Handling :
Spillet foregår i og omkring den lille havneby Saxton på Englands østkyst. Det er forår i slutningen af april, og den kommende fejring af 1. maj kaldet May Day er under forberedelse. Året er nutidigt, men Saxton og dens indbyggere er nærmest tidløse og ikke særlig påvirket af udviklingen. I indledningen overværer vi en telefonisk samtale mellem chefen for elektronik-virksomheden Hadden Industries i London og to af hans mænd i marken. De forfølger tilsyneladende en tredje person Nigel Danvers, som er stukket af med fortrolige oplysninger, som han mere eller mindre tilfældigt har hacket sig til. Det er Nigel Danvers der er vores hovedperson, og vi overtager styringen af ham netop som han står af toget på en lille station lidt udenfor Saxton. Nigel er ikke helt sikker på hvor han er, og han undrer sig over at toget trækkes af et damplokomotiv. Konduktøren, som også er stationsforstander, synes dog ikke der er noget mærkeligt ved det. Han forklarer Nigel at toget ikke kan køre længere på grund af den årlige oversvømmelse af marsken, og at det ikke køre tilbage samme dag. Så Nigel må finde stien til Saxton, hvor han formodentlig kan få et værelse på kroen. Stationsforstanderen beder Nigel levere en pung tilbage, som er tabt af den eneste medpassager, en ung kvinde, som allerede er gået mod Saxton. Så de første opgaver er at finde vej til Saxton, få lejet et værelse og så finde kvinden og levere pungen tilbage.
Fra denne lidt mystiske indledning udvikler der sig en meget omfattende og detaljeret historie. Man kommer dybt ind i Saxtons historie og fortid helt tilbage til vikingetiden, og man kommer meget tæt på en del af Saxtons beboere. Foruden den unge kvinde Lucy, som studerer i London men er hjemme for at fejre May Day, og den hyggelige stationsforstanderen der dvæler ved fortiden, er der f.eks. også den excentriske gamle dame Nanny Noah med hunden George, smeden Bob som også er byens altmuligmand og Rhys der er indehaver af butikken Celtic Corner. I alt møder og samtaler Nigel med op imod 15 personer og ca. lige så mange genfærd. Det er ikke altid let at kende forskel.
Nigel bliver indlogeret ved havnen midt i byen i det uhyggelige og faldefærdige Harbour Cottage. Stedet er kendt af Saxtons beboere som et centralt sted for uforklarlige hændelser, hvilket Nigel får stor fornøjelse af. Han tror nemlig på der er mere mellem himmel og jord end det man umiddelbart kan se, så han går friskt og uden frygt ind i diverse forsøg på at kontakte eventuelle genfærd. Senere da han er kommet på talefod med Hadden Industries, får han tilsendt diverse elektroniske apparater til at spore paranormale fænomener. Nigel bliver fascineret at byens ældgamle legende om tre brødre som regerede i området. Disse tre konger havde hver deres mere eller mindre magiske krone, og efter sigende findes en af disse kroner stadig gemt et sted i eller omkring byen. The Saxton Crown er et yndet mål for skattejægere på denne tid af året, hvor oversvømmelserne bringer ting frem i lyset, ting som måske skulle have vedblevet med at være gemte. Nigel er da heller ikke den eneste der leder efter kronen, om end de fleste af byens beboere synes man skal lade fortiden hvile i fred. Heraf spillets oprindelige titel - A Warning to the Curious – En Advarsel til de Nysgerrige. Måske kan Nigels flirten med det overnaturlige give ham en fordel i jagten på den forsvundne krone.
Hovedopgaven er at lede efter den forsvundne krone, men der er også sideopgaver med at løse mysteriet om nogle forsvundne katte, samt at hjælpe diverse genfærd videre, så de ikke længere forstyrrer Saxtons beboere. Undervejs er der masser af mindre opgaver, som i høj grad går ud på at undersøge omgivelserne. Ting skal findes og anvendes rigtigt, dokumenter og bøger skal læses og forstås, og personer skal udspørges. Der er koder der skal tydes, der er mønstre der skal genkendes, der er puslespil af forskellig slags, der er mekaniske opgaver og der er endda et par opgaver med lyd. Endelig er der en del opgaver, der går ud på at kontakte afdøde personer. Nogle opgaver skal løses i samarbejde med andre personer, og enkelte opgaver har en meget mild tidsbegrænsning. Det er i ligeså høj grad tilegnelse af information som løsning af opgaver der bringer fremdrift i spillet.
Foruden selve byen med kroen, en antikvitetshandel, en station, en smed, en ting-og-sager butik samt et meget omfattende museum, besøger Nigel Danvers også havnen, stranden, marsken og nogle vidt forgrenede grotter. I byens opland går han på opdagelse på en klippefyldt kyst, i en skov og i 2 kirker med tilhørende kirkegårde. Langt de fleste af disse steder består af flere individuelle lokaliteter, så der er meget der skal undersøges.
Både personer og historie udvikler sig løbende gennem spillet. Der er mange detaljer ved begge dele, men det er ikke dem alle der har direkte betydning for spillets gennemførelse. Det er tydeligt, at det er Nigel Danvers som skaber udvikling i historien. Uden ham ville Saxton stadig være en stille by med gamle legender og genfærd hvor tiden er gået i stå. Handlingen er opdelt i 9 kronologiske afsnit, 5 dage og 4 nætter. Inden for hvert afsnit er der gode muligheder for at gå på opdagelse og løse opgaver i valgfri rækkefølge. Det er dog ikke altid Nigel har adgang til alle Saxtons lokaliteter, og nogle af områderne får han først adgang til efterhånden som historien udvikler sig. De handlinger, som skaber denne udvikling, skal udføres i en bestemt fastlagt rækkefølge. Overordnet set er handlingen lineær, og historien har kun et forløb og en slutning. Jeg var mellem 25 og 30 timer om at få styr på al mystikken, uhyggen og alle genfærdene, og det lykkedes mig ikke at få Nigel Danvers til at dø undervejs.

