Keepsake er et eventyrligt spil om trolddom, magi, mystik
og drager. Det foregår i en fiktiv middelalderlig tid i
og omkring et kæmpe stort slot, der anvendes som skole
for magikere a la Hogwarth i Harry Potter. Hovedpersonen
er en ung kvinde Lydia, som ankommer til skolen en tidlig
morgen, og som finder skolen lukket og forladt på
mystisk vis. Baggrundene er faste 2D scener, personerne i
3D ses i 3. persons synsvinkel, og alt styres med musen.
Grafikken er naturalistisk om end meget fantasifuld, så
alt i alt minder stilen om f.eks. Syberia og The Longest Journey. Spillets vigtigste
elementer er logiske opgaver og en bevægende historie om
venskab og afsavn.
Keepsake er udviklet af canadiske Wicked Studios, og
dette er deres første og hidtil eneste computer spil.
Jeg har spillet den amerikanske udgave, som er udgivet af
The Adventure Company. I forhold til den oprindelige
udgave, som blev udgivet i Europa, Rusland og Australien
af Lighthouse Interactive, har denne version bl.a. fået
nye engelske stemmer og adgang til et kort over det
enorme slot.Handling :
I mange år har Lydia ønsket at blive oplært i magiens
verden. Hendes barndomsveninde Celeste rejste for 8 år
siden med sin far Nathaniel til magiens akademi i
Dragonvale, fordi han blev udnævnt til rektor for
akademiet. Dette skete kort efter at Celestes mor døde
og efterlod Celeste i sin elskede mands varetægt. Lydia
og hendes familie har gennem årene sparet op, så det nu
endeligt er muligt for Lydia at starte på akademiet i
Dragonvale. Hun glæder sig meget til at starte
uddannelsen som magiker og til at blive genforenet med
sin barndomsveninde.
Spillet starter med at Lydia en morgen ankommer til
Dragonvale. Inden hun kommer helt hen til slottet som
huser akademiet, møder hun købmanden Mustavio med sin
vogn fuld af varer. Han guider hende og spilleren gennem
en obligatorisk lektion, hvor man lærer at styre spillet.
Når dette er gennemført, kan hun fortsætte ned i dalen
til slottets port. Gennem brevveksling med Celeste, har
Lydia aftalt at de skal mødes udenfor porten. Men der er
ingen Celeste, og der er heller ikke nogen til at åbne
den enorme port. Første opgave for Lydia er selv at
åbne porten, så hun kan komme ind i akademiet. Det
viser sig at akademiet er forladt af såvel lærer som
elever, men hun får dog hurtigt den talende ulv Zak som
følgesvend. Han hævder at han er en drage, som
drilagtige elever har forvandlet til en ulv. Sammen med
Zak skal Lydia forsøge at finde Celeste og de andre
studerende, forsøge at finde ud af hvad der er sket og
hvorfor alt er lukket og slukket, samt forsøge at
forvandle Zak tilbage.
Det enorme slot har masser af vinduer, altaner, trapper,
gange, gangbroer, sale og andre imponerende rum. Der er
masser af farver, detaljer og ornamenter både ude og
inde, og i de forskellige rum er der mange møbler,
udsmykninger og ting der kan anvendes eller betjenes.
Lydia og Zak kan undersøge nogle få lokaliteter udenfor
slottet, men langt det meste foregår inde i f.eks. den
imponerende forhal med en kæmpe statue af en drage og de
lange stejle trapper, eller i spisesalen, køkkenet,
maskinrummet eller de labyrintiske rum i kælderen.
Senere får de også adgang til den øverste del af
slottet, hvor undervisningslokaler og kontorer findes, og
hvor magien råder i meget større omfang.
