The Omega Stone – Riddle of the Sphinx II  

Dansk Adventure Review


The Omega Stone er et klassisk musestyret adventure spil med fokus på historie og opgaver. Spillet og historien er en direkte fortsættelse af Riddle of the Sphinx, som man dog ikke behøver at have gennemført for at spille The Omega Stone. Stilen er naturtro grafik med filmede personer helt tilsvarende Riddle of the Sphinx. Som forgængeren er det designet af ægteparret Karen og Jeffrey Tobler, som sammen med resten af Omni Adventures også har stået for udviklingen af spillet. På mange måder minder The Omega Stone om Legacy of Time - Journeyman Project III, som er et glimrende adventure spil fra Presto Studio.

Handling :
Spillet indledes i det hemmelige kammer under Sphinx'en, hvor Riddle of the Sphinx sluttede. Professor Sir Gil Blythe Geoffreys, spillet at Jeffrey Tobler, beder dig igen om hjælp til at undersøge visse arkæologisk interessante steder. Mens han selv arbejder med at tolke gamle skriftruller om Omega stenen, som tilsyneladende forudsiger jordens undergang, skal du forsøge at lokalisere og indsamle et antal diske, som ser ud til at have forbindelse med denne mystiske sten. Dette bringer dig rundt i verden til bl.a. Maya'ernes hovedstad Chichen Itza, Påskeøen, Stonehenge og Bermuda trekanten.
Fra starten er der adgang til de fleste af disse steder. Sir Gil har sørget for at privatchaufføren Hump altid er til din rådighed. Når du kontakter ham, kan du få ham til at køre, flyve eller sejle dig derhen hvor du vil. Ud over dette er Hump ikke til nogen hjælp. Derimod er der vigtige oplysninger at hente hos Sir Gil's ven og kollega Lord Bathelwaite. Foruden Sir Gil, Hump og Lord Bathelwaite møder man også en mystisk keltisk munk eller præst, men der er ikke nogen desideret dialog med disse personer.
Til gengæld er der masser af vigtig information samt tips og vink at finde i form af dokumenter, bøger, breve, tale-meddelelser m.m. Det er ikke dem alle man kan tage med sig, men med et kamera kan man tage et billede af dem, som man så kan tage med. Efterhånden som handlingen skrider frem, sender Sir Gil supplerende information. Så det kan være nødvendigt at besøge og undersøge visse steder flere gange. Foruden de mange informationer er der også mange ting der skal findes og bruges rigtigt, så man kan løse de mange og forskellige opgaver. Opgaverne spænder fra kode-knækning over alkymist virksomhed til at finde rundt i en labyrint.
Spillet er inddelt i afsnit som svarer til de forskellige steder man skal besøge. Disse steder skal dog ikke besøges eller gøres færdige i en bestemt rækkefølge, selv om informationer og ting fra et afsnit måske skal bruges i et andet. Hvis man ikke passer godt på, risikerer man at dø. Dette kan ske pludseligt og uden nogen egentlig advarsel, så det er en god ide ofte at gemme spillet.
Efterhånden som man får undersøgt de forskellige steder og løst de mange opgaver, afsløres historien, og man finder en forbindelse mellem de forskellige forhistoriske steder og monumenter. Lidt efter lidt får man løst mysteriet om Omega stenen, så man til sidst kan redde jorden fra den sikre undergang.

Styring :
Synsvinklen i spillet er 1. person og grafikken er 2D med 360 graders udsyn horisontalt og 180 graders udsyn vertikalt. Man flytter sig mellem faste punkter, og kun undtagelsesvis vises disse bevægelser som en selvkørende sekvens. Af og til bevirker andre handlinger også at der vises en selvkørende sekvens. De selvkørende sekvenser som også er i 1. persons synsvinkel er i 3D. Personerne man møder vises med filmsekvenser lagt oven på den almindelige grafik. Der er spredte animationer af ting og personer, men ingen generelle animationer af f.eks. vandoverflader og vegetation der bevæger sig i vinden. De fleste animationer vises når der foretages en handling. I nogle af de faste punkter kan man zoome ind på ting og steder for nærmere undersøgelse. Dette vises med faste billeder uden mulighed for rotation.
Al styring foretages med musen. Når den bevæges rundt på skærmen, kan cursoren med forskellige ikoner vise hvad man kan foretage sig i de enkelte punkter. Disse handlinger foretages med venstre-klik og kan f.eks. være at samle ting op, bruge ting, manipulere omgivelserne (åbne en dør), zoome ind, flytte til et andet punkt eller få en person til at tale. Der er ingen dialog med personerne, da man ikke kan tale til dem, men når man klikker på dem siger de noget. Der er ingen mulighed for tekstning af denne tale, men ved at klikke på personen igen gentager han sin tale. Foruden tale er der også musik til de enkelte scener, og der er baggrundslyde og lydeffekter af de ting man foretager sig.
Med højreklik vises de ting man har med sig på en række nederst i billedet. Der vises fem ting af gangen men der kan være mange flere, og man kan bladre rundt mellem dem både til højre og venstre. Når cursoren placeres oven på en af tingene vises den forstørret midt i billedet. Tingen vælges med venstreklik hvorefter den kan anvendes i spillet. Til venstre for rækken med de ting man har samlet op er der vist tre ikoner, som man kan vælge mellem. Det er selve rygsækken som viser tingene og som man kan droppe ting ned i, det er kameraet som viser billederne og som man kan bruge til at tage billeder af interessante ting, og det er nogle sammenrullede ark som viser de gemte spil og som kan fremkalde menuen. Fotos og gemte spil vises med 5 af gangen på samme måde som de ting man har samlet op.
Med ESC-tasten fremkommer menuen. Her kan man foretage gem og indlæsning af spil, starte et nyt spil eller afslutte det igangværende, og man kan foretage opsætning af spillet. I opsætningen kan man bl.a. vælge om cursoren skal være fastlåst midt i billedet eller om rotationen først skal begynde når cursoren nærmer sig kanten af billedet, man kan bestemme rotations hastigheden, og man kan vælge om man vil tiltales som mand eller kvinde. Man kan også vælge mellem hardware og software styring af grafikken, man kan indstille lyden, og man kan vælge om cursoren skal vise hvor der kan foretages noget.
Jeg har spillet The Omega Stone med den patch der findes til spillet, og jeg har ikke haft nogen tekniske problemer.

