Myst IV Revelation er, som navnet siger, det
fjerde spil i Myst serien. Kronologisk følger det efter
Myst, Riven og Exile, og det ligger før Uru, som reelt
ikke er et spil i samme serie. Stilen ligger tæt op af
Exile, og af andre spil som f.eks. The Omega Stone
Riddle of the Sphinx II. Spillet har 1. persons
synsvinkel, og man bevæger sig mellem faste punkter med
360 graders udsyn. Grafikken er naturalistisk selv om
scenerne er meget fremmedartede, og personerne er rigtige
filmoptagelser af skuespillere. Ja, det er rigtigt, et
Myst spil med adskillige personer, og de taler endda
ganske meget.
Myst IV Revelation er både udviklet og udgivet af
Ubisoft. Foruden Ubisofts specielle Team Relevation, har
Cyan Worlds, som stod bag spillene Myst og Riven, og som
også står bag Uru spillene, også haft en finger med i
spillet. Det er igen Rand Miller, som er en af Cyan
Worlds bagmænd, der spiller rollen som Atrus, hvilket
giver en fin sammenhæng med de tidligere Myst spil.
Historien bygger også videre på de tidligere spil, men
det er ikke absolut nødvendigt at have spillet disse,
for at kunne følge historien i Myst IV Revelation.Handling :
Spillet starter med at du ankommer til Tomahna, som har
været Atrus og Catherines hjem gennem de sidste ca. 10
år. Tomahna stiftede vi bekendtskab med i det forrige
spil Exile, som også startede med et besøg hos Atrus og
Catherine og deres dengang nyfødte datter Yeesha. Yeesha
er nu en ung teenager, og hun kører dig det sidste
stykke ind til deres hjem. Turen foretages i et
svævebane lignende fartøj over vand og gennem smalle
kløfter. Undervejs fortæller hun, at hendes mor ikke er
hjemme, men at hendes far venter dig, og hun fremviser
stolt sin nyerhvervede amulet, som senere skal vise sig
at blive en meget vigtig genstand.
Atrus og hans familie stammer fra Dni
civilisationen, og han er en af de få, der kan kunsten
at skabe verdener ved at beskrive dem i bøger. Når
verdenerne er skabt, kan man besøge dem via de såkaldte
link bøger. Dette er den oprindelige ide i Myst spillene,
og det er også det bærende element i Myst IV
Revelation. I det første spil, Myst, erfarede vi hvordan
Atrus og Catherines to ældste sønner, Sirrus og Achenar,
udplyndrede og ødelagde nogle af de vidunderlige
verdener Atrus havde skabt. Det lykkedes at lokke de to
skarnsknægte ind i hver deres fængsels verden, uden at
de havde mulighed for at linke ud derfra igen. Dette
skete for ca. 20 år siden, og siden da har Sirrus og
Achenar været spærret inde i hver deres verden. Men en
moders hjerte er tilgivende, og nu ser Catherine gerne at
Sirrus og Achenar løslades igen. Artrus er mere
betænkelig, og derfor har han i bøgerne for de to
fængsels verdener indskrevet en mulighed for at besøge
dem på en sikker måde. Familien kan så linke til disse
to aflukkede bure, hvorfra de kan observere og endda
samtale med Sirrus og Achenar gennem sikre tremmer. På
denne måde håber Atrus at kunne vurdere om sønnerne er
klar til at blive frigivet.
Straks efter Atrus har budt dig velkommen, forklarer han,
at han stoler på dig, og derfor gerne vil høre din
mening omkring Sirrus og Achenar. Inden I linker til de
to verdener, vil han dog lige demonstrere sin seneste
opfindelse. Det er et krystal apparat, som kan opfange
signaler fra de forskellige verdener, og som man bl.a.
kan anvende til at overvåge Sirrus og Achenar, uden at
man skal linke til deres verdener. Du hjælper ham med at
indstille apparatet, men pludselig brænder det sammen og
ødelægger derved en del af Tomahnas strømforsyning.
Atrus linker til en anden verden, Rime, for at hente
reservedele, og i mellemtiden ønsker han at du skal
reetablere strømforsyningen og samtidig holde lidt øje
med Yeesha. Det er her spillet og handlingen starter for
alvor, men for ikke at ødelægge fornøjelsen for andre,
vil jeg ikke her afsløre flere detaljer.
