Handling :
I en fantastisk åbnings scene følger vi Victoria og hendes kæreste Richard rundt i dennes galleri, hvor en ny udstilling er ved at blive gjort klar til åbning. Med mellemrum klippes der til den maskerede morder, som slæber af sted med et af hans kvindelige ofre. Det hele er præcist akkompagneret af et imponerende stykke klassisk musik. Scenen slutter med at Victoria bliver ringet op og kaldt ud til et nyt gerningssted, idet seriemorderens femte offer netop er blevet fundet i en forladt bygning. Selve spillet starter med Victorias ankomst udenfor gerningsstedet, hvor hun, efter en kort samtale med betjenten som overvåger indgangen, må ind og hjælpe med de indledende undersøgelser.
Herfra udvikler der sig en fantastisk historie, hvor Victoria skal forsøge at finde og afsløre en moderne Jack The Ripper. Foruden selve mordsagen, er der mange andre små historier som har betydning for Victoria. Hun har kontroverser med en uforstående chef, hun skal tage sig af sin ensomme pensionerede far, hun skal vise interesse for sin kærestes nye kunstudstilling, og hun skal nurse om sine gode og velmenende kolleger. Så der er nok at se til og foretage sig. Og som om det ikke var nok, så finder Victoria sin farfars gamle notater om en helt parallel mordsag han efterforskede i Prag i 1929. Når Victoria i de sparsomme pauser læser om denne sag, skifter spillet til farfarens efterforskning, og man styrer så Gus McPherson rundt i Prag.
Som handlingen skrider frem, afsløres der flere og flere lighedspunkter mellem de to mordsager, og mange tråde fra Perlovka mordene i Prag strækker sig helt op til Victorias Chicago og til sagen hun arbejder med. Hvorfor er Chicago morderen maskeret på samme måde som Prag morderen? Hvorfor foregår mordene efter samme barbariske mønster? Hvorfor er der malerier fra Prag i Richards galleri? Hvorfor er det netop Gus McPhersons barnebarn der efterforsker en tilsvarende sag 75 år senere? Er det alt sammen tilfældigheder eller er der en sammenhæng? Uden at afsløre for meget kan jeg oplyse, at sagen i Prag får en form for afslutning, hvilket man ikke rigtig kan sige om Chicago sagen. De mange løse ender og halvt besvarede spørgsmål, som hænger i luften når spillet er slut, kan kun tolkes som oplæg til en efterfølger.
Både Gus og Victoria efterforsker mordene på bedste detektiv vis. Victoria dog med mere moderne og avancerede metoder som f.eks. fingeraftryk, blodprøver og computere. Gus’ synske evner, som havde stor betydning i Post Mortem spillet, er med igen. Denne gang optræder de kun bestemte steder, som fingerpeg om hvor der er begået et mord. For begge McPhersons gælder det om at finde spor på gerningsstederne, at finde, sammensætte og anvende ting rigtigt, at afhøre eller udspørge alle relevante personer, samt at løse mere eller mindre logiske opgaver for at få adgang til nye steder. Der er en mild form for labyrint i Prags kloakker og der er en action præget opgave med indbygget tidsbegrænsning i FBI’s sikkerhedsarkiv. Men udover dette er der ingen labyrinter, ingen action eller tidsbegrænsede opgaver, og der er ingen opgaver med genkendelse af lyd eller musik. Opgaverne er meget afvekslende og helt integreret i handlingen.
Som detektiv er der masser af information der skal findes og analyseres. Det meste fås gennem samtaler og afhøringer af personer, men man finder også en del dokumenter, notater og lignende. Både Gus og Victoria gør deres egne notater, som man kan konsultere under spillet, og idet Victoria finder sin farfars notater, har hun adgang til dem alle. Gus kan kun se sine egne notater.
Victoria og Gus møder ca. 10 personer hver, og de kan tale med næsten dem alle. Langt de fleste skal man tale med flere gange, idet de har ny information efterhånden som historien udvikler sig. Generelt er der to samtale spor man kan følge, et som vedrører mordsagen, og et af mere privat eller personlig karakter. Man kan veksle mellem disse to spor, men ud over dette har man ingen indflydelse på samtalerne. Samtalernes afvikling påvirker ikke spillets forløb på anden måde, end at de skal gennemføres for at man kan komme videre.
Både i Chicago og Prag flytter man handlingen til et nyt sted i byen, ved at vælge dette på et kort. Efterhånden som man får flere informationer, kommer der flere lokaliteter på kortene. Victorias kort er hendes GPS, som vises når hun stiger ind i sin 4-hjulstrukne monster bil. Gus bruger et mere beskedent kort over Prag, som vises når han på gåben forlader et område af byen. Selv om man frit kan vælge hvilken lokalitet man vil besøge, så er handlingen temmelig lineær. Kun enkelte handlinger kan gøres i valgfri rækkefølge. Er man i tvivl om hvad man skal gøre og hvor man skal tage hen, er det en god ide at checke Victoria og Gus’s notater. Her kan man ofte få en ide om, hvad man skal gøre som næste træk i jagten på morderne. Når man udfører handlinger, der får historien til at udvikle sig, vises der ofte nogle dramatiske selvkørende sekvenser. Så selv om de ting man reelt foretager sig ikke indeholder meget action, så er der masser af action i spillet i form af de selvkørende sekvenser. Der er således både slagsmål, biljagter, blodtørstige hunde og skuddramaer.
Handlingen er opdelt i 7 kapitler, som foregår skiftevis i Chicago og i Prag. Således styrer man Victoria 4 gange og Gus 3 gange. Der er kun ét handlingsforløb, der er kun én slutning, og spillet slutter ikke i utide, f.eks. som følge af en af de to detektivers pludselige død. Selv om det godt nok er tæt på et par gange. Hvis man vil have al informationen med og forstå alle detaljerne, så gennemfører man ikke spillet på nogle få timer. Jeg var ca. 25 timer om det, nogle vil sikker være længere om det, og nogle kan givetvis gennemføre det hurtigere. Specielt hvis de er gode til at dirke låse op.

