Myst V End of Ages er som navnet siger det femte
spil i Myst serien. Ca. samtidig med at det fjerde spil Revelation dukkede op, så også Uru dagens lys. Uru bygger på
den samme historie og de samme personer som Myst, men
ligger kronologisk noget senere end de første fire Myst
spil. Uru var oprindeligt tænkt som et online adventure
spil, men blev i stedet udgivet som 2 enkelte spil.
Historien i End of Ages bygger på handlingen i både
Myst og Uru, og som navnet antyder, er End of Ages en
afslutning på Myst sagaen.
Stilen minder om Uru spillene, med gennemført
realistisk 3D grafik og mulighed for frit at bevæge sig
rundt. I Uru kunne man skifte mellem 1. og 3. persons
synsvinkel, i Myst V er der kun 1. persons synsvinkel.
Hovedvægten er som i alle Myst spil lagt på udforskning
og opgaveløsning, men der er også en historie som
binder stort set alle de løse ender fra både Myst og
Uru sammen. Vel at mærke hvis man finder den rigtige
slutning, der er nemlig flere forskellige. Der er gensyn
med Atrus og Yeesha, men man møder også en ny person
Esher.
Myst V End of Ages er udviklet af Cyan, som er de
oprindelige ophavsmænd bag både Myst og Uru. Spillet
udgives af Ubisoft, der også har udgivet Uru og de
seneste Myst spil.Handling :
Handlingen udspiller sig kronologisk set efter de
tidligere Myst spil og Uru spillene. Yeesha er, i flg.
historien i Uru, Dni civilisationens nye Grower, og
hun har nu forsøgt at få den degenererede og næsten
uddøde civilisation til at blomstre igen. På et
afgørende punkt har hun dog fejlet, og hun har ikke
mulighed for at gøre det om. Det er her man som gammel
ven af Atrus kommer ind i billedet. Efter man har
modtaget en besked fra Atrus, starter selve spillet i
samme imponerende rum i Kveer, hvor Uru sluttede.
Hurtigt møder man Yeesha, som forklarer situationen på
hendes egen mystiske måde, og så er eventyret i gang.
Hovedopgaven er at frigøre og få fat på den udhuggede
og ornamenterede stentavle, som kontrollerer kraften bag
Dnis evne til at beskrive og dermed skabe verdener,
og til at lave linkbøger, så man kan rejse mellem disse.
Når man til sidst i spillet får hænderne på den
magtfulde stentavle, skal man træffe et afgørende valg,
som har betydning for Dnis fortsatte eksistens.
Stentavlen er låst af fire andre tavler, som man skal
finde i fire forskellige verdener. Undervejs støder man
på nogle væsner der kaldes Bahro, og disse er tæt
knyttede til kraften og stentavlerne. Ved at tegne
bestemte tegn på de magiske tavler, kan man få Bahro
til at udføre visse mirakler via kraften. Stentavlerne
kan også anvendes til at etablere bestemte link-punkter
rundt om i verdenerne. Alt dette er integreret i
handlingen og opgaverne, og selv om det måske lyder
forvirrende, virker det forholdsvist enkelt og logisk i
spillet.
De fire fantastiske verdener som skal besøges er Thagira,
der er et smukt vinterlandskab midt i et ocean hvor sneen
drysser stille ned. Der er Todelmer, der er beregnet til
udforskning af verdensrummet, og hvor der er en
fantastisk udsigt til nattehimlen med planeter, tåger og
stjerner. Så er der Noloben, med øer bestående af
klipper, sand og græs, og hvor regntunge mørke skyer
driver hen over den blå himmel og ind foran solen.
Endelig er der Lakiahn, med palmer og runde klipper,
hvor en måne gentagne gange passerer ind foran solen og
forårsager en kortvarig solformørkelse der gør dag til
nat. Foruden disse fire verdener og Kveer, der er
en del af Dnis forladte underjordiske by, kommer
man også til den vulkan på overfladen, hvor Uru
spillene startede. Herfra kan man komme ned i den store
skakt, der forbinder den underjordiske by med overfladen.