For at starte maskiner, få adgang til lukkede afsnit af
akademiet, åbne døre, skabe og lignende, samt for at
benytte magi til forvandling, læsning af dokumenter mm,
skal Lydia løse en masse forskellige opgaver. Hun skal
finde og anvende ting rigtigt, besvarer forskellige
gåder korrekt, og ikke mindst løse en masse forskellige
mekaniske opgaver og spil. Foruden gode observations
evner og systematisk detaljeret undersøgelse af alt,
kræver opgaverne fantasi, logik, kombinationsevne, og
til tider temmelig meget omtanke. Man skal som regel selv
finde ud af hvad opgaverne går ud på, så der kræves
også en del tålmodighed med at prøve sig frem. Da
Lydia ofte skal tilbagelægge store afstande inde i det
enorme slot, skal der også både tålmodighed, overblik
og en god stedsans til at bevæge sig rundt.
Den information Lydia skal bruge til løsning af
opgaverne, finder hun hovedsagelig i form at dokumenter.
Men der er også indskrifter eller relieffer på vægge,
gulv og genstande, foruden plancher, plakater og
vægtæpper. Noget af informationen er skrevet i et
ukendt sprog, som hun først skal finde ud af at læse.
En anden væsentlig kilde til information er de visioner
Lydia får i bestemte situationer. Nogle af disse
opfrisker hendes hukommelse om hvad der er sket for år
tilbage, og andre viser hvad der for nylig er sket på
akademiet, eller hvad der måske vil ske. Hun får også
vigtig information via de samtaler hun fører, ikke
mindst med Zak, som tilsyneladende kender en del til
akademiet.
Lydia taler meget med Zak, men den eneste rigtige person
hun taler med er købmanden Mustavio, som hun møder igen
i løbet af spillet. Foruden disse to taler hun bl.a. med
så forskellige væsner som et træ, nogle statuer, et
genfærd og en ugle. Under nogle af samtalerne kan man
vælge hvad Lydia skal sige eller spørge om, mens andre
afvikles automatisk. Rækkefølgen af dialogvalgene er
ikke vigtig, men man skal huske at spørge om alt, for at
være sikker på at skabe den nødvendige fremdrift i
historien og handlingen. Dialoger, visioner og dokumenter
giver tilsammen en rimelig detaljeret beskrivelse af
personligheden for Lydia, Zak, Celeste og Nathaniel.
Historien handler i det væsentlige om bløde værdier
som venskab, kærlighed, afsavn, ærlighed og selvtillid.
Men der er også den spændende historie om hvorfor
akademiet er lukket og forladt, og endelig får man nogle
oplysninger om bygningen og akademiets tilblivelse og
historie. Historien afsløres lidt efter lidt
efterhånden som Lydia får undersøgt ting og steder og
får løst de mange opgaver. Først mod slutningen sker
der lidt udvikling i historien, og det er også først
her den byder på nogle væsentlige overraskelser.
Personbeskrivelsen af Celeste og Nathaniel afsløres
også lidt efter lidt, hvorimod Lydia og Zaks
personligheder udvikler sig i løbet af spillet.
Handlingen er opdelt i 2 næsten lige lange halvdele. Den
første foregår i den nederste del af akademiet, og den
anden i den øverste del. Når Lydia og Zak er kommet op
i de øvre dele med kontorer og undervisningslokaler, kan
de ikke komme tilbage igen. I 2. halvdel har magien
større betydning, og opgaverne bliver væsentligt
sværere, med færre tips til hvad de går ud på, og
hvad man bør foretage sig. For de fleste spillere vil
det være nødvendigt at benytte det indbyggede
hjælpesystem. I hver af de 2 halvdele er der stor frihed
til at gå på opdagelse og løse opgaver i valgfri
rækkefølge. Selvfølgelig skal nogle opgaver løses
før andre, og før man kan få adgang til bestemte
områder af akademiet, men generelt er handlingen ikke
lineær. Lydia kan ikke dø eller havne i en situation,
hvor man ikke kan gøre spillet færdig. Der er kun ét
muligt handlingsforløb og én slutning, og den tog det
mig 20-25 timer at nå.
