Physicus Save the World with Science er et at de første
undervisnings adventure spil fra de tyske udviklere Ruske
& Pühretmaier. Stilen ligner meget det oprindelige
Myst spil, med 1. persons synsvinkel og faste billeder,
men grafikken er dog en anelse mere tegneserieagtig og
humoristisk. Spillet er helt musestyret, og det
indeholder et omfattende undervisningsmateriale om alle
fysikkens basale forhold. Physicus har en historie, og
det er den der danner baggrund for de mange opgaver, som
kan løses via kendskab til fysikkens verden. Al den nødvendige
viden kan findes i undervisningsmaterialet.
Foruden Physicus har Ruske & Pühretmaier bl.a.
udviklet spillene Chemicus, Bioscopia og Mathica. Flere
af disse har fået en efterfølger i form af en 2'er, og
de har alle det omtalte undervisningselement. Spillene er
oprindeligt udgivet på tysk af Heureka-Klett, men den
engelske version, jeg har spillet, er udgivet af Tivola.Handling :
Physicus foregår på en lille planet, der er blevet ramt
af en meteor, hvilket har bevirket at planeten nu er
holdt op med at rotere omkring sig selv. Dette er selvfølgelig
et stort problem, idet den side af planeten som vender
mod solen bliver meget varm og afsvedet, og den anden
side bliver meget kold og dybfrosset. En af planetens førende
videnskabsmænd har forsøgt at løse problemet ved at
affyre en kraftig impulskanon. Denne skulle sende en kæmpe
klippeblok ud i rummet, hvorved planetens rotation så
skulle starte igen. Teorien er god nok, men det fungerede
ikke i praksis. Problemet var at impulskanonen, som
fungerer med elektricitet, ikke fik strøm nok.
Videnskabsmanden og hans følgesvende er derefter draget
til havs med et skib, formentlig for at finde en passende
temperatur midt mellem heden og kulden.
Spillet starter med, at den anonyme hovedperson ankommer
til videnskabsmandens by i et raket lignende fartøj, og
man skal så, som denne person, forsøge at løse
problemet med impulskanonen. Hurtigt finder man den bærbare
computer videnskabsmanden har efterladt, og det er
oplysningerne på denne, der udgør spillets
undervisningsmateriale. Efter man har fundet computeren,
kan man til en hver tid tænde for den og gennemgå
materialet, som omhandler fysikkens grundlæggende
elementer. Materialet er opdelt i fem afsnit: Optik,
mekanik, akustik, elektricitet samt varme.
For at løse hovedopgaven, er der en masse delopgaver der
først skal løses. Disse handler næsten udelukkende om
af finde og bruge ting og oplysninger rigtigt. Man skal
finde nøgler og koder for at åbne døre og lignende,
man skal finde håndtag til at starte og styre maskiner,
og man skal finde oplysninger der beskriver hvordan
maskinerne skal indstilles. Ofte finder man dokumenter,
som antyder hvad koderne og indstillingerne skal være,
og man er så nødt til at slå op i
undervisningsmaterialet for at finde de eksakte
oplysninger. Opgaverne kræver at man bruger lidt omtanke
og er god til at kombinere ting og oplysninger. De
omhandler så forskellige emner som f.eks. lyd, lys,
farver, bevægelse, kraft påvirkning, temperatur, optik,
magnetisme, elektricitet og transformation, og man lærer
at regne med bl.a. Volt, Watt, Ampere og Ohm. I starten
af spillet er der en telefonbesked fra videnskabsmanden,
men bortset fra dette er der ingen personer eller dialog
i selve spillet.
Historien udvikler sig ikke rigtigt i løbet af spillet,
og der er reelt ingen overraskelser i handlingen. Men
efterhånden som man løser opgaverne, får man adgang
til mere og mere af landsbyen. Til sidst kan man frit bevæge
sig rundt i alle spillets lokaliteter for at lede efter
ting og oplysninger. Enkelte gange skal ting og
oplysninger fra et sted bruges et helt andet sted, men
ofte er det man skal bruge ikke så langt væk.
Handlingen er ikke udpræget lineær, da man sagtens kan
arbejde på løsning af flere opgaver samtidig. Der er
ikke nogen tidsmæssig eller anden opdeling af spillet,
der er kun en slutning, og man kan ikke dø undervejs.
