Pharaoh's Curse er det andet adventure spil i serien The
Cameron Files med privatdetektiven Alan Parker Cameron i
hovedrollen. Stilen er den samme som i det første spil
Loch Ness (Secret at Loch Ness), med realistisk grafik,
musestyring, opgaver og en detektiv historie med mystiske
og spirituelle undertoner. Igen skal Cameron hjælpe
Moira MacFarley ud af en knibe, men denne gang foregår
det ikke i Skotland men i Egypten.Handling :
Efter en kort indledning med en selvkørende sekvens, som
viser en blond officer der udtaler en besværgelse over
en sarkofag i et egyptisk gravkammer, starter spillet
uden yderligere forhistorie. Man - Alan Parker Cameron -
befinder sig i forhaven til et hotel, og det eneste man
kan er at gå ind i hotellet og tale med receptionisten.
Det viser sig at Moira MacFarley, som Cameron mødte i
fbm. mysteriet omkring Loch Ness, har bedt ham komme til
Kairo for at undersøge mystiske hændelser omkring
udgravningen af en nylig funden grav i Kongernes Dal ved
Luxor. Hun arbejder sammen med professor Pinkerbottom og
lederen af Kairos Antik Museum Al Salem om udgravningen.
Moira kan ikke mødes med Cameron på hotellet, men hun
har lagt en nøgle til museet og en besked om at han skal
møde hende der. Man da Cameron kommer til museet, er hun
tilsyneladende helt forsvundet, og faktisk møder han
hende først i slutscenen.
Spillets hovedopgave er at finde og befri Moira, men det
meste af tiden forsøger man at løse mysteriet omkring
udgravningen i Luxor. Dette mysterium omfatter bl.a.
statuetter som har det med at forsvinde, en forsvunden
eller genopstået mumie, et par nazi-officerer, legenden
om en værdifuld juvel og balancen mellem det gode og det
onde. Selv om Cameron finder en del information med
tilknytning til dette mysterium, og selv om han løser
mange opgaver undervejs, bliver sammenhængen i mysteriet
dog aldrig tydelig, og han får det formentlig ikke løst.
For at finde Moira, skal Cameron undersøge så
forskellige steder som hotellet, museet, en luksusbåd på
vej mod Luxor, området mellem Nilen og udgravningen, og
til sidst kamrene i selve graven.
Opgaverne varierer fra at finde og bruge ting rigtigt,
over indsamling og anvendelse af information, til tydning
af koder, tegn og diagrammer. Adskillige gange bliver
Cameron sat under tidspres, hvor han skal gøre det
rigtige indenfor en kort periode. I disse situationer og
i nogle få andre kan Cameron dø, og man bliver nødt
til at genstarte sidst gemte spil for at kunne prøve
igen. Der er ingen samtale relaterede opgaver, da al
dialog mellem Cameron og de ca. 10 andre personer han møder,
foregår i de selvkørende sekvenser. Spillet er opdelt i
fire afsnit, hvor det første foregår i hotellet og på
museet, det næste foregår på båden på vej op ad
Nilen, det tredje foregår på båden og i området
mellem båden og udgravningen, og det sidste foregår
inde i selve udgravningen. Selv om der er rig mulighed
for at gå på opdagelse i det enkelte afsnit, er der dog
en vis linearitet i de opgaver man skal udføre. Når
vigtige opgaver er løst og ved skift fra et afsnit til
det næste, vises fremdriften i handlingen som selvkørende
sekvenser.
Styring
:
I selve spillet er synsvinklen 1. Person, og grafikken er
i 2D med faste baggrundsbilleder og med fuldt udsyn 360
grader rundt og helt op og ned. I de selvkørende
sekvenser er synsvinklen 3. Person, og grafikken er i 3D
med bevægelig og skiftende kameravinkel. Så det er kun
i de selvkørende sekvenser man ser Alan Parker Cameron,
og det er også her al samtale foregår. Dialogen kan
altså ikke styres, og den kan heller ikke forsynes med
undertekster. Tilgengæld er talen tydelig, og mundbevægelserne
er nøjagtige. Ud over de selvkørende sekvenser er der
ikke mange animationer. I selve spillet begrænser det
sig til nogle få i fbm. handlinger og til animationer af
de personer Cameron møder. Spillet indeholder en del
forskellig musik, som dog ikke kører hele tiden, og der
er mange lyde fra omgivelserne og fra de ting man
foretager sig.
Styringen foretages med musen, og cursoren er altid midt
i billedet. Dvs. når man bevæger musen er det ikke
curseren der bevæger sig, men derimod er det
baggrundsbilledet der svinger tilsvarende rundt. Når
cursoren peger et sted i baggrundsbilledet hvor man kan
foretage noget, vises dette ved at cursoren skifter
udseende. Man kan gå fremad, zoome ind på ting og
steder for nærmere undersøgelse, samle ting op, eller
foretage en handling som f.eks. at åbne en dør eller at
bruge en ting fra inventory. Når man bevæger sig fremad,
sker dette mellem faste punkter, og bevægelserne vises
som simple billedskift uden nogen form for animation. Når
man har zoomet ind, er billedet fast, og man kan bevæge
cursoren rundt på hele skærmen.
