Schizm - Mysterious Journey er et opgave-orienteret point
& click adventure spil, som minder lidt i stil om
Myst, Riven og Exile. LK Avalon har tidligere lavet Rhea,
men der er ingen sammenhæng mellem spillene, selv om
handlingen i de to spil ligner hinanden lidt. Schizm er
lavet til DVD, men det findes også i en 'ned-droslet' CD-udgave,
hvor der er en opgave mindre, færre selvkørende
sekvenser og hvor grafik-kvaliteten er lavere. Efter en
del søgen fandt jeg DVD-udgaven i Tyskland - med tysk
tale. Det er den jeg har spillet.Handling :
Planeten Argilus i år 2083. Der er beboelser i form af
byer, og der er masser af fungerende teknologi i form af
diverse maskiner bl.a. til transport. Men der er ingen
beboere. Argilus er tilsyneladende forladt i huj og hast.
Et team på ca. 100 forskere har haft 4 måneder til at
etablere 3 baser på Argilus, med det formål at undersøge
den mystiske planet.
Hannah og Sam udgør besætningen på et rumskib der
bringer forsyninger til forsker-teamet. Da de når
Argilus opdager de at forskernes rumskib ikke længere er
i kredsløb om planeten, og de kan ikke få kontakt med
nogen af de 3 baser. Idet de flyver hen over planeten
mister de kontrollen over deres rumskib, og de må
forlade det i hver deres redningskapsel. De lander to
vidt forskellige steder på Argilus, men de har dog
radiokontakt med hinanden.
Her overtager man styringen af både Hannah og Sam, og
man skal nu forsøge at genforene dem, at finde de
forsvundne forskere og løse mysteriet om Argilus. Selv
om Argilus' beboere er forsvundet, er planeten ikke død.
Det virker nærmest som om alt er levende, og at
teknologien og maskinerne er integreret i den levende
planet.
I hovedtræk gælder det om at finde ud af hvordan
maskinerne på Argilus fungere. Dette indebærer at man
skal lære nye talsystemer, genkende ord fra et ukendt
sprog både som lyde og som symboler, løse masser af
logiske opgaver hvoraf nogle involverer matematik, og man
skal endda vinde strategiske spil over en computer for at
bringe en bro på plads. Undervejs finder Hannah og Sam
nogle af forskernes elektroniske logbøger, som giver dem
vigtige oplysninger. Og af og til dukker nogle af
forskerne og også enkelte af Argilus' beboere op som
syner eller spøgelser fra en anden dimension. Også fra
dem er der vigtig information at hente.
Styring
:
Selve styringen foretages med musen. Når musen peger et
sted man kan gå til, hvor man kan zoome ind for nærmere
undersøgelse, eller på en ting man kan anvende, vises
dette med ændring af cursoren. Med venstre-click udføres
handlingen. Hvis musen ikke peger på en 'handling', kan
man ved at holde venstre-museknap nede mens man bevæger
musen, dreje synsvinklen mod højre eller venstre og
sommetider op eller ned. Mulige drejninger vises med et
symbol i nederste venstre hjørne. Hannah og Sam kan
samle enkelte ting op, som derefter vises forneden i
billedet. Når musen peger et sted hvor en af de
opsamlede ting kan anvendes vises dette automatisk, og
med venstre-click foretages handlingen umiddelbart.
Synsvinklen er 1. person, hvilket også gælder for de
fleste selvkørende sekvenser. Enkelte gange vises bevægelser
over større afstande i 3. person, men udover den
indledende filmiske sekvens ses Hannah og Sam ikke i
selve spillet. Der er mange mindre animationer f.eks. af
fisk, fugle og insekter, men også af de ting der sker når
Hannah eller Sam foretager noget. De kan bevæge sig af
faste ruter mellem faste punkter, og når de drejer rundt
sker det i step af 45 grader. Disse bevægelser vises
altid som små filmklip. Bevægelser over større
afstande som foretages på mange forskellige måder, f.eks.
gennem luften med en ballon-lignende flyvefisk, over
havet med et sejlende bjerg, og med kabelophængt stol,
cykel og gondol, vises som selvkørende sekvenser.
Rundt omkring finder Hannah og Sam elektroniske logbøger
fra forskerteamet, som med venstre-click kan afspille
optagelser af forskerens talende ansigt. Også de
flimrende syner af forskere og Argilus' beboere vises som
filmklip med tale. Udover dette er der kun dialogen over
radioen mellem Hannah og Sam. Denne dialog kan ikke
styres, heller ikke hvornår den sker. Til gengæld kan
man ved at klikke på ansigtet nedert til højre, til
enhver tid skifte mellem Hannah og Sam.
