Rhodan - Myth of the Illochim  

Dansk Adventure Review


Rhodan – Myth of the Illochim er et klassisk science fiction adventure spil i stil med
The Moment of Silence og Ward. Der er faste scener med 3D personer i 3. persons synsvinkel, filmiske sekvenser i 3D og musestyring. Spillet har alle adventure spillets elementer så som historie, handling, opgaver, personer og dialoger. Perry Rhodan er en meget kendt tysk science fiction figur, som er udkommet med masser af bøger, tegneserier og meget mere siden 1961, altså i næsten 50 år.
I 1998 kom der et par adventure spil på tysk med Perry Rhodan som hovedperson, og det nye spil Myth of the Illochim er også udviklet i Tyskland. Det er lavet i et samarbejde mellem Braingame og 3d-io, som begge er forholdsvis nye i adventure genren. I Europa udgives Rhodan af ligeledes tyske Deep Silver, som også har givet os bl.a.
Secret Files: Tunguska.

Handling :
Spillet foregår i fremtiden i år 1346 efter den nye tidsregning, hvilket svarer til år 4934 efter den nuværende. Menneskeheden, kaldet The Terrans, har ekspanderet sit territorium ud i galaksen, og er derved kommet i kontakt med andre civilisationer. Generelt er der fred i galaksen, og der er et begrænset samarbejde mellem de forskellige intelligente racer. Vores hovedperson Perry Rhodan er leder for The Terrans, og det har han været i rigtig lang tid. For snart 3000 år siden fik han i en alder af 39 år foretaget en celle aktivering, som holder hans krop ved lige så han ikke ældes, og som gør ham udødelig i en vis grad. Han har været menneskenes leder i omtrent lige så mange år.
Hver gang spillet startes, ser vi et par personer lande på en gold planet, hvor et ældgammelt rumskib ser ud til at have nødlandet. De har tilsyneladende skumle hensigter, for ved hjælp af det som rumskibet skjuler, vil de forsøge at erobre herredømmet over galaksen. Selve spillet starter med en indledende filmisk sekvens, hvor Perrys filosofering over sit lange liv afbrydes af et angreb på Jordens forsvarsværker. Angrebet er rettet mod én bestemt kvinde, som vi dernæst ser kæmpe bravt mod nogle robotter. Til sidst må hun dog give op overfor overmagten, og hun bliver tilsyneladende bortført.
Det viser sig at være Perrys gode ven og tidligere kæreste Mondra, som er blevet bortført af ukendte gerningsmænd. Angrebet på The Terrans hovedkvarter på Jorden, hvor både Perry og Mondra holder til, har fået forsvarsministeren Reginald Bull, som er en anden af Perrys gode venner, til af sikkerhedsmæssige grunde at afspærre området for al trafik og kommunikation. Vi overtager styringen af Perry Rhodan netop som han bliver klar over, at han på det nærmeste er spærret inde uden at kunne kontakte nogen. Hans første opgaver er at finde ud af hvad der er sket, at få etableret kontakt med omgivelserne og at komme ud af sin ufrivillige indespærring.
Spillets hovedopgave er at finde og befri Mondra, og for at gøre det, er Perry nødt til at finde ud af hvad hun arbejdede med og derfra følge hendes spor. Det viser sig at Mondra forsker i en gammel myte om en forhistorisk race kaldet Illochim, og hun er i færd med at samle materiale til en udstilling. Det viser sig dog også, at der er andre der er interesseret i denne race og deres tilsyneladende uovertrufne teknologi. Historien udvikler sig til at handle om magtbegær og korruption for egen vindings skyld, men også til at handle om venskab, loyalitet og en lille smule kærlighed. Det hele foregår i det samme meget detaljerede, sammenhængende og højteknologiske science fiction univers, som er kendt fra tegneserierne og bøgerne om Perry Rhodan.
Foruden The Terrans hovedkvarter, hvor historien starter, kommer Perry også til Waringer Akademiet, der er menneskenes førende universitet og forskningscenter, og som også er beliggende på Jorden. Dernæst besøger han ’venskabs’ museet mellem Terrans og Arconides, som ligger på Saturns største måne Titan. Så går turen ud i galaksen til minebyen Elmo Dater på planeten Gom Callaedus, og senere kommer han ned i selve den gigantiske og i øvrigt afspærrede mine. Til sidst kommer han til en gold asteroide i stjernehoben Jamundi’s Ocean, hvor slutspillet foregår.
Der er mange forskellige opgaver, men de fleste går ud på at finde og anvende ting korrekt. Tingene kan og skal undersøges detaljeret, hvilket ofte bedst lader sig gøre via scannere og computere. Nogle af tingene skal sættes sammen før de kan anvendes og nogle skal anvendes på utraditionel vis. Der er ingen action eller tidsbegrænsede opgaver, men der er mekaniske opgaver, opgaver med lyd og en enkelt dialog opgave, hvor man skal foretage de rigtige valg. Der er også logiske opgaver som kræver at man både prøver sig frem, kombinerer rigtigt og bruger omtanke. Sværhedsgraden er varierende, og nogle af opgaverne er ganske udfordrende. Hjælp til løsning af opgaverne og til hvad Perry skal foretage sig, fås fra dokumenter som han finder, fra undersøgelser og analyser af ting, personer og information, samt fra samtaler med de personer han møder. For at få tilstrækkelig hjælp fra disse personer, er han ofte nødt til at hjælpe dem med bestemte handlinger, ting eller information.
Perry møder mange personer, og han kan tale med næsten dem alle. Han kan føre nyttige samtaler med mere end 30 af disse, og mange af dem er han nødt til at tale med flere gange. Personerne er forskellige med hver deres detaljerede personlighed, baggrund og mål. Generelt er dialogerne vigtige for historiens afvikling, og visse emner skal bringes på bane for at få handlingen til at rulle. Det er dog ikke al dialog der er nødvendig for at gennemføre spillet.
Historiens udvikling er forudsigelig, og slutningen indeholder ikke de store overraskelser, men undervejs er der mange små drejninger af plottet og overraskelser i handlingen. Spillets forløb er opdelt i 6 kapitler svarende til de forskellige lokaliteter Perry besøger. Handlingen er temmelig lineær, men i flere af lokaliteterne er der gode muligheder for frit at gå på opdagelse. Historien har kun ét forløb og én slutning, og Perry kan hverken dø undervejs eller havne i en blindgyde uden mulighed for at komme videre. Det tog mig ca. 20 timer at få befriet Mondra og komme tilbage til Jorden.

