Faust, som også kendes under navnet Seven Games of the
Soul, er udgivet at det nu forsvundne franske spil-firma
Cryo. Det er et klassisk musestyret adventure spil med 1.
persons synsvinkel og realistisk grafik. Hovedvægten i
spillet er lagt på historien, som er frit bygget over
Goethes Faust og de syv dødssynder. Men spillet
indeholder også mange opgaver og interessante personer.Handling :
Spillet indledes med et par selvkørende sekvenser som
tegner historien. Denne foregår i en forlystelsespark
kaldet Dreamland, som er bygget i første halvdel af 1900-tallet,
og som har været forladt de sidste mange år. De højere
og lavere magter er tilsyneladende blevet uenige om
hvorvidt sjælene af 7 af parkens beboere skal op eller
ned. De har brug for en uvildig undersøgelse af
personernes liv og levned, og du - som personen Marcellus
Faust - er udvalgt til denne opgave. Faust sættes ind i
opgaven af Mephisto, som er djævelens mand. Han
introducerer Faust til hver af de syv personer, og han
kommer med supplerende oplysninger både undervejs og
efter at Faust har undersøgt personernes liv og fundet
beviser og forklaringer på deres synder. Mephistos optræden
i spillet foregår altid i selvkørende sekvenser.
Handlingen er opdelt i afsnit. Et for hver af de 7
personer, samt en afslutning der giver mulighed for to
forskellige slutninger. Afsnittene gennemføres et af
gangen i en på forhånd fastlagt sekvens. I hvert afsnit
føres Faust tilbage i tiden til det sted personen har
boet, og her skal han så foretage sine undersøgelser.
Disse kan foretages ret frit i de forholdsvis få
locationer der er tilknyttet den enkelte person. Man ved
ikke på forhånd hvad man skal gøre og hvad det nøjagtige
mål er, men efterhånden som man finder ting og
oplysninger tegner der sig et nuanceret og detaljeret
billede af personen. Undervejs vises der selvkørende
sekvenser med tilbageblik på personens liv. Disse
bidrager også med oplysninger og bevirker sommetider et
spring frem i tiden, hvorefter Faust skal undersøge den
aktuelle persons hjem igen for nye ting og oplysninger.
Undersøgelserne består i at finde ting og oplysninger
og anvende dem korrekt. Dette kræver at man løser en
del forskellige opgaver, som ofte i sig selv er logiske,
men som man først kan se hænger sammen med historien når
de er løst. Sværhedsgraden på opgaverne varierer fra
let til temmelig svær, og rækkefølgen man skal løse
opgaverne i ligger meget fast . Enkelte gange er der
tidsbegrænsning på opgaveløsningen, men hvis man ikke
når det, får man bare endnu en chance. Der er ingen
opgaver i fbm. dialogen, da den ikke kan styres. Dialogen
foregår næsten udelukkende mellem Faust og Mephisto,
ofte som enetale fra Mephistos side, og den vises
udelukkende i de selvkørende sekvenser. Faust kan ikke dø
i spillet.
Som handlingen skrider frem, viser det sig at Mephisto
har mødt de 7 personer mens de var i live, og måske har
han haft indflydelse på deres handlinger. Hvis dette er
tilfældet hvad er så Marcellus Fausts egentlige rolle?
Hermed sagt at historien udvikler sig i løbet af spillet,
og at der sker nogle overraskende drejninger hen mod
slutningen.
Styring
:
De selvkørende sekvenser er animeret 3D med 3. persons
synsvinkel og bevægeligt kamera. Ved tilbageblikkene på
de 7 personers liv, anvendes der afdæmpede farver i de
selvkørende sekvenser. Selve spillet er i 2D med 1.
persons synsvinkel, hvor der i de enkelte scener er 360
graders udsyn rundt samt op og ned. Når Faust flytter
sig mellem de faste punkter, vises dette som almindelige
billedskift uden nogen form for bevægelse. Baggrundene i
punkterne er faste, og kun undtagelsesvis er der
animationer i scenerne.
Spillet styres med musen, som får scenerne til at dreje
når cursoren bevæges ud mod kanten af skærmen. Med
venstreklik kan man udføre den handling cursoren viser.
Det kan f.eks. være at gå fremad, zoome ind på noget
for nærmere undersøgelse eller foretage noget med
omgivelser og ting. Hvis man f.eks. åbner noget når der
er zoomet ind, lukkes dette ofte automatisk når man
zoomer ud igen. Ting kan samles op, tages med og bruges
andre steder. Med højreklik vises de ting man bærer med
sig. Man kan bladre rundt mellem tingene og vælge den
man vil anvende, eller man kan vælge at gå til menuen,
som også vises ved start. Med mellemrums tasten får man
adgang til et par specielle ting, men først når man har
fundet dem. Det ene er et oversigtskort over Dreamland
med markering for hvor Faust er lige nu, og som iøvrigt
ikke kan anvendes til noget. Den anden ting er en lille
hjælper - Homunculus - i en flaske eller et glas. Han
kan hjælpe med tips til løsning af nogle af opgaverne,
og man kan vælge og anvende ham på samme måde som de
øvrige ting man bærer på.
