Riddle of the Sphinx  

Dansk Adventure Review


Riddle of the Sphinx er et opgave-baseret point & click adventure spil. Som titlen antyder handler det om Sphinx'en men også om pyramiderne og det gamle Egypten. I løbet af 2002 udkommer efterfølgeren Riddle of the Sphinx II : The Omega Stone.

Handling :
Du modtager et brev fra arkæologen Sir Gil Blythe Geoffreys, som leder en udgravning af Sphinx'en og pyramiderne ved Giza i Egypten. Han har tilsyneladende opdaget noget ved Sphinx'en, som han mener at kunne finde forklaringen på i den store Keops Pyramide. Men han har problemer med misundelige medarbejdere, som selv forsøger at løse gåden, og han frygter at han har udløst en forbandelse, som gør at han ikke selv kan fuldføre opgaven. Derfor beder han om din hjælp, og beredvilligt tager du straks af sted til Egypten.
Selve spillet starter med at du lander med helikopter ved Sir Gil Blythe Geoffreys lejr ved siden af Sphinx'en. Du konstaterer hurtigt at lejren er forladt, og begynder derefter at lede efter spor og oplysninger som Gil har efterladt til dig.
Den første større opgave er at skaffe sig adgang til pyramidens hemmelige rum. Derefter skal man udforske smalle korridorer, imponerende rum og et storslået landskab med flere prægtige bygninger. Undervejs skal man løse mange logiske opgaver, som man kan få information om og hjælp til via skriftruller og billeder på væggene. Man skal finde ting og bruge dem de rigtige steder, man skal åbne døre og lignende med sindrige mekanismer, man skal få ting til at fungere, og man skal finde og aflure de rigtige oplysninger, så man til sidst kan løse Sphinx'ens gåde.

Styring :
Hele spillet igennem er der 1. persons synsvinkel, hvilket vil sige at spillet ses med egne øjne som om man selv var tilstede. Man kan bevæge sig mellem faste punkter i omgivelserne, og i nogle af disse punkter har man fuld frihed til at kigge 360 grader rundt samt op og ned. I alle andre punkter kan man kun dreje helt rundt eller evt. dreje til højre eller venstre. Når man har undersøgt et område, kan man nogle gange med kun ét klik bevæge sig hen over det.
Bevægelserne mellem punkterne vises som simple billedskift. Når man gør bestemte ting vises resultatet ofte med en animation af omgivelserne.
Styringen foretages næsten udelukkende med musen. Cursoren skifter udseende, når man peger på noget man kan gøre noget ved, eller når man peger på et sted man kan gå hen. Man kan samle ting op og bære dem med sig via et inventory med plads til mange ting. Man kan bruge tingene på bestemte steder evt. sammen med andre ting. Nogle af tingene kan man blot undersøge for at få flere oplysninger, og det er ikke alle disse man kan tage med sig. Derfor er man nødt til at gøre notater undervejs. Det er vigtigt at lægge mærke til alle specielle ting i omgivelserne. Selv om de ikke reagerer på musen, kan de have betydning for løsning af opgaverne. Så man bliver nødt til at notere oplysninger om dem ned eller at tegne dem.
Det er muligt at foretage save og load af spillet, hvilket er nødvendigt da man i visse specielle situationer risikerer at dø.

Plusser :
Der er masser af gode logiske opgaver som er integreret fint i omgivelserne, og som tilsammen gør det muligt at løse den afsluttende opgave. I nogle af opgaverne skal man betjene almindelige ting som f.eks. en kassettebåndoptager, hvilket er lavet rigtig godt.
Scenerne er meget flotte med masser af detaljer, som passer godt ind i det egyptiske miljø, og der er mange flotte animationer. Lydeffekerne er også rigtig gode, og musikken passer fint til spillets atmosfære.
Efter man har skaffet sig adgang til pyramiden, kan man frit gå på opdagelse i store dele af spillet og løse flere opgaver samtidig. Så selv om man selvfølgelig skal bruge løsningen på nogle af opgaverne for at man kan løse andre, er spillet ikke lineært.
Det er godt man med et klik har mulighed for at bevæge sig over større afstande som man allerede har undersøgt, da der er mange lange passager.
Når man til sidst løser Sphinx'ens gåde, afsløres der en ganske spændende teori vedr. Sphinx'en og pyramiderne.

Minusser :
Selve grafikken er sløret og kornet. Især de steder hvor man frit kan dreje rundt, er den uklar og ikke særlig flot. Grafikken lever ikke op til de smukke og detaljerige scener.
Talen som giver informationer i starten og som beskriver løsningen i slutningen er meget utydelig. Her mangler der virkelig undertekster. Jeg måtte lytte mange gange, før jeg forstod bare lidt af det.
Et sted i spillet kunne jeg, ved at klikke et bestemt sted, komme videre uden først at have løst den opgave der åbner 'døren' og giver videre adgang. Dette var forvirrende og ødelagde den ellers udmærkede opgave.
Den overordnede opgave som 'åbner' for Sphinx'ens gåde, består af nogle delopgaver. Når man har løst f.eks. halvdelen af disse delopgaver, hvilket svarer til godt halvdelen af spillet, kan man løse resten af den overordnede opgave ved at gætte eller prøve sig frem. Dette er lidt ærgerligt, da man på denne måde kan gå glip af en stor del af spillet. Man kan selvfølgelig foretage restore og løse de manglende delopgaver, men lysten til at gøre dette er mindre, når man har gennemført spillet.
Styringen virker primitiv og det kan være vanskelligt at finde hotspots for bevægelser mm. Der er ikke altid overensstemmelse mellem det cursoren viser og den bevægelse der reelt foretages. Dette virker forvirrende og desorienterende.
Som i mange andre Myst-lignende spil er det sparsomt med personer og dialog. Dette behøver ikke være negativt, men her virker det lidt unaturligt.

Konklusion :
Riddle of the Sphinx er et udmærket adventure spil. Specielt er det pga. de fint integrerede og sammenhængende opgaver, men også de flotte og detaljerede scener trækker op. Til gengæld bliver helhedsindtrykket trukket ned af den kornede grafik, den forvirrende styring og den lidt uheldige implementering af nogle af opgaverne. Hvis produktionen af spillet havde haft mere kvalitet, kunne det have fået en høj karakter. Men konklusionen bliver at det må nøjes med en rimelig pæn vurdering.

Klik for spillets hjemmeside


Udvikler :
Omni Creative Group
Udgiver : DreamCatcher Interactive
Udsendt : December 2000
Review : April 2002


Klik for at forstørre


Vurdering
79 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review