Styring :
Perry styres med musen, og man ser ham og de øvrige personer som 3D figurer foran faste baggrunde i 2D. Baggrundene er dog ikke mere faste end at mange af dem kan rulle til højre eller venstre, idet de er større end skærmbilledet. De indeholder animationer af fugle, flyvere, rumskibe, robotter, mennesker, maskiner, blinkende lamper, skærme, røg og m.m. Der er masser af forskellige og afvekslende animationer af personerne, og det de foretager sig både når de går og står.
Når Perry styres til bestemte steder i scenen, skifter billedet automatisk til en anden scene, som om der blev klippet over til et andet kamera. Kameravinklerne skifter meget fra scene til scene, og nogle gange er de overraskende anderledes. Når han bevæger sig ud mod kanten af skærmen, ruller scenen automatisk med, hvis den er større end billedet. Når visse områder i scenerne undersøges nærmere, zoomes der ind til helt faste 1. persons nærbilleder. Her kan der foretages detaljerede undersøgelser og håndtering af ting og maskiner.
Der vises selvkørende sekvenser, som i bedste action stil bringer handlingen videre. De vises i et smallere filmisk format i fuld 3D med bevægelige og skiftende kameravinkler, og de starter ofte når hovedpersonen foretager en afgørende handling eller flytter sig mellem spillets lokaliteter. De to selvkørende sekvenser i starten og slutningen af spillet er lange og indeholder flere scener.
Spillet har mange slags lyde. Der er musik i indledningen og afslutningen og som underlægning i menuerne, og der er afvekslende afdæmpet musik tilpasset de enkelte lokaliteter og scener. De fleste scener har meget varierede og passende lyde fra omgivelserne som f.eks personer der taler og maskiner der summer. Man kan tydeligt høre på lydene om man er inde eller ude, og om man er i store eller små rum. Der er også lyde af de ting Perry foretager sig, som f.eks. af hans fodtrin når han går eller løber, og ofte bliver handlingerne kommenteret med hovedpersonens stemme. Der er også tydelig og velspillet tale i de mange omfattende dialoger. Endelig er der et fuldt filmisk lydbillede med stemmer, musik og alle mulige andre lyde i de selvkørende sekvenser. Lydene er i stereo men ikke udpræget retningsbestemte.
Styringen af hovedpersonen foretages med musen. Når man venstreklikker, går personen så tæt som muligt på det sted markøren peger. Når markøren peger på en interessant ting eller et aktivt område, skifter markøren udseende, og man kan så foretage den viste handling med venstreklik. Dobbeltklik får Perry til at løbe hen til stedet og udføre handlingen. Handlingen kan ikke ændres men er fastlagt på forhånd for hver enkelt ting eller sted. Det kan f.eks. være at gå gennem en dør, at åbne en låge, at trykke på en knap, at samle en ting op eller at starte en samtale med en person. Hvis det aktive område giver adgang til en anden scene, sker sceneskiftet automatisk når Perry har bevæget sig hen til området. Hvis man højreklikker skifter scenen straks.
Samtalerne afvikles automatisk, men man kan vælge hvad de skal dreje sig om, ved at bruge ting eller emner på den anden person. Det er langt fra alle mulighederne der giver fornuftige svar, men der er mange forskellige svar, og nogle af dem er ganske humoristiske. Kun i et enkelt tilfælde skal man under dialogen vælge hvilken tekst Perry skal sige. Dialogerne kan gentages, og de er tekstet nedenunder selve billedet.
Samme sted som teksterne vises de ting Perry har med sig. Ud over fysiske ting kan dette også være emner og personer som han har kendskab til. De vises som små ikoner sammen med tingene og kan anvendes på lige fod med disse. De vælges med venstreklik og kan så forsøges anvendt i omgivelserne, på personerne eller på hinanden. Yderst til venstre blandt tingene vises Perrys avancerede armbånd. Det har mange funktioner som f.eks. kommunikation, men når man vælger det, vises en oversigt over hvad Perry har gjort og hvad han bør gøre. Oversigten er opdelt i spillets forskellige afsnit, svarende til de forskellige lokaliteter, og den udfyldes efterhånden som man gør fremskridt.
Med Esc-tasten åbner man spillets menu. Her kan man gemme og indlæse spil, starte et nyt spil, lave opsætning af spillet, gense spillets indledning, se rulletekster eller afslutte spillet. Der kan kun gemmes 9 forskellige spil samtidigt, og 2 af disse har speciel status. Spillet gemmes nemlig automatisk hver gang Perry flytter sig fra en scene til en anden, og man har desuden mulighed for hurtigt at gemme spillet med F5. Hurtig indlæsning af dette gemte spil foretages med F8. I opsætningen kan man justere styrken af de forskellige lyde, og man kan foretage en detaljeret indstilling af grafikken.

