Syberia  

Dansk Adventure Review


Syberia er et musestyret adventure spil med naturalistisk grafik. Selve spillets hovedvægt er lagt på historien og opgaverne, og det minder en del om The Longest Journey. Historien er skrevet af den franske forfatter Benoît Sokal, som tidligere sammen med Microids har udgivet adventure spillet Amerzone. Der er mange ligheder i de to historiers baggrund, som f.eks. en mands (Valembois/Voralbergs) drøm om et fjernt kontinent (Amerzone/Syberia) samt om en uddød dyrerace (De store hvide fugle/Mamutterne). Selv om der er referencer i Syberia til Amerzone og Valembois er der ingen sammenhæng mellem historie og handling i de to spil. Faktisk er Syberia et ganske anderledes adventure spil end Amerzone.

Handling :
Kate Walker, der er ansat i et amerikansk advokatfirma, er taget til Valadilene i Frankrig for at få underskrevet en kontrakt. En større amerikansk legetøjsvirksomhed, som er kunde hos advokatfirmaet, skal overtage den gamle tidligere velrenomerede legetøjsfabrik Voralberg i Valadilene. Voralberg fremstiller automatoner, som er mekanisk legetøj drevet af fjederoptræk. Alle aftaler er på plads, så Kate skal blot have en underskrift af fabrikkens ejer og leder Anna Voralberg. Men så let går tingene selvfølgelig ikke.
Spillets intro viser Kate Walker som ankommer til Valadilene i silende regnvejr, netop som en begravelses procession med automatoner i følget bevæger sig gennem byen. Man overtager styringen af Kate, da hun kort efter er kommet ind i hotellet. Det viser sig hurtigt at det er Anna Voralberg der er død, og man skal nu hjælpe Kate med at få kontrakten i hus alligevel. Dette indebærer en eftersøgning af Annas forsvundne bror Hans Voralberg, som nu er den retmæssige ejer af Voralberg fabrikken.
Eftersøgningen bringer Kate fra Valadilene over universitetsbyen Barrockstadt og industriområdet Komkolzgrad til kurstedet Aralbad og videre endnu. Der er en vis melankoli, forfald og fortidig fornemhed over steder, bygninger og personer. Dette giver indtryk af at spillet foregår i en del af verden hvor tiden er gået i stå, og hvor Kate i hvert fald i starten ikke rigtig passer ind.
For at skabe fremdrift i spillet skal der foretages undersøgelser og løses opgaver, hvilket indebærer at man skal udføre de rigtige handlinger, finde ting og bruge dem rigtigt de rette steder, samt udspørge, samtale med og hjælpe de personer man møder. Parallelt med dette har Kate kontakt med sin arbejdsplads, sin kæreste, sin veninde og sin mor hjemme i USA via sin mobiltelefon. Dem skal hun også forsøge at gøre tilfredse, hvilket selvfølgelig ikke er let når man er på en vanskellig opgave i et fremmed land. Opgaverne løses med almindelig omtanke, grundig undersøgelse af ting og steder samt dialog med andre personer og robotlignende automatoner. Der er ingen action, tidsbegrænsning eller mulighed for at dø.
Handlingen er opdelt i afsnit som knytter sig til det sted Kate er. Når man har foretaget det man skal et sted, skifter historien og handlingen til næste sted, og det er ikke længere muligt eller nødvendigt at gå tilbage. Målet med en underskrevet kontrakt ændrer sig ikke i løbet af spillet. Til gengæld afsløres historien om Hans Voralberg og hans facination af mamutter lidt efter lidt, og Kates personlighed udvikler sig i form af frigørelse fra eller distanceret syn på arbejdet, kæresten, veninden og moderen. Alt dette leder til en lidt overraskende slutning, som bestemt åbner mulighed for et Syberia 2.

