Handling :
Gyserforfatteren Michael Arthate er ved at gøre sin anden roman færdig. Hans debut blev en stor succes, og derfor ønsker han, at slutningen på efterfølgeren skal være ekstraordinært spændende og overraskende. For at opnå dette, beslutter han sig for at flytte til et sted, hvor omgivelserne kan give ham den helt rigtige inspiration. Gennem sin ven ejendomsmægleren Jerry Carter finder han et stort, gammelt, øde og forladt victoriansk hus i nærheden af den lille by Rothbury i Northumberland i det nordøstlige England. Spillet starter med at Michael Arthate ankommer til Blackwood Manor og på egen hånd skal besigtige det for første gang. Han har planlagt at bo der nogle dage, så han straks kan komme i gang med skriveriet. Arthate bliver dog hurtigt fascineret af det uhyggelige hus og dets omgivelser samt af den mystiske historie om de tidligere beboere, som huset gemmer på. Så i stedet for at skrive begynder han at undersøge huset og de omkringliggende bygninger.
Man overtager styringen af Michael Arthate, straks han er stået ud af sin lille grønne Austin Mini, og man skal så forsøge at undersøge alt så detaljeret, at historien langsomt stykkes sammen og afslører en tragedie om død, mord og sindssyge. Historien er krydret med så forskellige elementer som dårligt vejr, uduelige eller korrupte embedsmænd, venskab som tilsidesætter loven, økonomisk griskhed og masser af afrikansk mystik, åndemaning og kannibalistiske ritualer. Og så er der de mystiske skrabelyde, som tilsyneladende kommer fra den mørke kælder med den store uhyggelige brændeovn og den solidt lukkede jernlåge midt i betongulvet.
Foruden kælderen, et pulterrum oppe under taget og et trappetårn består selve huset af 3 etager med beboelses rum af forskellig slags. Men Blackwood Manor omfatter også andre bygninger. Der er et stort drivhus eller orangeri, en lille kirke eller et kapel, en krypt hvor husets slægt er stedt til hvile, samt en lille garage. Efterhånden som undersøgelserne skrider frem, skaffer Arthate sig adgang til alle disse steder. Der er en del personbeskrivelser i spillet, men Michael Arthate møder ikke nogen personer. Han taler med nogle stykker via telefonen mest med Jerry Carter, men ellers er og forbliver han alene på Blackwood Manor. Eller er han? Hvis han er, hvem eller hvad laver så de der skrabelyde? Dialogerne via telefonen er vigtige for fremdriften i spillet. Nogle gange kan man vælge hvad Michael Arthate skal sige eller spørge om, og valget kan have betydning for hvilke og hvor mange oplysninger man får. Tilsyneladende har dette dog ingen indflydelse på handlingen og slutningen.
Foruden disse få opgaver med valg af dialog, og nogle få deciderede logiske opgaver hvor fundne oplysninger skal fortolkes og kombineres med ting og steder i omgivelserne, går langt de fleste opgaver ud på at finde og anvende ting rigtigt. Det er nødvendigt at afsøge alle kroge i alle rum og forsøge at åbne alt, der ser ud til at kunne åbnes, da tingene ikke nødvendigvis findes de oplagte og logiske steder. Derimod er anvendelsen af dem som regel ganske logisk, om end det ofte kræver en del omtanke. Ud over oplysningerne fra dialogerne finder Arthate en del information i form af diverse dokumenter, bøger og billeder. Disse får han adgang til, efterhånden som han bliver i stand til at åbne døre, skuffer og skabe. Det er hovedsagelig denne information, som udvikler historien. Det kan være nødvendigt at undersøge de samme steder flere gange, idet Arthate ser med nye briller på det han undersøger, i takt med at han finder nye oplysninger.
Handlingen er opdelt i tidsperioder fra lørdag morgen kl. 9 til mandag aften kl. 6. Perioderne er af varierende længde fra 1 til adskillige timer. Når bestemte vigtige handlinger er foretaget, kan man se på det store bornholmerur i entreen, at tiden er sprunget 1 eller flere timer frem. Alligevel føles handlingen ikke at være udpræget lineær, da mange ting kan foretages i valgfri rækkefølge. Måske er det derfor, tiden ofte springer flere timer af gangen. Når Arthate lægger sig til at sove, går der også nogle timer, inden han vågner igen. Og når han gør det, ved man ikke altid, om Arthate er vågen, eller om han drømmer. I begge tilfælde skal man styre ham rundt i huset, og når det så bliver rigtigt spændende, vågner han (måske) op. Det er godt nok uhyggeligt.
Historien har nogle overraskende drejninger undervejs. Antallet af disse afhænger måske lidt af, hvor grundig man er i sine undersøgelser. Jeg fandt kun en slutning på spillet, men jeg vil ikke afvise, der kan være flere, måske med flere eller færre oplysninger om hvad der foregår eller har foregået i huset. Michael Arthate kan tilsyneladende ikke dø eller stikke af fra undersøgelserne i utide, selv om dette på et tidspunkt er meget fristende. Han kan heller ikke havne i en blindgyde uden mulighed for at komme videre og gøre spillet færdigt. Det tog mig 15 til 20 uhyggeligt mørke og ensomme nattetimer at gennemføre Scratches, men så ved jeg også hvor skrabelydene kommer fra. Tror jeg nok.