Styring :
Scenerne er faste 2 dimensionale billeder, som indeholder animationer af f.eks. sne der daler ned, tåge der driver af sted, vand der skvulper og ting der bevæger sig i vinden. Indendørs er der f.eks. lamper der blinker, computerskærme med aktivitet og flammende ild i pejsen. Der er også animationer af personerne, som alle er i 3D. Disse har mange små naturlige bevægelser, også når de sidder eller står stille. Personernes skygger er også helt naturligt animerede. De følger lyset perfekt, og falder såvel på ting og vægge som på underlaget. Generelt er synsvinklen i 3. person, således at man kan se hvad Victoria og Gus foretager sig. Men af og til når de undersøger f.eks. et maleri eller et bord, skifter synsvinklen til 1. person. Personen, man styrer, skal ikke bevæge sig meget rundt, før scenen skifter til en ny. Sceneskiftene sker lige så ofte som på film. Hver scene har sin egen faste kameravinkel, som ind i mellem er lidt utraditionel f.eks. skråt oppefra eller lige fra oven.
De selvkørende sekvenser er med 3. persons synsvinkel og i fuld 3D. Kameravinklen er meget bevægelig og nærmest helt dogmeagtig med uskarpheder og rystelser når der er fuld gang i handlingen. Ind i mellem trækkes sekvenserne ned i slowmotion, så man rigtig kan følge slagets gang, og der zoomes pludseligt og hurtigt ind på vigtige detaljer. Dette sammenholdt med en unik klipning og hurtige kameraskift gør, at de selvkørende sekvenser helt er på højde med de bedste thrillers og actionfilm. Fra spillets hovedmenu kan man vælge at se disse igen og igen.
Lydbilledet er også fyldt. Der er tydelig velspillet tale, som virker autentisk, og som passer til omstændighederne. Der er naturlige lyde af det personerne foretager sig, f.eks. fodtrin, åbning af døre og betjening af taster og knapper. Der er også ekstra lyde af Victoria der hoster, og når hun vipper med foden mens hun venter på man gør noget. Der er baggrunds lyde af de ting der foregår i omgivelserne, f.eks. af vindens susen, af en maskine der brummer, og af kollegaen Miller som snakker i telefon med konen. Alle disse lyde er tydeligvis i stereo, og de flytter sig i lydbilledet når scenen skifter. De er også tilpasset med rum virkning, så man kan høre om man er inde eller ude. Der er lejlighedsvis baggrundsmusik, især når noget dramatisk er ved at ske, og så er der flotte musikstykker tilpasset hver enkelt af de 23 selvkørende sekvenser.
Victoria og Gus styres med musen, men via opsætningen kan man vælge at bruge tastaturet i stedet. Markøren viser på skærmen hvor og hvad man kan foretage sig. Dette kan være at tale med en person, at undersøge noget detaljeret, at gøre noget med hænderne, at gå til et andet sted i scenen, samt at gå til en anden scene evt. ved at forlade området og derefter vælge et nyt via kortet. Venstreklik med musen får personen til at gøre det markøren viser. Personen går så tæt på det markerede sted som muligt, og det kan være alle steder i scenen, hvor dette er naturligt. Dobbeltklik får personen til at løbe. Når man har placeret personen et sted, hvor en af de ting man har samlet op kan bruges, blinker et symbol med en hånd i øverste venstre hjørne. Når man har zoomet ind for nærmere undersøgelse, kommer man tilbage ved at klikke på retur pilen i nederste højre hjørne. Når man har startet en dialog, vises en mus med to knapper. Den venstre knap repræsenterer samtale om sagen, den højre knap repræsenterer mere privat samtale. Så længe en knap er rød, kan der tales om dette emne, og så længe begge knapper er røde, kan man frit vælge mellem de to emner. Dialogernes enkelte sætninger samt de selvkørende sekvenser kan afbrydes med mellemrums tasten. En del at opgaverne løses via specielle skærmbilleder af situationen. Her er styringen intuitiv, og den følger ikke nødvendigvis de øvrige betjenings regler.
Højreklik åbner spillets menu. Denne ser lidt forskellig ud fra Gus til Victoria, men funktionaliteten er den samme. Her kan man se de ting personen har samlet op og taget med sig. Man kan få en beskrivelse af hver enkelt ting, og man kan zoome ind på den og dreje den rundt i alle retninger. Man kan også forsøge at sætte den sammen med en af de andre ting, og man kan forsøge at bruge den der hvor personen befinder sig. Dette kræver dog at håndsymbolet i øverste venstre hjørne er vist på selve spillets skærmbillede. I spilmenuen kan man også se en oversigt over de dokumenter personen har samlet. Man kan vælge et dokument, bladre rundt i det og læse det. Man kan også se og gennemlæse detektivens notater. Disse er delt i to kategorier, en med afskrift af de holdte samtaler, og en med sagens hidtidige forløb og mulige næste skridt. Og endelig kan man fra spilmenuen åbne en undermenu, hvor man kan gemme og indlæse spil, foretage opsætning af spillet og gå ud af spillet til hovedmenuen.
Man kan gemme alle de spil man har lyst til, og de gemmes med et tidspunkt og et billede af situationen. I opsætningen kan man justere grafikkens kvalitet, man kan indstille lydstyrken for henholdsvis musik, tale og lydeffekter, man kan slå engelske undertekster til og fra, og man kan vælge mellem styring via mus eller tastatur. I hovedmenuen, som også vises når spillet startes, kan man vælge at starte et nyt spil eller indlæse et gemt spil. Man kan også her vælge at foretage opsætning af spillet, man kan vælge at gense de selvkørende sekvenser man indtil nu har oplevet i spillet, man kan se information om hvem der har lavet spillet, og man kan afslutte spillet.