Styring :
Generelt er synsvinklen i 3. personer, men når Nigel går på spøgelsesjagt med det infrarøde kamera, er synsvinklen 1. person. Der zoomes også ind til faste billeder med 1. persons synsvinkel når steder og ting undersøges nærmere. Baggrundene er faste billeder i 2D, hvorpå personerne i 3D bevæger sig. Billederne er fotografiske med tilføjede grafik elementer, og de er næsten udelukkende i detaljerede grå toner. Enkelte billedelementer kan være tilføjet en kraftig farve, som f.eks. en blå himmel eller et rødt skilt. Kameravinklen kan skifte meget fra billede til billede, og ofte er der flere billeder med vidt forskellig kameravinkel tilknyttet den enkelte scene. Billedet skifter automatisk afhængig af hvor Nigel går og står. Billede og scene-skift vises som skift til et andet kamera med en ny synsvinkel.
Der er en del animationer i de faste billeder. Der er dyr, fugle og insekter som bevæger sig rundt, der er bevægelser i vandoverflader og af og til også i skyerne, der driver tåge og dis rundt, der er lys der blinker og mekanik der arbejder, og af og til er der endda små bevægelser i bevoksningen. Og så er der selvfølgelig også alle personerne som bevæger sig. I et vist omfang ser man også gestikulation og mundbevægelser når de taler, og man ser Nigel gå rundt og udføre de handlinger man sætter ham til.
Ved afgørende handlinger, når Nigel flytter sig mellem bestemte lokaliteter, når handlingen skifter fra et afsnit til det næste, og i indledningen såvel som afslutningen vises der selvkørende sekvenser. Ofte er disse i samme grafik som selve spillet, men enkelte af dem er i 3D med bevægelig kameravinkel. Disse er også holdt i de samme grå farvetoner som resten af spillet.
Der er masser af forskellige lyde i spillet. Først og fremmest er der mange forskellige lyde fra omgivelserne. Der er lyde af insekter, dyr, mågeskrig, andre fugle samt af hunde der gør. Man kan høre torden, vinden der suser, vand der drypper og skvulper, grene der knækker, træværk der giver sig, og sten der falder eller flyttes. Og der er lyde af tågehorn, klokker, radioer og meget, meget mere. Der er også lyde at de ting Nigel foretager sig, f.eks. af hans fodtrin som er tilpasset underlaget, af ting han samler op, flytter eller berører, samt af hans kommentarer til det han ser eller foretager sig. Der er også lyde af ting der bevæger sig, af andre personer og det de foretager sig, samt af deres indbyrdes samtaler og deres dialoger med Nigel. Man hører også stemmer og andre lyde fra ånder og spøgelser. Endelig er der musik, som mest er simple stykker med enkelte afdæmpede toner. Lydene er i stereo uden at være retningsbestemte.
Selve styringen foretages udelukkende med musen. Forskellige markører viser bl.a. hvor Nigel kan gå til en anden scene, hvor han kan tale med en anden person, undersøge noget nærmere, foretage handlinger, samle noget op eller anvende en af de ting han har med sig. I nogle situationer, som f.eks. når Nigel anvender det elektroniske udstyr, er styringen lidt anderledes med specielle muligheder for handlinger.
Dialoger styres ved at vælge mellem forskellige sætninger, der vises nederst i billedet. Nogle sætninger kan føre til helt nye underliggende muligheder, således at dialogvalgene foretages i flere niveauer. Dialogerne er statiske og kan gentages så mange gange man vil, men når der er er sket fremskridt i handlingen, kan dialogerne med de enkelte personer være helt anderledes. Nogle at dialogvalgene giver vigtig og nødvendig information for fremdrift i historie og handling.
Når markøren føres ned i det sorte felt under selve billedet, vises de ting Nigel har med sig. Han kan have mange ting, så selv om der kan vises 12 ting samtidigt på én række, kan man også skifte til venstre eller højre for at se de øvrige ting. Med højreklik på den enkelte ting undersøger man den nærmere. Dette resulterer evt. i at Nigel giver en beskrivelse af tingen eller at tingen vises i et animeret nærbillede. Nogle ting kan derefter vendes, læses eller åbnes så der dukker nye ting frem. Med venstreklik vælges tingen for anvendelse, hvorved markøren tilføjes billedet at tingen. Herefter kan tingen forsøges anvendt i omgivelserne eller sammen med en af de andre ting. Nigel fortæller hvis handlingen ikke fører til noget. Ved skift mellem historiens forskellige afsnit, bliver der automatisk ryddet op, så nogle af de overflødige ting forsvinder.
I øverste venstre hjørne kan man åbne spillets menu. Her kan man gemme og indlæse spil, og man kan foretage opsætning af spillet. Opsætning dækker kun over at man kan slå undertekster til og fra. Man kan gemme 8 forskellige spil, som automatisk gemmes med dato, klokkeslæt og et lille billede af situationen. Gemte spil kan overskrives med nye gemte spil. Når spillet startes vises der en åbningsmenu, hvor man også kan foretage indlæsning at et gemt spil og foretage samme opsætning som i selve spillets menu. Desuden kan man fra åbningsmenuen vælge at starte spillet forfra, hvorved en lang indledende selvkørende sekvens vises.

