Stupid Invaders er et humoristisk Adventure spil. Det ser
ud som en tegnefilm og stilen er den traditionelle med
point & click og inventory.Handling :
Historien er simpel : Fem Aliens - Bud, Candy, Etno,
Gorgious og Stereo - havarerer med deres Rumskib, og de må
foretage en katastrofal nødlanding på Jorden. Heldigvis
havner de ved siden af et forladt hus, som de tager i
besiddelse mens de reparerer Rumskibet. Uheldigvis kommer
Dr. Sakarin, som indfanger Aliens og bruger dem til forsøg,
på sporet af dem. Efter nogen tid er Rumskibet repareret,
og netop som de fem venner skal til at forlade Jorden,
dukker Sakarins håndlanger Bolok op og fryser fire af de
fem ind i en isterning. Her starter spillet, og som det første
skal man hjælpe Bud med at befri vennerne. Som spillet
skrider frem styrer man på skift de fem Aliens, som skal
forsøge at slippe ud af kløerne på Sakarin og komme væk
i deres Rumskib. Undervejs foregår handlingen
forskellige underlige steder, som f.eks. i en ko-kage
fabrik, og der er meget der skal undersøges og mange
opgaver der skal løses.
Styring
:
Spillet styres med musen, som skifter udseende når den
bevæges hen over hot-spots. Den viser hvor man kan bevæge
sig hen og hvilke ting og steder man kan undersøge nærmere
og evt. foretage noget med eller samle op og bruge senere.
Synsvinklen er 3. person i faste scenerier, som skifter når
man bevæger sin alien ud til kanten. I den enkelte scene
kan alien'en bevæges frit omkring, og kameravinklen er
forskellig fra scene til scene.
Der er et inventory, som man også får adgang til med
musen. Det er dog sjældent man bærer rundt på mere end
nogle få ting. Der er mulighed for save og load, hvilket
man tit anvender da man ofte og pludseligt dør.
Handlingen er delt op i afsnit og i hvert afsnit styrer
man en af de fem aliens. Man skal fuldføre en række af
opgaver før handlingen skifter til næste afsnit, hvor
man så styrer en anden alien.
Ved start og slutning af et afsnit vises der ofte en
selvkørende sekvens, som binder handlingen i afsnittene
sammen. Lignende filmiske sekvenser vises dog også ind
imellem, f.eks. når den alien man styrer dør.
Plusser
:
Grafikken er
meget flot med surrealistiske former og farver som er
meget klare og skarpe. Animationerne er helt glidende og
absolut på højde med rigtig tegnefilm. Det samme gælder
de selvkørende sekvenser, som bl.a. viser at der er
mange måder at dø på for en alien.
Generelt er lyden god og stemmerne er næsten perfekte.
Alt i spillet er gennemsyret af humor. Det gælder selve
den surrealistiske grafik, men også scenerne, personerne
og bevægelserne. Det gælder opgaverne og de handlinger
man skal udføre for at løse dem, og det gælder ikke
mindst dialogen.
Selv om opgaverne ikke er specielt udfordrende, er de
ganske sjove, og de er fint tilpasset spillets
underholdende facon.
Det er en god ide, at man på skift styrer hver af de fem
aliens. Dette giver en god afveksling i spillet.
Minusser
:
Efter
indledningen er historien meget tynd, og der sker ingen
udvikling af den igennem spillet.
Handlingen er meget lineær. Man kan bevæge sine aliens
en del rundt, men der er altid én bestemt ting, som er
det næste man skal gøres for at komme videre.
Man dør ofte uden på forhånd at have fået nogen
advarsel, og uden at man har nogen mulighed for at undgå
det. Først når man dør, ved man hvor man skal passe på,
og hvad man kan gøre for at undgå det næste gang.
Dette virker underligt og absurd. At der ofte vises
flotte selvkørende sekvenser når en af de fem aliens dør,
er dog en formildende omstændighed.
Opgaverne er ikke særligt udfordrende. Det sværeste er
ofte at finde ud af hvad man kan foretage sig. Man får
ikke mange hints om hvordan opgaverne skal løses, så
man må ofte prøve sig frem med alle ting fra inventory.
Det er ikke altid at Cursoren fungerer korrekt. Nogle
gange viser den ikke alle de steder man kan gå hen og
heller ikke alle de ting man kan foretage noget med.
Dette er meget frustrerende og bevirker at man af og til
går fuldstændig i stå. Andre gange er de ting og
steder man skal finde så små eller de er gemt i mørke,
så man har meget svært ved at finde dem. Det er ikke
specielt sjovt når interfacet bliver den største
udfordring.
Dialogen er morsom, men der er ikke meget af den, og den
har kun sjældent betydning for historien.
Konklusion
:
På trods af
de mange minusser, er det ganske underholdende at spille
Stupid Invaders. Dette skyldes først og fremmest humoren
i spillet men også pga. den surrealistiske og flotte
grafik.
Da jeg først var kommet rigtig igang med spillet og
havde overvundet de generende minusser, blev jeg grebet
af humoren og af at komme videre og få lov at styre hver
af de fem aliens.
Derfor får Stupid Invaders alligevel en pæn karakter.
|
Klik for spillets hjemmeside

|