Forskellige steder i skakten finder man linkbøger til
Direbo, der fungerer som mellemstation til de fire
verdener. Og endelig får man mulighed for at besøge
øen Myst en sidste gang.
Der er en oplagt sekvens man besøger de fire verdener i,
men historie og handlingsmæssigt er rækkefølgen
underordnet. Man behøver heller ikke blive færdig med
en verden, inden man går til den næste, og indenfor den
enkelte verden, er der stor frihed til gå på opdagelse
og til at gøre forskellige ting. Så spillet kan bestemt
ikke siges at være lineært. Med mellemrum gennem hele
spillet dukker Esher op. Han kommenterer det man
foretager sig og beskriver de steder man er, og så giver
han sin version af historien, som tydeligvis er
anderledes end Yeeshas. Man møder kun Yeesha i starten
og i slutningen, men hendes historie uddybes via korte
journaler, som man finder på sin vej ned gennem den
store skakt. Begges betragtninger indgår når man til
sidst skal træffer den afgørende beslutning, og de
serveres som enetaler og starter automatisk når man
befinder sig bestemte steder. Ud over disse to personer,
hører man kun lidt fra Atrus i starten og i slutningen.
Opgaverne er mangeartede, og de griber tit ind i hinanden
på bedste Myst vis. Der er både mekaniske opgaver med
at få ting til at fungere, åbne døre og lignende, som
i den klassiske Myst stil, og så er der er opgaver med
tegn og tavler og med at linke til bestemte steder i
rigtig rækkefølge, som er mere kendetegnende for Uru.
Begge typer kræver at man kombinerer eksperimenter og
logisk omtanke, og for at finde nødvendig information om
løsningerne, kræves der nøje undersøgelser og
tålmodighed med at bevæge sig rundt og prøve sig frem.
Der er tidsbegrænsning på nogle af opgaverne, men det
virker naturligt, og længden er altid rimelig. Og hvis
ikke man når det, kan man bare prøve igen.
Det er først til allersidst i spillet, hvor man skal
tage en afgørende beslutning, at det man foretager sig
har betydning for handlingen. Indtil da følger man blot
et mere eller mindre fastlagt spor, hvor man gør de ting
der forventes af en, og som andre har gjort tidligere.
Der er ingen blindgyder undervejs, og man kan ikke dø.
Men træffer man ikke den rigtige afgørende beslutning,
kan der ske noget, som måske er værre end døden.
Dermed også sagt, at der er flere forskellige forkerte
slutninger, men kun en rigtig. Det tog mig
mellem 15 og 20 timer at nå denne.
Styring
:
Myst V End of Ages kan styres på 3 måder. De to
første er i den klassiske stil med museklik og faste
punkter, som man bevæger sig imellem. Ved den ene er
markøren fast i centrum af billedet, men kan låses op
med højreklik, og i den anden kan markøren bevæges
frit uden at billedet drejer, og med højre museknap nede
kan man se sig omkring. Den 3. mulighed giver
fuldstændig frit udsyn og bevægelighed, så man kan gå
og stå alle steder, hvor det er naturligt. Dette styres
med musen, tastaturet eller en kombination af disse.
Under alle 3 former for styring, er der 360 graders udsyn
samt mulighed for at se lodret op og ned, og der er
mulighed for at bevæge sig hurtigere rundt, enten med en
tast eller ved at holde venstre museknap nede. Valget
mellem de 3 måder at styre på foretages via
opsætningen, og her kan man også ændre tasternes
funktion for den 3. styrings måde, og man kan justere
musens følsomhed.