Plusser :
Historien er simpelthen fantastisk. Den er spændende og detaljeret, og den udvikler sig i et passende tempo. Den måde de to parallelle mordsager er beskrevet på, måden man skifter mellem dem, og sammenhængen mellem dem er bare genial. Man bliver grebet af historien og lever sig så meget ind i den, at man hurtigt begynder at gætte på hvem den skyldige er. Det er også fint med de små sidehistorier, som hænger mere eller mindre sammen med den egentlige historie.
Grafikken er flot, detaljeret og levende. Chicago og Prag har hver sin stil, med henholdsvis mørke klare farver i natlige omgivelser, og grålige tågede farver der virker ældede af tidens tand. Animationerne i omgivelserne af vand, vind, mm er meget naturlige, og personernes bevægelser er også både naturlige og detaljerede. Specielt er personernes skygger noget af det bedste jeg har set. Disse følger helt tydeligt lyskilden, og de rammer såvel vægge og genstande, som de rammer underlaget under personerne.
De selvkørende sekvenser er nærmest små velkomponerede kunstværker. De er så fyldte med detaljer og effekter i både lyd og grafik, at man ikke alene oplever hvad der sker, man fornemmer også hvordan det føles for hovedpersonen. Musikken passer perfekt til stemningen i sekvenserne, og med effekter de helt rigtige steder, er den med til at understrege handlingen.
Generelt er lyden meget fin. Lydeffekterne er mangfoldige og naturlige, stemmerne er tydelige og velspillede, og musikken er med til at sætte stemning og understrege handlingen, uden at den bliver for dominerende.
De ca. 25 personer er gengivet så detaljeret, at de hver især bliver unikke, interessante personligheder. Man kan endda tale om en vis udvikling af Victorias personlighed gennem spillet. Dialogen med personerne er velskrevet, og den er både informerende og underholdende. Når dialogen, som i de fleste andre adventure spil, alligevel ikke har nogen indflydelse på handlingen og på hvordan spillet udvikler sig, men blot skal bringe den nødvendige information frem, så historien kan komme videre, så er det udmærket at man bare kan klikke sig gennem dialogen. Det er fint med de to dialogspor, og især det mere private er med til at detaljere personerne.
Der er mange opgaver, de er meget forskellige, og generelt er de rigtig godt integreret i handlingen. Et par af opgaverne giver lidt udfordring, men de fleste er meget rimelige og bør kunne løses af alle.
Musestyringen fungerer upåklageligt, men alligevel er det fint, at man også kan anvende tastaturet. På samme måde er det også fint, man kan slå undertekster til. Opsætningsmulighederne for lyd og grafik er tilstrækkelige, og gem og indlæs af spil fungerer udmærket. Det er godt man kan gennemlæse de afholdte samtaler og se detektivernes notater, men det er især godt man kan se de fantastiske selvkørende sekvenser igen og igen.