Styring :
Synsvinklen i selve spillet er 1. person, og grafikken er i 2D med forud genererede panoramabilleder. Man bevæger sig mellem faste punkter, hvorfra man frit kan se hele vejen rundt samt op og ned. Bevægelser mellem punkterne vises som simple billedskift med ud og indblænding. Der er enkelte animationer i scenerne. F.eks. driver skyerne hen over himlen, regnen siler ned uden for vinduerne, og ilden i pejsen blusser og flammer. Der er også animationer af nogle af de handlinger Michael Arthate foretager, hvilket oftest er at åbne døre når han skal igennem dem. Når han går tæt på noget for at undersøge det i detaljer, vises der et fast nærbillede. Dette er oftest af borde, skabe og lignende, men også alle de fine kunstværker på væggene kan nydes i detaljer. Dokumenter og billeder vises også med faste billeder, men disse er beskåret i størrelse og lagt ovenpå den aktuelle baggrund. Resultatet af bestemte handlinger vises af og til med en kort selvkørende sekvens, som også er med 1. persons synsvinkel. Som indledning og afslutning på spillet vises lidt længere selvkørende sekvenser med 3. persons synsvinkel. Man ser dog ikke Michael Arthate, men kun hans lille grønne Austin køre af sted. Disse selvkørende sekvenser er filmiske med skiftende og bevægelig kameravinkel.
I Scratches er der 5 slags lyd. Der er stemningsmættet afdæmpet musik, som understøtter handlingen og spændingen i spillet. Musikken spiller ikke hele tiden og ikke alle steder, og der er forskellig musik til forskellige lokaliteter samt til de forskellige tidspunkter på dagen og i spillet. Der er lyde fra omgivelserne. Foruden de lyde der af og til kommer fra et gammelt hus, hører man f.eks. også vinden der suser i træerne, uret der tikker i entreen og vandet der løber i drivhuset. Så er der lyde at det Michael Arthate foretager sig. Dette er f.eks. fodtrin og knirkende døre der åbnes. Endvidere er der tale, når han har nogen i telefonen. Og så er der de der uhyggelige skrabelyde, som vist nok kommer fra kælderen.
Styringen foretages med musen, og normalt er markøren en lukket hånd. Når den er i nærheden af billedets kant, drejer synsvinklen i den tilsvarende retning. Jo nærmere kanten markøren er, jo hurtigere sker rotationen. Når markøren peger et sted i scenen, hvor man kan foretage noget, skifter hånden udseende. F.eks. viser en pegende hånd at man kan gå til et andet fast punkt, en åben hånd viser man kan tage eller manipulere en genstand, og en hånd med et forstørrelsesglas viser at man kan undersøge noget nærmere. Handlingen foretages med venstre museklik. Når Arthate undersøger noget, men også i andre specielle situationer, vises hans kommentarer og tanker med tekst nederst på skærmen. Man hører ham ikke tale med eller til sig selv.
Højre museklik viser de ting Michael Arthate bærer rundt på. Disse vises øverst på skærmen ovenpå den aktuelle nedtonede baggrund. Med venstreklik kan en ting vælges for anvendelse, og med endnu et venstreklik kan den forsøges kombineret med en anden af de viste ting. Når en ting er valgt kan man højreklikke for at vende tilbage til spillet og derefter venstreklikke for at anvende tingen i omgivelserne. Markøren ændrer udseende til den ting man har valgt. En af de ting Arthate altid har med sig er et forstørrelsesglas. Når dette anvendes på andre ting eller i omgivelserne, giver Arthate en tekstet beskrivelse af det man klikker på.
Når Arthate benytter telefonen, får man mulighed for at ringe til Jerry, til Barbara som er forlagets sekretær, eller for selv at dreje et valgfrit nummer. Dialogen afvikles oftest automatisk, men enkelte gange skal man vælge hvad Arthate skal sige eller spørge om. Valgmulighederne vises med tekst nederst på skærmen, og man vælger en af sætningerne ved at klikke på den. Man skal tænke sig godt om inden man vælger, da man ikke nødvendigvis får mulighed for at gøre det om, for at vælge igen eller for at gentage et spørgsmål. Gennemførte dialoger kan ikke gentages, medmindre man indlæser et tidligere gemt spil. Tekstning af dialogerne vises nederst på skærmen.
Med Esc tasten åbnes spillets menu, som svarer til den menu man får når spillet startes. Fra menuen kan man starte et nyt spil, foretage opsætning af spillet, gemme eller indlæse et spil, og man kan afslutte spillet eller gå tilbage til det, hvis det var derfra menuen blev åbnet. Man kan maksimalt gemme 10 spil, og de vises med et navn på det aktuelle sted samt spillets ugedag og klokkeslæt. I opsætningen kan man vælge at få hjælp under spillet, man kan vælge mellem normal eller surround lyd, man kan vælge hastigheder for kamerabevægelser og tekstning, man kan indstille lysstyrken, og man kan vælge at anvende faste billeder i stedet for panoramaer med rotation. De faste billeder er dog meget mere besværlige og forvirrende at anvende. Hvis hjælpen er slået til, vises der i visse situationer en tekst under billedet. Denne tekst beskriver hvordan man skal gøre tingene. Det er ikke en hjælp til hvad man skal gøre for at løse opgaverne, men snarere en hjælp til nybegyndere i adventure genren.