Plusser :
Grafikken er flot og detaljeret med et gennemført science fiktion udtryk. Der er mange gode baggrunds animationer af bl.a. maskiner, skærme og personer som bevæger sig rundt. Dette giver passende liv i scenerne. De fleste person-animationer er naturlige, og der er så mange forskellige, at gentagelserne ikke er iøjnefaldende.
Musikken er fin, og den underbygger både stemning og handling uden at blive for anmassende. Specielt er den orale musik under opstarten og i menuerne utrolig flot. Der er masser af gode og afvekslende baggrunds lyde, som passer godt til de enkelte lokaliteter. Personernes stemmer er tydelige og for det meste ganske velspillede.
Der er mange forskellige opgaver af vekslende type, og sværhedsgraden er også godt varieret. Opgaverne er helt integreret i handlingen, og der er passende tips til at løse langt de fleste. Der er en fin balance mellem nødvendigheden af at skulle tænke sig om, bruge logik og prøve sig frem.
Historien er omfattende og detaljeret, og den har nogle drejninger og mindre overraskelser undervejs. Den er fint i tråd med de eksisterende historier om Perry Rhodan, og den er godt tilpasset Perrys univers.
Personerne har forskellige personligheder, og i hvert fald Perry Rhodan kommer man til at kende detaljeret. Dialogerne er gode og ofte ganske humoristiske. Det er fint, man kan tale med næsten alle de personer man møder.
Selve styringen er intuitiv og velfungerende, og der er masser af opsætnings muligheder. En speciel ros skal gives til spillets medfølgende manual, som er omfattende, flot og meget humoristisk at læse.