Plusser :
Grafikken er de fleste steder rigtig flot selv om opløsningen er temmelig lav. De selvkørende sekvenser er også flotte og minimum i samme gode kvalitet som den øvrige grafik. De historiske steder gengives præcist og detaljeret, og deres forskellighed giver spillet fylde og mangfoldighed.
Også musik, lyd og tale er udmærket. Musikken er passende afdæmpet og afvekslende, lydeffekterne er naturlige og bidrager fint til stemningen i de enkelte scener, og talen er tydelig og velspillet.
Opgaverne er helt integreret i handlingen, og de er meget afvekslende. Der er meget interessant og realistisk information der skal læses og lyttes til, og som skal anvendes sammen med de ting man finder, for at man kan løse opgaverne. Sværhedsgraden varierer fra let og ligetil til meget svær og kompleks. Nogle af opgaverne kræver at man er meget opmærksom på selv helt små detaljer.
Historien er ganske spændende og den stykkes sammen bid for bid efterhånden som handlingen skrider frem.
Det er en god ide, at man kan tage billeder at de ting man finder interessante, så man ikke behøver slæbe alting med sig. Dette bidrager til realismen, og overvejelser om hvad man skal fotografere giver en ekstra udfordring.
Der er flere fine detaljer i opsætningen. F.eks. valgmuligheden for at spille som mand eller kvinde, for at fiksere cursoren eller lade den være fri midt i billedet, samt muligheden for at bestemme om cursoren skal vise hvor der kan foretages noget.
Selv om det fylder meget på harddisken, er det godt at man kan foretage en fuld installation, så man slipper for gentagne CD skift.
Generelt er styringen god og intuitiv.

Minusser :
Som i Riddle of the Sphinx mangler der undertekster. Sir Gils meget lange forklaringer i indledningen og afslutningen kan man kun få gentaget ved at genstarte spillet eller indlæse et gemt spil. Så det er temmelig møjsommeligt at få disse gentaget tilstrækkeligt mange gange så man helt forstår hvad han siger.
Slutningen er lidt af et antiklimaks. Selve historien er god nok, men opgaverne er ligetil og det hele er overstået på kort tid. Efter de andre langvarige og komplekse opgaver, forventer man noget mere af en ellers ganske dramatisk afslutning. Generelt afdækkes historien lidt efter lidt, men den udvikler sig ikke, og man kan ikke påvirke den.
De mange ting man har med sig vises på en uoverskuelig måde med kun fem ting af gangen. Dette giver meget bladren frem og tilbage for at se hvilke ting man har, og for at finde det man vil bruge. Problemet kunne have været minimeret, hvis man kunne slippe af med de ting man ikke længere har brug for.
Man møder kun få personer, og disse kan kun tale til spilleren. Det ville højne realismen og være mere interessant, hvis der var flere interessante personer og mulighed for en styrbar dialog.
Der er kun få animationer, så scenerierne virker lidt døde, og der er ikke nogen variation i dem. Hver gang man er ved Stonehenge er det torden og regnvejr, og hver gang man besøger det keltiske område er det nat. Dette virker lidt unaturligt.
Nogle af opgaveløsningerne indeholder mange gentagelser. I et bestemt område skal der findes et utal af næsten ens ting, og et andet sted skal man foretage den samme sekvens af handlinger et helt bestemt og højt antal gange. Denne type opgaver er ikke de mest spændende.
Selv om man har sat op at cursoren skal vise hvor der kan foretages noget, sker dette ikke i alle tilfælde.
Spillet fylder meget på harddisken. En fuld installation nærmer sig 3 GB, et gemt spil fylder ca. 245 KB og et foto fylder ca. 235 KB. Det er som nævnt smart med disse fotos, men der skal fire billeder til at dække et helt skærmbillede. Så når man har brug for et foto skal man ofte tage fire, og så fylder det meget.

Konklusion :
The Omega Stone - Riddle of the Sphinx II er et ganske udmærket adventure spil. Det er på mange områder bedre end forgængeren, og de mange minusser er ikke specielt tungtvejende. De kan ikke trække plusserne helt ned. Det er især de mange forskellige og udfordrende opgaver samt den spændende historie der trækker op. Men også de detaljerede scener og den fine grafik bidrager til en god spiloplevelse. Der mangler visse ting, som f.eks. flere spændende personer, en styrbar dialog og en mulighed for at påvirke historien så den kan udvikle sig, for at det kan kaldes et helstøbt adventure spil. Men de ting der er lagt vægt på i spillet er lavet godt, så derfor får The Omega Stone en flot karakter.

 

Klik for spillets hjemmeside


Udvikler :
Omni Adventures
Udgiver : The Adventure Company
Udsendt : Marts 2003
Review : Juni 2003


Klik for at forstørre


Vurdering
88 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review