte den rette stemning.
Plusser
:
Grafikken er flot og detaljeret med smukke scenerier, der
spænder fra de historisk korrekte og troværdige
egyptiske oldtids miljøer til de surrealistiske
omgivelser hos de egyptiske guder. Animationerne og de
selvkørende sekvenser afvikles meget glidende.
Musikken og lydene er generelt gode, og det er fint at
baggrundsmusikken ikke spiller hele tiden. Temaet, der
spilles i starten og slutningen af spillet, og når der
vises menuer, er et rigtig flot stykke musik. Stemmerne
er klare og tydelige.
Opgaverne er meget afvekslende, og generelt er de gode og
spændende. Der er opgaver med anvendelse af ting, der er
forskellige puslespils opgaver, der er tidsbegrænsede
opgaver, opgaver med lyd, en labyrint, en dialog opgave,
kamp på magiske formularer, og et strategisk mini-spil.
Alle opgaverne, undtagen det strategiske spil, er fint
integreret i handlingen og historien. Der er rigeligt med
hjælp og tips til løsning af opgaverne, så også
mindre erfarne adventure spillere kan være med.
Det er glimrende og en kærkommen forandring, at
hovedpersonen kan bruge magi, og at dette styres på
samme simple måde som når man bruger en ting.
Spillet indeholder et fint lille leksikon om Egypten på
Ramses IIs tid, og heri beskriver bl.a. de ting,
der vedrører spillet. Det er udmærket og anderledes, at
det tilsyneladende er lavet af Maya og således tager
udgangspunkt i oldtiden og ikke i nutiden.
Man føler virkelig, at de ting Maya foretager sig gør
en forskel. Med andre ord så er det handlingen som
skaber historien, således at spilleren ikke bare er en
tilskuer.
Selv om historien er simpel og forudsigelig, formår den
alligevel at være ganske spændende. Den indeholder også
et par mindre overraskelser.
Personerne er forskellige med hver deres personlighed, og
når man møder dem første gang, er det interessant at
finde ud af hvordan de er.
Det er en fin facilitet, at man kan genoptage et afbrudt
spil, uden selv at skulle foretage gem og indlæs af
spillet. Det er også fint, at man kan gemme alle de spil
man vil, og at dialogerne kan forsynes med tekster.
Minusser
:
Grafikken virker sløret og kornet i de selvkørende
sekvenser, og nogle af animationerne er unaturlige og
robotagtige. De forholdsvis få animationer, som spillet
indeholder, er ofte korte, og de gentages igen og igen.
De animerede mundbevægelser er utydelige, og ofte
matcher de ikke talen. Nogle gange er stemmerne så
skingre og overspillede, at de virker unaturlige og
derfor ikke passer til situationen og den person man ser
tale.
Dialogstyringen med menuer og undermenuer fungerer ikke
altid så godt. Når alle muligheder i en undermenu er
brugt, og man skal tilbage til de overordnede dialog
valg, er man nødt til at lade Maya sige Tak for hjælpen
eller lignende. Dette virker helt forkert, når hun øjeblikket
efter igen spørger om noget via en anden undermenu. Hvis
personen Maya taler med beder om en ting, skal man også
først afslutte dialogen med Tak for hjælpen,
inden Maya kan overrække tingen til personen, hvorefter
dialogen så kan fortsætte.
Handlingen er ikke altid lige logisk. Det virker f.eks.
underligt, at et forsvundet dokument helt kan stoppe
udhugningen af obelisken, og at Egyptens dygtigste håndværkere
så bare sidder på deres flade og venter på at noget
sker. Det er også underligt, at dokumentet i det hele
taget kan forsvinde så fuldstændigt i et hus med kun
seks rum, samt at ejeren af dokumentet og huset ikke kan
finde det, når Maya finder det i løbet af nogle få
minutter. Der er flere andre lignende situationer, hvor
Egypten går i stå, og hvor det kun er Maya, der kan
redde det hele.
Lydene i baggrunden, som ofte er naturlige og med til at
sætte liv i scenerne, passer ikke altid med det man kan
se. Man kan høre plaskende vand, men vandet bevæger sig
næsten ikke, og man kan høre sang fra småfugle, men
man kan ingen fugle se.
Anvendelsen af spillets menuer er lidt for omstændelig.
F.eks. skal man gennem 2 menuer inden man kan foretage
gem og indlæs af spil, man skal gennem 3 menuer for at
afslutte spillet, og hele tiden skal man bekræfte sine
valg. Fremvisningen af menuvalgene er animeret, hvilket
også tager tid. Så alt i alt kræver det tålmodighed
at foretage et valg i menuerne.
Der er flere andre små problemer med spillet. Den
tidsbegrænsede opgave, hvor man skal finde mange
forskellige ting, er ikke særlig underholdende, det
strategiske mini-spil virker malplaceret, opgaverne giver
ikke ret store udfordringer, og spillet er totalt rippet
for humor.
Konklusion
:
The Egyptian Prophecy er et flot, spændende og ganske
underholdende adventure spil. De detaljerede og
stemningsfulde scener, de meget forskellige opgaver, og
de mange historisk korrekte detaljer, herunder det lille
men udmærkede leksikon, giver spillet værdi. Den lidt
for konstruerede og usandsynlige historie, hvor Egyptens
mange dygtige håndværkere og ingeniører ikke kan løse
simple opgaver, men skal have hjælp af en ung synsk
kvinde, trækker dog noget ned i bedømmelsen. Dette
sammenholdt med de mange andre små skønhedsfejl,
bevirker at The Egyptian Prophecy kun får en middel pæn
karakter.
Med den begrænsede sværhedsgrad henvender spillet sig
til et bredt publikum, så jeg kan anbefale det til alle
der har lyst til at spille adventure spil. Er man oven i
købet vild med Faraoernes Egypten, og har man nydt at
spille de tidligere spil i serien, så bør man ikke gå
glip af dette spil. The Egyptian Prophecy er et af de
bedste spil om oldtidens Egypten, som jeg har spillet.
|
|

|