Runaway – A Road Adventure  

Dansk Adventure Review


Runaway - A Road Adventure er et 3. persons adventure spil med tegneserie grafik og musestyring. Spillet er i samme klassiske stil som f.eks. de første to Broken Sword spil og de nyeste Monkey Island spil. Det har historie, opgaver, personer, dialog og humor. Runaway er udviklet af Pendulo Studios fra Spanien, hvor spillet havde premiere tilbage i 2001. Den engelske version har været længe undervejs, men den er nu endelig blevet udgivet i samarbejde med Tri Synergy. Nogle kritikere mener at denne form for adventure spil er forældede, men spillet har været ventet med spænding og længsel efter de første positive vurderinger af den spanske version. Se her om den klassiske stil stadigvæk holder for adventure spillet Runaway - A Road Adventure.

Handling :
Brian Basco, en ung fysik studerende som bor i udkanten af New York, starter en køretur tværs over Amerika til California, hvor han har fået alletiders mulighed for at afslutte sit studie på Berkeley universitetet. Han slår et smut ind om New York centrum for at hente en bog. Denne afstikker ændrer hans liv fuldstændigt. Fra en smøge løber en ung kvinde ud foran hans bil, og han kan ikke undgå at ramme hende. Brian kører den bevidstløse kvinde til hospitalet, hvor det hurtigt konstateres at hun ikke er kommet alvorligt til skade. Han beslutter at blive hos Gina, som hun hedder, indtil hun kommer til sig selv.
Straks Gina vågner fortæller hun en fantastisk historie. Hendes far har overladt et mystisk krusifiks i hendes varetægt, og kort efter ser hun ham blive myrdet af Mafiaen. Hun bliver opdaget og må tage flugten ud gennem smøgen med Mafiaens håndlangere i hælene. Brian ved ikke hvad han skal tro, men da han føler sig lidt skyldig i hendes situation, og da Gina er både køn og hjælpeløs, beslutter han at beskytte hende. Hvis der er nogen efter hende, skal de ikke få ram på hende på hospitalet.
Her overtager man styringen af Brian, og man skal som det første sørge for at Mafiaen ikke får ram på Gina, og derefter skal man få hende væk fra hospitalet. De resterende 5 afsnit, hvor Brian af forskellige årsager stadig forsøger at hjælpe Gina, foregår så forskellige steder som f.eks. et museum i Chicago, en oliekilde i midtvesten, en forladt guldgraver by i ørkenen og en forhistorisk indianer landsby. Handlingen er indrammet af Brian som fortælleren der ser tilbage på historien. Han dukker også op mellem afsnittene og binder dem sammen med kommentarer der underbygger historien. Handlingen skifter automatisk til næste afsnit, når man har foretaget alle nødvendige ting i det aktuelle afsnit. Afsnittene er tæt knyttet til historien og handlingen, så man kan ikke komme tilbage til et tidligere afsnit. Både afslutningen af et afsnit og indledningen af det næste vises med lange selvkørende sekvenser, og bestemte handlinger midt i et afsnit kan også udløse selvkørende sekvenser. Inden for hvert afsnit kan man forholdsvis frit foretage undersøgelser af områdets forskellige lokaliteter. Selv om man af og til kan arbejde på løsning af flere opgaver samtidigt, er selve handlingen ret lineær. Ofte kan og vil Brian først gøre de nødvendige ting, som f.eks. at samle noget op, når han selv kan se formålet med det. Så det er nødvendigt at vende tilbage til ting og steder man allerede har undersøgt, når der dukker ny information op og handlingen dermed skrider frem.
Opgaverne omfatter bl.a. at finde ting, anvende dem korrekt, udspørge folk, samle information, åbne døre, og få ting til at fungere. De overordnede opgaver, som Brian skal løse for at komme videre i historien og handlingen, bliver præsenteret i de selvkørende sekvenser. Men det er ikke altid indlysende hvad Brian skal gøre for at løse dem. Dette finder man ud af ved at undersøge alt grundigt, ved igen og igen at tale med de personer Brian møder, samt ved at bruge både omtanke og fantasi. Der er ingen labyrinter, ingen tidsbegrænsede opgaver og Brian kan ikke dø.
Brian møder mange forskellige personer. Der er bl.a. mafiaens mordere, tre transvestitter i en bus, nogle unge mennesker med sociale problemer, samt en der praktiserer healing og åndemaneri. De har alle hver deres personlighed og specielle egenskaber, som man skal bruge for at løse opgaverne. Nogle af dem hjælper Brian og Gina ganske frivilligt, andre skal manipuleres lidt før de gøre hvad der er nødvendigt. Enkelte af dem må lade livet for mafiaens voldelige fremfærd.