Dit overordnede mål i spillet er at følge op på Sirrus
og Achenar, men handlingen giver dig også andre vigtige
mål, og efterhånden som historien udvikler sig, er der
mange forskellige ting du skal gøre. Opgaverne går for
det meste ud på at undersøge alt, samle information og
åbne for nye områder. Alle opgaverne er logiske, uden
at man får serveret løsningerne. Disse kræver en del
omtanke, gode kombinations evner, megen fantasi og en
stor portion tålmodighed med at prøve sig frem. Man
slæber ikke rundt på en masse ting, som man skal finde
ud af at anvende rigtigt, til gengæld er der mange
maskiner og mekanismer, man skal få til at fungere. For
at opnå dette, skal man eksperimentere sig frem ved at
trykke på knapper, dreje på håndtag og lignende. På
denne måde finder man ud af hvordan tingene fungere,
hvad man skal gøre, og hvordan man gør det. Der er
opgaver med lyd, og der er opgaver med et element af
tidsbegrænsning, hvor man dog umiddelbart kan prøve
igen, hvis ikke det lykkes i første omgang. Det er ikke
altid delmålene er lige tydelige, så det er ofte lysten
til at gå på opdagelse, der driver handlingen frem.
Tidligt i spillet finder man Yeeshas amulet. Den har en
evne til, når den anvendes på bestemte steder, at
gengive hvad der tidligere er sket. Dette giver megen god
og vigtig information, og sammen med de bøger,
dokumenter, tegninger og lignende, som man finder
undervejs, er det dette som driver historie frem. Modsat
de tidligere Myst spil, møder man i Myst IV
Revelation op imod 10 personer. Man kan ikke samtale med
dem, men de har en del at fortælle, hvilket også giver
en masse vigtig information.
Foruden Tomahna, som man får mulighed for at undersøge
både i dagslys og om natten, besøger man Sirrus og
Achenars fængsels verdener, Spire og Haven, og man
besøger den spirituelle verden Serenia. Tomahna er en
klippefyldt verden med masser af vand og et rigt dyreliv
med fugle og padder. Atrus og Catherines hjem består af
mange runde drivhuslignende bygninger bundet sammen af
gangbroer. Spire er en svævende klippe og krystal verden,
som kredser omkring en grøn gas planet. Klipperne er
fyldte med katedral lignende ruiner og forskellige
krystaller, som reagerer på atmosfæres lyn og
elektricitet. Haven er en ø, som består af jungle, sump
og klippefyldt sandstrand. Her er en rig fauna med
pattedyr, rovdyr og fiskende fugle, og her er et gammelt
lodret stående vrag af et træskib. I Serenia møder man
ånder af vind, vand og ild, og man møder søstrene, som
vogter over hukommelses globerne. Dette er en verden af
eroderede klipper, vandkanaler, spirituelle indretninger
og åndelige værdier.
Når de indledende opgaver er løst, får man hurtigt
adgang til nogle af de andre verdener. Der er altid en
masse at foretage sig, og der er altid noget at
undersøge. Man linker tilbage til Tomahna, for at komme
videre til de andre verdener. Disse kan gøres færdige
ved første besøg, men går man i stå, kan man frit
returnere til Tomahna og derfra forsøge noget andet. På
et tidspunkt hen mod slutningen, skal man træffe et
afgørende valg, som kan resultere i to vidt forskellige
slutninger. Hvis ikke man fortaber sig for meget i de
smukke landskaber, kan spillet gennemføre på et sted
mellem 20 og 30 timer.
Styring
:
Myst IV Revelation styres næsten udelukkende med
musen. Kun Esc-tasten anvendes til at afbryder spillet og
åbne menuen.
Som i de tidligere Myst spil, er du hovedpersonen. Derfor
har spillet udelukkende 1. persons synsvinkel, så man
ikke ser hovedpersonen, og derfor er der ingen dialoger,
så man ikke hører hovedpersonen. Når man bevæger sig
rundt, hopper synsvinklen mellem faste punkter. I de
faste punkter er der 360 graders udsyn samt mulighed for
at se lodret op og ned. Punkternes faste scenerier
indeholder en masse animationer og lyseffekter, og disse
følges op af en masse tilsvarende lyde. Det drejer sig
om vejr, vind, vand, dyr, fugle, insekter og lignende, og
det drejer sig om konstruktioner der bevæger sig, om de
andre personer og det de foretager sig, samt om de ting
man selv gør. 360 graders scenerne har også fået
tilføjet en ny fokus effekt. Kun området omkring
musemarkøren er fokuseret helt skarpt, resten af scenen
er en smule sløret. Når markøren peger på noget i
baggrunden, som måske er langt væk, er tingene i
forgrunden ude af fokus, og omvendt. Dette giver en
naturlig dybdevirkning i scenerne. Effekten kræver dog
et nyere kraftigt grafikkort, og kan man ikke forliges
med at tingene ryger ind og ud af fokus, kan effekten
slås fra.