Al grafikken er i 3D og synsvinklen er 1. person. Via
opsætningen kan man ændre grafikkens opløsning fra 800x600
helt op til 1600x1200, og man kan slå skygger og
dynamiske refleksioner af og på. Desuden kan man justere
kvaliteten af de selvkørende sekvenser og af
overfladernes detaljer mm. Ved styring med faste punkter,
vises bevægelserne mellem punkterne som små
selvkørende sekvenser i 3D. Det samme gælder når man
bevæger sig op og ned af stiger og lignende. Der vises
også selvkørende sekvenser i samme 3D grafik som selve
spillet, når man foretager bestemte handlinger, og når
man er i nærheden af en person, som derfor begynder at
tale. I indledningen er der også en selvkørende sekvens,
og der er en længere som afslutning på spillet. Der er
masser af animationer i omgivelserne. Vandet, skyerne,
fuglene, græsset, sneen, regnen og en masse andre ting
ser naturlige ud, og de bevæger sig helt naturligt. Der
er også naturlige animationer af alt hvad man foretager
sig, og af de ting som efterfølgende sker. Disse
foregår i rigtig tid i 3D miljøerne, og imens kan man
foretage sig andre ting eller bevæge sig rundt. På
samme måde skifter scenerne mellem blæsevejr og stille
vejr, mellem regnvejr og tørvejr og mellem dag og nat
med glidende overgang via tiltagende tusmørke og morgen
dæmring.
Musikken er lavet specielt til spillet, og det er moderne
ambient musik. Den er tilpasset det miljø man befinder
sig i, og til det der sker i handlingen. Den spiller ikke
hele tiden, men kun når det er passende, eller når der
sker noget særligt. Foruden musik er der lyde fra
omgivelserne, og det er ikke bare en enkelt lyd men mange
forskellige. F.eks. kan man høre både vinden, vandet og
lyde fra dyr samtidigt. Der er også lydeffekter af alt
det man foretager sig, og af det der efterfølgende sker
i omgivelserne. Den velkendte lyd fra de tidligere Myst
spil, som kommer når man linker til en anden verden, er
selvfølgelig også med. Og endelig er der andre
specielle lyde, som når man går ind og ud af de
fantastiske bobler, eller når en Bahro håndterer en
stentavle. Sidst men ikke mindst er der tydelig og
velspillet tale, når Atrus, Yeesha eller Esher siger
noget. Lydene er i 3D, således at de flytter sig når
man drejer rundt, og man kan tydeligt høre om man er
inde eller ude osv. Man kan via opsætningen vælge at
håndtere lydbilledet via software, hardware eller EAX,
så har man et EAX lydkort og højtalerne til det, er der
guf for øregangene. Man kan også indstille antallet af
forskellige lyde, samt styrken på henholdsvis musik,
tale, baggrunds lyde og lydeffekter, og man kan slå
lyden helt fra. Man kan også slå undertekster til og
fra.
Når musen peger på noget i omgivelserne, som man kan
gøre noget med, skifter markøren udseende. Det er ikke
mange forskellige ting man kan gøre, typisk er det at
trykke, trække eller dreje på noget, men det kan også
være at klatre op og ned af stiger eller at se nærmere
på noget som f.eks. et teleskop. Handlingen udføres med
venstreklik, og ofte skal knappen holdes nede mens man
bevæger musen. Dette er også måden, hvorpå man laver
frihåndstegninger på de specielle stentavler.
Generelt kan man ikke samle ting op og tage dem med sig,
men der er dog et par undtagelser. Den ene er
stentavlerne, som man kan holde en af gangen. Når man
har en med sig, ses toppen af den altid i nederste
venstre hjørne af billedet. Herfra kan man holde den op
og tegne på den, eller man kan lægge den fra sig på
jorden eller på specielle standere. Alt sammen meget
nyttigt skal det vise sig. En anden undtagelse er
kameraet og fotoalbummet, som man finder tidligt i
spillet. Kameraet bruges til at gemme det igangværende
spil, og billedet af stedet gemmes så i albummet,
hvorfra man kan indlæse spillet igen. Man kan skrive
sine egne kommentarer under billederne i albummet, og man
kan fjerne billeder alias gemte spil, som man ikke
længere vil gemme. Man kan tilsyneladende gemme så
mange spil man har lyst til. Den tredje og sidste
undtagelse er Yeeshas 12 korte journaler, som man kan
tage frem og læse eller få læst op med Yeeshas stemme,
når man først har fundet dem.