Styring :
Selve styringen foretages med musen, hvor cursoren viser hvad Brian kan foretage sig. Det kan f.eks. være at gå til et andet sted på skærmen, at forlade scenen og gå til en anden lokalitet, at undersøge en ting, samle noget op, anvende en ting eller at tale med en person. Ofte er der to mulige handlinger med ting, steder og personer. Det kan f.eks. være at undersøge en ting (luppen) eller at samle den op (hånden). Man skifter mellem disse muligheder med højreklik, og man foretager handlingen med venstreklik. En nøjagtig beskrivelse af den mulige handling vises i tekstvinduet under billedet. Det er også i dette vindue at dialogen vises når Brian taler med en anden person, med sig selv eller til spilleren, og det er her dialogvalgene vises. Man vælger hvad Brian skal sige ved at klikke på den ønskede sætning. Muligheden for skift af lokalitet vises med en pil når cursoren er over det pågældende sted. Med venstreklik ser man Brian bevæge sig hen mod stedet inden billedet skifter, med dobbeltklik springes animationen over, og scenen skifter straks. Disse sceneskift sker som en omskiftning til et andet kamera. I de afsnit hvor man kan besøge mange steder med en vis afstand imellem, sker dette via et oversigts billede. Dette fremkommer når man forlader et sted, og man klikker så på det navngivne sted i oversigtsbilledet hvor man ønsker at Brian skal gå hen. Oversigtsbillederne er ikke statiske. Nye steder kan komme til og allerede besøgte steder kan forsvinde.
Synsvinklen i selve spillet er 3. person, og grafikken er 2D. Kameravinklen er fast, men nogle af scenerne er så store, at de ruller til højre eller venstre, og enkelte også op og ned, når Brian nærmer sig kanten. I de selvkørende sekvenser er synsvinklen også 3. person, og grafikken er som en tegnefilm med bevægelig og skiftende kameravinkel og nogle 3D-effekter. Der er en del animationer i scenerne fortrinsvis af personerne og af de ting Brian foretager sig. Og der er animationer af Brian når han henvender sig til spilleren, både som historiefortælleren, i selve spillet, og på inventory-siden hvor han optræder i et ovalt vindue.
I lydbilledet er der personernes tale, der er lydeffekter af de ting der foregår, og der er musik som skifter fra scene til scene. Musikken spiller ikke hele tiden, men den toner ind og ud med mellemrum.
Når musen føres op oven over billedet, dukker der to iconer op. Klikker man på dem, kommer man til henholdsvis inventory og opsætning. Disse kan også vælges med ESC- og TAB-tasterne. I inventory vises de ting Brian har med sig i øjeblikket, og der er også et billede af Brian. Man kan både undersøge og tage fat i den enkelte ting. Dette styres med højreklik, og med venstreklik udføres handlingen. Ved undersøgelse er det Brian der giver en beskrivelse af tingen. Vælger man at sætte ting sammen, er det også Brian der gør dette. I opsætningen kan man bl.a. gemme og indlæse spil, man kan slå musikken fra og justere lydstyrken, man kan indstille grafikken, man kan slå tekstning til og fra, og man kan afslutte spillet. Der kan gemmes et ubegrænset antal spil, som hver er repræsenteret ved et billede, et nummer og en valgfri tekst.

Plusser :
Historien er spændende, tilpas (u)sansynlig og godt fortalt. Den udvikler sig gennem spillet, og den indeholder mange overraskelser og små drejninger.
Opgaverne er glimrende indpasset i historie og handling, og de er meget varierede. Enkelte af dem er nærmest geniale. Bl.a. er der en hvor en samtale skal gennemføres korrekt, for at trigge en bestemt handling. Sværhedsgraden er også meget afvekslende.
Grafikken er flot og detaljeret i høj opløsning. Tegnefilms stilen er gennemført fra start til slut. Animationerne og de selvkørende sekvenser er som en rigtig god tegnefilm.
Dialogen er spændende og til tider humoristisk. Den bidrager på en fin måde til udviklingen af historien, og den giver som regel nødvendige tips til løsning af opgaverne. Stemmerne er i topklasse og godt synkroniserede med personernes animerede ansigter.
Personerne er gengivet som meget forskellige typer. De er tilpas detaljerede og gennemførte til at passe ind i historien. Selvfølgelig er Brian og Gina de mest komplekse personer med svingende humør og personlighed, men alle bidrager til at gøre spillet mere interessant.
Noget af det bedste ved spillet er historiens indpakning i de forklarende selvkørende sekvenser, der igen er indrammet af Brian som fortælleren der ser tilbage på historien. Husk at få hele afslutningen med. Der sker noget efter rulleteksterne.
Både indledningens og afslutningens filmiske sekvenser med titelmelodien i baggrunden er en fryd for øjne og øre. Generelt er lydeffekterne gode, og musikken er passende og dæmpet. Begge dele bidrager fint til spillets atmosfære.
Det er ikke altid Brian vil gøre det man forsøger at få ham til. Han vil f.eks. ikke altid samle ting op, før han har en ide om hvad de skal bruges til, og når han gennemsøger et skab eller en taske finder han kun det han mangler lige nu. Dette giver selvfølgelig lidt ekstra arbejde til spilleren, da man er nødt til at vende tilbage og prøve igen, når handlingen har udviklet sig yderligere. Men det virker naturligt og rigtigt i et 3. persons adventure spil. Generelt fylder man jo ikke lommerne med alt hvad man støder på.
I bestemte situationer henvender Brian sig direkte til spilleren. Hvis man f.eks. undlader at foretage sig noget i en periode, vender Brian sig mod kameraet og slår spørgende ud med armene. Noget tilsvarende sker i inventory, hvor han kan finde på at række armene ud af vinduet og banke på væggen for at tiltrække spillerens opmærksomhed.
Dette og andre sjove detaljer som f.eks. visningen af CD-skift og at hovedpersonerne får anden påklædning midt i spillet, er med til at give spillet kvalitet og humor. Man fornemmer tydeligt at udviklerne ikke er sprunget over hvor gærdet er lavest.
Teknisk set fungerer spillet upåklageligt. Der er ingen problemer med installation og afvikling, og indlæsningstiderne er ret korte når man har foretaget en fuld installation.
Styringen fungerer fint og er tilstrækkelig intuitiv og præcis. Det er fint at man kan gemme et ubegrænset antal spil, og det er nemt både at gemme og indlæse spil.
Opsætningsmulighederne med bl.a. tekstning er fuldt ud tilstrækkelige.
Spillet har en passende længde. Hvis man giver sig tid til selv at løse alle opgaverne, er der mindst 20 timers underholdning.

