The Ward  

Dansk Adventure Review


The Ward er et Science Fiktion Adventure spil med Aliens, Rumskibe og Rumstationer. Spillet er udviklet af Fragilebits fra Kroatien, og det er deres første Adventure spil.

Handling :
Walker er astronaut på en Apollo-mission til Månen. Pludselig bliver Apollo-kapslen og månelandingsfartøjet angrebet af Aliens, som har en base under Månens overflade. Walker, som er ude at køre Månebil, overlever angrebet men bliver taget til fange i bevidstløs tilstand. Han vågner op spærret inde i de fremmedes Månebase, som tilsyneladende er under angreb af andre Aliens. Det er her selve spillet starter.
Man kontrollerer Walker, og i første omgang skal han forsøge at slippe levende ud af Månebasen. Det viser sig dog hurtigt at Walker er den udvalgte - The Ward - som skal redde hele verden. Fra Månebasen kommer han til en anden Alien-base på Mars og derfra ombord på et interstellart rumskib til planeten Draco, hvor den endelige opgave skal løses. Undervejs møder Walker to slags Aliens hvor nogle enkelte af dem hjælper ham, og han får også hjælp af nogle mennesker der er bortført af Aliens. For at komme videre i historien skal Walker lære at tale og læse alien sprog, han skal samle informationer ved at tale gentagne gange med aliens og mennesker, han skal betjene fremmed teknologi, styre robotter og sikkerhedssystemer, og han skal løse mange puslespils-agtige opgaver.

Styring :
Alt styres med musen. Walker ses i 3. persons synsvinkel, og man kan bevæge ham frit rundt i scenerierne. Når han går gennem en dør, til kanten af skærmen eller langt bagud i en scene, skiftes der til et nyt sceneri. Muligheden for dette vises med en rød pilespids. Når Walker kan undersøge / manipulere ting i sceneriet vises dette med cursoren og en tekst med navnet på tingen. Ofte vises et nærbillede af tingen i et nyt mindre vindue ovenpå sceneriet, og her kan man så igen vælge at undersøge / manipulere ting.
Walkers samtale med aliens og mennesker startes ved at klikke på den Walker skal tale med, og derefter styres dialogen ved at vælge hvad han skal sige ud fra en liste, som er tilpasset situationen og den person han taler med. De fleste ting kan Walker kun spørge om en gang, da de derefter fjernes fra listen. Men nogle enkelte af de vigtigste ting, kan han spørge om igen og igen.
Der er mange ting, som Walker skal samle op, kombinere og bruge de rigtige steder. Nogle af tingene, som f.eks. memorizeren, skal Walker lære at betjene før han kan bruge dem. Disse vises også i et nyt mindre vindue, når han tager dem frem.

Plusser :
Historien er rigtig god og spændende, og den udbygges efterhånden som spillet skrider frem.
Nogle af opgaverne er nye, anderledes og spændende. F.eks. skal man anvende en Memorizer (en slags fjernbetjening) til at styre diverse tekniske indretninger. Dette kræver nogen omtanke.
Dialogen giver på udmærket måde de mennesker Walker taler med forskellig personlighed.
Grafikken er udmærket og video-sekvenserne er rigtig gode.
Det fungerer fint at vise nærbilleder af ting og steder i nye mindre vinduer oven på den almindelige grafik.

Minusser :
Ofte er det umuligt at vide hvad man skal gøre og i hvilken rækkefølge. De overordnede opgaver er klare nok, og løsning af detail opgaverne er logisk nok, men sammenhængen er svær at se, så man må ofte prøve sig frem.
Der er tidsbegrænsning på løsning af visse af opgaverne. Dette er ofte meget frustrerende, da det er nødvendigt at gå på opdagelse (eller prøve sig frem) for at finde ud af hvad man skal gøre, hvilket der ikke er tid til. Så ofte dør Walker mange gange samme sted inden man kommer videre.
De andre personer i spillet zappes rundt mellem lokationerne, men Walker kan kun gå langsomt. Dette er især irriterende i de tidsbegrænsede sekvenser.
I et enkelt tilfælde hvor man skal undersøge en ting grundigt for at se hvad den kan anvendes til, skal dette gøres ved at holde musetasten nede i adskillige sekunder. Dette er meget uheldigt, da resten af spillets objekter kan undersøges blot ved at klikke på dem.
For mange gange skal man låse skabe op ved at løse puslespil hvor man skyder og drejer brikkerne, og den sidste opgave på Draco er surrealistisk og uden sammenhæng til handlingen.
Der er ingen tale og mundbevægelser i dialogerne. Kun tekst.

Konklusion :
The Ward er faktisk ikke et dårligt Adventure spil på trods af de mange graverende minusser. Den gode historie og de nytænkte opgaver giver spillet kvalitet. Men man skal være stædig for at løse de næsten umulige tidsbegrænsede opgaver og de mange puslespil, og man risikere at miste interessen pga. mangelen på sammenhæng mellem det man skal opnå og det man kan gøre. Problemet med at man skal holde museknappen nede i et enkelt tilfælde er utilgiveligt. Her gik jeg helt i stå, og jeg måtte finde hjælp på nettet for at komme videre.
Det er synd at et Adventure spil, der kunne have været rigtig godt, til dels ødelægges af disse problemer. Så The Ward får kun en middelmådig karakter.



Udvikler :
FragileBits Studios
Udgiver : Take 2 Interactive
Udsendt : Marts 2001
Review : September 2001


Klik for at forstørre


Vurdering
74 %

Start Side

 

Alle Reviews

 

Dansk Adventure Review