Plusser :
Grafikkens afdæmpede farver virker ældede af tidens tand, hvilket passer perfekt til historien og omgivelserne. Scenerne har masser af detaljer, som alle passer sammen, og som understøtter den dystre og uhyggelige stemning. De få animationer der er i spillet er udmærkede, og de selvkørende sekvenser er gode. Nogle af disse er lavet med effekter så de ligner gamle smalfilm, hvilket også sætter stemning og giver indtryk af ælde og forfald. Så selv om grafikken egentlig ikke er særlig imponerende teknisk set, så passer den glimrende til spillets historie og handling. Hvis man synes grafikken er for mørk og dunkel, kan man via opsætningen skrue op for lysstyrken. Jeg er meget imponeret over alle de originale kunstværker der hænger på væggene i huset. Jeg genkendte en del af dem, bl.a. adskillige billeder af den hollandske maler Bruegel.
Lyden og musikken, som er lavet specielt til spillet, er også glimrende. Som grafikken er den med til at sætte den helt rigtige stemning. Den ændrer sig efterhånden som uhyggen breder sig, og den tirrer spillerens nerver, så man kan forestille sig alle mulige - og umulige - uhyggelige ting. Lydeffekterne passer fint til det der foregår, og personernes tale er tydelig og velspillet. Og så er der de der uhyggelige skrabelyde, som især høres om natten. De er altså både mystiske og skræmmende. Det er meget fint med mulighed for surround lyd.
Opgaverne er ganske udmærkede. De er forholdsvis afvekslende også i sværhedsgrad. Der er opgaver med ting som er lige ud ad landevejen, og der er nogle få logiske opgaver som kræver lidt omtanke. De er alle meget fint integreret i handlingen, og på intet tidspunkt følte jeg, at opgaverne var der for deres egen skyld. Der er tilstrækkeligt med tips til løsning af selv de sværeste af opgaverne. Det gælder bare om forstå tipsene når man ser dem, hvilket i sig selv er en fin udfordring.
Historien er både spændende og uhyggelig. Egentlig er der flere overlappende eller sammenhængende historier. Der er Michael Arthates historie, der er husets historie, og der er de tidligere beboeres historie. De bliver alle vævet sammen, men det er den sidst nævnte som er hovedhistorien. Det er den der afsløres i takt med Arthates undersøgelse af Blackwood Manor, og det er den der indeholder de mest spændende og uhyggelige detaljer. Afsløringen foregår ved at der efterhånden fyldes flere detaljer på, så man langsomt bedre og bedre forstår hvad der er sket og hvorfor. Meget fint og effektfuldt.
Det indtryk man får af nogle af historiens personer inkl. Arthate, er så tilstrækkelig detaljeret, at man kan forestille sig hvad de kan finde på at gøre. En mere detaljeret personbeskrivelse er heller ikke absolut nødvendig, idet overraskelsen er en vigtig del af spillet. Personerne beskrives mere via de handlinger de har foretaget eller foretager end af ord og tekst.
Tilsammen giver den makabre historie, den dystre grafik, den nervepirrende musik og de mystiske lyde en gennemført uhyggelig stemning. Flere gange, især om natten når Arthate vågner ved midnatstid, kunne jeg mærke på mig selv, at jeg havde en vis modvilje mod at åbne visse døre og gå ind i bestemte rum i spillet. Og når jeg afbrød spillet for at gå i seng, tændte jeg mere lys end normalt. Dejligt når et adventure spil kan have sådan en virkning.
Styringen er simpel og intuitiv, og hvis man anvender panoramaer med rotation, fungerer den udmærket. Der er ikke mange indstillingsmuligheder for grafik og lyd, men der er tilstrækkeligt til ikke at genere gennemførelsen af spillet. Det er fint med faste engelske undertekster, jeg spiller alligevel altid med tekstning slået til.