På udvalgte steder vises bevægelserne mellem punkterne
som selvkørende sekvenser i 3D. Det er typisk når
bevægelserne er over større afstande, når de foretages
med elevator eller lignende, eller når man glider ned
gennem eller flyver hen over landskabet. Der er
selvfølgelig også, som i de tidligere spil,
selvkørende sekvenser af indflyvningen, når man linker
til en anden verden, og så er der selvkørende sekvenser
af det der sker, når man foretager visse handlinger, og
når man møder og hører en af de andre personer tale.
I 360 graders scenerne kan man ofte zoome ind til faste
nærbilleder af interessante ting og steder. Det er her
man manipulerer maskiner, mekanik og andre installationer
for at løse opgaver, og det er her man læser dokumenter,
bladrer i bøger og foretager andre undersøgelser. Man
forlader et nærbillede igen med højreklik, som ellers
mest bruges til at skifte mellem de to måder 360 graders
scenerne kan rotere på. I den ene mulighed er markøren
hele tiden i centrum af billedet, og når man så
bevæger musen, er det scenen bagved markøren som
roterer. I den anden mulighed fryser man scenen fast, så
den først roterer når markøren føres ud til kanten af
billedet. Denne mulighed skal man aktivere, når man
ønsker at anvende en af de få ting man har med sig,
idet disse findes i det sorte område under scenen i
bunden af billedet.
De eneste ting man har med sig, er et kamera, en
fremviser og Yeeshas amulet, når man altså finder den.
Med kameraet kan man tage billeder af de mange smukke
landskaber, men det er mere anvendeligt til at
affotografere og gemme vigtige oplysninger fra dokumenter
og lignende. Disse oplysninger skal sikkert anvendes
senere et andet sted. Med fremviseren kan man bladre frem
og tilbage i billederne, man kan se dem på nært hold,
og man kan forsyne dem med kommentarer og lignende. På
den måde slipper man helt for selv at skulle tage
notater på papir, og man slipper for at skulle vende
tilbage, hvis man glemmer oplysningerne. Når man i
scenerne zoomer ind på visse interessante steder,
begynder amuletten at blinke. Klikker man på den, ses og
høres et flashback af en tidligere begivenhed, som har
fundet sted her. Selv om amuletten kun blinker første
gang, kan disse flashbacks ses igen og igen. Nederst til
højre på billedet vises et ikon for zip
funktionaliteten, hvis denne er aktiveret via
opsætningen. Zip funktionen giver mulighed for hurtigt
at flytte sig til lokaliteter man allerede har besøgt.
Det er dog kun enkelte udvalgte lokaliteter, og det er
altid inden for samme verden.
Musemarkøren er en meget livagtig hånd, og via
opsætningen vælger man selv om det skal være venstre
eller højre hånd. Når man flytter markøren, ændres
den vinkel man ser hånden i. Den viser når man kan gå
frem til et nyt punkt, når man kan zoome ind til et fast
nærbillede, når man kan trykke på en knap eller
lignende, og når man kan gribe om f.eks. et håndtag for
at dreje på det. Det sidste kræver at man holder
venstre museknap nede, mens man udfører bevægelsen.
Hvis man med den neutrale hånd klikker på omgivelserne,
prikker den til det man peger på. Er det glas, siger det
klik, klik, er det træ, siger det dok, dok, er det vand,
siger det dryp, dryp, og der dannes ringe i
vandoverfladen. Er det et firben, løber det væk.
Fantastisk.
Foruden disse lyde, lyde at dine fodtrin (også når du
drejer rundt (og man kan høre hvad underlaget er lavet
af)), lyde fra omgivelserne, lyde af det der foregår og
lyde af de personer der taler, så er der også musik.
Musikken har en gennemgående stil, den er forskellig fra
lokalitet til lokalitet, den er tilpasset sted og
handling, den spiller ikke hele tiden, og den bliver
aldrig for meget. Den er komponeret af Jack Wall, og den
indeholder en del meget smuk korsang. På et tidspunkt
rejser man ind i Drømmeland. Denne rejse akkompagneres
af Peter Gabriel nummeret Curtains, og sammen med
grafikken dannes der nærmest en hel musikvideo. Både
musik og lyd er i stereo, og lydene flytter sig mellem
højttalerne, når man drejer rundt.
