Indiana Jones and the Infernal Machine  

Dansk Adventure Review


Indiana Jones and the Infernal Machine er det femte PC-Spil med den fra film så kendte Indy i hovedrollen. Spillet er et Action/Adventure spil med hovedvægten på de action-prægede elementer. Det er ikke nødvendig at have kendskab til de øvrige spil eller til filmene med Indiana Jones for at spille The Infernal Machine.

Handling :
Spillet forgår i 1947 i begyndelsen af den kolde krig. Indy udfører arkæologiske undersøgelser i det vestlige USA, hvor han opsøges af en af sine bekendte Sophia, som nu arbejder for CIA. Hun fortæller at den Russiske professor Volodnikov, med hjælp fra den Sovjetiske hær, er på sporet af noget stort i ruinerne af Babylon. Volodnikov mener at Babel Tårnet indeholdt en maskine, som med hjælp fra den bevingede gud Marduk, kunne kontrollere tiden og dimensionerne. I fbm. Babyloniernes storm på tårnet blev fire vigtige dele af maskinen spredt over hele kloden. Det er nu Indy's opgave for CIA og USA at indsamle disse dele og få maskinen til at fungere før dette lykkes for Sovjet Unionen og Dr. Volodnikov.
Handlingen er opdelt i 16 kapitler som hver dækker et afgrænset geografisk område. Hertil kommer et bonus kapitel man kan besøge ved at 'købe' et hemmeligt landkort over området. Hvert område skal undersøges grundigt for at finde steder, skatte, våben, ammunition, medicin mm, som man skal anvende for at kunne komme videre til næste område. Ofte er der modstand fra sovjetiske soldater og Indy generes også af forskellige dyr som giftige edderkopper, skorpioner og slanger, samt hyæner, ulve og lignende. Både soldater og dyr skal nedkæmpes med diverse våben fra pistol til bazooka, og Indys helbred skal holdes ved lige med medicin mod sår og gift. Foruden sine våben kan Indy også bruge sin pisk f.eks. til at svinge sig over en kløft, og han kan også løbe, hoppe, klatre gå armgang, svømme og dykke. I nogle af områderne sejler han i gummibåd, kører i jeep eller tager turen i en minevogn.
Mellem kapitlerne får man mulighed for at købe ekstra ammunition, medicin mm. for de penge de indsamlede skatte er værd. Der er nogle få logiske opgaver, men det går mest ud på at løbe, kravle, hoppe og skyde sig igennem hvert område, for at få det undersøgt i alle kroge. Hver af de fire maskindele som Indy finder undervejs, er beskyttet af et dæmonagtigt monster, som ikke kun kan klares med våben. Disse skal også bekæmpes med snilde og omtanke.

Styring :
Spillet afvikles i rigtig 3D, hvor man ser Indy i 3. person. 'Kameraet' følger Indy rundt i de forskellige scener i hvert af områderne og altid i omtrent samme afstand fra ham. Man kan styre Indy hen på et vilkårligt sted i scenerne, og han kan dreje rundt og se op og ned. Når Indy foretager bestemte ting og ofte når et kapitel afsluttes, vises der nogle selvkørende filmiske sekvenser.
Selve styringen kan foretages udelukkende med tastaturet eller med en kombination af tastatur og joystick eller gamepad, og som i mange andre action prægede spil er der mange taster at holde styr på. De kan dog sættes op som man selv ønsker. Man kan styre Indy rundt i scenerne ved at få ham til at gå, løbe, springe over kløfter, springe op og tage fat, hæve sig op, gå armgang, klatre på vægge og stiger, gå ned på alle fire, kravle rundt, svømme, dykke og bestemte steder kan han bruge sin pisk (og jeg har sikkert glemt noget). Han kan samle ting op, lægge ting fra sig, bruge ting bestemte steder, trykke på knapper og skubbe og trække ting rundt. Når han er i kamp med soldater eller dyr, kan han bruge mange forskellige våben efterhånden som han finder eller køber dem. Han kan kæmpe med ting fra næver, pisk og forskellige pistoler over diverse geværer til håndgranater og bazooka. Han kan dukke sig, træde til side og lave siderulninger. Foruden brug af gummibåd, jeep og selvkørende minevogn der også fungerer med ovennævnte styring, kan Indy også bruge de maskindele han finder til bl.a. at vælte vægge og til at blive usynlig.
Der er mange opsætnings muligheder for grafik og lyd, man kan få undertekster på dialogen, man kan få et kort frem der viser hvor Indy befinder sig og man kan selvfølgelig save og loade spillet endda med en quick funktion. Og så er der et point system, der først og fremmest viser når man gør fremskridt og når man finder skatte. I opsætningen kan man også vælge mellem forskellige sværhedsgrader, som bestemmer hvor vanskeligt det er for Indy at bekæmpe fjenderne. Det er også muligt at få hjælp undervejs, men både dette og en lav sværhedsgrad giver fradrag i pointene. Der er også et omfattende inventory, som indeholder de ting Indy finder, herunder våben, medicin og delene til The Infernal Machine.