Plusser :
Grafikken er detaljeret og realistisk med de fotografiske scener. De grå farvetoner er med til at gøre Saxton tidløs, og de bidrager væsentligt til den uhyggelige stemning. De kraftige farver, som af og til anvendes på enkelte billedelementer, er også med til at understrege stemningen. F.eks. er himlen klar og blå da den længe ventede festdag May Day oprinder. De mange animationer giver scenerne liv, og for de meste er de udmærkede og virker naturlige. De ofte diffuse, pludselige og overraskende animationer af genfærd og andre fænomener er også rigtig gode. De bidrager fint til spillets specielle og uhyggelige stemning.
Den simple musik er også en væsentlig faktor for stemningen i spillet, og den understreger både handlinger og uhyggen. Det samme gælder det øvrige lydbillede, som har rigtig mange detaljerede og realistiske lyde. Personernes tale er tydelig og for det meste ganske velspillet.
Et af spillets største plusser er de mange opgaver. Der er mange forskellige typer, og de har meget afvekslende sværhedsgrad. De er integreret fint i både historie og handling, og ingen er så svære at det bliver nødvendigt med ekstern hjælp. Ofte er man nødt til at eksperimentere og prøve sig lidt frem, for at finde ud af hvad opgaven går ud på, og hvordan den kan løses. Dette holder jeg meget af.
Historien er spillets helt store force. Den er lang, meget omfattende og detaljeret med masser af oplysninger om både nulevende og afdøde personer, samt omkring Saxton, dens historie og dens omgivelser. Historien både afsløres og udvikler sig løbende. Det er tydeligt at det er de handlinger Nigel foretager sig, som får historien til at udvikle sig. Man er en del af spillet og ikke blot tilskuer, og et par gange er udviklingen ganske overraskende. Den komplekse historie som foregår på flere planer er meget spændende, og samlet set er den fornyende for både gyser spil og for adventure genren generelt. Det er fint, at der er løse ender på nogle af historiens elementer når spillet er slut, hvilket bevarer noget af mystikken, og det er fint, at man undervejs kan få en masse ekstra information om Saxton, dens historie og dens beboere, information som ikke direkte har betydning for gennemførelse af spillet. Dette er ved at være et varemærke for Jonathan Boakes, og denne gang har jeg vist fået det hele med, for det er både spændende og underholdende.
Personerne er ganske interessante, og man får et temmelig detaljeret indtryk af deres forskellige personligheder. For Nigel og Lucys vedkommende sker der lidt personlig udvikling i løbet af spillet, men ellers er der tale om faste genkendelige typer, som er gengivet rigtig udmærket. Dialogerne er glimrende, idet de flyder naturligt samtidig med at de giver den nødvendige information. Ofte er de også ganske humoristiske på den velkendte britiske måde. Dialogerne og visse grafiske elementer er de største bidragsydere til spillets humor.
Grafik, lyd, personer, historie og opgaver passer meget fint sammen, og de går nærmest op i en højere enhed, så stemningen og ikke mindst uhyggen i spillet bliver helt fantastisk og unik. Mindst et par gange tøvede jeg lidt med at udføre bestemte handlinger, fordi jeg ikke vidste hvilke uhyggelige ting der lå og ventede, mindst et par gange lettede jeg i stolen af bar forskrækkelse, og mindst et par gange fik jeg gåsehud (gyserhud) pga. det der skete.
Styringen er intuitiv og velfungerende, og det er fint med mulighed for undertekster på dialogerne.