Cameron kan bære rundt på en hel del forskellige ting,
og disse kan man få adgang til med højreklik. De vises
spredt ud over hele skærmen, og når cursoren bevæges
hen over en af tingene vises den forstørret i øverste
venstre hjørne. Man kan ikke undersøge tingene nærmere
og heller ikke få en beskrivelse af dem. Når man vælger
en ting, returnerer man automatisk til spillet. Hvis det
er den rigtige ting og man er det rigtige sted, ligner
cursoren nu den valgte ting, og man kan anvende den ved
at venstre-klikke. Cameron bærer rundt på to specielle
ting. Den ene er en lommebog, hvor man kan vælge at
gense tidligere viste selvkørende sekvenser indenfor det
aktuelle afsnit. Den anden ting er en mappe, som
indeholder de papirer og dokumenter som Cameron finder. Både
ting og dokumenter forsvinder sommetider automatisk, når
Cameron ikke længere har brug for dem.
I menuen, som man får frem med ESC og som også vises
ved start af spillet, kan man starte et nyt spil,
foretage save og load, og man kan afslutte spillet. Der
kan gemmes 16 spil som repræsenteres med et lille
billede. Opsætningen af spillet, som man skal foretage
med et specielt program inden selve spillet startes,
omfatter valg af software eller hardware styret grafik,
samt mulighed for at spille det enkelte afsnit fra CD
eller fra harddisk.
Plusser
:
De enkelte scenerier er flotte og meget detaljerede.
De selvkørende sekvenser kører meget glidende, og de
har smukke naturlige animationer.
De spændende og detaljerede miljøer giver spilleren
lyst til at gå på opdagelse.
Spillet indeholder en del fin og stemningsfuld musik. Den
kører ikke hele tiden, men anvendes til at understrege
det der sker, og når der sker en udvikling i handlingen.
Der er mange gode lydeffekter som passer til miljøerne
og som passer til de handlinger man foretager.
Talen i de selvkørende sekvenser er klar og tydelig, og
stemmerne er velspillede.
Generelt er opgaverne integreret fint i handlingen.
Opgaverne omkring dechifrering af nogle koder er udmærkede
og giver lidt udfordring.
Personerne i spillet virker interessante, selv om man
ikke kommer til at kende dem i dybden.
Minusser
:
Historien om Pharaohs forbandelse hænger ikke rigtig
sammen. Jeg fandt ikke ud af hvad forbandelsen gik ud på,
og jeg fandt heller ikke nogen forklaring på f.eks.
mumiens genopstandelse, Moiras forsvinden og den russiske
baronesses psykiske evner og hendes rolle i øvrigt.
Dette gør at historien ikke får nogen dybde og aldrig
bliver rigtig interessant.
Både indledningen og afslutningen er tynd. Der er ingen
reel forhistorie og der er ingen opsummering og afrunding
til sidst. Så når spillet er slut sidder man tilbage
med en del ubesvarede spørgsmål, så man føler at
spillet kun er halvt gennemført.
Opgaverne er lidt ensformige. De går for det meste ud på
at finde ting, hvilket kan være svært da de ofte er
gemt de mærkeligste steder. Derefter skal man finde ud
af at bruge tingene de rigtige steder. Opgaveløsningen
driver handlingen fremad, men den er temmelig lineær
uden at være logisk. Så ofte vandrer man rundt for at
finde nye ting uden at vide hvad man leder efter.
Selv om tidsfristerne i de tidsbegrænsede opgaver ikke
er urimelige, dør Cameron mange gange inden man finder
den rigtige løsning. Dette bidrager ikke til
underholdningen men kun til frustrationen.
Undtagen i de selvkørende sekvenser virker omgivelserne
livløse. Der er næsten ingen animationer eller personer
der bevæger sig rundt, så man føler sig ofte meget
alene. Mange steder og rum kan man ikke undersøge,
hvilket er irriterende når man mangler svar på så
mange spørgsmål.
Teknisk er der også et par problemer. Der mangler
mulighed for undertekster, kun 16 samtidig gemte spil er
lige i underkanten, og i Camerons lommebog kan man ikke
blade tilbage til de selvkørende sekvenser fra tidligere
afsnit. Selve grafikken virker lidt kornet, og den er
ikke særlig skarp. Styringen med den faste cursor og de
bevægelige baggrunde kræver tilvænning.
Konklusion
:
Pharaohs Curse er et meget flot og til tider ganske
underholdende adventure spil. Men den usammenhængende
historie og de mange løse ender efter afslutningen på
spillet, gør at det ikke får topkarakter. I perioder
syntes jeg faktisk at spillet var lidt kedeligt, og
bagefter synes jeg det virker lidt ligegyldigt. Selv om
Pharaohs Curse på mange punkter især teknisk er
bedre end Loch Ness, så får det ikke så god en bedømmelse.
Historien i Loch Ness var bedre og mere sammenhængende.
Hvis Galilea kommer med flere spil i serien The Cameron
Files, håber jeg de strammer lidt op på historien og
også gerne på opgaverne.
|
|
Klik for spillets hjemmeside

|