Uru – Ages Beyond Myst  

Dansk Adventure Review


Uru - Ages Beyond Myst er det fjerde spil i Myst-serien. Det er udviklet af Cyan, som også stod bag de to første spil - Myst og Riven. Hovedkræfterne i Cyan er Robyn og Rand Miller, som har opfundet Myst, D'ni civilisationen og Linkbøgerne. Spillet er udgivet af Ubisoft, som også udgav Exile, det tredje spil i serien. Grafikken er som sædvanlig realistisk, men i modsætning til de tidligere spil er Uru i 3D med mulighed for 3. persons synsvinkel. Dette gør stilen væsentlig anderledes og meget mere fysisk. Således har spillet både aktion- og platforms-elementer, men det er dog stadig undersøgelse og opgaveløsning der er det centrale.
Uru - Ages Beyond Myst er et selvstændigt spil, men det er også lavet som et oplæg eller en indledning til online adventure spillet Uru Live. Udviklingen af Uru Live er dog blevet stoppet, og verdenerne fra online spillet forventes i stedet udgivet som tillæg til det selvstændige adventure spil Uru - Ages Beyond Myst.

Handling :
Handlingen foregår i nutiden, hvor D'ni civilisationens forladte underjordiske by er blevet opdaget af menneskene. I forundring over D'ni teknologien med de særprægede verdener og Linkbøger, har de dannet D'ni Restoration Counsil (DRC) med henblik på at bevare byen og verdenerne, og åbne dem for besøgende. For at vise sig værdig til at deltage i restaureringen af D'ni og/eller i sidste ende at være en del af genbefolkningen af D'ni (deltage i Uru Live), skal man besøge og undersøge udvalgte D'ni-verdener. Undersøgelsen af disse verdener inklusiv læsning af fundne dokumenter, giver tilsammen et godt billede af D'ni civilisationen, samt af dens storhed og fald.
Efter man har navngivet sin figur og givet den et udseende, starter selve spillet med at man ankommer til et lukket vulkan- og ørken-område i midt-vesten i USA. Her skal man i en kløft finde og åbne en indgang til D'ni. Zandi, som måske er medlem af DRC, og som bor i en campingvogn ovenfor kløften, kan hjælpe spilleren lidt på vej. Det viser sig at Yeesha, datter af Atrus og Catherine, har boet i kløften under og efter D'nis fald, og at det er hende der har forberedt rundrejsen i D'ni. Atrus og Catherine kender vi fra de tidligere Myst-spil, og Yeesha mødte vi som spæd i Exile. Hun har efterladt forskellige meddelelser i kløften og i D'ni verdenerne, og hun har placeret Linkbøger så man kan komme rundt. Hun har også placeret såkaldte Journey Cloths på udvalgte og ofte skjulte steder, og disse stykker stof med det specielle håndsymbol på skal findes og aktiveres. Der er syv Journey Cloths i hver af de fire verdener, samt i det indledende ørkenområde. Når alle syv Journey Cloths i en verden er aktiveret, kan man åbne døren til Yeeshas hemmelige rum, hvis man altså kan finde den.
Fra kløften kommer man til sin egen lille private verden Relto. Det er herfra spillet genstartes, når det har været stoppet, og det er her man automatisk linker tilbage til, hvis man falder ud over kanten eller misser et spring. Relto er også det eneste sted man kan linke tilbage til, hvis man ender i en blindgyde, og det er her man vender tilbage til, når man har gjort en verden færdig og vil videre til den næste. Reolen i det lille hus i Relto fyldes med Linkbøger, som igen fyldes med Linksider, efterhånden som D'ni verdenerne bliver undersøgt. Undervejs finder man også sider til Relto-linkbogen, som ved aktivering forbedrer huset i Relto. I hver af linkbøgerne til de fire verdener, er der et Journey Cloth symbol. Når dette aktiveres, linker man ind i verdenen til det sted man sidst har aktiveret et Journey Cloth.
For at finde alle Journey Cloth skal verdenerne undersøges meget detaljeret. Dette kræver, at man løser forskellige opgaver og får ting til at fungere, så man kan åbne og få adgang til nye områder. Opgaverne løses som regel med omtanke, logik, mønstergenkendelse og en god observationsevne. Men ofte kræves der også fysisk aktivitet i form at løb og spring, samt at man flytter på ting ved at skubbe rundt med dem. Man kan springe mange, mange meter ned og lande sikkert uden at komme noget til, når blot man lander på en plan overflade.
I den enkelte verden foregår løsningen af opgaverne temmelig lineært, men man har generelt stor frihed til at foretage detaljerede undersøgelser. Verdenerne skal ikke besøges i en bestemt rækkefølge, og man behøver ikke gøre en verden færdig, før man går til den næste.
Man kan ikke dø, og man kan ikke fanges i en blindgyde, idet man altid har linkbogen til Relto med sig. Hvis man falder, linkes der automatisk tilbage til Relto, og er man havnet i en blindgyde uden nye linkbøger, kan man altid linke tilbage til Relto og videre derfra.
Hvis man selv vil løse alle opgaverne, tager det mindst 30 til 40 timer at gennemføre Uru. Hvis man kender løsningen på opgaverne, kan det gennemføres på under 5 timer.