Styring
:
Baggrundene er faste 2D billeder hvorpå figurerne, som
er i 3D, ses med 3. persons synsvinkel. Baggrundene er
ofte større end skærmbilledet, som er 1024 x 768
punkter. Dette betyder, at baggrundene flytter sig rundt
på skærmen når Lydia bevæger sig ud mod kanten af
billedet. Det virker som et bevægeligt kamera, der så
vidt muligt holder personen midt i billedet. Når Lydia
bevæger sig fra en scene til en anden, skifter
baggrundene på samme måde som et klip til et andet
kamera. Kameravinklerne skifter meget fra scene til scene,
og ofte peger de i vidt forskellige retninger. Af og til
ser man Lydia skråt eller lodret oppefra, og afstanden
til Lydia kan variere fra tæt på til meget langt væk.
Når Lydia undersøger noget detaljeret eller skal
betjene en mekanisk eller magisk indretning, vises der et
fast nærbillede af situationen i 1. persons synsvinkel.
Der er nogle animationer i baggrundene f.eks. af
vandoverflader og vandfald, af flammer og røg, samt af
mekaniske eller magiske indretninger der bevæger sig.
Der er animationer af 3D figurerne når de går eller
løber, når de taler eller foretager andre handlinger,
og når de ikke foretager sig noget, bevæger de sig
også en smule. Der er også animationer af de ting Lydia
foretager sig som f.eks. at trykke på en knap eller
samle noget op. Disse animationer er ofte kombineret med
korte selvkørende sekvenser af det som handlingen
resulterer i. Når Lydia på magisk vis transporteres fra
et sted til et andet, eller når der sker noget
afgørende i handlingen, vises der også selvkørende
sekvenser, og som indledning og afslutning på spillet
vises der nogle længere selvkørende sekvenser. De
visioner Lydia får, er en speciel form for selvkørende
sekvenser. De vises som en serie af faste billeder i
afdæmpede farver næsten som sort/hvid. Der er en smule
zoomeffekt på billederne, og skiftene vises med glidende
overgang.
Keepsake har lejlighedsvis afdæmpet musik, som
tydeligvis er inspireret af middelalderen og renæssancen.
Der er baggrunds lyde af bl.a. fugle, rindende vand og
vindens susen, og så er der lyde af de ting Lydia
foretager sig. Dette er f.eks. af fodtrin når hun løber
og går, af døre og lignende som hun åbner og lukker,
og af de handlinger hun i øvrigt foretager sig. Man kan
også høre lyde af de ting der sker i omgivelserne, og
selvfølgelig kan man høre stemmer når figurerne taler.
Lydene er i stereo, så man kan høre hvilken retning de
kommer fra, og jo længere væk fra kameraet figurerne er
og handlingerne sker, jo svagere er lydene.
Spillet styres udelukkende med musen. Markøren viser
hvor Lydia kan foretage en handling, hvor hun kan
undersøge noget nærmere og hvor hun kan bevæge sig hen.
Den viser også om hendes bevægelse vil få baggrunden
til at flytte sig, eller om den vil få scenen til at
skifte. Hvis hun kun bevæger sig nogle få meter, går
hun til det valgte sted. Er afstanden længere, sætter
hun automatisk i løb. Når Lydia udfører en handling i
omgivelserne, hvor hun skal bruge en ting, sker dette
automatisk, hvis hun har tingen med sig. Man behøver
ikke først at vælge, hvilken ting man ønsker hun skal
forsøge at anvende. Generelt er det Lydia man styrer,
men i et par situationer får man også lov at styre Zak.
Som regel starter samtalerne automatisk, men af og til
kan man også selv starte dem ved at klikke på den figur
man ønsker Lydia skal tale med. Afviklingen af
samtalerne sker som regel også automatisk, men ind i
mellem skal man vælge hvad Lydia skal sige eller spørge
om. Man får vist op til 3 mulige sætninger nederst i
billedet, og man vælger så en ved at klikke på den. Al
samtale vises med engelsk tekst nederst på skærmen ved
siden af et lille billede af den der taler. Når Lydia og
Zak i et stykke tid ikke har talt sammen eller foretaget
sig andet end at bevæge sig fra sted til sted, starter
der automatisk og tilfældigt en selvkørende samtale.