I menuen, som også vises når spillet startes, kan man
bl.a. starte et nyt spil, foretage gem og indlæs af spil,
fortsætte det igangværende spil, foretage diverse
indstillinger og afslutte spillet. Man kan gemme et
ubegrænset antal spil, som repræsenteres med et billede,
en dato og et selvvalgt navn. Med mellemrum foretages der
automatisk gem af spillet, så glemmer man selv at gemme,
er man ikke nødt til at starte helt forfra. For
grafikken kan man indstille opløsningen til maksimum
1024 x 768, man kan indstille kontrasten og lysstyrken,
og man kan vælge hvilke effekter der skal vises. For
lyden kan man indstille diverse lydstyrker og hvor ofte
musikken skal spille. For markøren kan man indstille
hvordan hånden skal se ud, hvor gennemsigtig den skal
være, og hvor hurtigt den skal bevæge sig. Det er også
under indstillinger, at man finder spillets indbyggede
hjælpesystem. Dette fungerer for den enkelte opgave, som
vælges via et oversigtskort, og hjælpen kan gives på
tre niveauer.
Plusser
:
Dette spil har simpelt hen den flotteste, den mest
levende og den mest naturlige grafik, jeg endnu har set i
et computer spil. Der er utrolig mange naturlige
animationer af dyr, bevoksninger, vandoverflader, vind og
vejr, samt af de ting man foretager sig. Og der er mange
andre fantastiske effekter, som f.eks. de imponerende lys
og skygge effekter når skyerne driver hen over himlen,
hvilket for øvrigt også kan observeres når man
befinder sig inden døre. Og den måde, filmoptagelserne
af personerne er integreret i grafikken på, er også
nærmest fejlfri. Tilsammen dannes den mest fantastiske
visuelle oplevelse. Det er umuligt her at beskrive alle
disse fortræffeligheder på en dækkende måde, det
ville hurtigt komme til at fylde alt for meget, så jeg
kan kun opfordre til at man selv oplever det.
Det samme gælder faktisk lydbilledet. Der er masser af
naturlige lyde af alt hvad der foregår, og musikken er
fantastisk god og passer perfekt ind i spillet. Musikken
minder lidt om en blanding af Enigma og Era, som jeg
begge synes rigtig godt om. Den måde Peter Gabriel
nummeret er integreret i handlingen på, er også helt i
top.
Der er rigtig god sammenhæng i historien. Den afsløres
lidt efter lidt, og den er spændende og har
overraskelser lige til det sidste. Den bygger på en
udmærket måde videre på de tidligere Myst spil, og er
samtidig en selvstændig historie. Der sker endda nogle
ting, som må få betydning for eventuelle kommende Myst
spil. Informationen, som driver historien frem, serveres
elegant i en passende kombination af dokumenter, bøger
og flashbacks via amuletten.
Opgaverne giver virkelig nogle udfordringer. De er alle
logiske, og nogle af dem er omfangsrige og temmelig
komplicerede. De er alligevel afvekslende og helt
integreret i historien og handlingen. Løsningerne
kræver omtanke, fantasi, gode kombinations evner og
megen tålmodighed. For at finde ud af hvordan tingene
fungere, hvad opgaverne går ud på, og hvordan de skal
løses, er man nødt til at undersøge alt ned i mindste
detalje, og man er nødt til at eksperimentere sig frem,
med det man kan foretage. Det er fint, at der stadig er
et element af at prøve sig frem for at finde løsningen,
selv om man har al den nødvendige information.
Både historien, opgaverne, og ikke mindst grafikken og
lyden, giver spilleren stor lyst til at gå på opdagelse
i omgivelserne og undersøge alt hvad man støder på.
Der er forholdsvis stor frihed til at besøge verdenerne
og til at løse opgaverne, i den rækkefølge man ønsker.
Spillet er ikke mere lineært end historien og handlingen
kræver. Faktisk havde jeg gennemført spillet, inden jeg
i Tomahna tilfældigt genfandt terrassen og Atruss
arbejdsværelse, som jeg også besøgte i Exile spillet.
Det er en rigtig god ide med indbygget mulighed for at
få hjælp. Kameraet og fremviseren med notat mulighed er
også en glimrende ide, og det fungerer fint. Det samme
gælder zip funktionen, som jeg dog ikke brugte ret meget.