Plusser :
3D-grafikken er rigtig flot og generelt virker det fint med at 'kameraet' følger efter Indy. Også de filmiske sekvenser er flotte, og nogle af animationerne er rigtig gode.
Lydeffekterne er naturlige og musikken er god uden at blive for meget. Af og til spilles temaet fra Indiana Jones filmene, f.eks. når Indy svinger sig i pisken. Dette giver et ekstra kick. Stemmerne i den sparsomme dialog er også udmærkede.
Spillet er langt og omfattende. I hvert af de 17 områder er der rigtig meget der skal undersøges og mange ting der skal findes. Det giver mange timers underholdning.
Styringen er meget afvekslende med alle de måder hvorpå man kan få Indy til at bevæge sig, og med alle de forskellige våben han kan bruge. Det er også rigtig godt at han kan sejle i gummibåd og køre jeep og minevogn.
Med de mange opsætnings muligheder kan spillet tilpasses den enkelte spiller og den maskine det spilles på, og valg af sværhedsgrad samt mulighed for hjælp gør at alle kan være med.
Pointsystemet er medvirkende til at man kan få lyst til at spille spillet flere gange, for at prøve at få endnu flere point.

Minusser :
Historien er næsten uden udvikling gennem spillet, og slutningen er ganske forudseelig.
For at gennemføre spillet er det nødvendigt at foretage en decideret nedskydning af de sovjetiske soldater, hvilket tendere det umoralske og stødende. Det er denne form for nedslagtning der gør, at jeg normalt ikke spiller action spil.
Man dør ofte fordi timing og præcision af spring mm. skal være meget nøjagtig. Og nogle steder dør man mange gange inden man finder den rigtige vej, f.eks. når Indy skal dykke. Generelt er det ofte sådan, at Indy er nødt til at dø, før man finder ud af hvordan man undgår at han dør. Dette virker absurd, og det er specielt irriterende fordi det tager lang tid at loade et gemt spil.
Handlingen er temmelig lineær. Rækkefølgen af områderne som Indy skal undersøge er fastlagt, dog bestemmer man selv hvornår man vil besøge bonus området ved at købe det hemmelige kort. I det enkelte område kan man forholdsvis frit gå på opdagelse med Indy, men ofte skal de nødvendige handlinger udføres i en bestemt rækkefølge.
I længden kommer områderne til at ligne hinanden, selv om grafikken er forskellig. Det er de samme hop og spring mm. man skal foretage, og skattene, dyrene og fjenderne er også de samme.
Selv om styringen er meget omfattende er den ikke særlig præcis. Ofte kan det være svært at placere Indy rigtigt når han skal hoppe eller gemme sig for fjendens kugler.
Der er ikke mange personer i spillet, og dialogen, som ikke kan styres, er sparsom og tjener kun til at binde historien sammen. Personernes mundbevægelser passer ikke til de engelske ord.
Der er kun nogle få adventure opgaver hvor man skal tænke sig om. Det fleste opgaver er af den type, hvor man skal trykke på en knap for at få en dør til at åbne sig.

Konklusion :
Indiana Jones and The Infernal Machine er mere et action spil a la Tomb Raider, end det er et adventure spil. Alligevel fangede det mig, så jeg fik lyst til at gå på opdagelse med Indy. Den flotte 3D-grafik og den afvekslende styring opvejer tildels de negative ting. Så på trods af jeg synes det blev lidt ensformigt til sidst, giver jeg spillet en ganske pæn karakter. Hvis man kun er til de rene point&click adventure spil eller hvis man er hardcore action fan, så er Indiana Jones and the Infernal Machine ikke spillet. Alle vi andre kan her få mange timer til at gå i godt selskab med Indy.



Udvikler :
LucasArts
Udgiver : LucasArts
Udsendt : November 1999
Review : April 2002


Klik for at forstørre


Vurdering
80 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review