Disse automatiske samtaler giver ofte detaljeret
baggrundsviden om historien.
I nederste venstre hjørne er der 3-4 knapper man kan
klikke på. Den ene af disse åbner kortet over slottet
og de nærmeste omgivelser. Der vises 2 forskellige kort
afhængigt af om Lydia er i den nederste eller den
øverste del af slottet. På kortet vises i hvilket
område Lydia i øjeblikket befinder sig. Kortet kan ikke
anvendes til hurtigt at komme fra et sted til et andet.
En anden af knapperne kan anvendes til at få hjælp i
spillet. Hvis man er i færd med at løse en opgave,
serveres hjælpen i 4 omgange. De 3 første afslører
ideen med opgaven, hvad løsningen går ud på, og en del
af selve løsningen. Er dette ikke nok hjælp, kan man
få spillet til selv at løse opgaven. Hvis hjælpen
vælges når man ikke er i gang med en opgave, får man
at vide hvor man bør gå hen og foretage de næste
undersøgelser. En tredje af knapperne i nederste venstre
hjørne åbner spillets menu, som har 5 punkter der vises
med ikoner. Det øverste viser de ting Lydia har med sig,
det næste viser hvilke dokumenter hun har fundet, og det
tredje viser de visioner hun indtil nu har fået. For
disse 3 punkter gælder det, at de ting hun har fundet og
oplevet vises med farvede ikoner, og hun kan så
undersøge læse eller gense dem ved at klikke på dem.
Det hun endnu ikke har fundet eller oplevet vises med
gråhvide ikoner, så man kan altså se hvad man mangler.
Når man kommer til anden del af spillet, tilføjes der
en del nye gråhvide ikoner for alle 3 kategorier. Det
fjerde menupunkt er opsætningen, som giver mulighed for
at indstille lyd og lys styrker. Under det femte ikon kan
man gemme spillet, afslutte spillet eller begge dele
samtidig. For at indlæse et gemt spil, skal man afslutte
spillet og genstarte det igen. Sommetider er der en
fjerde knap i nederste venstre hjørne. Denne anvendes
til skiftende formål, bl.a. til at genoptage en afbrudt
dialog.
Når spillet åbnes, kan man vælge at starte et nyt spil
eller at fortsætte et igangværende spil, og man kan
justere styrken på lys og de forskellige slags lyd. For
hvert nyt spil der startes, kan man gemme 9 spil
samtidigt. Hvis man gemmer flere overskrives de ældste
automatisk. Hvis man under opstarten vælger at
fortsætte et tidligere spil end det sidste gemte, får
man en advarsel.
Inden jeg startede spillet første gang, hentede og
installerede jeg patch 1.6 fra nettet, og jeg oplevede
ingen af de mange tekniske fejl og problemer, som andre
har haft med Keepsake.
Plusser
:
Grafikken er flot og meget imponerende. Den forholdsvis
høje opløsning på 1024x768 pixels bliver godt udnyttet
med mange fine detaljer. Både indendørs og udendørs
scenerne er vidunderligt eventyrlige med masser af ting,
ornamenter og anden udsmykning, som passer godt sammen og
giver sammenhæng i grafik, historie og handling. Der er
mange storslåede scenerier, hvor man f.eks. fra
højloftede sale gennem højhus høje vinduesåbninger
ser ud på et grønt bjerglandskab med kilometer høje
vandfald. Der er mange spektakulære kameravinkler både
oppefra og nedefra, og kamerabevægelserne i de
selvkørende sekvenser kan give en fornemmelse af, at man
svæver rundt i og omkring slottet. Man kan næsten helt
tabe pusten. Effekterne med lys og skygge er rigtig gode,
og det er fint, at man i anden del af spillet, kan se på
det mere rødlige lys, at det er senere på dagen.