Når markøren flyttes op i øverste højre hjørne,
fremkommer nogle symboler der anvendes til styring af
disse funktioner. Foruden kameraet, fotoalbummet og
Yeeshas journaler, er der en log over Yeeshas og Eshers
enetaler, som man kan bladre i og læse igen og igen. Der
er også et symbol for opsætning, der resulterer i tre
faneblade med henholdsvis styring, grafik og lyd. Endelig
er der et symbol for afslutning af spillet. Dette giver
mulighed for helt at stoppe spillet, eller at gå til
hovedmenuen, som også vises i starten. Fra hovedmenuen
kan man starte et nyt spil eller genoptage et
igangværende hvor man slap det sidst. I begge
situationer foretages valg mellem spiller 1 til 5. Man
skal altså først genoptage et spil, før man kan vælge
at indlæse et tidligere gemt spil. Fra hovedmenuen kan
man også vælge opsætning af spillet som tidligere er
beskrevet, man kan vælge afslutning af spillet, og man
kan vælge at få hjælp til spillet via en Myst V
hjemmeside på Internettet.
Når spillet startes kommer der en startmenu, hvor man
kan vælge at installere, afinstallere eller starte
spillet. Man kan også vælge at se Read Me filen, at
læse manualen, eller at registrere spillet. Endelig kan
man vælge sprog for menuer og undertekster, eller man
kan vælge blot at stoppe spillet igen.
Plusser
:
Grafikken er simpelthen fantastisk flot. Det er den
flotteste, mest levende og mest bevægelige 3D grafik jeg
til dato har set. Der er så mange flotte og naturlige
animationer i scenerne, at mit ellers udmærkede
grafikkort fik åndenød et par gange. Godt at man kan
ændre opløsning og detaljeringsgrad. Personernes
bevægelser, især Eshers forelæsende stil, er
fantastisk og meget naturlig. Scenerne er så flotte, at
man stopper op blot for at se sneen dale ned, havdyrene
svømme forbi eller stjernerne blinke på den sorte
nattehimmel.
Lyden er også fantastisk god. Igen må jeg konkludere,
at lydbilledet er det hidtil bedste jeg har hørt i et
adventure spil. Musikken er smuk og anvendes på bedste
vis. Den er tilpasset scenerne, miljøerne og
situationerne, og den spiller kun på tidspunkter, hvor
den skal sætte stemning eller understrege handlingen.
Der er masser af glimrende baggrunds lyde. De virker
naturlige i forhold til scenerne, og de er med til at
gøre de anderledes og surrealistiske miljøer
troværdige. Man får indtryk af, at der er en ny lyd til
hver eneste handling, og også disse virker naturlige. At
lydene er i 3D og flytter sig i lydbilledet, når man
drejer rundt, er også med til at øge troværdigheden og
det naturlige i scenerne. Talen, som generelt er god og
tydelig, er også særdeles velspillet, især for
personen Esher.
Opgaverne er gode og meget afvekslende, og de er alle
fuldt integreret i historie og handling på genial vis.
De spænder fra at finde ting og oplysninger, over de
Myst lignende opgaver, hvor man med logik skal få ting
til at fungere eller døre til at åbne, til de Uru
lignende, hvor man skal tænke meget alternativt, for at
finde løsninger og for at kunne linke til alle
nødvendige steder. Ideen med at man skal tegne på
stentavlerne med musen er rigtig god. Det er nyt og
originalt, og det er et fint alternativ til blot at
klikke sig frem til løsningerne. Det er fint indpasset i
historien og handlingen, og det fungerer upåklageligt.
Jeg havde ikke de store problemer med at få tegnene til
at ligne og fungere.
Historien er ganske spændende, og på forunderlig vis
binder den knude på de fleste løse ender fra både Myst
og Uru. Vel at mærke, hvis man finder den rigtige
slutning, hvilket man selv afgør med en afsluttende
handling. Denne slutning er et tilfredsstillende punktum
for hele Myst sagaen, uden fuldstændig at udelukke
muligheden for Myst spil i fremtiden.
Det er fint at man kan vælge mellem flere måder at
styre spillet på. Jeg synes dog klart, at den med helt
fri bevægelighed, hvor 3D scenerne rigtig kommer til
deres ret, er klart at foretrække. Jeg brugte en
kombination af tastatur og mus, men der er flere andre
muligheder.