Styring :
Spillet har faste 2D baggrunde med bevægelige 3D figurer som ses i 3. person. Kameravinklen skifter sammen med scenerne; langt fra, tæt på, oppe fra, på skrå osv. Når Kate Walker nærmer sig kanten af billedet, går langt frem eller tilbage i scenen, går gennem en dør eller blot nærmer sig noget interessant, så skifter scenen til en ny baggrund med en ny kameravinkel. Der er en del animationer i scenerne, som f.eks. flyvende fugle, rindende vand m.m., og der er animationer når Kate foretager bestemte ting og når hun taler med de andre personer. Ved større fremskridt i handlingen vises længere selvkørende sekvenser ofte med bevægelig kameravinkel. Disse sekvenser kan efterfølgende afspilles igen via menuen.
Syberia har sit eget let genkendelige musik-tema, som spilles i starten, og ind imellem er der afdæmpet musik som passer til det sted Kate er. Der er mange lydeffekter fra omgivelserne og når Kate foretager sig noget, og der er tydelig tale i dialogerne.
Styringen af Kate foretages med musen. Cursoren viser hvad hun kan foretage sig, som f.eks. flytte sig evt. til en anden scene, undersøge noget, samle en ting op, anvende en ting eller tale med nogen. Handlingen foretages med venstre-klik, dobbelt-klik for at få Kate til at løbe. Generelt kan Kate frit bevæge sig rundt hvor det er naturligt i den enkelte scene. Samtale foretages ved at vælge et emne fra en liste. Listen er den samme for alle personer, og den opdateres løbende gennem spillet. Hvis man spørger en person om det samme mange gange, eller hvis man spørger om noget irrelevant, kan det ske at dialogen blot afsluttes. Under dialogen vises animationer af personerne med mundbevægelser, og man kan få undertekster på dialogen.
Inventory som åbnes med højreklik er delt i to. En del med ting og en del med dokumenter. Begge slags kan anvendes, og dokumenterne kan også læses. Inventory funktionen er forholdsvis enkel og der er aldrig mange ting at holde styr på. I inventory kan man også vælge mobiltelefonen, så Kate kan ringe hjem via faste numre eller til indtastede numre, man kan se listen med aktuelle samtale emner, og man kan vælge menuen som også kommer i starten af spillet. I menuen kan man bl.a. vælge Save, Load og Options. Man kan gemme et ubegrænset antal spil som vises med et lille billede og tiden for save. I options kan man indstille grafik, lyd og undertekster. Via menuen kan man også gense de selvkørende sekvenser fra spillet.
Dialog og selvkørende sekvenser kan altid afbrydes med ESC.

Plusser :
Grafikken er imponerende flot. Noget af det bedste jeg har set i et computer spil. Det er 3D-figurer set i 3. Person når det er bedst. Baggrundene er nærmest fotorealistiske og med Syberias egen unikke, melankolske, afdæmpede og meget smukke farvepalette. Grafik, farver og scenerier passer perfekt til spillets lidt forfaldne miljøer, til historien og til handlingen. Der er fin sammenhæng i og stil over alt det visuelle. Animationerne incl. af 3D-figurerne er glimrende og de virker meget naturlige.
Musikken er fin og afdæmpet. Den passer godt til miljøerne og stemningen, og den er med til at understrege handlingen når der sker noget. Den kører ikke hele tiden og bliver aldrig for meget. Lydeffekterne er naturtro og passende, og de er med til at levendegøre miljøerne. Talen er klar og tydelig, og for det meste ageres den tilfredsstillende.
Opgaverne er afvekslende, spændende og logiske, og de er helt integreret i handlingen. Man er sjældent i tvivl om hvad man skal gøre, når man har foretaget grundig undersøgelse af omgivelserne.
Historien er spillets bærende element, og den er både interessant og spændende. Dette gælder historien om Hans Voralberg og Kate Walkers eftersøgning af ham, men også Kates udvikling gennem spillet er interessant.
Figurerne i spillet er forskellige, og de har personlighed som gør dem interessante. Især er der dybde i Kates person. Personerne og dialogen med dem giver sommetider spillet et dejligt befriende humoristisk præg.
Generelt fungerer styringen fint, og den volder ingen problemer. Det er nemt at foretage save og load, og det er godt at der er mulighed for undertekster.

Minusser :
Opgaverne er temmelig lette, de giver ikke den øvede spiller de store udfordringer. Af og til skal man bevæge musen rundt på alt i scenerne for at finde ud af hvad man skal gøre for at komme videre.
Der er små overflødige animationer af Kate, når hun placerer sig unødvendigt præcist foran døre og trapper. Og når hun skifter mellem løb og gang, stopper hun helt op et kort øjeblik. Begge dele er lidt irriterende i længden.
I scenerne er der flere interessante steder, hvor Kate ikke kan gå på opdagelse. Der er lukkede døre og specielle områder hvor hun ikke kan komme ind. Generelt er der kun adgang til de ting og steder der har betydning for historien, og ofte først når det passer ind i handlingen.
I visse situationer tenderer opgaveløsningen det lineære, selv om der er stor bevægelsesfrihed indenfor det enkelte afsnit.
Det er ikke muligt hurtigt at flytte Kate fra et sted til et andet. Man skal se hende gå eller løbe hele vejen. Godt at grafikken og animationerne er så flotte.

Konklusion :
Syberia er et rigtig godt adventure spil. For mig er det helt bestemt et af de bedste. Den fine detaljerede historie, den meget flotte grafik og de interessante personer opvejer let minusserne. Spillet er fængslende fra start til slut, og det er svært at slippe når man er i gang med at spille det. Kates person er medlevende, man forstår og føler med hende, og man får stor sympati for hende hen gennem spillet. Hvis opgaverne havde været lidt mere komplekse og krævende, havde spillet fået absolut topkarakter. Men minusserne taget i betragtning må Syberia ’nøjes’ med at ligge på linie med de øvrige top spil. At spille Syberia er en dejlig oplevelse, som varmt kan anbefales til alle.

 

Klik for spillets hjemmeside


Udvikler :
Microids
Udgiver : Microids
Udsendt : Juli 2002
Review : December 2002


Klik for at forstørre


Vurdering
98 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review