Musikken er god, den passer fint til historien og
handlingen, og den bliver aldrig for dominerende. De
lydeffekter, der er i spillet, virker naturlige, og
baggrunds lydene af fugle, vind, vand mm er rigtig gode.
For det meste er talen både tydelig og velspillet.
Opgaverne er fantastisk gode og bestemt et af spillets
bedste elementer. De er udfordrende, afvekslende og
logiske, der er masser af dem, og de er alle fint
integreret i handlingen. Det er en glimrende ekstra
udfordring, at man ved at eksperimentere og prøve sig
frem selv skal finde ud af, hvad opgaverne går ud på.
Sværhedsgraden øges gennem spillet, og imod slutningen
er der et par opgaver, som kræver virkelig meget omtanke.
Det indbyggede hjælpesystem til løsning af opgaverne og
til oplysning om næste skridt i handlingen, er nærmest
genialt og meget velfungerende. Via de 3 niveauer af
hjælp, bestemmer man selv hvor svær og udfordrende den
enkelte opgave skal være, og kan eller gider man ikke
selv løse opgaven, kan man vælge at spillet skal gøre
det, hvilket svarer til at opgaven springes over.
Historien er rørende, vedkommende og lidt spændende.
Bag den ydre historie om mystiske hændelser på et
magisk troldmands akademi, handler historien i bund og
grund om venskab, kærlighed, selvtillid, afsavn mm. Man
kan ikke sige historien ender lykkeligt, med den
afleverer nogle gode moralske synspunkter, som f.eks. at
man skal huske at være sig selv, at leve i nuet og at
være opmærksom på sine nærmeste. Sunde pointer for
både børn og voksne her i vores fortravlede,
overfladiske og lidt forlorne tilværelse.
De 4 hovedpersoner Lydia, hendes følgesvend Zak, hendes
veninde Celeste og dennes far Nathaniel, beskrives så
detaljeret, at man får en klar fornemmelse af deres
personlighed. Ingen af dem er onde, men et par stykker er
måske lidt vildfarne. Det må man så forsøge at rette
op på igennem spillet. Især Lydia og Zaks
personligheder udvikler sig på en fin måde fra start
til slut. Dialogerne, som til tider er temmelig
omfattende, er generelt gode og underholdende. De giver
meget god information, samtidig med at de er ganske
underholdende. Til tider er dialogen mellem Lydia og Zak
nærmest humoristisk, især når Lydia fornemmer der er
mere og andet bag de ord Zak siger.
Styringen er generelt velfungerende og intuitiv, og for
nybegyndere er det fint med Mustavios indledende lektion
i styring af spillet. Det er godt der er engelske
undertekster på dialogerne, og det er fint med et lille
billede af den der taler, så alle kan se hvem der siger
noget.
Minusser
:
Grafikken i de selvkørende sekvenser er ikke så flot
som i selve spillet. Den virker mere uskarp og kornet,
som om den er genereret i en lavere opløsning. Der kunne
være flere animationer i scenerne, f.eks. er der ingen
bevægelse i den udendørs bevoksning, hvilket virker
meget sterilt. Animationerne af personer og figurer er
ikke altid lige naturlige. Når ulven Zak står på sine
fire ben på en trappe, ligner han en udstoppet figur der
er placeret på et skråt underlag.
Der mangler af og til nogle lydeffekter af det Lydia
foretager sig. F.eks. var der en enkelt situation, hvor
jeg slet ikke kunne høre hvad hun sagde. Nogle af
stemmerne og især Mustavios lyder unaturlige og alt for
kunstige. Hans italienske accent bliver helt klart
overspillet.