Minusser :
Den detaljerede opsætning af grafikken slog ikke igennem på mit grafikkort. Så opløsning, detaljeringsgrad og f.eks. skygger kunne have været bedre. Dette skyldes muligvis at mit grafikkort er temmelig gammelt, men at dette kunne være et problem, fremgår ikke klart af opsætningen. Der mangler animationer af naturen så som skyer i bevægelse. Af og til kan personerne gå igennem hinanden på forunderlig vis, og nogle specielle ’personer’ som f.eks. Perrys dobbeltgænger vises kun som diffuse skikkelser.
I et par situationer er de intense baggrunds lyde for enerverende og distraherende. De specielle fladhovede aliens kaldet Blues har en meget høj stemme, som lyder skabagtig og kunstig.
Enkelte opgaver er måske så svære, at mindre øvede spillere må søge hjælp til løsning via en walkthrough fra Internettet. Det er en svær balance at tilfredsstille både eksperter og nybegyndere.
Den overordnede historie mangler lidt spænding. Der er ingen store overraskelser undervejs, og slutningen er temmelig forudseelig. Informationerne om Perry Rhodans univers og baggrund burde have været mere omfattende. De kunne have været tilføjet, så det var valgfrit at gennemgå dem.
De fleste personer får man desværre kun et overfladisk indtryk af, hvilket er lidt ærgerligt, da mange af dem har potentiale til meget mere. F.eks. ser vi en af hovedpersonerne Mondra flere gange, men vi hører hende aldrig tale. Nogle af de mindre betydelige personers standard svar gentages lidt for ofte.
Af og til virker de skiftende kameravinkler desorienterende. Nogle af de aktive områder i scenerne er så små, at de er vanskellige at finde. Antallet af samtidig gemte spil er kun 7 foruden det automatisk gemte og det hurtigt gemte spil. 9 gemte spil er alt for lidt, især hvis man gerne vil genspille bestemte dele af spillet.

Konklusion :
På trods af minusserne som overfladiske personer og en forudsigelig handling samt de begrænsede muligheder for opsætning af grafikken, som jeg oplevede, er Rhodan – Myth of the Illochim et af de bedste adventure spil i 2008. Dette skyldes først og fremmest de spektakulære og detaljerede scenerier og det gennemførte og ligeledes meget detaljerede univers som spillet foregår i. Man fornemmer tydeligt, at personer og omgivelser er gennemarbejdet over lang tid, og at der er god sammenhæng i selv små detaljer. Men også de meget underholdende og afvekslende opgaver samt en god og sammenhængende historie tæller på plus siden. Derfor får Rhodan – Myth of the Illochim en rigtig pæn karakter.
Har man lyst til både adventure og science fiction, er Rhodan et rigtig godt spil. Jeg kan anbefale det til alle fans af adventure spil, også selv om nogle af opgaverne er temmelig svære. Så er du på udkig efter et lidt anderledes men alligevel helt igennem klassisk adventure spil, så gå bare i gang med Rhodan – Myth of the Illochim. Jeg tror ikke du bliver skuffet.

 

Start Side

Klik for spillets hjemmeside


Udvikler :
BrainGame / 3d-io
Udgiver : Deep Silver
Udsendt : Maj 2008
Review : November 2008


Klik for at forstørre


Vurdering
85 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review