Minusser :
Selv om grafikken er stemningsfuld, er den teknisk set ikke særlig imponerende. Opløsningen er kun 800x600, og lys og skygge virkningerne er begrænsede. De meget få animationer får især udendørs scenerne til at virke mere livløse end nødvendigt.
Enkelte af opgaveløsningerne er meget specielle og lidt for tænkte. De vil ikke kunne gennemføres i virkeligheden. Der er ikke mange logiske opgaver, og generelt synes jeg der mangler lidt udfordring. Det sværeste ved opgaverne er at finde alle de ting man har brug for. Opgaverne med at finde og anvende ting bliver lidt ensformige i længden. F.eks. havde jeg til sidst 5 nøgler, som hver åbnede en tilsvarende dør, skuffe eller låge.
Et par gange oplevede jeg, at jeg ikke vidste hvad næste skridt i undersøgelserne kunne være. Efter at have vandret hvileløst omkring som et andet spøgelse i temmelig lang tid, gav jeg mig til at pille ved alting igen, hvilket hurtigt gav resultater. Men der var absolut ingen tips i spillet om, at man burde gøre dette.
Det er en tåbelig begrænsning at der kun kan gemmes 10 spil samtidigt. Jeg holder af at gemme spillet hver gang der er sket væsentlige fremskridt, så jeg kunne sagtens have brugt det tredobbelte antal. Selvfølgelig kan man blot overskrive tidligere gemte spil, men hvorfor skulle man det, når der er plads nok på harddisken. Måske er dette ikke noget stort problem for andre adventure spillere, men som anmelder der ønsker at kunne gå tilbage til helt bestemte situationer, er det irriterende.
Nogle gange oplever man at musemarkøren skal placeres meget præcist, blot for at gå hen i den anden ende af et rum. Med panorama baggrunde og rotation er dette til at leve med, men hvis man anvender faste slideshow billeder, skal man ofte skifte billede både til en af siderne og måske også op eller ned, inden man finder det rette sted. Det virker alt for besværligt.
Der er meget begrænsede indstillingsmuligheder. Jeg kunne godt have brugt en mulighed for at indstille lydstyrken individuelt for de forskellige slags lyd.

Konklusion :
Scratches er et glimrende gyser adventure spil. De makabre detaljer, som man vel og mærke hovedsageligt læser om, sætter virkelig spillerens fantasi i gang. Sammenholdt med den dystre grafik, de eminente nervepirrende lydeffekter og den uhyggelige stemningsfulde musik, kan det få hårene til at rejse sig i hvert fald i bestemte situationer. Også efter spillet er afbrudt. Den spændende, overraskende og mystiske historie, er også rigtig dejlig uhyggelig, så der er meget godt at sige om Scratches. Spillet har ikke mange opsætningsmuligheder, og teknisk mangler især grafikken lidt kvalitet. Generelt er minusserne små og mindre betydende, så derfor får Scratches alligevel en rigtig pæn karakter.
Man må bestemt konkludere at Nucleosys’s debut er både glimrende og imponerende. Hvis man slet ikke er til gys og uhygge, skal man nok holde sig væk fra dette spil, men alle vi andre kan få mange uhyggelige nattetimer til at gå med at lytte efter skrabelyde. Pas på når du til sidst nærmer dig stedet, hvor disse lyde kommer fra. Du bliver garanteret både forskrækket og overrasket. Det gjorde jeg i hvert fald. Mit hjerte hamrede vildt af sted lang tid efter.

Start Side

Klik for spillets hjemmeside

Udvikler : Nucleosys
Udgiver : Got Game Entertainment
Udsendt : Marts 2006
Review : Juni 2006

Klik for at forstørre

Vurdering
81 %