Enkelte af opgaverne er så vanskellige at få styr på,
at man er nødt til at bruge den indbyggede hjælp. Der
er simpelthen ikke nok respons på det man prøver, til
at man kan regne ud hvad resultatet skal være. Lidt
ærgerligt når opgaverne ellers generelt er rigtig gode.
Jeg havde også svært ved at løse gåderne, hvor både
spørgsmål og svar er på engelsk. Måske skyldes det
mit begrænsede kendskab til engelsk, men jeg synes flere
af svarene passede til spørgsmålene. Med 4 samtidige
gåder der alle skal besvares korrekt, giver det en del
kombinationer, som det er tidskrævende at komme igennem.
Keepsake har det mest underlige system til gem og indlæs
af spil som jeg længe har set. Egentlig har jeg endnu
ikke helt fundet ud af hvordan det virker. Gem af spil
foretages fint og hurtigt, men da der kun kan gemmes det
aktuelle spil plus 8 andre for hvert nyt spil man starter,
risikerer man hurtigt at overskrive et tidligere gemt
spil. Dette sker uden nogen form for advarsel. Til
gengæld får man en advarsel om at tidligere gemte spil
kan blive overskrevet, når man indlæser et tidligere
gemt spil. Det kan selvfølgelig være rigtig nok, men
det er et meget underligt tidspunkt at blive advaret på.
Resultatet var, at da jeg havde gennemført spillet,
havde jeg ingen gemte spil fra 1. halvdel af spillet.
Lidt ærgerligt hvis man vil genspille tidligere
situationer eller opgaver, og bestemt en ulempe, hvis man
vil anmelde spillet og kopiere skærmbilleder fra det. En
anden besynderlighed er, at man kun kan indlæse et gemt
spil, når man lige har åbnet eller startet spillet. Det
betyder, at man er nødt til at stoppe og afslutte
spillet, og derefter starte det igen, for at få lov til
at genindlæse et tidligere gemt spil.
Selve styringen har også nogle små ulemper. Det er f.eks.
ikke altid at markørens udseende skifter nøjagtigt
samme sted på skærmen, som svarer til det område
handlingen kan foretages i. Så af og til får man ikke
den forventede reaktion, og man bliver derfor nødt til
at flytte musen en smule og prøve igen. Med museklik på
et bestemt symbol kan man overspringe den igangværende
del af en dialog, men hvis der samtidig er tilhørende
animationer af de gestikulerende personer, må man pænt
vente til disse er færdige. De skiftende og ofte
modsatrettede kameravinkler kan virke desorienterende.
Konklusion
:
Keepsake er et ganske vidunderligt adventure spil. Det
har flot grafik med de mest imponerende scenerier, en
sød, lidt sørgelig men vedkommende historie, og mange
logiske og udfordrende opgaver, som man individuelt kan
gøre lettere via den indbyggede hjælp. Der er dog nogle
væsentlige minusser, som trækker vurderingen ned. Der
mangler bevægelse i bevoksningerne, nogle af figurerne
ser underlige ud i visse situationer, og nogle opgaver er
så svære, at man er tvunget til at bruge
hjælpesystemet. Og så har Keepsake et meget underligt
og mangelfuldt system til gem og indlæs af spil. Uden
disse minusser kunne Keepsake have fået noget nær
topkarakter, men nu må det altså nøjes med en rigtig
pæn karakter. Under alle omstændigheder er det en meget
flot debut fra Wicked Studios. Jeg er både imponeret og
positivt overrasket.
Jeg kan anbefale Keepsake til alle fans af adventure spil,
og specielt hvis man kan lide en historie om bløde
værdier og udfordrende logiske opgaver. Hjælpesystemet
gør, at alle kan gennemføre spillet. Så egentlig er
der ikke noget at betænke sig på: Køb Keepsake, husk
at installere patch 1.6 fra nettet, gå så på opdagelse
i magiens akademi i Dragonvale og løs mysteriet i
herligt selskab med Lydia og Zak.
|
|
Start
Side
Klik
for spillets hjemmeside

|