Ved opstart af spillet vises et billede med indstillings
muligheder, save, load, exit m.m. Tilsvarende funktioner
fremkommer under spillet på en menu-linie, når musen er
helt øverst i billedet, og ud over dette kan de hver især
aktiveres med en af F-tasterne. Spillet kan pauses med
mellemrumstasten. Indstillings mulighederne dækker kun
lyden, og der er ingen mulighed for at aktivere
undertekster i den tyske udgave af spillet. Det er muligt
at genstarte spillet hvor man afbrød det sidst, også
selv om man ikke foretog en save.
Der er 16 save-slots til at gemme spil i, og disse kan
slettes og/eller genanvendes. Dette er nok, da man ikke
kan dø eller ende i en blindgyde. Load af tidligere
gemte spil anvendes kun for at ungå lange vandringer
tilbage til steder man tidligere har været, eller for at
få gentaget informationer fra 'spøgelserne'.
Plusser
:
Grafikken er
helt utrolig flot med smukke, eksotiske og anderledes
scenerier. Farverne er intense og til tider overraskende,
men de passer fint ind i Argilus' miljøer og til
handlingen i Schizm.
Der er mange glimrende animationer i scenerne og af de
ting der sker når Hannah og Sam foretager noget. Især
virker bevægelserne i vandoverfladerne hel realistiske.
De selvkørende sekvenser når Hannah og Sam bevæger sig
rundt er i samme flotte kvalitet som resten af grafikken,
og de giver scenerierne rummelighed og intryk af fysisk
tilstedeværelse. Lydeffekterne er rigtig gode og virker
naturlige, og de er i stereo. Når man drejer rundt
flytter lyden sig fra den ene højtaler til den anden.
Også den specielle musik er fin og passer godt til de
enkelte miljøer.
Opgaverne er virkelig udfordrende. De er nogle af de sværeste
jeg har stødt på i adventure spil. Men det er OK, da
der er tale om logiske opgaver som kan løses med omtanke
og ved at undersøge alt og lytte til den informationer
man får.
Det er fint og afvekslende at man kan skifte mellem
styring af Hannah og af Sam. Det er næsten som at spille
2 spil samtidigt, 2 spil som alligevel hænger sammen og
som forenes, og hvor de 2 personer visse steder skal
arbejde sammen for at løse opgaverne og fuldføre
spillet.
Styringen er intuitiv og velfungerende, selv om
rotationerne kræver lidt tilvænning. Det er en god
facilitet at man kan genstarte spillet hvor man stoppede
sidst uden at foretage save.
Minusser
:
Historien er
tynd og virker til tider lidt for søgt og konstrueret.
Sammenhængen mellem historie og handling i form af
opgaverne er diffus. Slutningen kommer pludselig og
virker nærmest tom og hovsa-agtig. Den efterlader en del
ubesvarede spørgsmål.
Ofte skal man bevæge sig over store afstande, hvor man
allerede har været flere gange. Og da det ikke er muligt
at hoppe fra sted til sted, bliver det i længden lidt
ensformigt og tidskrævende, da man hver gang ser de
samme omend smukke selvkørende sekvenser. Disse
sekvenser og andre animationer kan ikke afbrydes og de låser
musen så man skal se dem til ende hver gang.
De flimrende syner af forskere og Argilus' beboere som
giver vigtig information kan ikke gentages. Hvis man
misser noget og vil høre det igen, er man nødt til at
loade et tidligere gemt spil. Dette sammenholdt med en
utydelig og dårlig ageret tysk tale uden mulighed for
undertekster er meget uheldigt og irriterende. Dette gælder
dog ikke alle versioner af spillet, da jeg har læst det
er muligt at få undertekster på i den engelsksprogede
udgave.
Som andre Myst-lignende adventure spil mangler Schizm
nogle interessante personer og en spændende styrbar
dialog.
Konklusion
:
Schizm er et
rigtig godt og meget flot adventure spil. Den tynde
historie og slutning opvejes af de gode, svære og
logiske opgaver samt den utroligt flotte grafik og lyd og
de smukke animationer. Dette er et af de bedste Myst-lignende
adventure spil jeg har spillet, og derfor får Schizm også
en høj karakter. Kan man lide svære opgaver der kræver
megen omtanke og som foregår i en flot levendegjort
surrealistisk verden, så skal man spille Schizm.
|
|
Klik for spillets hjemmeside

|