Minusser :
Nogle af opgaverne er lidt for underlige. F.eks. skal man sænke oktantallet i benzin ved at fortynde det med vand. Ved en anden opgave skal man få en skruenøgle op af et trug fyldt med mudder. Løsningen er så underlig at jeg ikke selv kunne regne den ud. Jeg måtte hente hjælp på nettet.
Andre opgaver er for omstændelige. Man skal foretage den samme langstrakte handling over flere scener mange gange, inden man ved om det er det rigtige man gør.
Enkelte af de ting Brian skal samle op og bruge er så små og undselige, at de næsten er umulige at finde i de omfattende og detaljerede scenerier. Problemet forstærkes når disse ting er placeret oven på andre klikbare områder. I disse tilfælde ændrer cursoren sig ikke når den føres hen over tingen. Det gør teksten nede under billedet dog, så hold øje med den.
I de selvkørende sekvenser er grafikken mere kornet og ikke helt i samme kvalitet som i selve spillet.
Lidt flere lydeffekter fra omgivelserne og handlingerne ville have øget intensiteten i spiloplevelsen.
Selv ved en fuld installation skal man have den rigtige af de 3 CD'er i computeren, og man skal have CD 1 i for at kunne starte spillet. Dette betyder f.eks. at hvis man gemmer og afbryder spillet hen mod slutningen, hvor man har CD 3 i computeren, skal man have CD 1 i for at starte spillet igen, og man skal så skifte til CD 3 når man genindlæser det gemte spil.
Selv om der generelt altid er meget man kan undersøge, er selve handlingen ret lineær. Dette er en følge af den tætte styring af historiens udvikling.
De lange selvkørende sekvenser kan give indtryk af en interaktiv film frem for et adventure spil, men de er flotte og spændende, og de giver den nødvendige baggrund for handlingen i selve spillet.

Konklusion :
Runaway - A Road Adventure er det bedste adventure spil, jeg har spillet siden Syberia. Det har alt hvad et godt adventure spil skal have. Der er en god og spændende historie, der er udfordrende og anderledes opgaver, der er flot grafik, der er humor, og der er interessante personer. Selv om enkelte uheldige opgaver trækker lidt ned, er jeg nødt til at give Runaway en høj karakter. Specielt er opsætningen med hovedpersonen som fortælleren en rigtig god ide. Det rammer historien ind på en fin måde og gør den mere interessant og vedkommende. Men også de små detaljer som f.eks når Brian henvender sig til spilleren og prøver at få opmærksomhed, er med til at give spillet kvalitet. Jeg må konstatere at den klassiske og måske lidt forældede stil stadigvæk holder, når den anvendes så flot som i dette spil. Stilen begrænser dog mulighederne for nyskabelse, så det bliver ikke til en absolut topkarakter. Men hvad gør det, når det er længe siden jeg har været så godt underholdt af et adventure spil, som jeg har været af Runaway - A Road Adventure. Køb det, spil det og nyd det.

 

Klik for spillets hjemmeside


Udvikler :
Pendulo Studios
Udgiver : Tri Synergy
Udsendt : August 2003
Review : November 2003


Klik for at forstørre


Vurdering
92 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review