Det er prisværdigt, at der er et online hjælpesystem,
hvor man via nettet kan få hjælp til løsning af
opgaverne. Disse er dog ikke særlig vanskellige, så jeg
brugte det faktisk ikke og kan derfor ikke rigtig vurdere
værdien af det.
Opsætnings og tilpasnings mulighederne for grafik, lyd
mm. er mangfoldige og fuldt ud tilstrækkelige.
Funktionerne til gem og indlæs af spil, samt til
gennemgang af afholdte samtaler og af Yeeshas journaler,
fungerer fint. Det er glimrende, at man umiddelbart kan
fortsætte spillet hvor man slap det sidst, uden man skal
tænke på at gemme eller indlæse spillet.
Minusser
:
Som i de tidligere Myst spil, følger man en fastlagt
handling, uden fornemmelse af at man kan påvirke
historien. Det er først til allersidst, at det man gør
reelt har nogen betydning, men det har det så til
gengæld også.
Man ved hvad det overordnede mål er, og man finder ud af
detaljerne med at få ting til at fungere, men hvad de
mellemliggende delmål er, og hvad de går ud på, er
langt fra indlysende. Det er selvfølgelig fint, at man
skal eksperimentere sig frem, for at finde ud af dette,
men et par gange mangler der tilstrækkelig information,
og så må man blot prøve sig frem.
Der er egentlig ikke så mange opgaver, kun et par
stykker i hver af de fire verdener. Nogle af opgaverne
kan løses forholdsvis let, uden at man har fundet eller
forstået ledetrådene til den rigtige løsning. Det
virker underligt, at det er vanskelligere at finde og
gennemskue vejledningen, end det er at løse opgaven ved
at prøve sig frem.
Som i så mange andre Myst lignende spil, mangler der
spændende og dybe personer. Der kunne have været flere
som Yeesha og Esher, hvilket kunne have afhjulpet den
ensomhed man oplever i spillet. Yeeshas og Eshers
enetaler kunne have været erstattet med styrbare
dialoger. Men få personer, ensomhed og mangel på dialog
er Myst spillenes varemærke. Det passer til historien,
og det gør at alle kan sætte sig i spillerens sted.
Det er lidt uheldigt, at det aktuelle spil skal indlæses
når spillet genstartes, inden man kan indlæse et
tidligere gemt spil. Det er ikke så ofte man har brug
for dette, men det tager trods alt lidt tid at indlæse
et spil.
For at få fuldt udbytte af den fantastiske grafik og lyd,
kræves der noget at en computer. De tider hvor man kunne
spille de nyeste adventure spil på en lille ældre
computer er forbi.
Det er ærgerligt, at dette er sidste Myst spil.
Konklusion
:
Myst V End of Ages er som alle tidligere Myst spil
et fremragende adventure spil. De fantastisk smukke og
levende omgivelser, og de udfordrende og vel integrerede
opgaver er nogle af de store plusser for spillet. Men
også historien med den måde Myst og Uru bindes sammen
på, og den måde hvor stort set alle løse ender lukkes
og skaber en afslutning på Myst er rigtig god. Reelt er
minusserne få og ubetydelige, så alt i alt bliver det
til en rigtig god vurdering af spillet. Det er bestemt et
af de bedste adventure spil i år.
For at få fuldt udbytte af alle historiens detaljer,
skal man nok være lidt af en hardcore Myst fan med
kendskab til både Myst og Uru. Men andre kan også være
med, da Yeeshas journaler giver en basal baggrunds viden,
og alle kan bestemt nyde den imponerende grafik og lyd,
og de fint integrerede opgaver. Så der er egentlig ikke
noget at betænke sig på. Er man til smukke, opgave
orienterede adventure spil, så er det bare om at få fat
i Myst V og komme i gang.
For alle Myst fans, er End og Ages et værdigt og
uundværligt punktum på en lang rejse gennem en
problemfyldt civilisations fantastiske og mystiske
verdener. Det er ærgerligt, at rejsen nu er slut.
|
|
Start
Side
Klik
for spillets hjemmeside

|