Minusser :
Man skal vænne sig til den fotografiske grafik med grå toner, og selv om den fungerer udmærket, foretrækker jeg mere realisme med naturlige farver. Nogle af animationerne er lidt simple, nogle er upræcise, og nogle er direkte underlige. Det er især animationerne af personerne der er problemer med. F.eks. udfører Nigel af og til handlinger i den tomme luft, fordi han ikke er tæt nok på de ting og steder han håndterer, og hans fødder glider frem over underlaget når han går, som om han laver omvendt moonwalk. Det sidste kan være en fordel, da Nigel ikke kan løbe, og da man er nødt til at afvente at hans bevægelse gøres færdig, inden man kan foretage næste handling.
Nogle af de mange detaljerede lyde i baggrunden anvendes på steder hvor de ikke matcher omgivelserne. F.eks. hører man vand dryppe hvor der ikke er vand, man hører grene knække på stranden, og man hører sten falde midt inde i skoven. Jeg havde meget svært ved at forstå hvad genfærdene sagde, selv efter jeg havde optaget deres stemmer og kunne høre dem igen og igen.
Hvad opgaverne har i antal, mangler de i sværhedsgrad. Øvede adventure spillere vil nok savne lidt udfordring i form af svære logiske opgaver, som kræver god omtanke.
Selvkørende sekvenser og de enkelte dialoger kan ikke afbrydes, og det samme gælder handlinger som Nigel har påbegyndt. Man er nødt til at have tålmodighed og vente på disse kører færdige, inden man kan foretage næste handling. Dette kan være irriterende, når man ved hvad der sker og hvad næste handling skal være.
Selv om lyd og grafik fungerede udmærket for mig, undrer det mig meget, at der slet ikke er nogle indstillings muligheder for disse. Som minimum burde det være muligt at indstille den generelle lydstyrke.
Kun 8 samtidig gemte spil er alt for lidt, især i så langt et spil som dette. Også selv om hovedpersonen ikke kan dø, og selv om handlingen ikke pludselig kan stoppe. Man kunne jo få behov for at følge op på information man tidligere havde set, men som ikke længere er tilgængelig.

Konklusion :
The Lost Crown – A Ghost-Hunting Adventure er et glimrende adventure spil. Historien er god, personerne er gode, opgaverne er gode, stemningen er god og uhyggen er fantastisk. Der er så mange detaljer, sidehistorier og informationer, at det er helt overvældende. De tekniske mangler ved animationerne, styringen og indstillings mulighederne, herunder maksimalt 8 samtidig gemte spil, trækker selvfølgelig ned. Men ingen af dem ødelægger den intense og til tider rigtig dejlig uhyggelige stemning. Så The Lost Crown får en rigtig flot vurdering.
Det er et langt spil med en kompleks historie og men en masse forskellige opgaver. Kan man lide dette, og har man samtidig lyst til spøgelsesjagt og gys, så er dette det rigtige spil. Opgaverne er ikke sværere end at alle kan være med, jeg kan dog ikke anbefale spillet til sarte sjæle, som ikke bryder sig om gys og uhygge.
Bør spilles efter mørkets frembrud med alt lys slukket og med lyden skruet op. Og vent så bare til du pludselig opdager hvad kryptens gange gemmer på. God skatte og spøgelsesjagt.

Start Side

Klik for spillets hjemmeside

Udvikler : Darkling Room
Udgiver : Lighthouse Interactive
Udsendt : September 2008
Review : April 2009

Klik for at forstørre

Vurdering
91 %