Styring :
Grafikken er i fuld 3D, synsvinklen kan skiftes mellem 1. person og 3. person, og selve styringen foretages med en kombination af mus og tastatur.
Med både musen og tastaturet kan man dreje rundt og gå eller løbe fremad. Med musen kan man se op og ned og foretage en handling, og med tastaturet kan man springe og foretage skridt til siden. Ved 3. persons synsvinkel følger kameraet personen bagfra i en bestemt afstand, dog under hensyntagen til omgivelserne. Hvis der kommer noget mellem personen og kameraet, flytter kameraet sig selv, så man igen kan se personen. Når synsvinklen er 3. person, har man begrænset mulighed for at styre kameraets retning. Man kan ikke dreje kameraet væk, så personen forsvinder ud af billedet. Man er i stedet nødt til at dreje personen. Når synsvinklen er 1. person, kan man se i alle retninger også op og ned, men man kan ikke se sine egne fødder. Dette er upraktisk, når man skal springe eller gå på smalle broer og afsatser. 3. persons synsvinkel er god når man skal gå, løbe og springe, og 1. persons synsvinkel er god når man skal undersøge noget og se sig omkring.
Med 3D grafikken er det muligt at gå og stå alle steder, hvor det er naturligt. Der er ingen faste punkter og stier. Med 3. persons synsvinkel er der naturlige animationer af personen, og generelt er der mange animationer af ting der bevæger sig i omgivelserne. Vegetationen bevæger sig i vinden, vandoverfladerne bevæger sig og skyerne driver hen over himlen. Der kan komme en tordenbyge med regn, lyn og bulder, og det kan blive nat, hvor alt er gråt i gråt under en sort himmel med stjerner på. I forbindelse med bestemte handlinger vises kortere selvkørende sekvenser i 3. persons synsvinkel. Disse er i samme 3D grafik og opløsning som selve spillet. Lydbilledet er også med til at gøre miljøerne livagtige. Man kan f.eks. høre vindens susen og vandets brusen, og der er naturlige lyde af de handlinger man foretager. Der er afdæmpet musik, som er tilpasset den enkelte verden, og som kun afspilles i passende situationer.
Cursoren viser med en lille hvid ring, hvilken retning man ser og bevæger sig i. Kan man foretage en handling vises dette med endnu en ring inden i den første. Når handlingen foretages med venstreklik, er denne ring udfyldt. Cursoren forsvinder midlertidigt når man ikke foretager sig noget. Handlingerne kan f.eks. være at trykke på en knap, åbne en dør eller læse et dokument. Nogle steder zoomer man ind på paneler og lignende for nærmere undersøgelse og håndtering, og andre steder benytter men fastmonterede teleskoper til bl.a. at se på omgivelserne. Man kan ikke samle ting op og tage med sig. Det eneste man altid har på sig er linkbogen til Relto, som man kan åbne ved at klikke på den i nederste venstre hjørne. Man kan flytte nogle ting over kortere afstande ved at gå ind mod tingen og på den måde skubbe den foran sig. Der er heller ikke nogen dialog som man kan styre. I indledningen er der en monolog fra Atrus til Yeesha, og i ørkenområdet er det muligt at få Zandi til at sige noget. Ud over dette hører man kun Yeesha fortælle via afspilning af optagede meddelelser bl.a. i form af holografiske filmsekvenser. Eller er det hende selv der er til stede i slutningen? Der er ingen mulighed for undertekster.
Man kan ikke gemme og indlæse spil på sædvanlig vis. Efter at man har fundet Relto, genstartes spillet altid i denne lille private verden. Indtil da genstartes spillet helt fra begyndelsen. Fra Relto kan man så linke videre til den verden man er i gang med at undersøge, evt. til det sidst aktiverede Journey Cloths. På denne måde kommer aktiveringen af Journey Cloths også til at virke lidt som gem af spillet.
Nederst til højre på skærmen er der to ikoner. Det ene afslutter spillet, og det andet åbner spillets opsætning. Her kan man bl.a. få hjælp til styringen, og man kan foretage opsætning af tastatur og tilpasning af grafik og lyd. Den basale opsætning af grafik og lyd foretages når spillet startes. Navn og udseende på den person man ønsker at være i spillet, sættes også op når spillet startes. Efterfølgende kan udseendet af både ansigt, krop og påklædning ændres via skabet i det lille hus i Relto.