Minusser :
Jeg synes spillet mangler en slutning. Der er for mange løse ender og ubesvarede spørgsmål til at man for alvor kan være tilfreds med afslutningen. Jeg er sikker på der reelt er lagt op til en efterfølger, men det er nok tvivlsomt om den kommer, nu hvor firmaet Microïds er blevet splittet i to. Med rettighederne hos udgiverne i MC2 og med udviklerne hos Ubisoft, er der ikke meget håb tilbage.
Handlingen er meget lineær, så det er sjældent man kan vælge hvad man vil foretage sig. Det lineære giver selvfølgelig en stram styring og sikrer den gode udvikling i historien, men for at imødegå fornemmelsen af at se en film, burde der være mere frihed til at gøre tingene i valgfri rækkefølge.
Det samme gælder dialogerne. Selv om dialogerne er gode og afviklingen af dem er mindst lige så god som i andre spil, så vil jeg ønske man kunne styre dialogerne mere og at de havde indflydelse på handlingen og historien. I dette, og i de fleste andre adventure spil, er man blot tilskuer til dialogerne. I forgængeren, Post Mortem, havde dialogvalgene stor betydning for handlingen, hvilket jeg virkelig satte pris på. Det affødte dog også nogle ulemper, og mange negative kommentarer fra andre anmeldere. Alligevel synes jeg det er ærgerligt, at man ikke har bygget videre på dette koncept.
De fleste opgaver byder ikke på de store udfordringer. Der er nok mange der synes dette er udmærket, men lidt mere spidsfindighed og nødvendig omtanke kunne ønskes. Næsten alle opgaverne er lige til at gå til, men dette gælder ikke den sidste. Derfor troede jeg en overgang, at jeg havde fundet en fejl i spillet, da jeg stødte på denne opgave. Den kræver nemlig den ekstra omtanke, som jeg efterlyser, men da det reelt er den eneste opgave i spillet der gør dette, kan det være svært at få øje på lige med det samme.
Grafikkens opløsning er kun 800x600 pixels, hvilket er lige i underkanten for et nyt spil. Der burde have været en mulighed for højere opløsning. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke bemærkede dette under selve spillet.
De små situations billeder af de gemte spil virkede ikke på min computer, de var bare krimskrams. Så jeg måtte klare mig med tidspunktet, hvilket også var tilstrækkeligt, da jeg kun sjældent indlæser et gemt spil, som er ældre end det sidst gemte.
Spillet er fyldt med blod, vold og seksuelle hentydninger, så det er bestemt ikke for mindre børn og sarte sjæle. Dette er ikke nødvendigvis et minus, med mindre man tilhører en af disse grupper og gerne vil spille spillet. Måske begrænser det også antallet af mulige købere. Historien kunne dog ikke have klaret sig uden disse elementer, og det ville i givet fald have været et helt andet spil.

Konklusion :
Still Life er et fremragende adventure spil, det er helt bestemt et af de hidtil bedste i 2005. Der er så mange detaljer i det hele, i grafikken, i lyden, i historien, i opgaverne, i personerne og i dialogen, at man aldrig keder sig. Og det ser godt ud, det lyder godt, det er spændende, det er dramatisk, det er uhyggeligt og det er blodigt. Faktisk er der kun et af minusserne der er tungtvejende, og det er den manglende slutning. På spillets hjemmeside kan man agere Victoria i tiden op til spillets begyndelse, men jeg vil hellere se hvad der sker efter spillet er slut. Så jeg håber stadig på en efterfølger, men jeg tror nok ikke rigtig på det.
Plusserne opvejer sagtens minusserne, så Still Life får en høj vurdering. Jeg følte mig så godt underholdt, at jeg faktisk har gennemført det 2 gange, og de selvkørende sekvenser har jeg set igen og igen. Derfor kan jeg nemt anbefale spillet til alle voksne, som kan tåle lidt gys, vold, blod og spænding. Den manglende eller lidt tynde slutning skal ikke afholde nogen fra at købe og spille Still Life. Det er under alle omstændigheder et rigtig godt adventure spil. Problemet er bare, at når der lægges op til noget mere af noget godt, så vil man gerne have det.

Start Side

Klik for spillets hjemmeside

Udvikler : Microids
Udgiver : The Adventure Company
Udsendt : April 2005
Review : Juni 2005

Klik for at forstørre

Vurdering
89 %