Selve spillet tager ca. 5 timer at gennemføre, og det
tager omtrent den samme tid at gennemgå hele
undervisningsmaterialet.
Styring
:
Styringen minder meget om det oprindelige Myst spil, med
faste billeder der skifter som lysbilleder, når man
flytter sig med hop mellem faste punkter, eller når man
drejer rundt. I enkelte punkter kan man også skifte
billede, så man ser op eller ned. Synsvinklen er 1.
person, undtagen i to selvkørende sekvenser, som vises i
henholdsvis indledningen og afslutningen af spillet. Her
er synsvinklen 3. person. I ingen af situationerne ser
man dog nogen personer overhovedet. Grafikken er i 2D med
enkelte simple animationer af ting der bevæger sig, og
af det der sker, når man foretager sig noget.
Der er en del lyde fra omgivelserne som f.eks. af vind og
vand, af ting der bevæger sig, og af insekter og fugle.
Der er lyde af det man foretager sig, som f.eks. af en dør
der åbnes eller af et håndtag som drejes. Der er
lejlighedsvis musik, som spiller når man befinder sig
bestemte steder, eller når der sker noget vigtigt. Og
man hører videnskabsmanden tale i en enkelt situation i
starten af spillet, hvor man modtager en besked fra ham.
Hele undervisningsdelen af spillet fremføres også med
videnskabsmandens tale.
Styringen af spillet foretages udelukkende med
venstreklik med musen. Markøren viser med forskellige
ikoner hvad man kan foretage sig. Dette kan være at gå
frem eller træde tilbage, at dreje til siden evt.
samtidig med at man går frem, det kan være at foretage
noget med ting og steder i omgivelserne, som f.eks. at
trykke på en knap, bevæge et håndtag, åbne en dør,
samle en ting op, bruge en ting eller at undersøge noget
nærmere.
Når man samler ting op, scannes de ind i en elektronisk
enhed, så de intet fylder og vejer. På denne måde er
de lettere at transportere. Tilsvarende overføres de til
omgivelserne igen fra den elektroniske enhed, når man
vil anvende dem. Denne elektroniske opbevarings mekanisme
er vist til højre under billedet. På en lille skærm
viser den en ting af gangen, og man kan så bladre til højre
og venstre, for at se alle de ting man har med sig. Man vælger
en ting ved at klikke på den lille skærm, hvorved
tingen projiceres ud af enheden. Med musen kan man
derefter trække det projicerede billede op i spillet
hvor man vil anvende tingen. Hvis man kan anvende den
aktuelle ting på dette sted, vil den herefter
materialiserer sig i omgivelserne.
Under billedet til venstre er der en knap, som åbner
undervisningsdelen af spillet. Man kan vælge et af de
fem afsnit, som herefter vises fra start til slut med
billeder, tekst og tale. Talen kan dog slås fra. En del
af billederne er interaktive, således at man kan
foretage visse ting som tydeliggør meningen. Man kan
bladre frem og tilbage mellem billederne, som om det var
sider i en bog, og man kan hoppe frem og tilbage mellem
kapitlerne i det enkelte afsnit. Inden for hvert afsnit
kan man også få en oversigt over kapitlerne, således
man kan gå direkte til det der er mest interessant. Når
opgaverne i spillet kan løses med informationer fra
undervisningsmaterialet, vises der ofte en henvisning til
det rigtige afsnit og kapitel over billedet. Klikker man
på denne henvisning, åbner man automatisk spillets
undersivningsdel direkte på dette kapitel.
Øverst til højre på skærmen er der et lille billede
af en CD, som giver adgang til spillets menu. Her kan man
bl.a. gemme og indlæse spil, man kan gå tilbage til
spillet eller afslutte det, og man kan justere lydstyrken.
Man kan gemme 11 forskellige spil under navne, som man
selv vælger. Når man starter spillet kommer der en
lille startmenu, hvor man kan vælge at starte et nyt
spil, at indlæse et gemt spil, eller at gå direkte til
undervisningsmaterialet. Hvis man vælger at indlæse et
spil, åbnes selve spillets menu.
Spillet afvikles i størrelsen 800 x 600 pixels, og selve
billedet er noget mindre. Når man starter spillet,
kommer der en advarsel, hvis skærmen er indstillet til
mere end 800 x 600 pixels. Man kan så vælge at fortsætte
eller at stoppe opstarten af spillet. Hvis man vælger at
fortsætte, vil spillet blive afviklet i et lille billede
midt på skærmen. Spillet kan ikke ændre skærmen til
800 x 600 pixels, men dette kan man med fordel selv gøre,
inden spillet startes.