Plusser :
Spillet har en utrolig flot 3D grafik, og de mange naturlige animationer incl. vejr og vind samt dag og nat giver spillet de mest levende og naturtro scener, jeg hidtil har set i et adventure spil.
Lyden fra omgivelserne og fra de ting man foretager sig, som f.eks. når man løber gennem vand, er også de mest livagtige jeg har oplevet. Disse bidrager meget til en herlig spiloplevelse.
Generelt giver de fantastisk flotte og levende verdener en stor lyst til at undersøge alt i detaljer. Prøv f.eks. at se hvor tæt på land du kan lokke det store havdyr.
Musikken er god og noget af det mest veltilpassede jeg har hørt. Peter Gabriel nummeret Brun You Up, Burn You Down, som spiller i Zandis radio, er også en herlig oplevelse.
Spillet har gode afvekslende opgaver, som ofte kræver både omtanke og fysisk handling. Sværhedsgraden er skiftende, men som regel kan man finde hjælp til løsningen i form af antydninger og markeringer. Det er skønt at få ting og maskiner til at fungere, så nye fantastiske områder åbnes for undersøgelse.
Det fysiske element er afgjort et plus for Myst-genren. Hvis det integreres i opgaver og handling, som det ofte er gjort i Uru, således at det ikke ødelægger opgaveløsning og undersøgelse, så kan det jo kun bidrage med nye aspekter til oplevelsen af adventure spillet.
De alternative styringsmuligheder, som oveni købet kan ændres, samt muligheden for dynamisk valg mellem 1. og 3. persons synsvinkel, gør det muligt at foretage personlig tilpasning af spillet. Dette er en rigtig god og fornuftig ting, som andre adventure spil kunne bruge. Mange ellers udmærkede adventure spil er blevet ødelagt af dårlig styring og forkert synsvinkel.
Opsætningsmulighederne for grafik og lyd er meget detaljerede og fuldt ud tilstrækkelige.
Det er nyt og forfriskende, at man i et adventure spil i detaljer kan bestemme, hvordan den person man spiller skal se ud.