Hvert af de 7 afsnit har sin egen musik som består af
rigtige musikstykker. Det er afvekslende musik fra
klassisk over jazz og blues til pop og rock, med og af
anerkendte kunstnere som bl.a. Franz Liszt, John Lee
Hooker og Sarah Vaughn. Der er en del lydeffekter fra
omgivelserne og fra de ting man foretager sig, og der er
ageret tale i de selvkørende sekvenser.
Spillet startes ved at vælge 16 eller 24 bits grafik for
spillet, og da flere personer kan spille det sideløbende,
skal man identificere sig med navn for at få adgang til
egne gemte spil. Herefter kommer spillets menu, som man
også kan vælge via styringen af de ting man bærer
rundt på. I menuen kan man starte et nyt spil, indlæse
et gemt spil, gemme det aktuelle spil eller afslutte
spillet. Man kan også se en status over hvor langt man
er i spillet, lytte til alle musikstykkerne, få
genafspillet de selvkørende sekvenser man allerede har
set, se en beskrivelse af de personer man møder og
spille nogle af de små spil der er indlagt i selve
spillet. For hvert af spillets afsnit kan man gemme mange
forskellige spil, og i opsætningen kan man aktivere
tekstning af dialogen i de selvkørende sekvenser.
Plusser
:
God og anderledes historie, som handler om mennesker,
deres drømme og deres moral. Personerne er interessante
med både dyder og synder, som gør dem til mere hele
personer. Det sorte og hvide bliver til mere realistisk
gråt.
Dreamland er sin egen gennemførte lidt sørgmodige og
surrealistiske verden.
Handling, miljø og personer giver tilsammen en fin
gennemført melankolsk stemning, som passer godt til
historien.
Musikken er rigtig god, og de udvalgte musikstykker
passer nærmest perfekt til de enkelte afsnit, scener og
personer. De agerede stemmer er noget af det bedste jeg
har hørt. Mephisto spilles virkelig fantastisk og
overbevisende.
Grafikken er rigtig flot og de selvkørende sekvenser i
samme kvalitet er animeret så fint og flydende at de
bliver levende.
Især er Mephistos bevægelser og stemmeføring så
gennemført og sammenhængende at det giver en nærmest
perfekt oplevelse af en sofistikeret lurendrejer.
Der er mange muligheder i menuerne, hvilket er med til at
højne kvaliteten og interessen for spillet. Generelt er
styringen og opsætnings mulighederne udmærkede.
Opgaverne er meget afvekslende, og nogle af dem er
logiske, interessante og ganske udfordrende.
Minusser
:
Det er ikke altid helt klart hvad der foregår selv om
dialogen er tekstet. Man ved ikke rigtig på forhånd
hvad man forventes at gøre, så man er nødt til at prøve
sig frem ved at gå rundt og gøre de ting man nu kan.
Man afdækker historien ved at foretage undersøgelser og
løse opgaver, men man skaber ikke noget og får ikke
noget til at fungere. Man påvirker ikke historiens forløb
og de ting man gør har ingen indflydelse på hvad der
sker.
Især mod slutningen er der huller og uklarheder i
historien. Dette gør at man på rigtig fransk vis selv må
putte noget ind i historien for at få den til at hænge
sammen.
Nogle af opgaverne er ulogiske, og til tider må man afsøge
alt med cursoren for at finde det man skal bruge og for
at finde ud af hvad man kan og skal gøre. Det er ikke
specielt underholdende, når dette sker i tidsbegrænsede
opgaver.
Andre opgaver er overflødige, da det er ligegyldigt
hvordan man løser dem.
Selv om styringen generelt er udmærket, er de valg man
kan foretage i menuerne ikke altid intuitive. Menuerne kræver
at man går på opdagelse for at finde ud af hvad man kan.
Dreamland er meget steril og død undtagen i de selvkørende
sekvenser. Da det meste af handlingen foregår dengang
der boede folk i Dreamland, ville det have været mere
realistisk med flere personer og flere animationer.
Handlingen er lidt for meget scene på scene, da bevægelserne
mellem de faste punkter ikke vises.
Konklusion
:
Faust har en god og anderledes historie om mennesker,
deres relationer, fristelser og moral, som bestemt ikke
er for børn. Selv om historien har nogle svage punkter,
hvilket ikke er usædvanligt for franske spil eller i
hvert fald spil fra Cryo, er det alligevel den der først
og fremmest bærer spillet. Men også grafikken, musikken
og stemmerne bidrager positivt.
De kvalitetsmæssigt meget varierede opgaver, den megen
prøven sig frem og det til tider uklare handlingsforløb,
kan ikke helt slette det positive indtryk. Så spillet får
en rimelig pæn karakter.
Selv om adventure spillet - Faust - Seven Games of the
Soul - har nogle år på bagen, er det stadig værd at
spille.
|
|
Klik for spillets hjemmeside

|