Plusser
:
Grafikken er ganske flot og detaljeret med få og små
naturlige animationer.
Mange gode og afvekslende lyde fra omgivelserne,
naturlige lyde fra det der foregår og fin tilpasset
musik, som ikke spiller hele tiden. Talen, som
hovedsagelig forekommer i undervisningsdelen, er klar og
tydelig.
Opgaverne er gode og spændende, og mange af dem kræver
man har eller tilegner sig viden om fysikkens verden.
Det er udmærket, at man fra selve spillet kan slå
direkte op i det rigtige kapitel i
undervisningsmaterialet, når en opgave kan løses med
information herfra.
Undervisningsdelen af spillet er glimrende. Den omfatter
alle de elementære dele af fysikken, og den er rettet
med børn, unge og andre uden erfaring på området.
Opbygningen fungerer fint, og de interaktive muligheder
er spændende og pædagogisk rigtige.
Handlingen er rigtig spændende, og man bliver opslugt af
at løse opgaverne, så man kan komme videre, foretage
nye undersøgelser og arbejde sig hen mod det endelige mål.
Spillet er meget åbent, og man kan undersøge mange ting
og steder fra starten.
Opgaveløsningen er heller ikke lineær. Man kan sagtens
arbejde på løsning af flere ting samtidig.
Minusser
:
Der er problemer med at bevæge sig rundt i spillet. Det
er ikke altid man kan gå eller dreje i den ønskede
retning. Nogle gange kan man f.eks. kun gå frem, så
hvis man vil tilbage eller dreje rundt, er man nødt til
først at gå frem, derefter dreje rundt og så gå
tilbage igen. Mange steder skal man klikke uventede og
underlige steder for at komme derhen hvor man ønsker.
Vil man f.eks. hen til en dør, kan man ikke altid klikke
på døren, men man skal i stedet klikke lidt ved siden
af den. Dette virker underligt, og jeg vænnede mig
aldrig rigtig til det.
Grafikken er i lav opløsning med et lille billede midt på
skærmen, og for at kompensere for dette, skal man selv
ændre opsætningen af skærmen.
De forholdsvis få og simple animationer gør spillet
lidt livløs.
Den kunstfærdige og lidt komplicerede ind- og ud-scanning
af ting man samler op for at bruge senere, virker mindst
lige så unaturlig, som blot at kunne samle alt op og
tage det med sig. Samtidig er processen så tidskrævende,
at den i længden bliver irriterende.
Historien er meget tynd. Vi får egentlig ikke at vide,
om den foregår på Jorden eller en anden planet, og vi får
ingen baggrundsoplysninger om personer og steder.
Historien udvikler sig ikke og har ingen overraskelser. Målet
er sat op fra start, og det ændrer sig ikke undervejs i
handlingen.
Spillet mangler fuldstændig personer og dialog, og det
er ikke særlig langt.
Menuen fungerer ikke intuitivt, og det maksimale antal
gemte spil er for lavt.
Undervisningsdelen kunne have været endnu bedre, hvis
den havde indeholdt en søgemulighed.
Konklusion
:
Physicus er egentlig et ganske udmærket adventure spil.
Det bærer dog tydeligt præg af ikke at være et nyt
spil, faktisk forekommer det noget ældre, end de 5 år
det har på bagen. Som rent adventure spil må det siges
at henvende sig til børn og nybegyndere. Mere erfarne
spillere vil savne personer, dialog, mere afvekslende og
krævende opgaver samt en dybere og mere omfattende
historie.
Undervisningsmaterialet er til gengæld rigtig godt. Så
mangler man grundlæggende viden om fysikken, eller vil
man forsøge at få børn til at interessere sig for de
fysiske begreber, så er dette spil måske løsningen.
Eneste ulempe er, at man skal kunne lidt engelsk, eller
tysk hvis man anskaffer den tyske version af spillet.
Kombinationen af fysikundervisning og adventure spil kan
for nogle gøre begge dele mere interessant. Jeg følte
mig godt underholdt at spillet og godt informeret om den
grundlæggende fysik, så Physicus får på trods af
minusserne en middel til pæn karakter.
|
|
Klik for spillets hjemmeside

|