Minusser :
Historien bag handlingen er ikke helt klar. Ovenstående er min fortolkning og mit bedste bud på historien og dens baggrund. Historien afdækkes efterhånden som Yeesha fortæller og man finder og læser diverse dokumenter og bøger. Men intet af det man foretager sig, har nogen indflydelse på historien og handlingen.
Selv om grafikken er meget flot af 3D-grafik at være, synes jeg stadigvæk at 2D-grafik ofte er flottere. Prøv f.eks. at se grafikken i demoen af Syberia II. Hvis man har en kraftig computer, kan man dog sætte grafikkens opløsning og kvalitet meget højere op end jeg har gjort. Dette vil sikkert minimere forskellen.
Generelt stiller spillet meget store krav til computeren. Har man en mindre kraftig maskine, må man skrue meget ned for grafik- og lyd-kvaliteten, og man må affinde sig med lange indlæsnings-tider, når man linker fra en verden til en anden.
Det er beværligt at man ikke kan gemme og indlæse spil på sædvanlig vis, og i stedet skal over Relto når man vil genstarte spillet eller prøve et spring igen. Først skal Relto indlæses, og dernæst skal den verden man vil hen til indlæses. Med lange indlæsnings-tider giver dette meget ventetid.
Generelt er spillet en ensom undersøgelse af mennesketomme omgivelser uden dialog. Selv om dette er meget Myst-agtigt, vil spændende personer og dialog kunne bidrage positivt til spiloplevelsen.
Opgaverne kunne have været mere forskellige, hvis det havde været muligt at samle ting op, tage dem med sig og bruge dem et andet sted.
Det er fjollet og unaturligt at man skal skubbe ting rundt med fødderne, i stedet for at flytte dem med hænderne.
Specielt en opgave mangler logik og hints til den detaljerede gennemførelse. Her er det svært at regne ud hvad man skal gøre, selv om man prøver sig frem. Generelt er det fint nok at man skal prøve sig frem, når der er en antydning af hvad man skal gøre, og når man kan lære af at forsøge. Men her er der ingen antydninger, og først når en handling foretages anden eller tredje gang er den forkert. Dette sammenholdt med at hvert forsøg indebærer link til en anden verden og tilbage igen, gør det yderst besværligt og tidskrævende at prøve sig frem. Løsningen af denne opgave kræver meget tålmodighed, og den er ikke særlig underholdende i længden.
Det virker underligt og unaturligt, at man kan og skal foretage spring ned fra stor højde, for at gennemføre spillet. Det unaturlige er, at man overlever springet uden at komme til skade, når blot underlaget hvor man lander er plant. På den anden side kræver det en vis overvindelse at foretage disse, hvilket egentlig er en positiv ting.

Konklusion :
Uru – Ages Beyond Myst er et flot og meget underholdende adventure spil. Det er yderst fascinerende at undersøge disse smukke, levende og forskellige verdener, samt at få mekanismer til at virke, maskiner til at starte og døre til at åbne. Spillet mangler personer, dialog og ikke mindst en tydeligere historie samt et klart overordnet mål, for det kan kaldes et perfekt adventure spil. Derfor får Uru ikke topkarakter, men kun en meget pæn karakter.
Jeg holder meget af denne type adventure spil, hvor man skal undersøge verdener uden nøjagtigt at vide hvad man skal gøre og opnå. At Uru – Ages Beyond Myst ikke længere kan spilles som indledning til online adventure spillet Uru Live, synes jeg ikke gør nogen forskel. Er man ikke til sådanne spil, og synes man mindre godt om f.eks. Myst, Riven og Exile, er det ikke sikkert man skal gå i gang med Uru. Men for os andre Myst-junkier er der ikke noget at betænke sig på. Køb det, spil det og nyd det.

 

Klik for spillets hjemmeside


Udvikler :
Cyan
Udgiver : Ubi Soft Entertainment
Udsendt : November 2003
Review : Februar 2004


Klik for at forstørre


Vurdering
94 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review