Dertil var turen gennem landskabet alt for køn.
Minusser
:
Der er fejl i standard udgaven af spillet, som bevirker
at det pludselig afbrydes, og man returneres til Windows.
Efter download og installation af opdateringen til
version 1.02, forsvandt disse fejl. Opdateringen kan
foretages selv om man er et stykke inde i spillet, idet
fremskridt, billeder og gemte spil ikke bliver slettet,
og de virker stadig efter opdateringen.
Et enkelt aktivt område vises ikke når markøren peger
på det. Dette bevirkede at jeg gik videre i spillet uden
at have set al interessant information. Fejlen er ikke
rettet i version 1.02, men hører man nøje efter hvad
Atrus fortæller, og gør man som han siger, så kan man
alligevel finde informationen.
Et andet sted kan man ikke foretage en nødvendig
handling, når man har zoomet ind til nærbillede.
Handlingen kan kun foretages når man er zoomet ud. Dette
virker ulogisk og unaturligt, og kan bevirke at man
overser vigtig information.
Nogle af opgaverne kræver rigtig meget fantasi og
tålmodighed til at prøve samtlige kombinationer. Her
skal man virkelig være stædig for selv at finde den
rigtige løsning. Så er det godt og praktisk med et
indbygget hjælpesystem, som så desværre bare ikke
fungerer optimalt.
Det indbyggede hjælpesystem, er struktureret lidt
uheldigt. De første to niveauer af hjælp er så
indlysende, at de reelt ikke er til nogen gavn. Det
tredje niveau giver den komplette løsning, forudsat man
ikke har pillet ved mekanismerne i forvejen. Men det har
man naturligvis, da det jo netop går ud på at
eksperimentere og prøve sig frem. Hvis man vil gøre
brug af hjælpefunktionen, kan man derfor blive nødt til
at indlæse et gemt spil, hvor man ikke har pillet ved
opgavens mekanismer.
Gribehånden til at flytte håndtag og lignende kan være
lidt svær at styre. Dette er især frustrerende når man
skal dreje på flere håndtag i en bestemt tidsbegrænset
rækkefølge. Når markøren viser at man kan gribe,
misser man alligevel grebet når man trykker museknappen
ned. Erfaring med at placere markøren lidt lavere, har
givet gode resultater. De flotte men lidt langsomme
animationer af markør hånden, kan også virke
irriterende i de tidsbegrænsede opgaveløsninger.
De manglende bevæge sekvenser mellem de faste udsyns
punkter kan virke desorienterende. De vigtigste og
flotteste er med, men hvor ville det have været
imponerende, hvis de alle havde været der. Men jer er
klar over at disse fylder meget og formentlig også tager
lang tid at lave. Spillet fylder i forvejen to DVD skiver.
Stilen med en anonym hovedperson har sine mangler. Det
ville have været dejligt med dialoger som kunne styres,
i stedet for enetale fra de personer man møder. Det
ville også have været fint, med en mulighed for
undertekster på talen.
Konklusion
:
Myst IV Revelation er det flotteste og mest
levende adventure spil der findes. De mange animationer
og effekter sammen med det imponerende lydbillede, giver
en fantastisk dejlig visuel og lydmæssig oplevelse.
Historien er god og spændende og opgaverne er meget
udfordrende i den velkendte Myst stil, hvor man skal
undersøge og eksperimentere med alt. Så Myst IV
Revelation får en meget høj karakter. De deciderede
fejl og de andre irritationsmomenter gør dog, at det
ikke bliver til en absolut topkarakter.
Igen sætter folkene bag et Myst spil nye og højere
standarder for især det visuelle. Jeg tror alle der
holder af adventure spil, vil synes rigtig godt om Myst
IV Revelation, og det er et absolut uundværligt
spil i enhver Myst fans samling. Jeg følte mig utrolig
godt underholdt af spillet, og jeg sad nærmest over det
dag og nat, indtil det var gennemført. Igen og igen
prikkede jeg til vandoverflader, for at se ringene brede
sig og dø ud, og aldrig før har jeg rørt ved så mange
fugle, firben og padder, for at se dem flyve, løbe og
hoppe væk. Og prøv så lige om du kan finde terrassen,
hvor du for ti år siden blev modtaget af Catherine og
Yeesha.
|
|
Start
Side
Klik
for spillets hjemmeside

|